Vist 460 gange.
6. maj 2008
Jeg mindes da jeg første gang gik ud af min dør som Irene. Bævrende og noget angst, men også fast besluttet på at jeg ville ud.
Der har været mange skridt at tage, og mange gange hvor jeg bare skulle gøre det uden at tænke for meget.
Det blev efterhånden mere og mere naturligt at bevæge sig ude og langsomt fik jeg et hverdagsliv som Irene. Byture i de lidt større byer heromkring, tur til Båstad og ture ud i landet. Til koncert i Aalborg og mere dagligdags ting som at gå på biblioteket, handle ind osv.
Nu er jeg lige kommet hjem fra Berlin og er lykkelig og nærmest beruset af nogle dages intense oplevelser.
Jeg har fulgtes med en lille gruppe til Transgender Europa møde i Berlin, og udover mødet var jeg fast besluttet på at prøve livet som transvestit i en storby. Helt alene!
Bare det at booke ind på et hotel og skrive: Irene Haffner i ind-bookingen. Dejligt!
Jeg havde mit eget værelse på Holiday Inn, og der fulgte 4 dage på full time som pige. Det har jeg prøvet før, og jeg er jo transvestit, ikke transseksuel, så normalt har jeg jo altid en mulighed for at skifte tilbage til mand. Men jeg havde selvfølgelig kun kvindetøj med. Og sikke et cirkus da jeg skulle pakke sent onsdag aften efter at have fået et tilbud om at tage med! Jeg må til at lære det!
Men det gik nogenlunde.
Den første dag var jeg i jeans, lille bluse, højhælede støvler og sort skindjakke. Og efter åbningsmødet på Scøneberg Rådhus var jeg på vej ud i den store millionby. Jeg spadserede og opdagede hurtigt at højhælede støvler ikke lige er det bedste at gå langt i.
Jeg sad på små fortovscafeer, og spadserede på Unter den Linden, og da det begyndte at små-dryppe var jeg en tur på Berlins Historiske Museum. Det blev også til en tur på en lille hyggelig italiensk restaurant, hvor en smilende sød ung servitrice betjente mig med udsøgt elegance og høflighed!
Tværs over Alexanderplads, og op i toget hvor jeg for første gang kom til at stå i et tæt mylder af folk. Jeg holdt bare godt fast og tænkte at det gik nok. Der faldt da et blik i ny og næ, men mon ikke de har set transer før, de berlinere. Jeg havde da gjort mig virkelig umage for at se både almindelig og elegant ud. Langt om længe tyndede det ud, og jeg fik mig en plads at sidde på, og da vi nåede endestationen fik jeg fat i en taxi, og så hjem og hvile.
Næste morgen var det ned i hotellets restaurant og spise morgen mad. En smilende og venlig betjening, og i det hele taget imødekommende og venlige mennesker. Jeg opnåede endda at blive tiltalt mrs. Haffner! Hi.!
Jeg fik prøvet at være ude i den store by på alle leder og kanter. Det krævede at jeg virkelig gjorde mig umage om morgenen og fik lavet både en barbering og en make-up der kunne holde omkring de 12 timer, og hele tiden have med i planlægningen at jeg skulle hjem på hotellet og bade, barbere og lægge ny make-up til om aftenen. Det giver jo noget træning.
Jeg valgte nu et godt princip, skulle det vise sig. Jeg begyndte at gå i nederdel, og bruge bluser og skjortebluser som jeg kunne kombinere på kryds og tværs. Og det vil jeg huske til en anden gang, fordi man så på en let måde kan skifte tøj uden at have knap så meget med som jeg havde. Og så er det altså ud og finde nogle bløde flade sko. En storby kan hurtigt tage livet af et par trans-fødder med høje hæle!
Det blev hurtigt en helt almindelig følelse at færdes overalt. Gå i forretninger, restauranter, tage toget, køre i taxi osv. Det var en ualmindelig dejlig følelse, som bare forstærker lysten til at fortsætte ens udvikling. Det ER bare vidunderligt at være den pige man gerne vil være, og så opleve at hun kan færdes frit og være til som alle andre. Bevægelserne, måden at gå på, stemmen, ja alt ændredes langsomt, og her nogle dage efter, kan jeg slet ikke vende tilbage til ham der også lever her i huset.
Jeg oplevede ikke den mindste antydning af nedladenhed eller overgreb, men jeg fandt dog ud af at man skal tænke sig om.
Lørdag aften tog jeg fra hotellet ind til byen for at se trans-cabaret. Alene!
Da jeg kom til stationen så jeg der stod 2 sikkerhedsfolk. Jeg tænkte ikke nærmere over det og gik ind i toget. Dørene smækkede lige efter og toget satte i gang. Jeg opdagede hvorfor der var sikkerhedsfolk. Det var lørdag aften. Klokken var 20, og ungdommen var på vej ud for at feste. Toget blev hurtigt fyldt med drikkende, larmende unge. Og der sad lille mig! Jeg sad bare lige så stille og kiggede ud af vinduet. Jeg ved ikke om de opdagede mig. Men da toget langt om længe nåede ind til byen og holdt hvor jeg skulle af, ventede jeg til toget stoppede, og trippede hurtigt ud i mine fine sorte nylonstrømper og små sorte laksko.
Ude pÃ¥ gaderne ved stationen var der lige sÃ¥ mange grupper af unge. Der var virkelig gang i den, og til sidst fangede jeg en taxi midt ude pÃ¥ gaden og hoppede ind i den. Og sÃ¥dan ankom jeg sÃ¥ til et forrygende transshow midt i det lidt dekadente Berlin. Og sikke en behandling jeg fik. Jeg var jo en noget ældre dame i forhold til de mange unge, og min pÃ¥klædning var jo ikke hverken punket eller kitchet, næ den var elegant og klassisk. Det var en succes, og inden jeg fik set mig om havde jeg en hel flok tilhængere rundt om mig der ville vide hvem jeg var og hvor jeg kom fra. Hi… fantastisk følelse at være populær!!
Og jeg vidste bare at jeg ikke skulle hjem med toget kl. 3 om natten i Berlin. Heldigvis fandt jeg mine veninder fra hotellet og kørte med dem!
Det var ubeskriveligt dejligt. Og meget befriende at kunne færdes så åbent og naturligt som man kan i sådan en storby. Jeg ville elske at bo sådan et sted.
Jeg har sådan en dejlig følelse af fuldbyrdelse indeni. Og udover at være vidne til TGEU mødet på Schøneberg Rådhus (Transgender Europa), var oplevelsen som alene pige ude i en storby, en virkelig skøn oplevelse.
Det er ikke sidste gang!
Knus
Irene Haffner
* * *
Irene har også skrevet artiklen Menneskerettigheder i fokus! om sin tur til Berlin.