Vist 381 gange.
At være kristen er en del af min identitet
I interviewet af Karen M. Larsen fortæller Alexandra P. om, hvordan det for hende er at være kristen og transseksuel.
Hvilken rolle spiller den kristne tro i dit liv? Hvilke aspekter ved troen er mest vigtige for dig?
Min tro spiller en mere og mere central rolle i mit liv. Det at være kristen er en del af min identitet og påvirker både min dagligdag og min verdensanskuelse. Jeg synes, at alle aspekter ved kristendommen er vigtige: Både den uvurderlige rolle den har spillet for den vestlige civilisations udvikling gennem historien, men selvfølgelig også, på det mere intime plan, dens budskab om tro, håb og kærlighed, som alle mennesker har brug for.
Er du åben transseksuel i kristne sammenhænge og har du fundet en menighed som accepterer dig som den du er?
Jeg er oprindeligt døbt i den ortodokse tro, men allerede som meget ung begyndte jeg at sympatisere med den romersk-katolske kirke. Indtil for nylig gik jeg til messe i den katolske kirke dog uden at kunne modtage nadveren dér, da ortodokse og katolikker ikke må deltage i eukaristien hos hinanden. Ingen i kirken kendte til min fortid. Lige nu går jeg i den anglikanske kirke, hvor jeg fra starten valgte at være åben omkring min fortid overfor præsten. Jeg ønsker at tilhøre en menighed, som bygger på de oprindelige trosbekendelser og de traditionelle sakramenter, og som ikke benægter Jomfru Marias guddommelige natur og helgenerne. Alt det kan man finde hos anglikanerne, som i øvrigt er meget internationale, og hvor alle kristne kan modtage nadveren uden at konvertere. Af og til overværer jeg dog stadig gudstjenester i såvel den ortodokse som den katolske kirke.
Har din tro hjulpet dig eller hæmmet dig mht. din selverkendelse og coming out som transseksuel?
Min tro har på intet tidspunkt været med i mine overvejelser under min beslutningstagen og min coming out. Min selverkendelse som transseksuel kom ikke lige pludselig. Den har været der hele tiden (det er bare ikke altid man tør tage det første skridt), og det har ikke forhindret mig i at være praktiserende kristen. Da min coming out endelig fandt sted, kom det som en eksplosion, der overskyggede alt. Pludselig turde jeg være ærlig overfor mig selv, og jeg ville aldrig lade familien, vennerne, samfundet, kirken eller nogle andre fortælle mig, hvad jeg måtte og ikke måtte gøre.
Oplever du at dit forhold til Gud har forandret sig siden du erkendte, at du er en kvinde?
Det gør jeg ikke. Men det havde jeg faktisk forventet, at det ville gøre. Da jeg kom i gang med skiftet, fyldte det rigtig meget i mit liv. Alt handlede om at blive bekræftet som kvinde. I den periode fjernede jeg mig faktisk fra Gud. Jeg begyndte at føre en udsvævende og promiskuøs tilværelse, der primært handlede om overfladiske ting som penge, udseende, byture, mænd osv. Og jeg var faktisk overbevist om, at nu hvor jeg endelig var mig selv, havde jeg ikke brug for min tro mere. Men dér tog jeg fejl. Denne udsvævende periode varede ikke længe, før jeg indså, at mit væsen stadig var det samme og at jeg hungrede efter at få Gud ind i mit liv igen.
Hvordan forklarer du at en del kristne mener, at det er forkert, at leve som transseksuel/transperson?
Jeg tror, at mange mennesker har en generel tendens til at dæmonisere ting de ikke forstår. Jeg har skrevet en artikel om Biblen og transkønnede, som også blev bragt på religion.dk for et par måneder siden. I en kommentar til artiklen skrev en meget forarget herre, at transseksualitet skyldtes en dæmonbesættelse. Nu ved jeg ikke, hvilken religiøs gruppe denne mand tilhører, men i de etablerede kirker har besatte nogle helt konkrete, umiskendelige symptomer, og ingen af de symptomer peger i retning af, at den besatte ønsker at leve i det modsatte køns rolle. Sagen er den, at det er meget nemmere at se dæmoner overalt, i stedet for at sætte sig
ind i en ny situation og prøve at forstå den.
Har du oplevet diskrimination i kristne sammenhænge?
Nej, jeg har ikke oplevet noget diskriminerende i kristne sammenhænge. Men som sagt har jeg aldrig ført mig frem som trans i en kirkelig kontekst. NÃ¥r jeg gÃ¥r i kirke, sÃ¥ er det ikke for at bekræfte mit nye køn, men for at lovprise Gud i fællesskab med andre. Og generelt tror jeg heller ikke, at man som transperson vil opleve noget Ã¥benlyst fjendtligt, hvis man bare overværer gudstjenester. Derimod ville jeg uden tvivl opleve modvilje og forargelse, hvis jeg fx insisterede pÃ¥ at aflægge nonneløfter. SÃ¥dan er det i hvert fald i mange af de gamle, etablerede kirker. Det er dog min oplevelse, at det er pÃ¥ diverse ‘kristne’ fora pÃ¥ nettet, at man kan finde de mest intolerante udtalelser. Virkeligheden er ikke sÃ¥ slem.
Har du oplevet, at transseksuelle eller andre transpersoner har behandlet dig dårligt pga. din tro?
Selvom jeg oplever, at nogen smågriner ad mig, når jeg fx afslår en invitation til en bytur lørdag aften, fordi jeg skal i kirke søndag morgen, er jeg ikke direkte blevet behandlet dårligt af andre transpersoner pga. min tro. Jeg har haft en mindre konfrontation med nogle af mine homoseksuelle bekendte, der nærmest sammenlignede mig med en folkefjende, fordi jeg som trans støttede en religion, der er så intolerant overfor vores minoritetsgrupper. Fordomme florerer desværre i begge lejre.
Har du et eller flere gode råd til kristne transseksuelle og andre transpersoner?
Til de transpersoner, som oplever en indre konflikt mellem deres tro og kønsidentitet, vil jeg gerne sige, at man kan være kristen og trans på samme tid. Gud er kærlighed, og han elsker alle sine børn, også de transkønnede. Det ville være useriøst at påstå andet. Jeg ved, at det til tider føles som om man er den eneste person i hele verden, som er i den situation. Sådan er det ikke. Jeg synes derfor, at det ville være spændende og meget nyttigt, hvis flere kristne transpersoner fortalte deres historie.