P.V. mod Spanien – Application no. 35159/09. Transseksuels samkvem med søn. ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den18. juni 2009. Dom den 30. november 2010.

Vist 123 gange.

Sagen P.V. mod Spanien.
Sagen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 18. juni 2009 og journaliseret under application no. 35159/09.

Den 30. november 2010 offentliggjorde justitssekretæren ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol en pressemeddelelse om, at domstolen samme dag havde afsagt dom i sagen.

Begrænsning af samværsarrangement mellem en transseksuel og hendes seks-årige søn var bedst for barnets tarv.

I dagens dom truffet af kammeret [a] i sagen om P.V. mod Spanien (ansøgning nr. 35159/09), som ikke er endelig, [1 – b] fastslog Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol enstemmigt:

Der havde ikke været nogen overtrædelse af artikel 8 (ret til respekt for privat- og familieliv) sammenholdt med artikel 14 (forbud mod forskelsbehandling) i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Principielle fakta
Sagsøgeren, P.V. er en spansk statsborger, som er født i 1976 og bor i Lugo (Spanien). Hun er en mand til kvinde transseksuel, der forud for sit kønsskifte, fik en søn med P.Q.F. i 1998. Da de blev separeret i 2002, godkendte dommeren en mindelig aftale, de havde indgået, hvorved forældremyndigheden over barnet blev tildelt til moderen og forældreansvar til begge forældre i fællesskab. Aftalen indebar en samkvemsordning om, at barnet hver anden weekend og halvdelen af skolens ferie skulle tilbringes hos sagsøgeren.

I maj 2004 ansøgte P.Q.F. om, at P.V. blev frataget forældreansvaret, og at samkvemsordningen og enhver mellem faderen og barnet blev suspenderet med den begrundelse, at faderen havde udvist manglende interesse for barnet, og tilføjede, at P.V. var midt i hormonbehandling med henblik pÃ¥ at kønsskifte og som regel bar makeup og var klædt som en kvinde. P.Q.F.’s ansøgning blev afvist for sÃ¥ vidt angik det første punkt.

Hvad angik kontakt arrangementer besluttede dommeren at begrænse dem i stedet suspendere dem helt. Da den sædvanlige samkvemsordning ikke kunne gennemføres pÃ¥ grund af P.V.’s manglende følelsesmæssige stabilitet, blev samkvemmet ændret til et tre-timers møde hver anden lørdag “indtil [P.V.] havde fÃ¥et foretaget kønsskifteoperation og var kommet sig fuldstændigt fysisk. Dommeren pÃ¥pegede, at P.V. var begyndt kønsskifteprocessen kun fÃ¥ mÃ¥neder tidligere, og at den medførte vidtrækkende ændringer i alle aspekter af hendes liv og personlighed og dermed en følelsesmæssig ustabilitet – en karakteristisk pÃ¥peget af psykologen i dennes erklæring.

Denne beslutning blev stadfæstet af Audiencia Provincial, som gentog, at almindelige samkvemsordninger kunne underminere barnets følelsesmæssige stabilitet. Barnet skulle gradvist vænne sig til sin fars beslutning, hvilket han var i færd med at gøre, da de havde et følelsesmæssigt godt forhold. Hvad angår sagsøgerens indvending mod psykologen, der havde udarbejdet rapporten, der blev fremlagt i Audiencia Provincial, konstateredes det, at indvendingen ikke var fremført i tide.

Samkvemsordningen blev forlænget i februar 2006 til fem timer hver anden søndag og senere, i november 2006, til cirka otte timer hver anden lørdag og hver anden søndag.

I december 2008 blev en Amparo [c] appel fra sagsøgeren afvist. Forfatningsdomstolen fastslog, at grunden til at begrænse samkvemsordning ikke havde været P.V.’s transseksualitet, men hendes manglende følelsesmæssige stabilitet, som havde medført en reel og betydelig risiko for at forstyrre hendes søns følelsesmæssige trivsel og udviklingen af hans personlighed – i betragtning af, at sønnen var seks Ã¥r gammel pÃ¥ tidspunkt for den sagkyndiges rapport – og fasen af hans udvikling pÃ¥ daværende tidspunkt. Domstolen fastslog, at med denne beslutning, havde de retslige myndigheder taget hensyn til barnets tarv og vægtet disse mod forældrenes, og ikke til P.V.’s status som transseksuel.

Klager, procedure og sammensætning af Retten
Med henvisning til artikel 8 (ret til respekt for privat- og familieliv) sammenholdt med artikel 14 (forbud mod forskelsbehandling) har sagsøgeren klaget over de restriktioner bestemt af en dommer om samkvem med sin søn med den begrundelse, at hendes manglende følelsesmæssige stabilitet efter kønsskiftet var egnet til at forurolige barnet, der havde været seks år gammel på det tidspunkt.

Ansøgningen blev indgivet til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 18. juni 2009.

Dommen blev givet ved i et kammer med syv dommere sammensat således:
Josep Casadevall (Andorra), præsident,
Elisabet Fura (Sverige),
Corneliu Bîrsan (Rumænien),
Bostjan M. Zupancic (Slovenien),
Alvina Gyulumyan (Zupancic ),
Egbert Myjer (Nederlandene),
Luis López Guerra (Spanien), dommere
og Santiago Quesada, justitssekretær.

Domstolens afgørelse
Retten var enig i, at da de havde erfaret om P.V.’s kønslige følelsesmæssig ustabilitet, havde de spanske domstole vedtaget samkvemsarrangementer, som var mindre gunstige for hende, end dem, der er fastsat i separationsaftalen.

Domstolen understregede, at selv om der ikke var tale om seksuel orientering var sagsøgerens tilfælde, transseksualitet, et begreb, der var omfattet af artikel 14, der indeholdt en ikke-udtømmende liste over forbudte grunde til forskelsbehandling.

Medens følelsesmæssig forstyrrelse ikke var blevet betragtet som en tilstrækkelig grund til at begrænse samkvemmet, havde den afgørende begrundelse for begrænsningen været risiko for at forstyrre barnets psykiske trivsel og udviklingen af hans personlighed. Desuden var P.V.’s manglende følelsesmæssige stabilitet blevet bemærket i en psykologisk sagkyndig erklæring, som hun havde haft lejlighed til at gøre indsigelse mod.

I stedet for at suspendere samkvemmet helt, havde dommeren fastsat et gradueret samkvem og vurdere situationen hver anden måned på grundlag af erklæringer. Fra et tre-timers møde hver anden uge under professionel overvågning, blev samkvemsordninger i sidste ende forlænget til otte timer hver anden lørdag og hver anden søndag. Det altoverskyggende faktor i beslutningen havde været barnets tarv og ikke sagsøgerens transseksualitet, idet målet var, at barnet gradvist kunne blive vant til sin fars kønsskifte. Domstolen bemærkede endvidere, at samkvemsordningerne var blevet forlænget, selv om der ikke havde været nogen ændring i ansøgerens kønsstatus i denne periode.

Retten fandt derfor, at begrænsningen af samkvemsarrangementerne ikke havde medført forskelsbehandling på grund af sagsøgerens transseksualitet og konkluderede, at der ikke var sket nogen overtrædelse af artikel 8 sammenholdt med artikel 14.

Dommen er kun tilgængelig på fransk.

Denne pressemeddelelse er udarbejdet af justitssekretæren. Den er ikke bindende for Domstolen.

Noter

1. [Retur] I henhold til artikel 43 og 44 i konventionen er kammerets dom ikke er endelig. I tre måneder efter afsigelsen, kan enhver part anmode om, at sagen henvises til Store Afdeling i Retten. Hvis en sådan anmodning fremsættes, vil et panel bestående af fem dommere afgøre om sagen fortjener yderligere undersøgelse. I så fald vil den store afdeling behandle sagen og afgive en endelig dom. Hvis anmodningen om henvisning afvises, vil dommen blive endelig den pågældende dag.
   Når en dom er endelig, fremsendes den til Europarådets juridiske afdeling for tilsyn med dens gennemførelse.

Noter af Tina Thranesen

1. [Retur] Når Menneskerettighedsdomstolen har modtaget en klage, er det i første omgang Domstolens sekretariat, der ser på sagen.
   Klagen vil herefter blive behandlet i en komité på 3 dommere, eller i et kammer der består af 7 dommere.
2. [Retur] Hvis staten eller klageren mener, at kammerets dom er forkert, kan de hver især inden 3 måneder efter den dag, hvor dommen er afsagt, anmode om, at sagen indbringes for Storkammeret.
   Et udvalg på 5 af Storkammerets dommere skal derefter beslutte, om sagen skal indbringes for Storkammeret. Det skal den, hvis udvalget mener, at sagen rejser et væsentligt spørgsmål om fortolkningen eller anvendelsen af konventionen eller protokollerne, eller at den vedrører et væsentligt emne af generel vigtighed.
   Godkender udvalget en anmodning om, at sagen indbringes for Storkammeret, vil Storkammerets dom være den endelige afgørelse af sagen.
   Hvis udvalget ikke mener, at sagen rejser væsentlige spørgsmål eller vedrører et væsentligt emne, er kammerets dom den endelige afgørelse af klagesagen. Det er kammerets dom også, hvis klagesagens parter ikke inden udløbet af fristen på 3 måneder har bedt om, at sagen henvises til Storkammeret.
3. [Retur] En særlig forfatningsmæssig retsordning til beskyttelse af forfatningsmæssige rettigheder, som især findes i spansktalende lande.

Tina Thranesen.

Dommen på fransk.