Redegørelse/Perspektiv- og handlingsplan 2015

Vist 118 gange.

Redegørelse/Perspektiv- og handlingsplan 2015
Redegørelse/Perspektiv- og handlingsplan 2015

Titel Redegørelse/Perspektiv-
og handlingsplan 2015
Udgivet af Ministeriet for Børn, Ligestilling,
Integration og Sociale Forhold,
Udgivet 26. februar 2015
Sprog Dansk
Antal sider 28

Minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold Manu Sareen (RV) fremlagde den 26. februar 2015 ministeriets redegørelse om perspektiv- og handlingsplan 2015 for Folketinget – Redegørelse R 10 – Samling: 2014-15, der i forbindelse hermed havde forhandling om den.

Herunder gengives de enkelte passager fra redegørelsen, som vedrører LGBT forhold.
(Sideangivelserne refererer til udgivelsen. Tallene i parentes refererer til gengivelsen i Folketingstidende).

Forord – side 5 (1).
Forord: Ligestilling er lige mulighed for deltagelse i samfundet!
I år er det 100 år siden, danske kvinder fik stemmeret og mulighed for at deltage demokratisk og aktivt i at forme vores land. I dag er næsten 40 pct. af medlemmerne i Folketinget kvinder. Vi er nået langt med ligestillingen mellem kvinder og mænd. Internationalt er Danmark blandt de lande, der ligger helt i top, når det gælder ligestilling. Men det betyder ikke, at vi kan læne os tilbage – tværtimod. Vi skal blive ved med at debattere, udvikle og fremme ligestilling.
For ligestilling kommer ikke af sig selv. Det er ikke en fast tilstand, som vi kan tage for givet. Det handler i bund og grund om hele tiden at skabe de bedst mulige rammer for, at kvinder og mænd kan udfolde deres potentiale og deltage i samfundet. Ligestilling er en værdi, som vi skal værne om.
Det bliver vi husket på i disse år, hvor de grundlæggende frihedsrettigheder som ytringsfrihed, ligestilling og demokrati er under pres rundt om i verden.

Side 9 (2)
Ligestilling som en basal ret
Retten til at bestemme over egen krop og liv og retten til at ytre sig og deltage i samfundet – uanset om man er kvinde eller mand – er helt grundlæggende i det danske samfund. Det udgør en central del af fundamentet for, at den enkelte kan leve det liv, hun eller han ønsker og kan tage aktivt del i vores samfund. Ingen bør opleve at blive begrænset af chikane, hadforbrydelser, vold, menneskehandel, social kontrol eller diskrimination.
[…]
Også hadforbrydelser kan være motiveret af ofrets køn, ligesom hadforbrydelser kan være rettet mod bl.a. homoseksuelle og etniske minoriteter. Regeringen har igangsat en kortlægning af hadforbrydelser generelt, som skal give et mere præcist overblik over hadforbrydelsers omfang og karakter.

Side 11 (4)
Undersøgelse af levevilkår for nydanske LGBT-personer:
Der offentliggøres medio 2015 en undersøgelse af levevilkårene for nydanske homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner. Alle skal kunne leve et liv i åbenhed og i overensstemmelse med deres seksuelle orientering. Regeringen vil følge op på undersøgelsen og videreformidle resultaterne til relevante aktører.

Side 22 (9)
[…]
Ligestilling og retten til at bestemme over eget liv og egen krop er en del af de danske værdier, også når det gælder lesbiske, bøsser, biseksuelle og transkønnede (LGBT-personer). I en lang række lande – både globalt og i EU – er der et potentiale for at forbedre vilkårene for LGBT-personer. En EU-rapport fra 2014 viser, at 47 pct. af europæiske LGBT-personer har oplevet diskrimination eller chikane på grund af deres seksualitet inden for det seneste år. Derfor er Danmark med i gruppen af europæiske lande, der arbejder for at fremme LGBT-rettigheder i Europa. [48 (45)]
[…]
[48 (45)]: FRA (European Union Agency for Fundamental Rights) (2014): EU LGBT Survey – European Union lesbian, gay, bisexual and transgender survey
[…]

Side 23 (9)
Værtsskab for den europæiske fejring af den internationale dag imod homofobi i 2016:
Danmark vil i 2016 være europæisk vært for den internationale dag (»IDAHO-dagen«), der sætter fokus på undertrykkelse af LGBT-personers rettigheder. Værtsskabet omfatter bl.a. en konference for europæiske ministre, embedsmænd mfl. og skal bidrage til at fremme LGBT-personers ret til at leve deres liv frit i EU-landene. Planlægningen indledes i 2015.

* * *
Redegørelsen i pdf-format.
Folketingets journal vedrørende redegørelsen og Folketingets forhandling af den.
Redegørelsen i Folketingstidende G i pdf-format.