En transkvinde fik medhold i en klage til Ligebehandlingsnævnet over, at en familievejleder omtalte hende som “han” og tiltalte hende ved hendes tidligere mandenavn. KEN nr. 10023 af 27. september 2017.

Vist 121 gange.

Ligebehandlingsnævnet J. nr. 2017-6811-21985. KEN nr 10023 af 27/09/2017.

Ligebehandlingsnævnes afgørelse om – kønchikane – kommuner – sagsbehandling – medhold

En transkønnet person klagede over en kommunal familievejleders udtalelser under støttet samvær med klagers børn. Klager har fået bevilget juridisk kønsskifte og er i den forbindelse blevet tildelt et kvindeligt personnummer og har fået ændret sit navn til et kvindenavn. Klager går klædt som kvinde. Trods dette havde familievejlederen ved enkelte lejligheder under det støttede samvær omtalt klager som ”ham” og tiltalt klager ved sit tidligere mandenavn. Nævnet vurderede, at udtalelserne var udtryk for chikane på grund af køn. Selvom familievejlederen ikke havde haft til hensigt at udøve chikane, havde klager oplevet udtalelserne som nedværdigende.
Klager fik derfor medhold.

Klagen drejer sig om påstået forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med en familievejleders behandling af klager, der er transkønnet.

Ligebehandlingsnævnet afgørelse
Det var i strid med ligestillingsloven, at en familievejleder ved den indklagede kommune omtalte klager som ”ham” og kaldte hende ved hendes tidligere navn under støttet samvær med klagers børn.

Sagsfremstilling
Klager, som er transkønnet, har fået bevilget juridisk kønsskifte og er blevet tildelt et nyt, kvindeligt personnummer. Klager har ændret sit navn til et kvindenavn. Hun går klædt som kvinde og har fået foretaget en brystoperation.

Klager har løbende støttet samvær med sine børn. Under samværet deltager en familievejleder fra den indklagede kommune.

Klagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet den 5. april 2017.

Parternes bemærkninger
Klager gør gældende, at hun er blevet udsat for forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med den kommunale familievejleders behandling af hende under det støttede samvær.

Kommunens familievejleder betegner fortsat klager som en mand, selvom hun er en kvinde. Klager har gået kvindeligt klædt i 10 år, og hun har haft et kvindeligt navn og personnummer i fem år efter bevilling af juridisk kønsskifte.

Familievejlederen har også instrueret klagers børn i fortsat at opfatte klager som en mand, selvom hun ikke længere er det. Kommunens familievejleder omtaler herunder klager som ”mand” og ”far” over for børnene.

Klager ønsker, at kommunen skal se og anerkende hende som den kvinde, hun er.

Indklagede gør gældende, at der ikke er sket forskelsbehandling på grund af køn.

Klager har kontakt til kommunens børne- og familieforvaltning, idet der er iværksat foranstaltninger over for klagers børn. Klagers søn er anbragt uden for hjemmet og bor i en plejefamilie. Klager har gennem årene haft tilbud om støttet samvær med sønnen. Denne støtte varetages af kommunens familievejleder, som har kendt familien gennem mange år.

Klager har samvær med sin søn omkring hver fjerde uge, da sønnen gerne vil fastholde kontakten til sin far. Familievejlederen er til stede under samværet efter ønske fra klagers søn.

Under samværet forsøger både sønnen og familievejlederen ikke hele tiden at skulle forholde sig til, at klager har valgt at skifte køn. De vælger derfor at omtale klager som ”hun” og tiltale hende med hendes kvindenavn.

Ofte må familievejlederen dog stoppe klager, når hun begynder at fortælle sønnen om sine operationer og behandlinger. Klagers søn reagerer ved at stikke fingrene i ørene og udtaler for eksempel: ”Jeg gider ikke høre om det” og ”Det eneste, der er anderledes ved dig er, at du har fået langt hår, bruger makeup og neglelak og så har du nogen gange dametøj på. ” Det er indklagedes opfattelse, at klager enten ikke hører, hvad sønnen siger, eller ikke accepterer det.

Klagers søn opfatter ikke sin far som en kvinde. Sønnen forsøger under samværet ikke at skulle tiltale sin far på nogen måde. Han har ikke lyst til at kalde klager for ”ekstra mor”, ”mor [kvindenavn]” eller ”[kvindenavn]” som foreslået af klager. I stedet vælger sønnen at sige ”hej, du” eller prikker klager på skulderen.

Sønnen opfatter klager som sin far. Kommunens familievejleder har mange gange talt med klager om dette efter endt samvær. Nogle gange forstår og accepterer klager dette, men det er ikke altid tilfældet.

Familievejlederen taler ikke med klagers børn om deres fars kønsskifte, medmindre de selv begynder at tale om det. Børnene er usikre på situationen, hvorfor de også kun ser klager i støttet eller overvåget samvær.

Familievejlederen støtter børnene i, at klager er deres far. Vejlederen forklarer børnene, at klager nu har valgt at blive en kvinde, men det er ikke vejlederens vurdering, at børnene skal tvinges til at skulle kalde deres far ved kvindenavn eller ”ekstra mor”.

Det er korrekt, at familievejlederen i nogle situationer har omtalt klager ved hans tidligere mandenavn eller som ”han”. Dette skete navnlig umiddelbart efter klagers navneændring. Vejlederen har efterfølgende talt med klager om dette og har hver gang beklaget. Dette skyldes dog ikke manglende accept af klagers kønsskifte.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion
Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn efter lov om ligestilling af kvinder og mænd (ligestillingsloven).

Det fremgår af ligestillingsloven, at ingen må udsætte en person for direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af køn. Forbuddet mod forskelsbehandling gælder blandt andet for enhver myndighed og organisation inden for offentlig forvaltning og almen virksomhed.

Chikane betragtes som forskelsbehandling på grund af køn og er derfor forbudt. Der foreligger chikane, når der udvises uønsket adfærd i relation til en persons køn med det formål eller den virkning at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima.

Hvis en person, der anser sig for krænket, påviser faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er udøvet direkte eller indirekte forskelsbehandling, påhviler det modparten at bevise, at ligebehandlingsprincippet ikke er blevet krænket.

På baggrund af indklagedes oplysninger må det lægges til grund, at familievejlederen i den indklagede kommune under det støttede samvær med klagers børn ved enkelte episoder har omtalt klager som ”ham” og tiltalt klager ved hendes tidligere mandenavn, selvom hun på daværende tidspunkt havde kvindeligt navn og personnummer og gik klædt som kvinde.

Under disse omstændigheder har klager påvist faktiske omstændigheder, der giver anledning til at formode, at hun er blevet udsat for chikane på grund af køn.

Nævnet finder ikke, at indklagede ved at omtale klager som ”ham” og ved hendes tidligere mandenavn har haft til hensigt at udøve chikane, men må konstatere, at klager har oplevet disse udtalelser, som indklage de også efterfølgende beklagede, som nedværdigende.

Klager får derfor medhold for så vidt angår disse udtalelser.

Retsregler
Afgørelsen er truffet efter følgende bestemmelser:
Lov om Ligebehandlingsnævnet
– § 1, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, om nævnets kompetence
– § 9, stk. 1, om klagebehandling
– § 12, stk. 1, om klagebehandling

Ligestillingsloven
– § 1 a om lovens anvendelsesområde
– § 2, stk. 4, om delt bevisbyrde
– § 2 a, om chikane

* * *
Kendelsen fra Ligebehandlingsnævnet hos Retsinformation.

Udgivet i: Danske.
Søgeord: , , , , , , , , , , , , .