Any Lace den 9. marts 2009. Hvor svært kan det være.

Vist 380 gange.
Af Any Lace
Jeg er født som mandkøn i et lille samfund, model 50, hvor det er meget svært at være den , som man føler man er, problemet er fordomme og atter fordomme.
Jeg har været omkring syv år, da jeg var i min første kjole, jeg legede meget med piger indtil jeg var omkring i 12 års alder. Da jeg var i pupperteten, prøvede jeg min mors undertøj, når de ikke var hjemme, da jeg blev lidt ældre, og begyndte at gå i byen, havde jeg flere gange undertøj på, det bedste jeg vidste, var at kikke i butiksvinduer hvor der var udstildt dukker som var iført corsager, jeg har altid været så fascinerer af corsager, de kvindelige former, kvinden er en fantastisk skabning i mine øjne, og kvinden er altid klædt så smart, hvor jeg ofte tænker på, hvor uintresante mænd er, det samme tøj hver dag, kovboybukser med hængerøv stor mave, smoking hvid skjorte slips, det samme hver dag, hvorfor er det kun kvinden der skal være smart, eller de fleste kvinder.

Op gennem årene har det været lidt op og ned med trangen, jeg blev gift som 25 åring ,og har haft en dejlig familie, som jeg endnu har, med min kone og børn, som er voksne og er fløjet fra reden, mit dobbeltliv har været i dyb hemmelighed, det er utroligt hvor god man er til at, leve et dobbeltliv, så nogle gange har jeg været uden for en dør, som kvinde, nu til dags går næsten hver dag, med kvindetøj indenfor mit mandstøj.
Nå men åren går, og trangen til at være kvinde er bare blevet større og større for hver dag som går, det er ikke så længe siden, at jeg vidste at jeg var transvestit, og jeg er helt klar over, at havde jeg ikke haft familie, levede jeg som transexuel i dag.

For 3 år siden, var jeg på vippen psykologisk, jeg kunne ikke mere, det måtte ud, men hvordan, jeg begyndte at lægge planer, om jeg nu fortalte min kone det, hvordan ville hun reagere, tusind tanker strejfede midt hoved, men det måtte siges på en eller måde.
Så en dag, jeg plejer at arbejde for en kvinde, når jeg har fri fra mit sejlende arbejde, jeg spurgte hende, om hun var en god psykolog, hvorfor spurgte hun, nej jeg spørger bare, for jeg vidste hun var en jeg kunne lide på, hvad er det spurgte hun, det er noget jeg har kæmpet med hele livet, fortel mig hvad det er, så kom det, det som havde været en hemmelighed hele mit liv, jeg er transvestit, en som går i kvindetøj spurgte hun, ja svarede jeg, hun trak på smilebåndet å min gode ven sagde hun, vi fik en god og lang snak, og har snakket mange gange sammen om dette emne, men hun mente ikke, at hun kunne leve sammen med en transvestit.

Jeg skulle videre, og det var at fortælle min kone, min hemmelighed, så en dag min kone kørte mig til flygpladsen, jeg skulle med skib, som lå i Norge, jeg havde besluttet at nu skulle det fortælles, men modet var ikke med mig, jeg gik ombord i flyet, uden at have sagt noget.
Da jeg kom ombord, gik det helt galt med min psyke, det måtte ud, så kom beslutningen, jeg SMSede til min kone og fortalte det hele, hun vidste ikke hvad en transvestit var, så jeg fortalte hvad det var, efter det var det ingen kontakt i 6 uger, når jeg kom hjem igen, fik vi snakket ud, og vi har snakket meget, hun accepterer mig som jeg er, jeg har fået mit egent skab med tøj, men jeg vil ikke provokere hende.
Indtil videre ser det ud til at fungere godt, dette var et lille glimt af mit transliv, jeg kunne have skrevet en hel bog.

Knus til alle medsøstre.
Hilsen Any Lace.