Nyhedsbrev nr. 10 af 16. april 2008 fra Trans-Danmark.

Vist 124 gange.

Trans-Danmark
Trans-Danmark
Kære medlemmer,

Generalforsamlingen den 15. marts 2008
Til denne generalforsamling var 18 stemmeberettigede medlemmer mødt frem og vi fik valgt en ny bestyrelse, der fik følgende sammensætning:

Formand Karin Astrup (genvalgt)
Næstformand Tina Vyum
Kasserer Pia Nielsen
Sekretær Victoria Nielsen (Ny)
Bestyrelsesmedlem Ulla Rørvig (genvalgt)
Suppleant Signe Kruse (genvalgt)
Suppleant Erwin Jöhnk (Ny)
Revisorer Jytte Witt og Jan Rasmussen (genvalgt)
Revisorsuppleant Anna Jonna Armannsdottir (genvalgt)

Generalforsamlingen var præget af en god debat omkring ordlisten, som vi offentliggør snarest, samt diskussionen af vision 2012.

Både formandens beretning og referatet fra generalforsamlingen kan læses på vores hjemmeside.

Fra Tina Vyum har vi følgende debatindlæg:
Jeg fatter ganske simpelt ikke hvorfor vi ikke kan finde ud af at samarbejde. Vi er alle sammen transpersoner, ja ja jeg ved godt, at visse personer mener, at efter at de har fået deres operation, så er de nu enten en kvinde eller en mand af transseksuel herkomst, det er vi så ikke helt enige om, der er visse ting der ikke kan ændres, men lad nu det ligge, det er ikke det jeg vil bruge kræfter på.

Som sagt vi er alle sammen trans et eller andet, om det er transvestit, transseksuel, transkønnede eller hvad katten man nu ynder at blive kaldt.

Jeg tænker at vi alle har nogenlunde de samme problemer, nemlig manglende accept og manglende arbejde, når vi lever i det ønskede køn. Hvorfor kan vi så ikke enes, i stedet for at bekrige hinanden? nogle TV mener ikke de kan være sammen med Ts’ere og så er de Ts’ere som er af den opfattelse at TV ødelægger det for dem, fordi de ikke er TS, og endelig er der en lille hård kerne af som mener de er ÆGTE transseksuelle.

Jamen herregud da også, om vi er det ene eller det andet, det er med garanti bedøvende ligegyldigt for dem som ikke er i samme båd som os, i deres øjne er og bliver vi TRANSER. Hvad med at vi glemmer de mange nuancer, og så står sammen om at opnå accept i samfundet. Jeg er da sådan set ligeglad om X ønsker en komplet operation, mens Y kun ønsker at få lov til at ændre sit fornavn og om Z for lov til at få et X i sit pas eller helt ændre kønsbetegnelse uden en op, men jeg er derimod ikke ligeglad om Æ bliver tævet halvt ihjel fordi, han/hun går i det forkerte tøj efter nogens opfattelse, og at vi næsten alle sammen har problemer med at få et job fordi vi er anderledes, det er jeg heller ikke tilfreds med.

Så glem dog de små stridigheder, og lad os gøre fælles front der hvor det betyder noget for alvor, nemlig accepten i samfundet og arbejdsløsheden. Så derfor lad os nu tage os sammen, lad være med at begynde at skændes over det her indlæg, vær voksne og fornuftige mennesker, kan i tilslutte jer det jeg skriver så gør det, kan i ikke det… ja så bare glem det. Mere vanskeligt er det faktisk slet ikke.

Tina

Sidste nyt fra TGEU:
Vi nærmer os nu den store begivenhed det næste Council, der som bekendt afholdes i Berlin fra den 1. – 4. maj 2008.

Ved fristens udløb for kandidater til ledelsesgruppen, hvor der skal vælges 4 personer direkte, er der kun de 4 kandidater som den siddende bestyrelse har indstillet. Det er følgende:

Professor, Dr. Jur. Stephen Whittle, Manchester, Press For Change, UK M.Sc., Jane Thomas, Escherndorf, DTGI, Tyskland M. Sc., Phd. Julia Ehrt, Berlin, TRIQ Tyskland Cand. merc. Karin Astrup, Karup, Trans-Danmark, Danmark.

Derudover skal der vælges 5 medlemmer til bestyrelsen, Steering Committee, hvor Pia Nielsen vores kasserer kandiderer.
På Council vil Pia og Karin lede to workshops med temaerne ”arbejdsmarkedsforhold” (Pia) og fund raising (Karin)

Det seneste deltager tal, som jeg har modtaget den 15.4., er 156 deltagere, fra 37 lande og 71 forskellige foreninger. Der er deltagere fra de fleste europæiske lande, fra Danmark er der registreret 7 deltagere, hvoraf de 5 er fra Trans-Danmark. Desuden er der deltagere fra USA, Japan og Peru. Organisationskommiteen i Berlin, forventer at der vil komme yderligere mellem 50 og 75 deltagere, idet man har fået penge til at finansiere deltagelse fra Østeuropæiske lande, samt der stadig er en del foreninger som ikke har fået sig tilmeldt endnu, men tilkendegivet at de kommer.

Programmet er meget spændende og jeg vil opfordre de af jer der har lyst til at deltage at skynde Jer med tilmeldingen.

Finansiering af TGEU
TGEU har fået et driftstilskud fra EU/ILGA på 55.000 €, hvilket betyder at den økonomiske belastning for bestyrelsesmedlemmerne vil reduceres kraftigt i 2008.

Hjemmesiden:
Opfordring
Jeg vil gerne opfordre vore medlemmer, til at bruge foreningens hjemmeside noget mere. Der bliver fra medlemmernes side stillet en masse krav og ønsker til hjemmesiden, disse ønsker opfylder vi så, men alligevel bruger de ikke vores hjemmeside?

Hvad er det der er galt?

Ja det skulle da lige være fordi, de er bange for, at deres indlæg ikke bliver læst. Den risiko er så absolut til stede, men så længe vore medlemmer ikke, hverken læser eller benytter det talerør de har stillet til rådighed, ja så udvikler hjemmesiden sig ikke, og det gør foreningen heller ikke.

Der er en tendens i foreningen, der peger i retning af dette ”Alle vil gerne nyde, men få vil yde”

Hvis I ønsker at JERES forening skal kunne virke som JERES talerør over for politikere og andre embedsmænd, ja så må i altså se at finde arbejdstøjet frem, og se at komme i gang med at bestille noget.

Vi mangler folk til at oversætte artikler og andet materiale til engelsk og tysk
Vi mangler input fra medlemmerne til hjemmesiden, der er jo nok der skriver indlæg, men sjovt nok ALDRIG på foreningens hjemmeside, kom bare med jeres indlæg, så skal vi nok lægge det op på siden.

Tina Vyum, Næstformand

Bogprojektet:
Redaktionsudvalget er nået meget langt; så vi forventer at bogen om ”Kønsidentitet” vil udkomme i 3. kvartal 2008.

Vi mangler annoncesælgere til bog projektet!
En væsentlig forudsætning for at vi kan udgive bogen er at vi får solgt annoncer til at finansiere trykning og distributionen af bogen. Til dette skal vi bruge en del sælgere som kan afse tid til at kontakte potentielle annoncører og få disse til at tegne annoncer.

Alle sælgere vil få en grundig introduktion i salgsargumenterne, samt få udleveret materialer der skal sendes til potentielle emner.

Så meld til Karin eller Tina Vyum snarest muligt. Vi mangler dig.

Endnu et opråb til vore medlemmer:
Vi mangler illustrationer og billedmateriale til bogen, så har du noget liggende som du mener, kan bruges så send det til Pia Nielsen: pia_nielsen_@hotmail.dk

Oplæg vedrørende alderdomsproblematik
Min hypotese er, at der næppe er et større kendskab og en større viden omkring transvestismen hos hverken plejepersonale eller sygehuspersonale end der eksisterer i det omgivende samfund.

Derfor må der være rimelighed i at antage, at der vil kunne opstå konflikter mellem personalets forudsætninger og klienternes ønsker og rimelige krav til at kunne opretholde en tilkæmpet livsstil.

Herunder blot et katalog over de umiddelbart synlige problemområder:

Eks. 1 En enlig transvestit bliver afhængig af hjemmehjælp i eget hjem.
Som det er bekendt fra adskillige indslag i medierne, er der ofte tale om, at klienter i den kommunale hjemmehjælp oplever, at der kommer forskellige hjemmehjælpere med korte mellemrum. Med mindre hjemmehjælpsorganisationen er uhyre opmærksomme på de enkelte klienters behov, vil der kunne opstå traumatiske episoder ved forskellige hjemmehjælpere. Der kan opstå både fejlbehandling, misforståelser og eventuelt mobning ved sammenstødet mellem plejer og klient.

Eks. 2 En ældre transvestit visiteres til beskyttet bolig.
Vedkommende er jo ikke kendt i systemet som værende transvestit med mindre hun selv har forklaret om det. Som en naturlig ting ønsker personen at opretholde den livsstil, som hun har haft gennem mange år, d.v.s. ønsker om omklædning, barbering, personlig pleje, tøj indkøb, socialt liv m.m.
I forhold til institutionen er der jo tale om en mandlig beboer, men som beboer i beskyttet bolig er det institutionens opgave at sikre, at beboeren kan opretholde både eget liv, livsstil og socialt liv og livsstil. Med alt hvad dette måtte indebære af både udtryk, seksuel præference og omfang. Det er således personalets opgave at bistå i forbindelse med de dele af klientens liv, som kræver bistand. Det kunne eksempelvis være påklædning, vask, hygiejne m.m.

Eks. 3 Ældre transvestit visiteres til plejehjemsplads.
Problemer i stil med ovenstående, men mere komplicerede, idet der jo på flere plejehjem er tale om henholdsvis mands- og kvindeafdelinger. Her bør der arbejdes på en endnu højere grad af forståelse for ønsker og behov (krav) fra personalets side.

Jeg forestiller mig ikke, at man skal til at undervise andre beboere i transvestisme, men forholdet vil være dybt afhængigt af personalets indstilling og attitude.

I punkter kan jeg opstille problemområderne således:
  • Omklædning
  • Personlig hygiejne, barbering, negle, hår o.l.
  • Socialt liv også som plejeklient
  • Tøj køb
  • Køb af personlige plejemidler
  • Socialt liv på plejehjem

Generel forståelse og accept af behov

Flere har i den seneste debat om dette emne minimeret behovet for at tage fat på dette område. Som andre har antydet, så kan dette skyldes en fortrængning af problematikken.
Personligt anser jeg denne problematik for glemt i debatten om transvestisme. F.eks. var denne problematik ikke at finde i den nyligt afholdte undersøgelse, som tydeligvis ikke henvendte sig til transpersoner over 55/60 år. I og med at transproblematikken har opnået en højere politisk bevidsthed, så vil der naturligt opstå et krav fra mange transpersoner om at de kan opretholde deres livsstil også i den 3. alder.

Jeg ser dette område som et kerneområde fremover, og jeg mener der er et stort og udækket område foran os, som kræver både politisk og økonomisk indsats. Som et første initiativ kunne jeg foreslå en egen indsats overfor plejehjem og hjemmehjælpere eventuelt gennem disse faglige organisationer.

Med venlig hilsen
Nanna Nielsen

Trans-Danmark havde denne problemstilling oppe og vende på bestyrelsesmødet den 12. april 2008, og besluttede at søge flere informationer om hvorledes landets kommuner tackler et sådant problem. Dette sker ved en henvendelse til de sociale myndigheder i landets kommuner.

Vi vil selvfølgelig orientere medlemmerne om resultatet i et senere nyhedsbrev.

Politik:
Følgende skrivelse blev sendt til Retsudvalget efter 1. behandlingen af L 67
Vedr.: L 67 – Forslag til lov om ændring af lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love samt ophævelse af lov om registreret partnerskab af 5. februar 2008.

Trans-Danmark hilser lovforslaget velkommen og anbefaler dets vedtagelse.

Imidlertid ser foreningen gerne, at der i lovforslaget indføres en bestemmelse om transseksuelles ægteskabelige forhold i forbindelse med den ene parts kønsskifte. Det kan gøres med følgende tilføjelse:

§ xx. Hvis den ene part i et ægteskab ansøger om tilladelse til et kønsskifte, og begge ægtefæller ønsker at forblive i ægteskabet efter den ene ægtefælles kønsskifte, skal begge ægtefæller underskrive en erklæring derom, som indgives sammen med ansøgningen om kønsskiftet eller ansøgningen om godkendelse af kønsskiftet,
hvis dette er foretaget i udlandet.
Stk. 2. Såfremt den ene ægtefælle ikke ønsker at forblive i ægteskabet, skal dette opløses, inden der kan gives tilladelse til en ansøgning om kønsskifte.

Bemærkninger
Da lovforslaget giver mulighed for ægteskab mellem to personer af samme køn, må det også indebære, at et ægteskab, hvor denne ene ansøger om et kønsskifte, ikke kræves opløst.
I dag er det foruden betingelserne i Sundhedsloven også en betingelse for at få tilladelse til et kønsskifte, at et eventuelt ægteskab er opløst inden tilladelsen gives. Imidlertid er det ikke en given sag, at parterne eller den ene af parterne i ægteskabet ønsker at fortsætte ægteskabet efter den ene ægtefælles kønsskifte.

Dateret den 4. oktober 2007 indgav foreningen skrivelse til Retsudvalget med bemærkninger til det daværende ”Forslag til folketingsbeslutning (B 76) om at indføre en ægteskabslovgivning, som ligestiller homoseksuelle med heteroseksuelle” om samme forhold.
Skrivelsen medsendes i kopi.

Høringsberettiget
Samtidig anmoder foreningen om at blive høringsberettiget vedr. lovforslaget og få tilsendt alt materiale om lovforslaget.

Trans-Danmark har også skrevet til Folketinget Sundhedsudvalg i forbindelse med at B 65 blev sendt til udvalgsbehandling.

Bemærkninger til beslutningsforslag B 65 om transseksuelles/transkønnedes rettigheder.

Forslaget består af tre punkter til hvilke vi vil knytte følgende bemærkninger:
Pkt. 1 at myndige mennesker selv kan bestemme deres fornavn uden hensyn til deres køn,
Pkt. 2 at myndige mennesker selv kan bestemme, hvilken kønsidentitet deres cpr-nummer og pas skal udtrykke, og
Pkt. 3 at myndige mennesker efter grundig vejledning og rådgivning om konsekvenserne, selv afgør, om de vil gennemgå en kønsskifteoperation, og at samfundet stiller denne mulighed til rådighed for borgerne.

Ad 1.
Foreningen kan fuldt ud tilslutte sig forslaget, der er i overensstemmelse med foreningens henvendelse til Sundhedsudvalget i forbindelse med Sundhedsudvalgets behandling af beslutningsforslag B 142 sidste år.
Foreningen henviser endvidere til bilag 1 med foreningens ønsker til fremtidige forhold for transpersoner.
Det kan her understreges, at såvel beslutningsforslaget som foreningens ønske alene drejer sig om myndige personers ret til selv at vælge fornavn, idet vi naturligvis har forståelse for at børn skal beskyttes mod tildeling af ”underlige” fornavne.
Vi ser det absolut ikke som en mulighed at nogen person uden kønsidentitetsforstyrrelse vil ytre ønske om at ændre fornavn til et fornavn, der betegner det modsatte køn.

Ad 2.
Forslaget består af to punkter nemlig det kønsbestemte CPR nummer og kønsbetegnelsen i pas. De vil derfor blive kommenteret hver for sig.

Personnummer.
Personnummerets opbygning er fastsat i en bekendtgørelse, hvorfor dens opbygning kan ændres af Velfærdsministeren
Foreningens primære ønske er en ophævelse af det kønsbestemte endetal i personnummeret som anført i bilag 1.
Såfremt dette ønske ikke kan tiltrædes ønsker foreningen adgang til at transseksuelle/transkønnede efter nærmere fastsatte regler skal have tilladelse til at få ændret personnummeret, som ligeledes anført i bilag 1.

Kønsbetegnelse i pas.
Foreningens primære ønske er, at den transseksuelle skal kunne få ændret kønsbetegnelsen i sit pas samtidig med og på samme grundlag som ændringen af sit personnummer.
Alternativt ønsker foreningen, at den transseksuelle efter anmodning kan få ændret sin kønsbetegnelse til et X.

Ad 3
Foreningen er af den opfattelse, at en kønsskifteoperation er en så vital og irreversibel operation, at der skal fastsættes nærmere regler og vilkår.
Foreningens primære ønske er, at en transseksuel skal have et retskrav på en kønsskifteoperation, når denne er myndig og har levet som det ønskede køn i to år eller mere, har været i hormonbehandling i mindst et år og kan tåle operationen. Dette er nærmere beskrevet i bilag
1
under pkt. 2.

Der bør laves en ny lov, som nærmere fastsætter regler og vilkår for behandling af transseksuelle og for meddelelse af tilladelse til kønsskifteoperation ligesom der skal indføres ankemulighed i tilfælde af afslag i overensstemmelse med almindelige retssikkerhedsregler – alt som nærmere beskrevet i bilag 1.

Foreningen ønsker endvidere en række eksisterende love såsom diskriminationslove og straffeloven ændres ved tilføjelse af ordet kønsidentitet, således at transkønnede ikke skal henføres under seksuel orientering. De enkelte love, der ønskes ændret er ligeledes beskrevet i bilag 1.

Foreningen anmoder derfor om foretræde for Sundhedsudvalget så vi kan uddybe vore synspunkter.

Samarbejde:
Foreningen har i dag d. 14/4-2008 indledt et samarbejde med Frivillighedscenter SR-Bistand i København. Samarbejdet går ud på, at der med professionel bistand etableres selvhjælps grupper. Læs mere på hjemmesiden.

Aktiviteter:
Check venligst kalenderen for hvor og hvornår der er arrangementer.

Det var alt for denne gang. Det næste newsletter kommer i løbet af maj måned

Karin Astrup, formand
formand@trans-danmark.dk

* * *
Nyhedsbrevet i pdf-format.