Louise Hansen. Om at nå den kønsmodne alder! 22. maj 2009.

Vist 292 gange.
Af Louise Hansen den 22. maj 2009.
Hvornår er man egentlig kønsmoden? Er det når man endelig fremstår som et modent og ansvarsbevidst menneske?
Er det rent basalt, når man er i stand til at avle? Eller er det reelt, når man endelig tør stå ved og erkende sit egentlige køn?

Mennesker er generelt nogle flygtige og overfladiske dyr, for hvem de dybere sanser og meninger er et ubekendt begreb. Hvis du har 2 hyacinter, så sælg den ene og brug indtægten derfra som føde for dit legeme; men gem den anden som føde for din sjæl. En sætning hvis sandhed og dybere mening desværre går hen over hovedet på de fleste.
Devisen er: Har du 2 hyacinter – sælg dem begge og sørg sÃ¥ for at pengene kan yngle!

Hvad er så dette mærkelige med legeme og sjæl? Noget som vi har svært ved at forholde os til. Det er egentligt sært.
NÃ¥r det drejer sig om æg, sÃ¥ er de fleste mennesker ret afklarede i deres synspunkter. Det kan være lille eller stort – hvidt, brunt eller i andre farver. Det eneste, som interesserer os, er indholdet. Vi er da ligeglade med æggets skal. Det er det indeni, som tæller. Farver, form hvad gør det. Det vigtigste er at fÃ¥ denne skal til at krakelere, sÃ¥ vi kan se æggets egentlige substans. Interesserer vi os for om indholdets køn? Nej; men substansen er vigtig.
Med et så enkelt og klart syn på æg da er det ejendommeligt, at de samme folk, når det drejer sig om andre mennesker, pludselig tillægger skallen så megen værdi. Nu er det lige pludselig vigtig om farven er hvid, brun, sort eller gul. Størrelsen betyder også noget. Og det er endelig om ikke at bryde skallen for virkelig at komme ind bag facaden. Substansen har med et trylleslag mistet sin vitale betydning.

Midt i denne vurderingsmodel stÃ¥r den transseksuelle. Man hører ikke til i nogen af grupperne. Substansen har man tilfælles med den ene gruppe og skallen har man tilfælles med den anden. Der stÃ¥r man sÃ¥ og skriger ud: “Vær dog fornuftig, det er indholdet der er det vigtigste. Skallen betyder ingenting. Jeg er en pige!” Er folk lydhøre? Mange er; men de fleste bliver pludselig bange over at blive konfronteret med indholdet krænget ud over skallen. Nu bliver skallen deres holdepunkt. Det er som om, at denne facade skal være bestemmende for det hele. Vel er det praktisk. Lige fra fødslen bliver vi registreret pÃ¥ grundlag af vores ydre. Vi bliver kønsbestemt, mÃ¥lt og vejet. Senere i livet betyder øjen- og hÃ¥rfarve ogsÃ¥ noget. Alt er bygget op omkring en skal, som egentlig betyder forsvindende lidt.

Der er talt og skrevet meget omkring hele den problematik, der er i dette at være transseksuel; men desværre har medierne fået de fleste transseksuelle med på vognen omkring sexet undertøj, make-up samt dette at være på jagt efter en mand. Det er i bund og grund ikke kun det, som det drejer sig om. Det er vel naturligt, at det følger med, når man nu engang er en pige. Nej det, som er mareridtet, er dagligdagen med alle dens forhindringer og fortielser. Det drejer sig om dengang, man som 13-årig ikke kunne forstå, at ens bryster ikke blev så store som de andre pigers. Dette med at sidde foran spejlet i timevis og indøve ens fars bevægelser, så man kunne bevæge hænderne og kroppen som en rigtig mand. Det at man altid sidder ned på toilettet, man vil simpelthen ikke røre ved dette fremmedlegeme, som ikke tilhører en. De gange hvor man har snøret den så kraftigt ind, så blodmanglen kunne føre til en koldbrand med en deraf følgende fjernelse; men hvor man i sidste øjeblik skærer båndene over, fordi man ved, at det hele skal bruges til at danne ordentlige kvindelige kønsorganer. Alle de gange, hvor man har brugt formuer på tøj og make-up, for derefter at smide det væk, da det jo ikke var normalt, at en dreng havde sådan noget. Dagen efter var man igen på indkøb. De mange gange man sneg sig ud i ly af mørket, for i det mindste et par timer at kunne gå klædt som sig selv.
For ikke at tale om alle de frustrationer i skolen – alle sygesedlerne fordi man ikke vil have gymnastik, da det var en umulighed at vise sig nøgen i badet foran drengene. PÃ¥ sygehusene mÃ¥tte man hviske det til sygeplejersken for at fÃ¥ stillet en skærm op, nÃ¥r man vaskede sig eller skulle klæde om. Man lÃ¥ jo sammen med drenge eller mænd pÃ¥ en flersengsstue. Sidst men ikke mindst da jeg som ganske ung blev sendt ind pÃ¥ den lukkede psykiatriske afdeling sammen med stærkt psykotiske mennesker, blot fordi man var en pige – fordi man havde fÃ¥et en forkert skal.
Det er alt dette, som det egentligt handler om. Det er det, som er så svært at forklare; men som, sammen med folks fordømmelse og nedladenhed, er med til at gøre den transseksuelles liv til et helvede.

Endelig bliver man kønsmoden. Endelig beslutter man sig for at leve et liv som den kvinde man er. Skallen sprænges og hele den indestængte substans: Sjæl, meninger, blomme og hvide flyder over i en sand rus pÃ¥ vej hen for at krybe i en skal som passer til indholdet – pÃ¥ vej til at blive et helt menneske. Her kommer mit eget paradoks sÃ¥ frem i lys lue. PÃ¥ det tidspunkt da man er pÃ¥ vej til at blive frigjort fra et handicap sÃ¥ kryber man direkte over i et andet. Det viser sig nemlig at min nye skal har plads i en kørestol. Er det ikke pÃ¥ en mÃ¥de absurd, at dette lige skulle ske?
Tænker jeg nærmere efter, sÃ¥ er det mÃ¥ske alligevel ikke sÃ¥ galt. Jeg er trods alt gÃ¥et fra at være svært handicappet til kun at være en smule gangbesværet. Dette at være lÃ¥st inde i en forkert skal – at skulle lægge sit liv tilrette efter folks meninger om ens køn – være fastlÃ¥st og bundet i et hylster af snærende bÃ¥nd, som forhindrede en i rigtig at leve. Det er et handicap som næsten er uovervindelig. Sammenligner man det med at sidde med ben, der ikke vil, som jeg vil, i en kørestol. SÃ¥ kan jeg sige, at nu er det da kun benene, som ikke kan styres. Resten af min krop er pÃ¥ vej til at fÃ¥ sin frihed – pÃ¥ vej til at leve, som den person, jeg virkelig er. Om jeg vil bytte? Ikke pÃ¥ vilkÃ¥r – at være en pige i kørestol med genstridige ben er vand ved siden af dette at være fysisk mobil; men lammet i sjælen.

Den berøringsangst og viljen/evnen til rigtig at kunne sætte sig ind i vores situation gennemsyrer vores samfund. Selv blandt de mennesker, der burde gÃ¥ forrest og gennembryde barrierer, er der snæversyn og vaklende holdninger. Hvorfor skal politikerne bestemme, hvad jeg er? De forholder sig entydigt til skallen uden at se pÃ¥ det hele menneske. Det burde være en menneskeret at bære et navn, der svarer til det køn, man er mellem ørerne. Der skal heller ikke herske nogen tvivl om, at juridisk kønsskifte burde være en formssag. Hvad tror man egentlig? At horder af mennesker vil ændre navne og køn? Tro mig – det vil kun dreje sig om et lille antal personer.
Jeg er kvinde og har altid været pige. jeg føler ikke, at jeg er en pige, jeg vil ikke gerne være en pige, jeg ER en pige. Det er ikke noget valg, det er bare sådan. Jeg aner ikke, hvad det vil sige at være en mand. Jeg har aldrig været det. At jeg så i øvrigt er glad for, at jeg en pige er en anden sag.
I Danmark tror vi, at vi er fremme i førerfeltet; men vi halter bagefter mange andre vestlige lande. Ja, men vi har da Sexologisk Klinik pÃ¥ Rigshospitalet? Ja! Der har vi virkelig fat i noget. Problemet er bare, at de der heller ikke rigtig har forstÃ¥et, hvad de har med at gøre. Da jeg selv forsøgte i starten af halvfjerdserne sagde lægen rent ud sagt til mig: “At jeg skulle være glad for at være født i en mandekrop, for det var langt bedre at væren en mand end en kvinde!!!” Nu tror man mÃ¥ske, at vi er nÃ¥et videre. Vi skriver trods alt 2009? Nej desværre. jeg har hørt, at en transseksuel kvinde blev bedt om at tage tøjet af foran et spejl. Lægen sagde sÃ¥: “Se! Du ser ud som en mand, ergo er du en mand!!!!” Man tror, at det er løgn. Er man virkelig ikke kommet videre end pÃ¥ Ludvig Holbergs tid? Jeg mener, at det er
i skuespillet Erasmus Montanus, at han siger de berømte ord: “En sten kan ikke flyve, lillemor kan ikke flyve, ergo er lillemor en sten.”
Politikerne er af samme mening. En mand har en penis, du har en penis, ergo er du en mand. Og til transseksuelle mænd.: Kvinder har en skede, du har en skede, ergo er du en kvinde. Når man tænker på, hvor kompleks livet er, så er det utroligt at politikerne samt sexologerne kan simplificere en så facetteret udfordring?
NÃ¥r man tænker pÃ¥, hvor meget mennesker i praktisk talt alle andre situationer accepteret et andet menneskes holdninger til / tanker om farver, smag, velfærd, stil, social retfærdighed, politik og miljø. Ja, jeg kunne blive ved. SÃ¥ er det da utroligt, at man ikke accepterer, nÃ¥r et andet menneske fortæller dig: “Jeg er en kvinde eller jeg er en mand”, uden at skele til hvad man ser. For at bruge det eneste udtryk, som politikerne pÃ¥ Christiansborg kender. “Det er fuldstændigt uacceptabelt.”

Nu har I mig sÃ¥, oven i købet i SF. Ikke alene er hun medlem; men hun markerer sig ogsÃ¥ kraftigt. Hun vil noget i foreningen – vil have tillidsposter og vi oven i købet i gerne være freelance journalist pÃ¥ vores blad. Ja, men det kan hun da ikke! Selvfølgelig er vi, i netop vores parti, meget tolerante – vi fordømmer ingen – alle er ligeværdige – men alligevel. Er alle vores medlemmer parate til det? Det kunne jo ende med, at hun vil i folketinget og være ligestillingsminister eller mÃ¥ske minister for minoritetsgrupperne i Danmark?
Jeg ved det godt; men jeg er nu den kvinde, som jeg er og det har jeg ikke tænkt mig at lave om pÃ¥. Væk med etiketterne – glem alt om gruppeplaceringer og skallen.
Min store drøm er, at menneske fremover mere vil være i stand til at betragte medmennesker, som de betragter æg. Pyt med skallen – farver betyder intet. Det, der er vigtigt, er indholdet. Hvad der betyder noget for mig er om det er hÃ¥rd- eller blødkogt – spejlet eller vendt. Alt andet er ligegyldigt. SÃ¥dan ser jeg pÃ¥ jer. Lykkedes det mig med denne artikel at fÃ¥ jeres skal til at krakelere bare en lille smule, hÃ¥ber jeg pÃ¥ at fÃ¥ et lille glimt af indholdet. Skulle jeg være sÃ¥ heldig at skimte jeres sjæl. MÃ¥ jeg da være i den lykkelige situation at kunne sige: “Jeg ser dig, og du holder en hyacint i favnen!”

Louise Hansen.