Autogynefili – transbevægelsens største tabu. Karen M. Larsen den 21. april 2018.

Vist 318 gange.
Karen M. Larsen

Karen M. Larsen

Af Karen M. Larsen den 21. april 2018.

Autogynefili – transbevægelsens største tabu

Noget af det måske mest bemærkelsesværdige ved at transbevægelsen i løbet af 1990’erne og det nye årtusinde blev en del af den etablerede homobevægelse er, at det er noget nær et dogme indenfor transaktivismen, at det at være transkønnet handler om ens kønsidentitet og absolut intet har med seksualitet at gøre. Ja, så ivrig er man for at distancere sig fra ideen om at seksualitet og kønsidentitet kunne hænge sammen, at man sågar kæmper en hård kamp mod termen ”transseksuel”, da denne skulle bidrage til ”fordommen” om at det at være transkønnet har noget med ens seksualitet at gøre.
Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at psykologen og forskeren Ray Blanchard i 1989 fremsatte den teori, at mand til kvinde (MtF) transseksuelle (ja, han bruger det ord) kan deles op i to hovedgrupper. Den ene består af mænd, der fra deres tidlige barndomsår har været synligt feminine i adfærd og interesser og som senest i puberteten opdager, at de føler sig seksuelt tiltrukket af mænd. Dem betegnede Blanchard som de homoseksuelle MtF transseksuelle (i og med at han tog udgangspunkt i deres biologiske køn og ikke deres kønsidentitet). De repræsenterer den klassiske forståelse af hvad en MtF’er er, men de udgør i henhold til Blanchard kun et mindretal blandt MtF’erne. Flertallet af MtF’erne udgøres i henhold til Blanchard i stedet af dem som han opfandt en ny term for, nemlig de autogynefile. Med autogynefile mente han mænd, der grundlæggende set er heteroseksuelle, men som vender deres seksuelle begær efter og fascination af kvinder indad. Dvs. de autogynefile MtF’er bliver seksuelt ophidset af tanken om dem selv som kvinder.
Blanchards teori er overordentlig kontroversiel da den er en direkte modsigelse af den nærmest klassiske påstand om at MtF’er er kvinder, som er fanget i en mands krop. Især da Blanchards teori blev populariseret med psykologiprofessoren J. Michael Baileys bog ”The Man Who Would Be Queen” rejste der sig en storm af protester og Bailey blev offer for en af de første, hvis ikke den første, målrettede kampagne organiseret af radikale transaktivister der gik ganske brutalt til værks. Dette har imidlertid ikke forhindret Anna A. Lawrence, der ligeledes er psykolog og forsker, og ikke mindst definerer sig selv som en autogynefil MtF’er, i at udgive bogen ”Men Trapped in Men’s Bodies – Narratives of Autogynephilic Transsexualism”, en bog der tager udgangspunkt i Blanchards teori om autogynefili.
Lawrences formål med bogen er at udbrede kendskabet til autogynefili da hun via sin egen livshistorie såvel som fra hendes terapeutiske arbejde med autogynefile MtF’er og transvestitter har erfaret, at disse har et desperat behov for fortællinger de kan spejle sig i, så de ikke skal føle sig alene og uforståede. Det lykkedes Lawrence via en hjemmeside at indsamle personlige fortællinger fra 249 autogynefile MtF’er samt 52 andre autogynefile som hun kategoriserer som andet end MtF transseksuelle, herunder mestendels transvestitter. Bogen handler dog hovedsageligt om MtF’er. Hun citerer fyldigt og løbende fra de (anonymiserede) beretninger samtidigt med at hun metodisk forklarer hvad autogynefili er og hvordan den opleves af de berørte.
Autogynefili er grundlæggende set kendetegnet ved, at man populært sagt vil være den man begærer. Den viser sig f.eks. ofte ved, at den autogynefile ser en smuk kvinde og først tænker ”hende vil jeg have sex med” for så i næste sekund at tænke ”gid jeg var hende”. Der findes i henhold til Blanchard og Lawrence fire hovedkategorier af autogynefili: transvestitisk, anatomisk, fysiologisk og adfærdsmæssig.
Den transvestitiske autogynefili er den mest kendte og er kendetegnet ved at en mand bliver seksuelt ophidset af at iføre sig kvindetøj (crossdressing). Den betegnes ofte i behandlingssystemet som fetichistisk transvestisme.
Den anatomiske autogynefili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset af tanken om at have en kvindes krop, f.eks. ved tanken om at have en vagina og/eller bryster. For nogen er det afgørende at hele kroppen er en kvindes, mens andre har nok i f.eks. at drømme om at have hhv. at få bryster. Anatomisk autogynefili er ofte forbundet med alvorlig kropsdysfori, altså ubehag ved at have en mands krop, ikke mindst ved at have en penis.
Den fysiologiske autogynefili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset af tanken om at opleve en kvindes kropsprocesser, såsom f.eks. at menstruere, at være gravid eller at die et barn.
Den adfærdsmæssige autogynefili er kendetegnet ved, at en mand bliver seksuelt ophidset ved fantasien om hhv. ved at udføre stereotype ”kvindeting”, så som f.eks. at lægge makeup, shoppe kvindetøj, at tisse på dametoilettet omgivet af andre kvinder der gør det samme, men f.eks. også ved at blive catcalled eller blive mødt med andre former for sexisme.
Det er almindeligt, at man oplever mere end en af disse fire former for autogynefili.
autogynefili kan opleves som meget voldsom. Nogle af Lawrences informanter kan fortælle om at de får rejsning blot af at blive kaldt ”frue” eller at de får orgasme blot ved at barbere deres ben. Det er dog også almindeligt, at man som autogynefil onanerer for at opnå orgasme i forbindelse med f.eks. crossdressing eller fantasier om at man har sex som kvinde.
Autogynefili opleves ofte også som dominerende, f.eks. er det almindeligt, at den autogynefile kun kan få rejsning og gennemføre et samleje med en kvinde hvis hun under samlejet har autogynefile fantasier så som at hun har en kvindes krop og er i gang med at have lesbisk sex, at hun er iført kvindetøj eller lignende.
Mange autogynefile har været eller er gift med biologiske kvinder, men det er meget almindeligt at de bliver skilt da det kun er få kvinder, der i længden synes at kunne håndtere deres autogynefile partners seksualitet og behov for at leve og blive set som en kvinde. Nogle autogynefile opgiver helt at indgå i seksuelle relationer til andre mennesker, andre søger parforhold med kvinder, men det er også udbredt at autogynefile har seksuelle fantasier om sex med mænd. Sidstnævnte er dog i henhold til Blanchard og Lawrence ikke udtryk for at de reelt er erotisk tiltrukket af mænd. Mændene i fantasierne er typisk ansigtsløse – og fantasierne handler ofte blot om at blive penetreret af en mand og dermed blive bekræftet i at man er en kvinde. Autogynefile er sjældent romantisk interesseret i mænd og de føler ofte ubehag ved tanken om sex med mænd hvis de skulle have den i rollen som en mand og ikke som en kvinde.
For hvad mener Lawrence, når hun taler om ”mænd fanget i mænds kroppe”? Sætningen tager udgangspunkt i den typiske fortælling om at MtF’er er kvinder fanget i mænds kroppe. Men i henhold til Lawrence har de autogynefile ikke en kvindelig personlighed. Det mener hun ikke at de har bl.a. fordi de som børn og unge ikke i nævneværdig grad var kendetegnet ved at være feminine i deres interesser og adfærd, og f.eks. fordi de som voksne typisk har gjort karriere indenfor ”mandefag”. De er derfor efter hendes mening mentalt set mænd. Det ”kvindelige” ved de autogynefile transseksuelle er i henhold til Lawrence udelukkende at de har et stærkt erotisk begær knyttet til fantasien om sig selv som kvinde, kombineret med et stærkt ønske om at kropsliggøre denne drøm. Og fordi de har et stærkt behov for at få en kvindes krop og mulighed for at leve som og blive set som kvinder, udvikler de en forestilling om at de er kvinder. Dvs. de autogynefile transseksuelles kønsidentitet er et produkt af deres seksualitet. De er imidlertid alligevel fanget i en mands krop, da de ofte føler et desperat behov for at få en kvindes krop.
Det forholder sig imidlertid sådan, at det typisk har været meget svært hvis ikke umuligt, at få adgang til de hormoner og operationer som mange MtF’er efterspørger, hvis de ikke lever op til ideen om at man som ”ægte” MtF’er er en kvinde fanget i en mands krop. Blev man diagnosticeret som ”fetichistisk transvestit” blev man (og bliver man muligvis endnu) typisk afvist af behandlingssystemet. Dette synes Lawrence er meget problematisk. Ud over at hun mener, at der ikke er store forskelle mellem autogynefile transvestitter og autogynefile transseksuelle, så er hun generelt imod at dele folk op i ægte og uægte transseksuelle. Det afgørende er i forhold til behandling i stedet, ifølge Lawrence, hvor stærk dysforien og det deraf følgende behov for hormoner og operationer er. Generelt mener hun, at disse tiltag ofte kan hjælpe de autogynefile til et bedre liv, eller i det hele taget sikre at de overlever, for mange har det rigtigt hårdt.
Mange autogynefile lider nemlig meget under hvad Lawrence betegner som deres seksuelle orientering. Det kan virke stærkt forvirrende på en ung mand at han på en gang vil have sex med en smuk kvinde og så samtidigt hermed vil være denne smukke kvinde som nogen anden har sex med. Mange autogynefile svinger mellem fascination af kvinder og en dyb følelse af misundelse rettet mod kvinder fordi de har en kvindes krop og har lov til at leve som kvinder i vores samfund. Det kan udløse stærk kognitiv dissonans at man kan blive så ophidset af tanken om at man har en vagina, at man får rejsning og ejakulerer, hvad jo viser, at man har en mands kønsdele.
Allerede behandling med østrogen og testosteronblokkere kan gøre livet mere håndterbart for de autogynefile. Nogle oplever dog, at denne behandling faktisk medfører, at de mister interessen i at få en kvindes krop. Holder de imidlertid op med behandlingen dukker lysten op igen. Kunsten er så at finde den rette dosis så den autogynefile oplever, at hendes krop feminiseres samtidigt med, at sexlysten og hermed også behovet for at skifte køn ikke helt forsvinder.
Lawrence er opmærksom på, at den seksuelle ophidselse som er knyttet til autogynefili kan aftage med tid, f.eks. som følge af hormonbehandling og en kønsskifteoperation, men også ved at den autogynefile vender sig til livet som kvinde. Hun sammenligner denne udvikling med en mand, der elsker sin kone, men som i løbet af årene mister det meste af den erotiske interesse i hende selvom han fortsat elsker hende og nyder samværet med hende. Selvom den autogynefile MtF’er altså med tiden kan opleve at det meste af hendes sexdrive er forsvundet, føler hun typisk forsat en let erotisk velbehag ved f.eks. at gå i kvindetøj.

Lawrence taler om at mange autogynefile, inklusive hende selv, oplever skamfølelse over at have en anderledes seksualitet som ingen har hørt om hvorfor man let kan tro, at man er helt alene. Emnet er som sagt tabubelagt også blandt transkønnede, så det er svært at finde støtte og opbakning i miljøet. Lawrence insisterer på at det er nødvendigt, at bryde med tabuet mht. autogynefili, da det bidrager til de berørtes psykiske mistrivsel.
Det ændrer dog ikke ved, at Blanchards og Lawrences teori om autogynefili bliver mødt med stærk kritik fra mange transaktivister. F.eks. kan man se påstanden om at autogynefili måske nok findes, men er yderst sjælden blandt transkvinder, men man kan også se teorien om, at alle kvinder grundlæggende set er autogynefile, hvad Lawrence dog er meget kritisk overfor. Hun forholder sig mere dybtgående til påstanden om, at de autogynefiles seksuelle lyst er et produkt af at de berørte transseksuelle grundlæggende set er kvinder, der som børn allerede drømte om at være piger/kvinder og crossdressede uden at blive seksuelt ophidset heraf. Tanken er, at det er puberteten og problemet med at være en kvinde fanget i en mands krop, der udløser autogynefilien. Lawrence afviser denne påstand med henvisning til at børn faktisk også har en seksualitet og at en persons seksuelle orientering typisk viser sig allerede i barndomsårene selvom den ikke har samme karakter når man er barn som når man kommer i puberteten hhv. når man er voksen. Tidlige erfaringer med crossdressing og fantasier om at være kvinde er altså i henhold til Lawrence blot et tegn på at man er autogynefil, da hun mener, at den er en seksuel orientering på linje med f.eks. homoseksualitet.
Jeg kan godt forstå, at man som transkvinde kan føle, at det er ubehageligt, at der sættes fokus på ens seksualitet, især hvis den lige præcist er anderledes end de flestes. Men jeg tror også, at det er problematisk, at man i den grad tabubelægger transkvindes seksualitet at de ikke får hjælp til at forstå den. Og selvom jeg ikke føler mig kvalificeret til at afgøre, om Lawrences bog er af relevans for alle transkvinder der ikke er til mænd, så kan jeg godt forestille mig, at den kunne være af relevans for nogle. Jeg synes i hvert fald, at jeg er blevet klogere på hvad der kan drive nogle transkvinder til kæmpe så hårdt som de gør for at få hormoner og operationer og generelt for at blive anerkendt som kvinder også selvom de må betale en høj pris herfor. Det giver i hvert fald for mig mere mening, at man vil betale en høj pris for at kunne udleve sin seksualitet end for at kunne realisere end mærkeligt udefinerbar ”kønsidentitet”.
Hvad jeg til gengæld savner hos både Blanchard og Lawrence er en eller anden form for interesse i at undersøge om deres forståelse af at MtF’er kan deles op i hhv. homoseksuelle og autogynefile kunne have relevans for kvinde til mand transseksuelle (FtM’er). Kan de også deles op i to hovedgrupper? Så vidt jeg har forstået det er de fleste FtM’er til kvinder, men for den mindre gruppe der helt eller delvist er til mænd kunne det være spændende at undersøge hvorvidt de kunne betegnes som autoandrofile og dermed beslægtede med de gynæfile. Men det ville kræve, at man brugte samme forskningsmæssige energi på transmænd som på transkvinder, men måske det er meget sigende for vores samfund, at der indtil videre ikke har været interesse herfor.

* * *
Artiklen bringes med tilladelse fra Karen M. Larsen.
Karen M. Larsens hjemmeside.

* * *
Autogynofili – teorien om transkønnede eller en blindgyde? af Lisa Andersen den 30. april 2018.

Udgivet i: Karen M. Larsen.
Søgeord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .