AUTOGYNOFILI 2– EN UDDYBNING. Lisa Andersen den 16. maj 2018.

Vist 168 gange.
LISA ANDERSEN
København maj 2017

I et svar, bragt på Vidensbankens hjemmeside, på mit indlæg om autogynofili, afviser Karen M. Larsen forventeligt min kritik af Blanchard, Bailey og Lawrence. Hun finder mit svar lovligt langt fornemmer man, men åbenbart ikke langt eller klart nok til, at KML har forstået kritikken, så derfor denne uddybning og supplering af mit første indlæg. Som også bliver lidt langt, men forhåbentlig fremmer forståelsen.

KML fastholder således, som hun formulerer det, at

” ..teorien om at de mand til kvinde (MtK) transseksuelle, der er seksuelt tiltrukket af kvinder eller er aseksuelle, grundlæggende set er biologiske mænd, der bliver stærkt seksuelt ophidset af fantasier om sig selv som kvinde”

er sandheden og den rigtige teori om transkønnede kvinder. [1]

Transkvinder er og bliver mænd, er det centrale budskab som KML gentager igen og igen, belagt med eksempler hentet fra Lawrence’s bog om autogynofili (”Men Trapped in Men’s Bodies – Narratives of Autogynephilic Transsexualism”, 2013).

Dette er den eneste reference KML anvender, og hun er åbenbart ikke klar over, at Blanchard, Bailey og Lawrence også i videnskabelige kredse, står ret alene med deres synspunkter, og at relativt få støtter deres teoretiske antagelser om autogynofiliens altafgørende betydning for udviklingen af transkønnethed. Deres egen empiri er begrænset til nogle få undersøgelser af begrænset kvalitet og hvis resultater delvist er blevet afkræftet i senere undersøgelser. Deres teoretiske overvejelser genfinder man hverken i sygdomsklassifikationerne (DSM 5 og ICD 10) eller i Standards of Care, anvisningerne for behandling af transkønnede.

KML tilføjer i sit svar ikke meget nyt i forhold til sit første indlæg, men teorien forsvares med flere nye eksempler på de autogynofiles uendeligt varierede fantasier, erektioner og orgasmer (fra fantasier om menstruation til barbering af hårene på benene osv.), som åbenbart optager KML mere end selve teoriens substans.

* ~ *

Den kritik jeg fremførte mod Blanchard – Lawrence teori om, at det er sexdriften der fører til transkønnethed, omfattede følgende elementer:

  1. Det datamateriale der danner grundlag for teorien, støtter ikke overbevisende teorien
  2. Årsagssammenhængen mellem kønsdrift og transkønnethed er ikke valideret
  3. Teorien fremstilles som gældende alle transkønnede, men omfatter reelt kun transkønnede gynofile kvinder, og mangler svar på hvorfor androgyne transkønnede kvinder udvikler sig som de gør. De har intet bud på transkønnede mænd, delvist fordi Blanchard oprindeligt ikke troede de eksisterede, ligesom hele gruppen af non-binære transpersoner ikke kan rummes i teorien
  4. De transkønnede kan ikke genkende sig selv i teorien
  5. En alternativ teori baseret på kønsidentiteten som det primære, er bedre i stand til at forklare både autogynofili og de andre transkønnede variationer og er derfor et bedre alternativ

KML forholder sig kun kortfattet til pkt. 1, 2 og 5, men forbigår de øvrige kritikpunkter, og jeg må have forklaret mig dårligt, siden KML tilsyneladende ikke har forstået kritikpunkterne, som det fremgår af hendes svar.

Ad 1) Hvad angår kritikken af datamaterialet skriver KML:

”Og så henviser hun [LA] til nogle undersøgelser hvor antallet af MtF’er der betegner sig som autogynefile er lille samt andre, hvor MtF’er der beretter om et seksuelt begær rettet mod mænd, også fortæller om autogynefile erfaringer…”.

En noget mærkelig indvending, eftersom det netop er disse få (kun 4) undersøgelser med relativt få deltagere hentet fra sexologiske klinikker, som Blanchard og Lawrence baserer hele deres teori på.

I modsætning til KML, er Lawrence godt klar over, at selv 249 (eller 1000) ikke-repræsentative selvfortalte fantasier om autogynofili ikke har anden videnskabelig værdi, end at kunne illustrere et teoretisk udsagn. Af samme grund henviser hun derfor heller ikke til denne bog i sin videnskabelige statusartikel fra 2017. At et datamateriale så vidt muligt bør være repræsentativt for den gruppe man vil teoretisere over, samtidigt med, at de dataindsamlingsmetoder man anvender, må være tilpas ensartede og standardiserede for at man kan udtale sig om sammenhænge med blot nogenlunde pålidelighed, er almindelig børnelærdom blandt forskere. Derfor anvender Blanchard og Lawrence kun de nævnte fire undersøgelser (som også er fejlbehæftet bl.a. hvad angår deres repræsentativitet i forhold til hele gruppen af transkønnede).

Men hvis KML ikke har tillid til Lawrence og Blanchards egne tal, er det svært at forstå, at hun kan være så overbevist om teoriens rigtighed.

Hvis Blanchard og Lawrences teori om kun to grupper af transkønnede kvinder skulle holde, må der ikke være overlap mellem grupperne, men det er der for omkring 20% af personernes vedkommende i begge grupper, som jeg redegjorde for i forrige skrift. Tilsvarende burde korrelationen, altså den statistiske styrke mellem autogynofili og transkønnethed være stærkere end den faktisk er. Lawrence mener at datamaterialet er stærkt nok til at dokumenterer teoriens antagelser, men det gør andre ikke, se nedenfor.

Hertil kommer desuden,

  • at en stærk sammenhæng mellem to faktorer, Lawrences hovedargument, ikke er det samme som en årsagssammenhæng (at de fleste dør i en seng, betyder ikke at sengen er dødsårsag);
  • at årsagsrækkefølgen kan være omvendt, transseksualiteten kan være årsag til autogynofilien;
  • eller begge kan skyldes en tredje variabel som ikke er undersøgt.

Dette er banale videnskabelige indvendinger, som de ikke har overbevisende svar på.

Endelig er der anden empiri der peger i retning af [2], at der ikke er tale om adskilte grupper, men om en variation, hvilket Lawrences egne data ikke kan afvise, se min tidligere omtale af Jamie Veales undersøgelse der omfattede 308 transsexuelle kvinder (som ikke er klienter, men hentet fra internettet og som svarer anonymt):

”Selvom disse resultater kræver gentagelse med et mere repræsentativt datamateriale, viser de kun begrænset støtte for en todelt typologi og modsiger således tidligere teorier der har foreslået at MtK transsexuelles seksualitet er opdelt således”. Veale, J. m.fl. 2014) [3].

Hvis der ikke er tale om en todelt typologi, så svækkes teorien om, at kønsdriften, i form af autogynofili, er årsag til transkønnetheden og resultaterne peger i stedet på, at autogynofili og transkønnethed er to faktorer der varierer uafhængigt af hinanden.

Ad 2) Det centrale argument her er, at hvis sexdriften, autogynofilien, er årsag til transkønnethed, så skulle ønsket om at skifte køn forsvinde når driften mindskes eller forsvinder, som f.eks. ved behandling med hormoner, kastration og alder. Men det mener KML ikke er et problem for teorien:

”I henhold til Lawrence fortsætter det autoerotiske begær imidlertid også ofte efter de operative indgreb, det bliver bare svagere og dermed mere håndterbart…”

En meget svag argumentation. Men hvorfor fortsætter ønsket og realiseringen af at være kvinde? Det er jo at blæse med mel i munden – hvis sexdriften er den udløsende faktor, må transkønnede fantasier og adfærd forsvinde sammen med sexdriften – gør de ikke det, er det nærliggende at antage, at det ikke er sexdriften der er årsagen til autogynofilien, men noget andet.

Det er desuden blevet vist, at mange transkønnede kvinder angiver at de oplevede en feminin identitet inden puberteten, og altså inden sexdriften for alvor sætter ind – hvilket jo ikke kunne være tilfældet, hvis det var en parafil sexdrift der førte til den feminine identitet. [4]

Ad 5) Heller ikke her har KML forstået, hvorledes en kønsidentitetsteori både kan forklare motivationen for at blive kvinde, med alt hvad dette indebærer (af lidelser såvel som glæder), og forekomsten af autogynofili, samtidigt med at denne teori bedre vil kunne svare på alle forskellige forekomster af transkønnethed (altså også transkønnede mænd og ikke-binære transkønnede). Dette pkt. 5 har jeg redegjort for i det forrige skrift, men denne kritik forbigår KML.

KML skriver i sit svar, at:

“I sig selv er der en selvmodsigelse her, for hvis autogynefile erfaringer er et produkt af MtF’ernes kønsidentitet, så skulle man jo antage, at de var overordentligt udbredte hos alle MtF’er, ja hos alle transkønnede. Og omvendt, hvis de kun er sjældent forekommende blandt MtF’er, så kan kønsidentiteten hos dem, der har disse erfaringer, næppe være den eneste forklaring på at de har dem. “

Teorien siger, som jeg også har skrevet tidligere, ikke at autogynefile erfaringer er et produkt af kønsidentiteten, men af en sexdrifts-form eller –variant der kan opstå under opvæksten hos den transkønnede unge kvinde. Dette fordi den kønsidentitets bestemte motivation for at blive kvinde er meget stærk og lystbetonet og derfor kan blive associeret til kønsdriften i en gynofil eller autogynefil form. Derfor findes autogynofili hos mange, men ikke alle, ligesom man finder den der hvor man ikke skulle finde den ifølge Blanchard og Lawrence, blandt androfile transkønnede kvinder. Desuden viser undersøgelser, at den ofte aftager med tiden og i takt med at personen realiserer sig som kvinde – og det selv uden brug af kønshormoner.

Ligeledes er det efterfølgende udsagn forkert og misforstået af KML:

”…også lidt mærkeligt at det forhold, at autogynefile kan berettet om stærk seksuel ophidselse inklusive voldsomme orgasmer udløst af fantasier om f.eks. at have menstruation, virkeligt kan forklares med at de har en kvindelig kønsidentitet.”

Det er stadig ikke kønsidentiteten i sig selv, men den i sammenhæng med denne udviklede sexualdrift, som har uendeligt mange forskellige fremtrædelsesformer og styrker. Men at disse varianter, som KML detaljeret igen og igen beskriver, forekommer, er ikke i sig selv noget bevis for, at det er driften der er årsagen til transkønnetheden som KML tror.

Endelig kunne man jo spørge Lawrence og KML om, hvorfor kønsdriften skulle antager disse former? Hvorfor autogynofili?

I stedet for at antage, at autogynofili opstår sådan af sig selv på et eller andet tidspunkt i en persons liv, er det meget mere plausibelt, at denne farvning af sexdriften har sin rod i en konfliktuel kønsidentitet – konfliktuel fordi der er uoverensstemmelse mellem den oplevede identitet og det tilskrevne køn, en inkongruens barnet tidligt oplever og reagerer på. Og i visse tilfælde udvikler autogynofili på baggrund af.

Ad 4) At transkønnede gennemgående er meget kritiske overfor Blanchard-Lawrence teorien kommer KML ikke direkte ind på, men nævner, at i og med at Lawrence har indsamlet 249 casehistorier, så er de transkønnede da repræsenterede:

”Man kan altså ikke påstå, at teorien om autogynofili er en som transkvinder generelt er uenig i eller at deres stemme ikke bliver hørt når teorien bliver diskuteret.”

At indsamle beskrivelser af autogynofili blandt transkønnede (som selv har valgt at deltage med beskrivelser af deres autogynofili, hvorfor gruppen ikke er repræsentativ) er jo ikke det samme som at spørge om personerne er enige i teorien. Det har Veale gjort i en anden undersøgelse (2012) [5], og resultaterne af 170 besvarelser fra transseksuelle viser, som jeg skrev sidst, at kun hver 6-7 var positive overfor teorien, men godt halvdelen var negative, resten neutrale. Altså nærmest det modsatte af hvad KML mener.

Endelig er KML uenig i, at den todelte teori ligger bag behandlingen af transkønnedeSexologisk Klinik gennem mange år:

”Sidst men ikke mindst må jeg korrigere … at Blanchards teori skulle ligge bag at Sexologisk Klinik afviser hhv. har afvist folk med autogynefileSexologisk Klinik trækker (eller trak) på den ældre teori om transvestitisk fetichisme som er mere snæver end autogynofili”.

Bortset fra, at jeg ikke forstår hvorledes transvestitisk fetichisme er mere snæver end autogynofili, så skrev jeg faktisk, at det var den todelte model, og ikke kun Blanchard og Lawrences teori, der ligger til grund for afvisningerne, eftersom man mange årtier før Blanchard havde påvist samme opdeling blandt de transkønnede der søgte behandling. Bl.a. den danske psykiater Sørensen, der, uafhængigt af Blanchard, i sin disputats fra 1984 [6] foretog den samme adskillelse, der i dansk praksis førte til sondringen mellem de ”ægte” transseksuelle og de fetichistiske mænd. Jeg skrev også, at:

”De ”ægte” transkønnede var gruppen af androgyne transseksuelle som Blanchard og Lawrence kalder dem, men i modsætning til deres anbefalinger om behandling også af de autogynefile med hormoner og operationer, blev de afvist i København.”

At man andre steder end i København hurtigere forstod, at sondringen mellem ”ægte” og ”uægte” transseksuelle var falsk og forkert og derfor langt hurtigere behandlede begge grupper med hormoner og operationer, er en anden sag som jeg redegjorde for i forrige skrift.

SAMMENFATNING
Der altså ikke noget i KML’s svarmin kritik der ændre konklusionen om, at Blanchard og Lawrence har en teori der er dårligt videnskabeligt funderet, mangelfuld og forkert. At KML alligevel synes det er så vigtigt at fastholde pointerne fra Lawrence antagelser om, at autogynefile transkønnede kvinder ikke er rigtige kvinder, forstår man bedre, hvis man læser videre på hendes hjemmesider med artige forklaringer på hvilke kvinder lesbiske vil gå i seng med og hvilke ikke. Ja, gæt selv.

Der er kvinder og så er der ægte kvinder ifølge KML, men det er en anden historie – eller er det?

Til slut blot dette: Med den slags venner behøver man ingen fjender.

– – – – –
Noter
  1. [Retur] Vidensbanken 8. maj 2018. http://www.thranesen.dk/karen-m-larsen-20180508/
    Se også KML’s hjemmeside: http://tileftertanke.dk/author/karen-m-larsen/
  2. [Retur] Se også:
    Nuttbrock, L., Bockting, W., Mason, M., Hwahng, S.,Rosenblum, A., Macri, M., et al. (2009). A further assessment of Blanchard’s typology of homosexual versus non-homosexual or autogynephilic gender dysphoria. Archives of Sexual Behavior. Advance online publication. doi: 10.1007/s10508-009-9579-2

    Julia M. Serano, The Case Against Autogynephilia. International Journal of Transgenderism, 12:176–187, 2010

    Smith, Y. L. S., van Goozen, S., Kupier, A. & Cohen-Kettenis, P. T. (2005). Transsexual subtypes: Clinicaland theoretical significance. Psychiatry Research, 137,151–160.

  3. [Retur] Veale, J. F. (2014). Evidence against a typology: A taxometric analysis of the sexuality of male-to-female transsexuals. Archives of Sexual Behavior, 43, 1177–1186.
  4. [Retur] Julia M. Serano, The Case Against Autogynephilia. International Journal of Transgenderism, 12:176–187, 2010
  5. [Retur] Veale, J. F., Clarke, D. E., & Lomax, T. C. (2012). Male-to-female transsexuals’ impressions of Blanchard’s autogynephilia theory. International Journal of Transgenderism. 13, 131-139.
  6. [Retur] Sørensen, T. Det transseksuelle syndrom. Afgrænsning og behandling. Kbh. Fadl. 1984.

* * *
Skriftet i pdf-format.

* * *
De tidligere artikler:
Karen M. Larsen den 21. april 2018: Autogynefili – transbevægelsens største tabu.
Lisa Andersen den 30. april 2018: Autogynofili – teorien om transkønnede eller en blindgyde?
Karen M. Larsen den 8. maj 2018: Svar på gensvar om min artikel om autogynefili.

Udgivet i: Lisa Andersen.
Søgeord: , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , , .