Vist 156 gange.
Her i sommerferien fik jeg endelig taget mig sammen til at læse Preben Hertofts og Teit Ritzaus bog, Paradiset er ikke til salg: Trangen til at være begge køn. Bogen, der udkom i 1984, og som i øvrigt blev suppleret med en tv-udsendelse, giver et godt indblik i, hvordan selv velmenende heteroseksuelle cis-kønnede, dvs. ikke transpersoner, dengang så på transseksuelle og transvestitter. (Ordet transperson var endnu ikke opfundet.)
NÃ¥r jeg skriver “velmenende”, sÃ¥ mener jeg det. Forfatterne appellerer nemlig helt klart til, at majoritetsbefolkningen skal tolerere transseksuelle og transvestitter, og det i ordets egentlige forstand. Flertallet skal lære at leve med en lille harmløs gruppe af “afvigere” ud fra den logik, der hedder, at “I behøver ikke at forstÃ¥ dem – bare I lader være med at slÃ¥ dem”.
| Hvis man er født som mand, men ønsker at blive kvinde – eller er kvinde og ønsker at blive mand – sÃ¥ vil man noget umuligt. Men nu til dags er det ikke noget sjældent ønske. Mennesker, der har det sÃ¥dan, kalder vi for transseksuelle eller vi taler om at de vil “skifte køn“. Men man skifter ikke køn som man skifter tøj og ordet kønsskifte er et forførende ord, der lover noget som ikke kan holdes. (s. 8.) |
Her forsøger man at slÃ¥ fast, at man har det køn, som man blev født med hhv. blev tillagt, da man blev født. Den transseksuelle vil altsÃ¥ i dette perspektiv skifte sit “sande” køn med et drømmekøn, og lige præcis det kan, i henhold til forfatterne, grundlæggende set ikke lade sig gøre.
Sådan! Medfølelsen og tolerancen blokerer nærmest for de to forfatteres evne eller vilje til at se verden ud fra de berørte menneskers eget perspektiv. Sandheden om en persons køn ejes af repræsentanterne fra majoriteten og ikke af den berørte selv.
Nu ved jeg ikke, hvordan datidens transpersoner reagerede pÃ¥ Preben Hertofts og Teit Ritzaus bog og tv-udsendelse. Det kan meget vel være, at de fleste var glade for, at der var nogen, der i det hele taget tog problematikken op. Helt sikkert er det imidlertid, at der er sket meget siden 1984 – og det fremgÃ¥r ikke mindst af den vrede og den protest, det har udløst blandt transpersoner i Danmark, at en transkvinde i et indslag pÃ¥ TV 2 Østjylland blev nævnt i samme Ã¥ndedrag som ordet “freakshow”, og at studieværten konsekvent omtalte hende som “han”.
For mig at se er det en glædelig udvikling, at transmiljøet i dag har fået så meget selvtillid og selvrespekt, at man ikke længere vil finde sig i, at man må nøjes med de opmærksomhedskrummer fra majoritetens bord, som man kan få, lige meget hvor mugne de så end er. Så længe man finder sig i at blive trådt på, kommer man nemlig ikke ud af rollen som dørmåtte.
Men selv om det kan være krævende for den enkelte – og enhver mÃ¥ naturligvis afgøre med sig selv, hvor meget man orker – sÃ¥ er det afgørende, at transpersoner og dem af os, der føler sig solidariske med dem, bliver ved og ved med at forklare og argumentere. Hvis vi skal have ændret den nuværende lovgivning, der pÃ¥ sÃ¥ mange mÃ¥der er utilfredsstillende for transpersoner, er der nemlig lige et folketingsflertal, der skal vindes for sagen. Og det vindes kun, hvis vi formÃ¥r at skaffe opmærksomhed og ikke mindst ægte og oprigtig accept!
* * *
Artiklen bringes med venlig tilladelse fra Karen M. Larsen og kan også læses på hendes hjemmeside under titlen I am what I am.