Fra diagnosekode til tolerancesymbol – En politisk diskursanalyse af den danske debat om transkønnethed i årene 2007-2016 af Nina Langer Primdahl den 7. september 2017.

Vist 845 gange. Nina Langer Primdahl har som sit speciale til kandidatuddannelsen i Folkesundhedsvidenskab ved Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet skrevet en diskusanalyse (sproganalyse) af den politiske debat, som førte til fjernelsen af diagnosekoden DF64 kønsidentitetsforstyrrelser med tilhørende underkoder i 2017.
Nina Langer Primdahl har venligt givet tilladelse til, at hendes speciale bringe her i Vidensbanken.

* * *
Fra diagnosekode til
tolerancesymbol

– En politisk diskursanalyse af den danske debat om transkønnethed i årene 2007-2016

Indholdsfortegnelse

INDLEDNING
  1.1 Problemformulering og specialets struktur
  1.2 Begrebsafklaring
    1.2.1 Det binære køn
    1.2.2 Transkønnethed og trans-
    1.2.3 Diagnoser
2. TRANSKØNNETHED I DANMARK: DEN JURIDISKE OG MEDICINSKE KONTEKST
  2.1 Muligheder for behandling og juridiske ændringer for transkønnede i Danmark
3. TEORETISK KONTEKSTUALISERING
  3.1 Transkønnethed i et poststrukturalistisk perspektiv; disciplinerede kroppe og biomagt
    3.1.1 Objektivisme, viden og magt i et køns- og transperspektiv
    3.1.2 Biomagt og historien om Alexina Barbin
  3.2 Medikalisering af transkønnethed
    3.2.1 “den transseksuelle model”
    3.2.2 “Den transkønnede model”
  3.3 Et opgør med medikalisering eller blot en ny form for subjektivering?
    3.3.1 Den undertrykkende tolerance
  3.4 Opsummering af den
4. METODE
  4.1 Udvælgelse og afgrænsning af empiri
  4.2 Min positionering som forsker
  4.3 Operationalisering: Udformning af analysespørgsmål
  4.4 Analysestrategi
    4.4.1 Diskursanalyse som metode
    4.4.2 Foucaults diskursbegreb
    4.4.3 Problemdefinitioner
    4.4.4 Laclau og Mouffes politiske diskursbegreb
  4.5 Overblik over empirien og indledende tematiseringer
5. ANALYSE
  5.1 Debattens hovedaktører og udviklingen over tid
  5.2 To kæmpende diskurser om transkønnethed
    5.2.1 Diskurs 1: Naturens og samfundets orden er uforanderlig
    5.2.2 Diskurs 2: Individets ret til eget liv
  5.3 Kønnet: En flydende betegner
  5.4 Transkønnede som subjekter: Syge kroppe eller tolerancesymboler?
  5.5 Problemdefinitioner: Hvordan konstrueres transkønnethed som problem?
  5.6 Opsummering af analysens resultater
6. KONKLUSION
7. LITTERATUR
Publicerede artikler og bøger
Love
Hjemmesider
BILAG: OVERBLIK OVER EMPIRISK DATA
Bilag A: Skema over lov- og beslutningsforslag
Bilag B: Skema over §20-spørgsmål
Bilag C: Skema over udvalgsspørgsmål
Bilag D: Skema over udvalgsbilag

[Indholdsfortegnelse] INDLEDNING
Politikere: Transkønnede er ikke psykisk syge”. Sådan lød overskriften på en artikel trykt i Information den 21. maj 2013. Der var i Folketinget blevet fremsat et beslutningsforslag om at slette transkønnethed som psykiatrisk diagnose. Forslaget høstede bred politisk opbakning.
Danmark skal være foregangsland og fjerne transseksualitet fra listen over psykiatriske sygdomme, lyder det i et nyt beslutningsforslag fra Enhedslisten. Der er bred politisk opbakning om at det skal gøres, men ikke hvordan”, uddybede samme artikels underrubrik. Forslaget blev ikke vedtaget.

Den 16. april 2016 publicerede Amnesty International som et led i sin omfangsrige kampagne #sygtsystem, en rundspørge, der konkluderede at langt de fleste danskere ikke mente, at transkønnethed var en sygdom (http://amnesty.dk/nyhedsliste/2016/danskerne-transkoennede-er-ikke-psykisk-syge). Politikere fra begge fløje viste sig i medierne med budskabet om, at diagnosen for transkønnethed var forældet og skulle ændres som det f.eks. blev udtalt i artiklen ”Nu skal transkønnede fjernes fra listen over psykiske sygdomme(Berlingske, 12.05.2016). Budskabet var klart. Transkønnethed skulle ifølge flertallet på Christiansborg ikke længere være en sygdom og diagnosen måtte slettes fra Sundhedsvæsnets Klassifikations System (SKS). Et enigt Sundhedsudvalg vedtog en fjernelse af diagnosen, som trådte i kraft d. 1. januar 2017 og blev fejret på tværs af politiske partier og i interesseorganisationer, som i lang tid havde kæmpet for en sådan ændring.

Dette speciale beskæftiger sig med, hvordan denne politiske beslutning blev mulig at gennemføre, alt imens det blev politisk uhørt at holde fast i opfattelsen af transkønnede som psykiatriske patienter. Dette gøres med udgangspunkt i det diskursteoretiske begrebsapparat, som netop tillader en undersøgelse af, hvordan der historisk og socialt skabes og fjernes mulighedsrum for bestemte politiske udsagn og handlinger.

[Indholdsfortegnelse] 1.1 Problemformulering og specialets struktur
Specialets undersøgelse bygger på følgende problemformulering:

Jeg vil undersøge og diskutere fjernelsen af diagnosen for transkønnethed fra Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS) ud fra en politisk diskursanalyse af folketingsdebatten i perioden 2007-2016.
Specialets formål er at besvare overstående problemformulering ved hjælp af en diskursanalyse af den valgte empiri. For at være i stand til at fremlægge resultaterne af denne analyse på en meningsfuld måde er det nødvendigt først at afklare problemformuleringens begreber, hvilket jeg gør i kapitel 1. Dernæst følger en redegørelse for, hvilke medicinske og juridiske regler og rammer, der eksisterer for transkønnede i en dansk kontekst, hvilket udgør kapitel 2. I kapitel 3 kontekstualiseres fænomenet transkønnethed i en poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk ramme for at danne det teoretiske grundlag for min analyse og forklare begreber, som inddrages i analyseafsnittet. I kapitel 4 redegør jeg for min indsamling og afgrænsning af empiri, mine metodiske overvejelser samt min analysestrategi, som lægger sig i forlængelse af kapitel 3’s begrebsapparat med fokus på Foucaults diskursbegreb samt Laclau og Mouffes politiske diskursanalyse. Kapitel 5 udgøres af mine analytiske resultater, som sættes i sammenhæng og diskuteres med de allerede forklarede begreber fra de to foregående kapitler. Derefter følger en konklusion, hvor specialet opsummeres og de vigtigste pointer sammenfattes. Til sidst reflekterer jeg kort over specialets implikationer i en perspektivering.

[Indholdsfortegnelse] 1.2 Begrebsafklaring
Jeg vil i dette afsnit afklare de tre begreber køn, transkønnethed og diagnoser med henblik på en præcis og konstruktiv anvendelse af disse igennem specialet. Begrebsafklaringerne udføres ud fra en kort refleksion over, hvordan begreberne kan anskues, som lægger grunden for min egen praktiske anvendelse af dem. Derfor konceptualiseres begreberne ud fra et socialkonstruktivistisk, poststrukturalistisk perspektiv, eftersom dette er mit analytiske udgangspunkt. Begreberne bliver dermed afklaret som sociale og kulturelle kategorier og konstruktioner, frem for ”naturlige” kategorier.

[Indholdsfortegnelse] 1.2.1 DET BINÆRE KØN
Jeg vil i dette afsnit redegøre for kønsbegrebets to aspekter; det biologiske og det kulturelle. Jeg vil derefter gennemgå den poststrukturalistiske konceptualisering af det binære køn med henblik på at afklare dette speciales brug af begrebet. Begrebsafklaringen skal ses som en ”udfoldelse” eller en ”lukken op” af begrebet det binære køn, som er nødvendig for, at være i stand til at gøre det til genstand for diskursanalyse (Stormhøj, 2006).

På trods af, at der på dansk kun findes ordet køn, som bruges i stort set alle sammenhænge, er det relevant at skabe klarhed over forskellen på de engelske ord ”sex” og ”gender”. Dels fordi distinktionen imellem dem ikke kun er sproglig, men derimod sammenhængende med det teoretiske ståsted. Dels fordi, denne distinktion på mange måder ligger til grund for de distinktioner i mellem transkønnethed og transseksualitet mv. som jeg berører senere i opgaven. Distinktionen mellem begreberne ”sex” og ”gender” har været og er en central del af den akademiske kønsdiskussion, fordi den åbner op for utallige uenigheder på området, især konflikten mellem biologisk og socialt miljø og (på engelsk ofte kaldt ”nature” imod ”nurture”). Som udgangspunkt forstås ”sex” som de naturlige eller biologiske komponenter af kønnet og ”gender” som det kulturelle, sociale eller psykologiske komponenter af kønnet (Kessler og McKenna, 1978). Således bruges ”gender” ofte i socialvidenskabelig forskning, hvor ”sex” bruges inden for den naturvidenskabelige forskning. ”Sex” vil som oftest være defineret som binært, altså med to kategorier, mand og kvinde, som sættes i modsætning til hinanden. ”Gender” udgør til tider en mere flydende kategorisering, hvor flere kønskategorier, nogle gange overlappende, kan eksistere. Dette afhænger af brugen af ordet, og i hvilket omfang kategoriseringerne bruges med henblik på eksempelvis kvantitativ forskning. Køn kan således opfattes som en binær, biologisk og objektiv kategori eller som et produkt af sociale, kulturelle og historiske forhold, under hvilke vi socialiseres til at opføre os i forlængelse af det biologiske køn.

Set fra et poststrukturalistisk perspektiv, kan selve eksistensen af det biologiske køn diskuteres, på linje med andre biologiske fakta i vores samfund. Den queerfeministiske teoretiker Judith Butler (1990) argumenterer for, at det biologiske køn aldrig kan eksistere uden det kulturelle køn, eftersom biologien i sig selv er skabt af ”kønnede” mennesker i ”kønnede” samfund. Dermed er distinktionen mellem ”sex” og ”gender”, ifølge Butler, en misforståelse, da det objektive binære køn slet ikke kan siges at eksistere uafhængigt, men i stedet må forstås som skab igennem vores sproglige strukturer og i kraft af performance af køn. Begrebet performativitet, som Butler benytter i sin af i sin undersøgelse af hvad køn er, er antagelsen af, at sociale strukturer og normer er processuelle og dynamiske fremfor essentielt fastlåste. I henhold til perfomativitetsbegrebet, konstitueres strukturerne igennem konkrete handlinger og praksis, herunder sproglig praksis (Nielsen, 2011). Ifølge Butler er køn ikke noget man har fra naturens side, men derimod noget man tildeles og derefter ”gør” i form af f.eks. beklædning, stemmeføring og kropssprog. Således stiller Butler sig kritisk over for kategorien kvinde, som hun ser som et produkt af usynlige magtstrukturer, ligesom andre historiske og kulturelle kategorier er det (Butler, 1990).

I forlængelse af Butlers konceptualisering af kønnet, anskuer Lorber (1994) det binære køn som en social institution, der gennemsyrer familien, arbejdspladsen, staten, sproget, kulturen, seksualiteten og dermed strukturerer alle menneskers liv. Ifølge Lorber, fungerer og bevares denne institution gennem daglig bekræftelse i kraft af menneskers konstante ageren og konstituering af køn, altså deres ”performance”. Dermed ikke sagt at institutionen er ustabil eller flydende. Kønnet som institution eksisterer kollektivt før vores fødsler, og vi lærer at bekræfte det igennem vores opdragelse og socialisering (Lorber, 1994). Således er kønnet både et historisk konstrueret faktum og noget vi ”gør” hver dag i alle sociale sammenhænge. Således kan køn ses som en række af dynamiske praksisser, hvorigennem kroppe konstitueres i kategorier, som Stryker et al. beskriver det (2008). Brubaker (2016) tillægger, ligeledes i forlængelse af det performative kønsbegreb, kønnet en symbolsk dimension. Her er kønnet er en linse vi opfatter, fortolker og ordner verden igennem. Det betyder, at alt vi opfatter, inklusiv vores egne kroppe og identiteter, går igennem et slags kønnet filter, med hvilket vi pålægger alt det det binære køn.

I mit speciale anskuer jeg det binære køn som en social institution, en individuel og social praksis samt et symbolsk filter, som verden forstås igennem, på én og samme tid. Jeg anvender denne konstruktivistiske og flydende forståelse af det binære køn, for at være i stand til at undersøge de kønsidentiteter, som normalt findes ”naturlige” i min senere analyse.

[Indholdsfortegnelse] 1.2.2 TRANSKØNNETHED OG TRANS-
Som tidligere pointeret, er det binære køn et komplekst begreb, som er vanskeligt at afklare. Og ønsker man, som jeg selv, at undersøge mellemting mellem, overlap indenfor eller afvigelser fra det binære køn, vokser udfordringerne. At undersøge og diskutere historiske kategorier kritisk, kræver en årvågenhed over for måden, hvorpå disse kategorier understøttes af sproget. Især når der er tale om en historisk marginaliseret kategori, som er tilfældet med transkønnethed (Amnesty International, 2014; Fausto-Sterling, 2000; Stryker, 2008). Samtidig er det selvsagt umuligt at skrive om disse ting uden brug af sprog og ord, som kategoriserer mennesker. Jeg vil i dette afsnit afklare og nuancere begreberne trans- og transkønnethed, herunder transseksualitet. Det skal i denne sammenhæng nævnes, at jeg ikke selv er transkønnet. Således kan min forståelse af begrebet kun være som udenforstående og baseret på et akademisk og litterært grundlag. Jeg læner mig derfor op af LGBT Danmark og Amnesty Internationals definitioner, for at sikre, at specialets sprogbrug stemmer overens med disse menneskers selvidentifikation.

Tildelingen af kønnet
Da min forståelse af køn i dette specialeprojekt bygger på en konstruktivistisk, poststrukturalistisk tilgang til biologiske kategorier, anser jeg kønnet som noget, man tildeles ved fødslen, frem for noget man har eller er fra naturens hånd. Dette sker, i Danmark og andre vestlige lande, ved at en sundhedsfaglig ansat, såsom en læge eller jordemoder, vurderer ud fra genitaliernes umiddelbare udseende, om spædbarnet bliver en pige eller dreng. Således kan det, ud fra et konstruktivistisk perspektiv, siges, at sundhedsfaglige tildeling af køn i virkeligheden er den første og mest gennemgribende konstruktionen af en persons køn (Kessler, 1990; Kessler og McKenna, 1978). Denne anskuelse af det såkaldte biologiske køn som en konstruktion skaber rammen for en forståelse af transpersoners eventuelle kønsmodificerende behandling og kirurgi som blot en ny konstruktion af kønnet, hvis validitet er samme som den tildeling, der skete ved fødslen. Dermed forstås kønsmodificerende behandling og kirurgi ikke som ”kønsskift” eller som en kunstig manipulation af det naturlige køn, men derimod som en aktiv konstruktion af det performative køn.

Kønsidentitet
En persons kønsidentitet er subjektiv i den forstand, at den kun er kendt af personen selv (Kessler og McKenna, 1978). Samtidig kan kønsidentitet opfattes som objektiv i den forstand, at personen ikke aktivt har valgt sin kønsidentitet (Brubaker, 2016). Kønsidentitet kan således ses som et koncept, som åbner muligheden for at differentiere mellem det ved fødslen tildelte biologiske køn og det køn man identificerer sig med, selvom disse to historisk set er blevet set i forlængelse af hinanden (Stormhøj, 2011).

I de sidste 50 år er kønsidentitet blevet etableret som et begreb, der dækker over det indlærte og socialiserede aspekt af kønnet i psykologisk, socialvidenskabelig og til dels medicinsk forskning. Begrebet baserer sig især på psykologen John Moneys studier fra 1960’erne og 1970’erne, hvor han konkluderede, at den primære årsag til forskellige kønsidentiteter er den kønnede socialisering, som samfund fører børn igennem (Fausto-Sterling, 2000). Money opfattes af nogle som ”The Man Who Invented Gender”, i den forstand, at han etablerede og institutionaliserede kønnet som noget socialt, indlært og individuelt, som det uddybes af Terry Goldie i bogen af dette navn (2014). Denne institutionalisering af køn og forskellige kønsidentiteter krævede et nyt sprog, som løbende er blevet opfundet, udvidet og diskuteret. Siden John Moneys psykosociale teorier har post-strukturalistiske og feministiske teoretikere såsom Judith Butler rettet fokus mod det performative aspekt af kønsidentiteter, hvor disses performative udtryk alene konstituerer og udgør kønnet. Stryker (2008) pointerer, at uanset hvordan begrebet kønsidentitet teoretiseres og diskuteres, er en anerkendelse og accept af individets kønsidentitet nødvendig. Taget ud af en politisk kontekst er kønsidentiteten nemlig et privat og personligt anliggende, der bør respekteres, uanset om det stemmer overens med det tildelte køn eller ej. I forlængelse af dette princip opfatter jeg kønsidentitet som betegnende for det køn, individet oplever sig selv som og identificerer sig med (Amnesty International, 2016).

Ciskønnet vs. transkønnet
LGBT Danmark benytter sig af tre aspekter af kønnet til at forklare det, at være cis- eller transkønnet: 1) det biologiske køn; 2) det oplevede køn og 3) det udtrykte køn (LGBT Danmark, 2009). Hvis de tre aspekter stemmer overens, er der tale om en ciskønnet person. I alle andre tilfælde, er der ifølge LGBT Danmark tale om en transkønnet person. Transkønnethed dækker således i denne konceptualisering over en bred vifte af mennesker, for hvem det biologisk tildelte køn, det oplevede køn og det udtrykte køn ikke stemmer overens. Dermed dækker begrebet f.eks. over personer med en ikke-binær kønsidentitet, hvor det oplevede køn hverken er mand eller kvinde, eller hvor det ligger imellem de to. Der findes dog flere end denne ene måde, hvorpå man kan kategorisere mennesker med et afvigende forhold mellem kønsidentitet og tildelt køn. I følgende afsnit, forklarer jeg tre ord for transkønnethed, som anvendes i medicinske, politiske og teoretiske sammenhænge og redegør for min brug af disse i specialet.

Transseksuel, transkønnet eller bare trans-?
Selve terminologien brugt om transkønnethed er, som før nævnt, til stadig diskussion i politiske og videnskabelige sammenhænge. Denne diskussion om sproglige kategorier repræsenterer og konstituerer den fortsatte forhandling om, hvad transkønnethed egentlig er og hvad det består af. I dette speciale ønsker jeg at undersøge fjernelsen af diagnosen DF64.0 med navnet ”transseksualitet” fra SKS. Transseksualitet, som er synonymt med begrebet transseksualisme, bruges primært som medicinsk begreb i sundhedsvæsnet. I World Health Organisation’s aktuelle diagnoseklassifikationssystem ICD-10 eksisterer diagnosen stadig under afsnittet ”Gender Identity Disorders”, som på dansk kaldes kønsidentitetsforstyrrelser (GID) (ICD-10, 2016; Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014). Kønsidentitetsforstyrrelse og kønsdysfori (gender dysphoria) er andre anvendte betegnelser for det medicinske fænomen transseksualitet, som begge anvendes i forbindelse med den konkrete diagnosticering af transkønnede, når de søger hjælp i sundhedsvæsnet. Disse knyttes til de mere konkrete ”symptomer” som det at have et misforhold mellem kønsidentitet og ”biologisk” køn (Stryker, 2008). Transseksualitet er synonymt med begrebet transseksualisme som begge er oversættelser af det engelske begreb. Transseksualitet betegner transkønnede personer, der ønsker at ”leve og blive anerkendt” som det ”modsatte” køn af det, de fik tildelt ved fødslen (http://lgbt.dk/ordbog/transseksuel/). Begrebet er mere snævert end transkønnethed, eftersom det beror på en binær forståelse af kønnet, hvor man før var ét og nu vil skifte til det modsatte. Transseksualitet anvendes i sundhedsfaglige sammenhænge, men benyttes som regel hverken af transkønnede selv eller deres organisationer (Amnesty International, 2016). Dette dels fordi det refererer til en psykiatrisk diagnose, som mange er uenige med og dels fordi ordet antyder en sammenhæng med seksualitet (Amnesty International, 2016). Derfor er mange inden for videnskabelig litteratur holdt op med at bruge begrebet og i stedet gået over til transkønnethed. Begrebet transkønnethed bruges i højere grad som kategori i sig selv, for personer, hvis kønsidentitet eller -udtryk ikke stemmer overens med det ved fødslen tildelte køn (http://lgbt.dk/ordbog/transkønnet). Dette ord kommer af det engelske ord ”transgender”, der, som før nævnt, lægger sig op ad en mere kulturel betinget, flydende og individuel forståelse af køn.

Det tredje begreb, trans- (også kaldet trans*), anvendes som et paraplybegreb for identiteter, der falder uden for historiske og kulturelt fastsatte kategorier (Stryker et al., 2008). Trans- er dermed ikke begrænset til at handle om køn og kønskategorier, men kan også relatere sig til rummet mellem andre kategorier såsom race. Trans- er således ofte anvendt i kategori-kritiske sammenhænge, hvor der sættes spørgsmålstegn ved de overordnede sproglige strukturer, fremfor en bestemt kategori. På den måde konstituerer trans- et mere teoretisk og ofte politisk begreb, som gør opgøret med gængse kategorier til en genstand eller bevægelse.

I dette specialeprojekt benytter jeg mig primært af begrebet transkønnethed samt begrebet trans-. Transkønnethed vil blive anvendt bredt som en fælles betegnelse for det, at have et misforhold mellem sin kønsidentitet og sit tildelte køn. Transkønnethed vil blive anvendt bredt om mennesker, som har et sådan misforhold, uanset om de modtager eller ønsker at modtage medicinsk eller kirurgisk behandling for dette. Trans- bruges om overordnede fænomener og bevægelser, som repræsenterer et opgør med historiske og kulturelle kategorier. Transseksualitet, transseksualisme, GID og kønsdysfori vil blive brugt i specialeprojektet, men kun refererende, da disse begreber er medicinske og ofte omhandler en mere snæver gruppe end den gruppe hvis diskurser, jeg ønsker at undersøge. Desuden, ønskes begrebet transseksualitet generel ikke brugt af transkønnede pga. dets sproglige association til seksualitet (Amnesty International, 2016). Baseret på min allerede gennemgåede forståelse af køn og kønsidentitet, refererer jeg til den behandling som transkønnede modtager i sundhedsvæsnet som kønsmodificerende behandling og kirurgi frem for ”kønsskifteoperationer” eller ”kønsskifte”. Jeg forholder mig kritisk over for disse begreber, fordi de bygger på en forståelse, af kønnet som entydigt biologisk og binært, og dermed at det skiftes ved sådan behandling. Begrebet ”kønsskifte” indgår dog i specialet, når der refereres til sundhedsfaglige betegnelser eller til historiske episoder, hvori begrebet udgør den rette terminologi.

[Indholdsfortegnelse] 1.2.3 DIAGNOSER
Jeg vil i dette afsnit kort redegøre for min opfattelse af, hvad en diagnose er med henblik specialets analyse og begrebets optræden i denne.

I den Store Danske Ordbog defineres begrebet diagnose således: “Betegnelsen for den funktionsforstyrrelse eller sygdom, som ligger til grund for en patients symptomer. Lægen må for at stille diagnosen udspørge og undersøge patienten. Ofte kræves desuden blodprøver, røntgenundersøgelser, kikkertundersøgelser og vævsprøver.” (http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/
Sundhedsvidenskabernes_terminologi/diagnose
). Her opfattes symptomer altså som en kausal effekt af en bagvedliggende, objektivt eksisterende årsag, nemlig sygdommen eller funktionsforstyrrelsen. Diagnosen hænger stærkt sammen med behandlingen, da det er denne man diagnosticerer med henblik på. WHOs klassifikationssystem ICD (International Classification of Diseases) fungerer globalt som fundament for diagnosticering med henblik på behandling og forskning samt som en international database for medicinsk data og viden. Den første internationale klassifikationsmanual udkom i 1893 under navnet “International List of Causes of Death” (http://www.who.int/classifications/icd/en/).

ICD-10 er den nuværende anvendte manual for diagnosticering, men forventes erstattet af ICD-11 i 2018. Diagnoser er således ikke blot til brug af den individuelle læge i den konkrete kliniske problemstilling, men også i høj grad til overvågning af sygdomsudviklinger i befolkningen samt standardiseringen af praksisser. Det kan derfor være vanskeligt at fastsætte præcis hvem, der får gavn af en given diagnose. Ifølge Niklas Rose ( 2015) har diagnoser flere forskellige funktioner for samfundet og individet. Han oplister ti:

  1. En diagnose er en betingelse for at modtage behandling i sundhedsvæsnet.
  2. En diagnose er en betingelse for at udgifter dækkes af en eventuel forsikring.
  3. En diagnose er en betingelse for løn under sygdom, såfremt personen er i arbejde.
  4. En diagnose kan være en adgang til ydelser for personer udenfor arbejdsmarkedet.
  5. En diagnose har en vigtig funktion i hospitalers journaler, hvor de betinger hvilke serviceydelser og behandlingstilbud, der kan bestilles til patienten.
  6. En diagnose kan juridisk give mulighed for tvangsindlæggelse eller tvangsbehandling.
  7. Inden for uddannelsessystemet kan en diagnose kan give berettigelse til specifikke uddannelsestilbud og hjælpemidler.
  8. Diagnoser udgør grundlaget for epidemiologisk forskning.
  9. Diagnoser udgør ligeledes fundamentet for adminstrationen af sundhedsvæsnet, som benytter forskningen baseret på diagnoser som evidens, når der træffes valg
  10. Diagnoser udgør en nødvendig afgrænsning for organisationer, der finansierer forskning i bestemte sygdomme (Rose, 2015:18-19)

Således er en diagnose ikke kun én ting og dens anvendelse og karakter udgøres i høj grad af i hvilken kontekst den optræder og hvilke aktører, der gør brug af den. Derudover kan konceptualiseringen af diagnoser som relationelle og kontekstuelle anvendes til at forstå diagnoser i et magtperspektiv. Her kan diagnoserne kan ses som et udtryk for magt, men også som et magtmiddel for de forskellige aktører, der påtager sig diagnoserne eller pålægger andre dem. Denne flertydige konceptualisering af diagnosebegrebet er brugbar i mit speciale, hvor jeg undersøger diskurserne omhandlende transkønnethed med eller uden tilknytning til en diagnose. Dette skyldes at, begreber inden for den diskursanalytiske ramme netop ikke er essentielle, men derimod afhænger af de talepositioner, de formuleres fra, samt hvilken kontekst, de nævnes i. Vallgårda (2013) bruger diagnoser som eksempler på ”naturliggjorte” kategorier, der opfattes som et udtryk for klare afgrænsede fysiologiske fænomener, som eksisterer essentielt i mennesket. Dog hænger diagnoser, ligesom andre sociale kategorier, ud fra et socialkonstruktivistisk og poststrukturalistisk perspektiv sammen med aktuelle og historiske normer og regler (Vallgårda, 2013). I Foucaults optik kan sygdom ligestilles med anormalitet og afvigelse fra sociale normer (Anders Fogh Jensen, 2005). Da diagnoser er kategorier for sygdomme, kan diagnoser dermed anskues som en måde at kategorisere det afvigende og anormale frem for at afspejle objektive kropstilstande.

I specialet anser jeg begrebet diagnose som en social konstrueret kategori, der anvendes inden for den medicinske verden, men som har sociale implikationer, der rækker ud over denne. Med dette mener jeg, at diagnoser både skaber og afgrænser økonomiske, juridiske og identitetsmæssige muligheder for systemer og individer i kraft af sin ”naturliggjorte” kategori.

[Indholdsfortegnelse] 2. TRANSKØNNETHED I DANMARK: DEN JURIDISKE OG MEDICINSKE KONTEKST
I dette afsnit redegør jeg kort for de juridiske og medicinske rammer for behandlingen af transkønnede i Danmark. Afsnittet er til for at skabe et overblik over den praksis, som det empiriske data, folketingsdebatten, refererer sig til samt at beskrive de processer, som diagnosen for transkønnethed havde relevans for. Afsnittet tager udgangspunkt i retningslinjer og regler fra før 1. januar 2017, eftersom specialets analyse afgrænses til årrækken 2007-2016.

Diagnosekoderne for transkønnethed
Diagnosen for transkønnethed eksisterede i SKS indtil 1. januar 2017 som koden DF640 kaldet ”transeksualisme” (tidligere ”transseksualitet”). DF640 var placeret i kapitel V ”Psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser”, under afsnittet DF60 ”Specifikke forstyrrelser af personlighedsstrukturen” (http://www.medinfo.dk/sks/).

DF64.0 blev nedlagt i SKS og erstattet med DZ768E1, som kaldes ”kontakt på grund af transkønnethed” og er placeret i Kap. XXI ”Faktorer af betydning for sundhedstilstand og kontakter med sundhedsvæsen”, samme sted som koden for f.eks. graviditet og andre omstændigheder, der fordrer kontakt med sundhedsvæsnet uden tilstedeværelse af sygdom (http://www.medinfo.dk/sks/). Ændringen af diagnosekoden har resulteret i en proces mod en opdatering af ”Vejledning for udredning og behandling af transkønnede” (2014), hvis nye version kaldet ”Vejledning om sundhedsfaglig hjælp ved kønsidentitetsforhold og kønsmodificerende behandling” blev sendt i høring i juni 2017. Høringens proces er uafsluttet ved specialets aflevering og vejledningen fra 2014 følges derfor stadig på nuværende tidspunkt.

[Indholdsfortegnelse] 2.1 Muligheder for behandling og juridiske ændringer for transkønnede i Danmark
Der findes forskellige metoder til at modificere det tildelte køn på i Danmark. Der eksisterer muligheden for de officielle procedurer ”juridisk kønsskifte”, ”hormonelt kønsskifte” og ”kirurgisk kønsskifte”. Disse tre former for ”kønsskifte” indbefatter en række forskellige love, retningslinjer og praktiske procedurer, som jeg i dette afsnit vil redegøre for. Jeg anvender betegnelsen ”kønsskifte”, eftersom denne betegnelse er den officielle, som bruges af de danske myndigheder.

Det juridiske kønsskifte
At skifte køn juridisk betyder i Danmark at ændre sit cpr nummer, så de sidste fire cifre stemmer overens med kønsidentiteten inden for den binære kønsramme. I 2014 blev det muligt at skifte sit juridiske køn uafhængigt af ens biologiske køn uden krav om en medicinsk udredning eller Sundhedsstyrelsens accept (Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister, 2014). Juridisk kønsskifte kræver en skriftlig ansøgning og en bekræftelse af denne efter en seks måneders refleksionsperiode. Derudover skal personen være over 18 år. Det juridiske kønsskifte tildeles af Økonomi- og Indenrigsministeriet (www.rigshospitalet.dk:Transkønnethed og kønsidentitetsproblematik). Efter det juridiske kønsskifte er tildelt, skal der ansøges om navneændring, eftersom fornavnet ifølge Navneloven skal stemme overens med det juridiske køn eller være kønsneutralt (Navneloven, 2014). Hvis man hverken ønsker et medicinsk eller et komplet juridisk kønsskifte, kan der ansøges om en navneændring samt om at få betegnelsen X i passet ud for køn, frem for M eller F. Disse ændringer kræver at man vurderes ”transseksuel eller ganske ligestillet hermed” hvilket kræver en medicinsk udredning af Sexologisk Klinik (Navneloven, 2014).

Medicinsk kønsskifte: kønsmodificerende behandling og kirurgi
Transkønnede personer kan i Danmark gennemgå kønsmodificerende behandling igennem det offentlige sundhedsvæsen. Ifølge vejledningen om udredning og behandling af transkønnede kræver disse procedurer en ”[…]særlig ekspertise forankret i et fast multidisciplinært teamsamarbejde, som omfatter speciallæger i psykiatri, gynækologi/obstetrik og plastikkirurgi med særlig viden om transseksuelle” (Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014:2), hvilket Sexologisk Klinik på Rigshospitalet som eneste enhed står til rådighed som. Kønsmodificerende behandling kan indbefatte hormonel behandling alene eller både hormonel og kirurgisk behandling. Personer, der tager kontakt til sundhedsvæsnet med henblik på kønsmodificerende behandling, bliver i første omgang henvist af deres praktiserende læge til Sexologisk Klinik, som skal stå for udredning og observation for at vurdere om der er tale om transseksualitet.

Udredningen af personen startes med en enkelt visitationssamtale med en læge, som skal vurdere om personen kan tilbydes et komplet såkaldt observationsforløb, som der ofte vil være venteliste til (//www.rigshospitalet.dk : Transkønnethed og kønsidentitetsproblematik). Observationsforløbet indeholder en række forskellige samtaler og undersøgelser hos speciallægen i psykiatri, herunder udredning af patientens kønsidentitet, en psykosocial undersøgelse for mulige psykiske sygdomme, samt somatisk undersøgelse, hvor hormonerne og kromosomerne kortlægges (Justitsministeriet, 2014). Observationsforløbet kan have tre udfald;

1) Patienten indstilles ikke til kønsmodificerende behandling. Sker dette, har patienten krav på en begrundelse for udfaldet samt opfølgende rådgivende samtaler; 2) Patienten indstilles til hormonbehandling og eventuel kønskorrigerende kirurgi, som ikke kræver sterilisering. Dette inkluderer f.eks. fjernelse af bryster, brystimplantater og kirurgi af strubehovedet (Justitsministeriet, 2014); 3) Patienten indstilles til hormonbehandling og brystkirurgi med henblik på eventuel kønsmodificerende kirurgi. Dette skete, før 1. januar 2017, når patienten fik stillet diagnosen ”transseksuel” (Amnesty International, 2014).

Hormonbehandlingen startes på Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet. Herefter kan behandlingen fortsættes på Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital eller Gynækologisk Afdeling på Odense Universitetshospital, hvis man ønsker det (//www.rigshospitalet.dk : Transkønnethed og kønsidentitetsproblematik). I den kirurgiske behandling, kønsskifteoperationen, indgår kastration i henhold til Sundhedsloven som en del af behandlingen. Kastration betyder fjernelse af livmoder og æggestokke for biologiske kvinder og fjernelse af testikler for biologiske mænd. Jævnfør Sundhedsloven, skal kastration ansøges om til Sundhedsstyrelsen, der behandler og godkender dette indgreb inden det foretages (Justitsministeriet, 2014).

Antallet af transkønnede og behandlinger i sundhedsvæsnet

Transkønnede og i særdeleshed transkønnede i kontakt med sundhedsvæsnet udgør en meget lille gruppe i samfundet. Justitsministeriet anslog i 2014 en hyppighed på 1:30.000- 1:10.000 for transkønnede kvinder og mellem 1:100.000 – 1:30.000 for transkønnede mænd (Justitsministeriet, 2014). Nedenstående figur viser en oversigt over antallet af kønsmodificerende kirurgiske operationer udført på Rigshospitalet fra 2007-2013.

Figur 1.

Figur 1.

Der er således tale om en yderst lille gruppe, som både ønsker og accepteres til det, der kaldes kirurgisk kønsskifte. Ikke desto mindre har den politiske debat om behandlingen af og rammerne for transkønnede været omfangsrig og ført til flere omfattende beslutninger og ændringer, især igennem perioden 2007-2016.

I følgende tidslinje vises en kort oversigt over vigtige udviklinger på området. Denne er ment som et hjælpemiddel til læsningen af resten af specialet, hvori disse hændelser til tider refereres til.

[Indholdsfortegnelse] 3. TEORETISK KONTEKSTUALISERING
Igennem de seneste ti år er interessen for trans- og transkønnethed vokset bemærkelsesværdigt, bade som politisk, videnskabeligt og popkulturelt tema. Susan Stryker (2008) beskriver transkønnethed som en folkelig “besættelse” samt en udvikling mod en forøget synlighed og en mere positiv repræsentation af transkønnede mennesker. En søgning på “transgender” på google gav i 2008 7,3 millioner hits (Stryker, 2008:25). I dag, godt ti år efter, giver samme søgning 65,8 millioner hits. Ikoner som Conchita Wurst, den Østrigske vinder af det internationale Melodi Grand Prix I 2014 og Caitlin Jenner, forhenværende stjerneatlet og realityfigur har bragt trans- ind I popkulturen og har bidraget til muligheden for, at transkønnethed kan repræsentere mod, integritet og coolness.

Parallelt med den øgede synlighed af transkønnede i medierne, udgør transkønnethed et større og større diskussionsemne i sundhedsregi. Flere lande har, ligesom Danmark, inden for de sidste år vedtaget juridiske eller medicinske ændringer i klassificeringen og behandlingen af transkønnede (Amnesty International, 2014; Programa Nacional de Salud Sexual y Procreación Responsable, 2015). I WHO arbejdes der på at omklassificere transkønnethed til ikke længere at registreres som psykiatrisk lidelse i ICD-11.

Jeg foretager i dette afsnit en teoretisk kontekstualisering af transkønnethed i et poststrukturalistisk perspektiv med fokus på Michel Foucaults begreb biomagt. Desuden vil jeg gennemgå det, jeg anser for at være en medikalisering af trans- og transkønnethed i vestlige samfund og fænomenets institutionalisering i den biomedicinske videnskab. Herunder indgår de to historiske modeller ”den transseksuelle model” og ”Den transkønnede model”, som repræsenterer to tilgange til det at være transkønnet. Til sidst i kapitlet kommer jeg ind på, hvilke implikationer den øgede synlighed af transkønnede kan have for transkønnede identiteter med inddragelse af begrebet ”undertrykkende tolerance”.

3.1 Transkønnethed i et poststrukturalistisk perspektiv; disciplinerede kroppe og biomagt
Som fundament for mit metodiske analyseapparat, der baserer sig på poststrukturalistisk teori, vil jeg i dette afsnit skildre et poststrukturalistisk og socialkonstruktivistisk perspektiv på transkønnethed. Her inddrages begreberne biomagt og subjektivering, som jeg senere vil inddrage i den diskuterende del af analysen.

[Indholdsfortegnelse] 3.1.1 OBJEKTIVISME, VIDEN OG MAGT I ET KØNS- OG TRANSPERSPEKTIV
For at undersøge kønsopfattelser og transkønnethed som koncept i medicinske videnskab kritisk trækker jeg på den poststrukturalistiske strømning, der opstod blandt europæiske teoretikere i 1900-tallet. Strømningen har, på trods af at være en løs betegnelse det overordnede kendetegn, at sproget ses som en central struktur, som danner rammen for menneskers og samfunds virkelighedserkendelse (Stormhøj, 2011). Sproget og dets kategorier betinger i post-strukturalismen menneskers mulighed for at opfatte deres virkelighed. Dette gør, at alle sandheder og viden anses som kontekstuelt og historisk betinget, også naturvidenskaberne. Naturvidenskaberne betragtes som afhængige af deres historiske kontekst og dennes pågældende værdisæt, eller diskurs, som Foucault ville kalde det. Selv et begreb som objektivitet kan anskues som omskifteligt og afhængigt af tidens normer og værdier, som beskrevet af Loraine Daston i hendes analyser af objektivitetskonceptets historie (Daston, 1995, 1992). Daston argumenterer for, at objektivitet er et mangefacetteret koncept, hvor forskellige typer af objektivitet, såsom ontologisk objektivitet, mekanisk objektivitet og aperspektivisk objektivitet, alle kommer ud af hver deres specifikke historiske kontekst (Daston, 1992). Ifølge Daston, skal produktion af viden ses som sammenhængende med konceptet “moral economy”, som udgør et netværk af værdier med et veldefineret forhold til hinanden (Daston, 1995). Disse værdier udgøres af bl.a. begreber som standardisering, replikation og regelbundne procedurer samt objektivitet, som altså må ses i denne “moral economy” for at give mening i forhold til vidensproduktion. Denne forståelse af objektivitet og vidensproduktion som sammenhægende med værdier, frem for uafhængige af dem, tillader en kritisk undersøgelse af naturvidenskabelige “sandheder”, såsom det biologiske og binære køn.

Brubaker knytter begrebet “den nye objektivisme” (The new objectivism) til transkønnethed (Brubaker, 2016). Ifølge ham konstitueres transkønnethed i dag igennem et objektivistisk narrativ, hvor ens kønsidentitet er et givet faktum, som man ikke selv er herre over. ”Den nye objektivisme” er, ifølge Brubaker, konstrueret til at kunne passe ind i sundhedsvæsnets logik, der netop bygger på objektivitet. Objektivismen kan ses som både en indgang til behandling og som et modsvar og værn mod det han kalder “policing” af transkønnede. Begrebet ”policing” refererer til den kontrol, diskrimination og mistillid, som transkønnede mennesker oplever. I denne “nye objektivisme” vælger transkønnede ikke selv at tilhøre det andet køn eller at “lade som om”, men ses derimod som en objektiv, naturlig kønsidentitet, fanget i en forkert krop. Denne mere eller mindre strategiske objektivisme har, ifølge Brubaker, naturliggjort nogle transkønnedes narrativer, men samtidigt udeladt mange andre mere sammensatte eller dynamiske narrativer. Hvor der er skabt position til den transkønnede krop og identitet i det medicinske og samfundsmæssige rum, har det således omkostninger i den forstand at kategorien ikke nødvendigvis passer på individets oplevelse, hvis hun eller han oplever et skiftende køn eller et ikke-eksisterende køn.

[Indholdsfortegnelse] 3.1.2 BIOMAGT OG HISTORIEN OM ALEXINA BARBIN
Her bliver Foucaults begrebsapparat, i særdeleshed begrebet biomagt relevant da det kan bruges i diskussionen af, hvordan de kategorier, der etableres og medikaliseres gør mennesker til subjekter og dermed muliggør specifikke identiteter, mens andre bliver umuliggjort.

Michel Foucault (1926-1984) var en fransk filosof, som blev én af de mest citerede teoretikere i nyere samfundsvidenskabelig forskning. Foucault var siden 1970 ansat ved College de France, hvorfra han producerede et stort forfatterskab med det primære fokus at undersøge, hvordan mennesker historisk og kulturelt bliver gjort til subjekter (Hermann, 2011). Foucault fokuserer i sine undersøgelser på viden og vidensproduktion, især det han betegner som videnssystemer og disses sammenhæng med magtsystemer. Ifølge ham kan disse to systemer ikke adskilles. I værket ”Overvågning og straf” udreder Foucault, hvordan samfundet udøver magt mod borgerne i form af overvågning, disciplinering og normalisering. Denne magtudøvelse kan ikke lade sig gøre uden et samtidigt videnssystem, der indhenter information og konstruerer ”det normale”. Magt og viden skal ses som vekselvirkende, hvor magtprocesserne skaber mulighed for en bestemt viden, og denne viden bekræfter og forstærker de eksisterende magtprocesser (Foucault, 1975). I Foucaults undersøgelser af magtsystemer og videnssystemer, bliver kroppen en vigtig genstand for undersøgelse. Det er nemlig i kroppen, at de to systemer mødes og vekselvirker (Foucault, 1976). Dette argumenterer han bl.a. for i værket ”Viljen til viden; seksualitetens historie 1” (1976), hvori han undersøger menneskets seksualitet som et eksempel på magtens samspil med viden i konstruktionen af mennesker som subjekter.

For at kunne forstå samspillet mellem viden og magt og dette samspils udmøntning i kroppen, som kaldes biomagt, er det nødvendigt at forstå Foucaults magtbegreb. Foucault anser ikke magt som noget, man kan have i kraft af sin stilling eller status, ej heller som noget man udøver aktivt, men som en anonym og ikke-subjektiv proces.

Foucault konstruerer et nyt magtbegreb; “strategisk magt” som står i kontrast til den magt, som han betegner som den “juridiske magt”, og som dækker over den traditionelle magtforståelse, der stammer fra Den Franske Revolution. Den strategiske magt er udgjort ved ikke at kunne ejes eller personificeres, men at eksistere indlejret i processer og mekanismer i samfundet. Desuden er magten intentionel uden at være subjektiv. Det vil sige, at magten har retning, men at dette ikke er ensbetydende med, at nogen aktivt udøver magt mod nogen anden (Foucault, 1976).

Den “strategiske magt” hænger i høj grad sammen med viden, herunder videnskab. Særligt har lægevidenskaben, som, ifølge Foucault, på nogle måder har overtaget kirkens historiske rolle som disciplinerende instans i det 19. århundrede, været central for de strategiske magtprocesser. Den strategiske magt eksisterer ikke i kraft af direkte disciplinering eller afstraffelse, men derimod igennem “navngivning” af patologier og en subjektivering af individer, der afviger fra normen. Foucault beskriver hvordan denne strategiske magt ligger i måden, hvorpå homoseksualitet konstitueres:

”Den homoseksuelle blev i løbet af det 19. århundrede til en personlighed: en fortid, en historie og en barndom, en karakter, en livsstil; desuden en morfologi, med indiskret anatomi og måske mystisk fysiologi. Intet af hvad han er, undslipper hans seksualitet (Foucault, 1976:52).

Magten ligger i dette eksempel altså ikke i det konkrete juridiske forbud, men derimod i den medicinske og psykiatriske kategori, hvorigennem homoseksualitet konstitueres, og som den homoseksuelle er bundet til som individ. Denne proces, hvori mennesker indtager en identitet i samfundets diskurs kaldes for subjektgørelse eller subjektivering (Anders Fogh Jensen, 2005). Kategorien homoseksuel[…]indfalses i legemet, smugles ind i adfærden, gøres til inddelings- og forståelsesprincip, det bliver til eksistensberettigelse for og naturens orden i denne uorden.” (Foucault, 1976:53).

Subjektet homoseksuel kan således ikke gøre andet end at påtage sig den kategori, som bl.a. lægevidenskaben har konstrueret, og handle og opleve verden igennem denne. På den måde fungerer magtmekanismerne igennem videnskabens kategoriseringer af kroppe.

Denne magt, der retter sig specifikt mod kroppe via patologier og medicinske kategorier, kalder Foucault for biomagt. Biomagten har to poler, begge med relevans for det enkelte subjekt: “Menneskelegemets politiske anatomi” og “En befolknings biopolitik“ (Foucault, 1976). Den første pol refererer til en mere konkret og praktisk overvågning af kroppen, som udgøres af “dressuren af legemet” (Foucault, 1976: 143). Dette omfatter undersøgelser, behandlinger, operationer og andre manipulationer af kroppen, med det formål at få kroppen til at passe ind i det økonomiske og sociale system. Den anden pol refererer til kontrollen af specifikke populationer, som man som individ kan høre til eller ekskluderes fra. En population, som man kan tilhøre udgøres f.eks. af ens køn. Begge disse magtmekanismer hænger sammen med den førnævnte overordnede magtmekanisme, subjektiveringen, som skal forstås som en både objektiverende, individualiserende og disciplinerende proces. Kønnet kan anskues som én af de subjektiverende kategorier, som i særdeleshed pålægger os både den ene og den anden pol i biomagten.

Foucault anvender eksemplet om Alexina Barbin til at forklare magtmekanismerne (Heede, 2010). Alexina Barbin, født Herculine Barbin, levede i det 17. århundrede og var interkønnet, det man dengang kaldte hermafrodit. Hun levede sit liv som kvinde, uvidende om sin interkønnethed, indtil hun en dag blev undersøgt for underlivssmerter og lægerne fandt hendes fysik unormal. Derefter påbegyndtes en kropslig og sjælelig udredning af hende, som mundede ud i, at hun blev tvunget til at påtage sig det mandlige køn, medicinsk og juridisk (Heede, 2010). I tiden inden lægevidenskabens rolle som central autoritet, som den for alvor fik i løbet af 1800-tallet, havde interkønnede personer eksisteret på helt andre præmisser. Det var i middelalderen og renæssancen muligt at skifte fra sit tildelte køn ved konfirmationen, hvis den interkønnede selv ønskede det. Med lægevidenskabens indtog, blev det, som set med Alexina, påkrævet at finde ind til “det sande køn” hos individet og at klassificere det herefter ((Heede, 2010). Alexina er et eksempel på den subjektivering som biomagten kreerer. Alexina subjektiveres både af “menneskelegemets politiske anatomi”, idet hun pålægges at ændre sin fremtoning og navn i henhold til det nytildelte køn, samt set i forhold til “befolkningens biopolitik”, idet Alexina pludseligt må tilhøre en ny population, mænd, og underlægges den kontrol, som udøves mod netop denne population.

[Indholdsfortegnelse] 3.2 Medikalisering af transkønnethed
I dette afsnit opridser jeg den udvikling i medicinske kategorisering af transkønnede, som jeg kalder for medikalisering. Jeg inddrager to teoretiske og historiske modeller for transkønnethed, “den transseksuelle model” og ”den transkønnede model”, som repræsenterer modstående positioneringer over for medikalisering.

Jeg forstår begrebet medikalisering som den sociokulturelle proces, der sker, når et fænomen eller begreb sættes i ind i en medicinsk kontekst, hvori den forstås ud fra biomedicinske principper. Dette kan ifølge sociologen Peter Conrad foregå på 3 niveauer; det begrebslige, det interaktionelle og det institutionelle (Pedersen, 2011). Således er det en proces, der sker både på et praktisk og på et abstrakt plan.

Historisk set har transkønnethed, interkønnethed og “cross-dressing”, altså det at klæde sig som et andet køn, altid eksisteret i forskellige afskygninger (Fausto-Sterling, 2000; Weismantel, 2013). I den industrialiserede vestlige verden har det at opføre sig som et andet køn dog været kontrolleret og endda strafbart mange steder indtil for relativt kort tid siden (Stryker, 2008). Som tidligere nævnt etablerede lægevidenskaben sig fra midten af 1800-tallet som vigtig institution og “sandhedskilde”. Dette skabte muligheden for, at transkønnethed, ligesom mange andre tilstande, variationer og afvigelser fra f.eks. normative kønsroller, nu kunne defineres som et medicinsk problem. Bl.a. udgav seksualforskeren Richard von Krafft-Ebing I 1886 det indflydelsesrige værk Psychopathia Sexualis, hvori bl.a. afvigelsesbegreber som “eviration” og “defemination” etableredes. ”Eviration” beskriver en proces hvori en mand afmaskuliniseres og får “kvindelige” følelser som følge af et medicinsk syndrom og ”defemination” beskriver samme tilstand hos ”biologiske” kvinder (Stryker, 2008). Selve det at opføre sig delvist afvigende fra de normative kønsroller blev således klassificeret som unormalt og sygdomsbetonet. De normative og binære kønsroller var for længst blevet etableret i den vestlige verden, og afvigelser fra disse var, også før lægevidenskabens entré, blevet anset ilde og ofte straffet juridisk eller gennem kirkelige instanser (Fausto-Sterling, 2000). Lægevidenskabens konstituering som autoritet, muliggjorde blot en ny form for regulering, som gjorde det ud for behandling, normalisering og kontrol af kroppen via medicinske teknologier såsom kirurgiske metoder (Fausto-Sterling, 2000).

En af de mere progressive tidlige teorier inden for køns- og seksualforskning kom fra den tyske sexolog Magnus Hirschfeld, som så menneskers køn og seksualitet som en kompleks kombination af biologiske variation, psykologiske præferencer og kulturelle normer og vaner. Hirschfeld var i 1897 med til at danne ”The Scientific-Humanitatarian Comittee”, som af Stryker anses for at være den første interesseorganisation for seksuelle minoriteter og kønsminoriteter. I 1919 oprettede han ”Institute for Sexual Science” i Berlin, hvor han bl.a. forskede i og arbejdede med trans-fænomener. Han var desuden med til at arrangere verdens første kirurgiske kønsskifteoperation for Dora Richter i 1931 (Stryker, 2008).

Christine Jorgensen, en amerikansk (dansk født) transkønnet kvinde blev i 1951 verdensberømt pga. sin kønsskifteoperation, som blev den første udført i Danmark. Operationer som denne var på daværende tidspunkt ikke lovlige i USA (Stryker, 2008). Dette skabte fokus og opmærksomhed på emnet og ledte til en øget efterspørgsel efter kirurgisk behandling. Ud af et større antal ansøgere til kønsmodificerende behandling og kirurgi, blev der mellem 1951 og 1982 udført 37 kønsmodificerende behandlinger med juridisk kønsskifte som følge på Rigshospitalet i København (Sørensen og Hertoft, 1982). Den psykiatriske udredning og diagnosticering var fra start af en del af behandlingsprocessen for transkønnede i det danske sygehusvæsen. Behandlingen af transkønnede i Danmark baserede sig, ligesom de fleste andre steder i den vestlige verden, især på den amerikanske læge Harry Benjamins forskning (Denny, 2004; Sørensen og Hertoft, 1982). Benjamin, kan ses som grundlæggeren af den første videnskabelige model om transkønnethed, “den transseksuelle model”, som jeg redegør for i følgende afsnit.

[Indholdsfortegnelse] 3.2.1 “DEN TRANSSEKSUELLE MODEL”
I 1966 definerede Harry Benjamin som den første det han kaldte ”transseksualisme”, som medicinsk fænomen i sin bog ”The Transsexual Phenomenon”. Harry Benjamin opdelte transkønnede mennesker i to grupper; transvestitter og ”sande transseksuelle” ((Benjamin, 1966). Transvestitter var ifølge Benjamin ”normalt fungerende”, ofte heteroseksuelle mænd, som blot nød at klæde sig ud som kvinder en gang imellem. ”Sande transseksuelle” blev af Benjamin beskrevet således:

”True transsexuals feel that they belong to the other sex, they want to be and function as members of the opposite sex, not only to appear as such” (Benjamin, 1966:11).

Ifølge Harry Benjamin var “sande transseksuelle” defineret ved en følelse af at tilhøre det andet køn samt et stærkt ønske om at kunne fungere og at blive anerkendt derefter. Ydermere indebar diagnosen, ifølge Benjamin, et stærkt ubehag eller afsky over sine biologiske kønsorganer, som derfor måtte ændres kirurgisk for at behandle personen (Benjamin, 1966). Klinisk behandling af transkønnede havde førhen primært sket som psykoterapi. Dette ændrede Benjamin i sin biomedicinske tilgang til transseksualitet og kønsdysfori, som ifølge ham måtte behandles kirurgisk, eftersom tidligere psykoterapeutiske behandlinger af transkønnede havde vist sig at virke utilstrækkeligt. At behandle med store kirurgiske indgreb krævede en afgrænsning af både diagnosen og retningslinjerne for behandlingen. Dette blev forsøgt i modellen, beskrevet af Denny (2004) som “den transseksuelle model” (“The Transsexual Model”), som Harry Benjamin konstruerede i samarbejde med andre primært medicinske og psykologiske klinikere, heriblandt John Money (Denny, 2004). På trods af Moneys og Greens arbejde med de psykosociale aspekter af kønsbekræftende behandling og kirurgi baserede modellen sig primært på biomedicinske principper (Denny, 2004). Ætiologien bag transseksualisme blev set som værende af psykiatrisk karakter, og i årene efter Harry Benjamins definition af fænomenet blev årsager såsom undertrykt homoseksualitet, perversion, masochisme, psykoser og hjerneskade nævnt i forskningen (Denny, 2004). Den medicinske forskning i transkønnethed ledte til den yderligere formaliserede diagnose Gender Identity Disorder (GID) og I 1979 blev ”Harry Benjamin International Gender Dysphoria Association”(HBIGDA), senere World Professional Association for Transgender Health (WPATH), dannet af medicinske, juridiske og psykoterapeutiske fagpersoner på området (Stryker, 2008).

HBIGDA fungerede som et netværk for vidensdeling og organisering for de fagprofessionelle og producerede ”Standards of Care” for behandlingen af transkønnede, som blev en international referenceramme i dette forholdsvist nye medicinske kirurgiske felt. I 1975 blev transseksualisme inkluderet i WHO’s ”International Classification of Diseases” (ICD-9), som førte til inklusionen i det danske system SKS (Sundhedsstyrelsen, 2000) samt i det amerikanske Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders (DSM-III) (Beek et al., 2016). I 1986 blev Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, som specialiserede sig i bl.a. kønsmodificerende kirurgi, oprettet under det psykiatriske område (https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/Psykiatriske-centre/Psykiatrisk-Center-Koebenhavn/Undersoegelse-og-behandling/Sexologisk-Klinik/Sider). Igennem 1970’erne og 1980’erne skete der således en medikalisering af transkønnethed, både internationalt og i Danmark. Dette skete parallelt med det man kan kalde en afmedikalisering af homoseksualitet, som førhen ligeledes var klassificeret som en psykisk lidelse, men som i 1981 blev slettet som diagnose det danske system, ni år før fjernelsen fra WHO’s ICD-system i 1990 (TV2, 2015: 2).

Det transseksuelle narrativ
Medikaliseringen af transkønnethed skete altså delvist i kraft af udviklingen af symptomkriterier for GID, som skulle findes ved udredning for at blive taget i betragtning til den omfattende hormonelle og kirurgiske behandling. Mange ansøgere til behandlingen blev afvist pga. adfærdsmønstre og karakteristika, som ikke levede op til “den transseksuelle model” (Denny, 2004). Dette ledte til en strømning i det transkønnede miljø, hvori personer, som ønskede kønsmodificerende behandling, læste Harry Benjamins publikationer og delte viden med hinanden for at kunne leve op til rollen som “den sande transseksuelle” til konsultationen hos lægen (Stone, 2006). At leve op til denne rolle handlede i høj grad om, hvor “dygtigt” man performede rollen som det køn, man identificerede sig med. Denne bekræftelse af “den sande transseksuelles” narrativ havde implikationer for forskningen i transkønnethed, idet modellen blev bekræftet af patienter i højere grad end det, der egentlig var tilfældet. Siden modellen var baseret på en binær opfattelse af kønnet, måtte den transseksuelle person migrere totalt til det “modsatte” køn og ikke befinde sig imellem de to. Altså skulle man som transkønnet kvinde f.eks. helst opføre sig meget feminint og generelt leve op til feminine personlighedstræk og præferencer. Det var desuden vigtigt at føle et uløseligt ubehag ved og afsky overfor sine biologiske kønsorganer, så man levede op til de diagnostiske kriterier. Således kan man se det kønsbinære system som yderligere bekræftet igennem dette transseksuelle narrativ, som gav adgang til behandling (Brubaker, 2016; Stone, 2006). Som Brubaker pointerer i konceptualiseringen af ”The Trans of Migration” og ”den nye objektivisme”, kan migrationen mellem to fastsatte kategorier være med til at fastlåse kategorierne yderligere. ”Den nye objektivisme” ændrer godt nok spillereglerne for, hvorvidt kønsidentiteten er uløseligt forbundet med den fysiske krop, men den nye naturliggørelse af den essentielle kønsidentitet skaber ikke muligheden for at have en flydende eller skiftende kønsidentitet (Brubaker, 2016).

[Indholdsfortegnelse] 3.2.2 “DEN TRANSKØNNEDE MODEL”
I 1990’erne begyndte en modreaktion på de nyetablerede medicinske begreb transseksualitet og GID, samt på det transseksuelle narrativ, som mange ikke identificerede sig med. En ny model, som Denny (2004) kalder for “den transkønnede model” (“The Transgender Model”) blev formuleret som et modsvar til de kategorier, man som transkønnet måtte passe ind i for at opnå behandling. “Den transkønnede model” fremsatte en ny måde at forstå køn og transkønnethed på. Dels sås transkønnethed som en afart af den naturlige varians, som eksisterer i alle menneskers køn. Denne opfattelse, sammen med introduktionerne af begrebet kønsidentitet, skabte et rum, ikke kun for transkønnede som passede ind i det transseksuelle narrativ, men også transkønnede, som identificerede sig med en placering mellem de to køn eller f.eks. kun ønskede dele af den kønsmodificerende behandling. Efterhånden er dette rum blevet udvidet. I det danske sundhedsvæsen er det nu muligt at nøjes med hormonbehandling uden opfølgende kirurgi, hvis det er det, man ønsker som transkønnet patient. Desuden blev transkønnethed i “den transkønnede model” forsøgt gjort til noget mere kollektivt med det argument, at stort set alle mennesker afviger fra kønsnormerne på den ene eller anden måde. Der rettedes en kritik mod den sygeliggørelse af transkønnethed, som “den transseksuelle model” havde etableret, både i kraft af at gøre selve fænomenet til en diagnose, men ligeså i kraft af at kæde det sammen med især psykiatriske lidelser og personlighedstræk. I “den transkønnede model”, bunder den transkønnedes lidelser og problemer først og fremmest i samfundets diskrimination og stigmatisering af transkønnethed og afvigelser fra kønsnormer (Denny, 2004). Således tog den nye model et udgangspunkt i kultur og social kontekst i kontrast til det biologiske udgangspunkt, som “den transseksuelle model” havde sit udgangspunkt i. I 2013 blev diagnosen “Gender Identity Disorder” ændret til “gender dysphoria“, i det amerikanske diagnosesystem DSM-5 som opfattedes som mindre stigmatiserende. I samme opdatering af DSM gik ”gender identity” og ”gender role” fra at være dikotomiserede begreber til at blive beskrevet som spektre eller med flere kategorier (Beek et al., 2016). Ifølge Denny (2004), har “den transkønnede model” haft implikationer for måden det vestlige samfund anskuer og behandler transkønnethed på. Dette ses i kraft af en bevægelse væk fra det traditionelle medicinske paradigme, selvom mennesker, der ønsker behandling stadig skal søge den i sundhedsvæsnet og selvom diagnosekoderne for transseksualitet til stadighed eksisterer i WHO og i de fleste vestlige lande. “Den transkønnede models” indflydelse ses måske især i ikke-medicinske kredse, hvor det i hvert fald i nogle miljøer er blevet accepteret at tale om ”gender bending”, altså en falden uden for det binære system, og hvor antallet af mulige kønsidentiteter langt overskrider de to traditionelle køn (Beek et al., 2016; Stryker, 2008). For eksempel har det store sociale medie Facebook i nogle lande gjort det muligt at vælge op til 50 kønskategorier ved oprettelsen af en profil (http://techland.time.com/2014/02/14/a-comprehensive-guide-to-facebooks-new-options-for-gender-identity/, 2014). De transkønnede, som identificerede sig med “den transseksuelle model” og med det binære system, kan have svært ved at blive set i en model, hvor køn overordnet ses som noget flydende og kulturelt. Der har således eksisteret en splittelse mellem ”den transseksuelle” og “den transkønnede model” blandt transkønnedes interesseorganisationer (Denny, 2004). Mange transkønnede knytter sig selv og deres oplevelser af køn til både det binære køn og “den transseksuelle model” og går ikke nødvendigvis ind for at fjerne GID som psykiatrisk lidelse. Dette beskrives af Judith Butler som et paradoks, omhandler autonomi. Dette skyldes at, diagnosen for nogle giver adgang til autonomi i form af den behandling, de ønsker, hvorimod andre kæmper for den autonomi, de mener ligger i dét at være fri for en diagnose (Butler, 2004).

Biomagt kan som teoretisk ramme anvendes til at diskutere, hvordan transkønnede er blevet subjektiveret på forskellig vis i de to opridsede historiske modeller “den transseksuelle model” og “den transkønnede model”. Dan Irving (2013) introducerer begrebet “the transsexual working body”, som henviser til den sammenhæng, den medicinske subjektivering af transkønnede har med deres berettigelse til at eksistere i samfundet og samfundsøkonomien. Ifølge ham bar lægevidenskabens tidlige medikalisering af transkønnethed i midten af 1900-tallet præg af den krænkelse fænomenet præsenterede overfor de faste køns- og seksualitetsroller, som var vigtige for samfundets funktion. Både læger, som var for og imod kønsmodificerende behandling og kirurgi, havde, ifølge Irving, et imperativt ønske om at konstruere en “working body”, som kunne bidrage til samfundsøkonomien. De, der var imod operationer, kunne begrunde modstanden med, at det var moralsk uforsvarligt at hæmme muligheden for den reproduktion, som samfundet baserede sig på. De, der var for operationer, kunne begrunde det med en bedring i funktions- og arbejdsdygtigheden hos de transseksuelle patienter samt deres mulighed for at passe ind i en accepteret binær kønsrolle. Således kunne lægevidenskaben ses som en gatekeeper for samfundsøkonomiske og kulturelle normer. Dette gjorde sig specielt gældende i den såkaldte “real-life test”, som patienten måtte udføre inden påbegyndelsen af behandling jf. The Harry Benjamin Standards of Care. “Real-life tests” dækker over at skulle klæde sig på og i det hele taget performe som det køn, man identificerer sig med, med henblik på at bevise, at kønsmodificerende behandling er det rigtige valg. Testen havde, ifølge Irving, et mindre defineret, men tydeligt samfundsøkonomisk formål, nemlig hvor gode prospekterne på arbejdsmarkedet var efter transitionen til det andet køn (Irving, 2013). Disciplineringen af transkønnede kroppe kan således ses som værende tæt forbundet med ikke kun lægevidenskabens logik, men også med andre dele af samfundet, herunder økonomien. Her kommer biomagtens mekanisme og funktion til udtryk, nemlig at opretholde individer i opdelte subjekter samtidig med at sikre samfundets værende strukturer. Foucault beskriver det således:

“Medicine’s political power consisted in distributing individuals side by side, isolating them, individualizing them, observing them one by one, monitoring their state of health, checking to see whether they were still alive or had died, and, in this way, maintaining society in a compartmentalized space that was closely watched and controlled by means of a painstaking record of all the events that occurred” (Foucault, 2002: 146).

Den medicinske magt er således ifølge Foucault også en politisk magt, som ved at individualisere og overvåge mennesker, opretholder samfundets kategorier. Det kunne tænkes, at bevægelsen mod et mere flydende kønsbegreb, som ”den transkønnede model” dækker over, kunne fungere som et oprør mod biomagten eller magtudøvelsen i det hele taget. Dette diskuterer jeg kort i det følgende afsnit.

[Indholdsfortegnelse] 3.3 Et opgør med medikalisering eller blot en ny form for subjektivering?
Jeg vil i dette afsnit kort berøre den “transkønnede model” samt mobiliseringen og synligheden af transkønnede interesseorganisationers konsekvenser for, hvordan transkønnede kan subjektiveres og kategoriseres på nye måder. Til sidst i afsnittet inddrager konceptet undertrykkende tolerance.

Identifikationen og accepten af transkønnede mennesker har udviklet sig i tiden efter Harry Benjamin etablerede det biomedicinske fundament for “den transseksuelle model”. “Den transkønnede model” har som sagt vundet større indpas i vestlige samfund, uden dog at fjerne diskriminationen af mennesker, der falder uden for traditionelle kønsmønstre. Det er oplagt at tænke, at den “transkønnede model” og dens tilslutning skyldes mobiliseringen af trans-aktivister og interesseorganisationer, som har været med til at synliggøre transkønnethed. Dette har haft forskellige konsekvenser for subjektiveringen af transkønnede.

Ifølge Stryker, er transkønnede interesseorganisationer i højere og højere grad begyndt at integrere sig og arbejde sammen med grupper af seksuelle minoriteter, især siden 1990’erne, hvor queer-bevægelsen opstod og blev aktiv. Stryker noterer, at dette kan hænge sammen med andet end queerbevægelsens budskab om opløsning af kategorier. For det første, var dette samarbejde nødvendigt i kampen mod HIV/AIDS i 1980’erne, hvor MtKtranskønnede havde en af de højeste prævalenser af HIV. Derudover har globaliseringen har gjort det muligt for transkønnede at være synlige på tværs af landegrænser og på den måde opbygge et transnationalt netværk, som er blevet anerkendt af den større og ældre LGB-bevægelse. Ydermere har denne synlighed forstærket af de sociale mediers opståen, lagt grunden for en bred fascination af det transkønnede og trans-, både i et populærkulturelt perspektiv og i et forskningsperspektiv (Stryker, 2008). Dette har haft implikationer for muligheden for, at kunne definere sig selv som transkønnet. Brubaker opstiller tre forskellige måder at være trans på; ”the trans of migration”, the trans of between” og ”the trans of beyond” (2016). ”The trans of migration” dækker over det at skifte fra ét binært køn til det andet, eksemplificeret bedst ved hormonelle og kirurgiske ændringer i kroppen for at få den til at passe ind i de fastsatte kønskategorier. Man kan sidestille denne definition med transseksualitet. ”The trans of between” dækker over en placering af selvet et sted imellem de allerede eksisterende kønskategorier eller at skifte løbende imellem dem. Dette inkluderer eksempelvis transkønnede, der ikke identificerer med blot ét køn, men stadig definerer sig ud fra eksisterende kønskategorier. ”The trans of beyond” omhandler et ønske om at eksistere uden relation eller reference til eksisterende kønskategorier. Det involverer et større opbrud med kategorier generelt, som før nævnt om betegnelsen trans-. Ifølge Brubaker (2016) har der de sidste år vist en generel tendens til at sætte spørgsmålstegn ved det binære køn. Dermed er der åbnet for “the Trans of Beyond”, som ikke kun dækker over et skift mellem tilstedeværende kategorier eller en placering imellem dem, men derimod en identifikation med helt nye kategorier, som ikke traditionelt har eksisteret i det binære system (Brubaker, 2016). Brubaker argumenterer for, at identiteterne ”trans-mand” eller ”trans-kvinde”, som nu bruges af mange, hverken refererer til den rene kvindelige eller mandelige kategori ej heller til noget imellem de to, men derimod konstruerer en ny slags identitet, hvor trans og cis indgår som parametre på linje med kvinde og mand. På den måde ændres køn som kategori fra at være et endimensionelt framework til at have to dimensioner. Den nye kategorisering og synlighed danner rammen for et nyt subjekt, som må identificeres anderledes end mænd og kvinder. Denne udvikling må ses i sammenhæng med en bevægelse mod en afmedikalisering af transkønnethed, eftersom den voksende opmærksomhed på transkønnedes rettigheder har gjort den psykiatriske diagnosekodning, som til stadighed eksisterer i det meste af den vestlige verden, mere og mere kontroversiel (Lev, 2005).

[Indholdsfortegnelse] 3.3.1 DEN UNDERTRYKKENDE TOLERANCE
Dette nye subjekt, som eksisterer for det traditionelle binære system, kan siges at blive konstrueret i en ”tolerancediskurs” (Gressgård, 2010), som ikke kun er gældende for transkønnede, men også for andre grupper med ”afvigende” kategorier såsom homoseksuelle eller etniske mindretal.

Inklusion og tolerance er begreber som ofte bruges i forbindelse med de såkaldte ”minoritetsgrupper”. Disse begreber har imidlertid også været genstand for en akademisk diskussion om deres berettigelse og specielt deres brug i forbindelse med de magtstrukturer, som samfundet består af. Jeg vil i dette afsnit kort skildre denne kritiske tilgang til tolerancebegrebet og dets relevans for undersøgelsen af transkønnethed og trans-.

Tolerance blev allerede i 1965 problematiseret af Herbert Marcuse, som i sit essay ”Repressive Tolerance” kritiserede tolerance for at være et abstrakt begreb, som undlader en egentlig udfordring af eksisterende, konkrete magtstrukturer og dermed ender med at fastholde disse (Marcuse, 1965). Med tiden er tolerancebegrebet blevet behandlet i poststrukturalistiske kontekster og diskursanalyser, især inden for queerteorien. Tolerance og inklusion kan ses som en mekanisme, der både bekræfter og bibeholder de herskende magtstrukturer og samtidigt påtvinger ”minoritetsgrupper” fremmedgørende kategorier, som de bør passe ind i bytte for at blive inkluderet i samfundet (Engel, 2004). I dette perspektiv, anskues tolerancen som magthavernes privilegium, idet den formuleres og artikuleres fra deres den magthavende position og måske netop derfor aldrig bidrager til en egentlig radikal forandring af magtstrukturerne. Randi Gressgård undersøger transkønnede subjekters plads i en såkaldt tolerancediskurs. Denne diskurs kan ifølge hende, ses som en måde, hvorpå “det farlige” kontrolleres og inddæmmes i det eksisterende system uden at nedbryde det. Dette gøres ved, at transkønnedes subjekter konstitueres som en splejsning mellem denne tolerance fra det omkringliggende samfund og deres egen ikke-binære monstrøsitet. De fastholdes altså i en anormal rolle, som der findes plads til, men på de allerede eksisterende normers præmisser. Altså bliver den “nye” transkønnede, som ikke nødvendigvis er sygeliggjort eller direkte diskrimineret, stadig gjort til subjekt igennem strukturelle magtmekanismer, indlejret i den fremmedgørelse, der ligger i at blive “tolereret” (Gressgård, 2010).

[Indholdsfortegnelse] 3.4 Opsummering af den teoretiske konstekstualisering
I dette kapitel har jeg skitseret, hvordan den poststrukturalistiske ramme kan bidrage til at belyse fænomenet transkønnethed. Transkønnethed og kønsidentitet kan ifølge Brubaker ses i lyset af ”en ny objektivisme”, der naturliggør det, at have en kønsidentitet, som er ”født” eller ”fanget” i en forkert krop. Med inddragelse af Foucaults biomagtperspektiv, kan denne naturliggørelse af kategorien transkønnet anskues som en subjektivering af den transkønnede, altså en magtudøvelse, der fastlåser mennesker i definerede subjekter hvorigennem de må opleve verden. Denne naturliggørelse af transkønnethed, eller i hvert fald af former for transkønnethed, kan forklares med begrebet medikalisering, som m.h.t. transkønnethed er en proces, der er forløbet over de sidste ca. 50 år. I denne periode er transkønnethed blevet konstrueret som medicinsk begreb og gjort til en diagnose med udgangspunkt i ”den transseksuelle model”. Inden for de sidste 20 år har en ny model, ”den transkønnede model” vundet indpas i opfattelsen af transkønnethed som noget andet og mere end en medicinsk tilstand. Dette kan især siges at hænge sammen med den såkaldte ”tolerancediskurs” eller ”den undertrykkende tolerance”, som subjektiverer transkønnede på en måde. Her konstituerer de transkønnede samfundet som normalt og tolerant igennem deres egen afvigelse fra normen.

[Indholdsfortegnelse] 4. METODE
I dette afsnit vil jeg redegøre for min praktiske udvælgelse og afgrænsning af mit empiriske data samt reflektere over, hvorfor denne afgrænsning giver mening for specialets problemformulering samt mit teoretiske udgangspunkt. Til sidst i afsnittet reflekterer jeg over min positionering som forsker over for det empiriske data og beskriver kort operationaliseringen af min problemformulering som grundlag for mine analytiske spørgsmål.

[Indholdsfortegnelse] 4.1 Udvælgelse og afgrænsning af empiri
Mit empiriske data udgøres af Folketingets debat om transkønnethed i årrækken 2007-2016. Med ”folketingets debat” mener jeg alle folketingsspørgsmål og behandlinger af beslutnings- og lovforslag med dertilhørende bilag. Rent praktisk er empirien fundet via søgninger på Folketingets hjemmeside www.ft.dk, hvor jeg både har søgt på ordene ”transkønnet” og ”transseksuel” for at inddrage alle debatdokumenter, hvori ét af de ord indgår. Bilagene til folketingsbehandlingerne består af behandlingsvejledninger, notater, spørgsmål til ministre og dertilhørende svar, høringssvar samt henvendelser fra individuelle borgere og organisationer, herunder indsendte rapporter og andet vidensmateriale. Aktørerne i debatten og disses involvering over tid kommer jeg nærmere ind på i det følgende kapitel ”Analyse”. Mit empiriske data repræsenterer derved en bred vifte af mere eller mindre formelle dokumenter, e-mails og andre tekster samt transskriptioner af debatten i folketingssalen, alle med udgangspunkt i Folketingets arbejde med og debat om transkønnethed. For at afgrænse mit empiriske data på en meningsfuld måde har jeg udelukket to specifikke debatemner, som har været tilstedeværende som grene i debatten om transkønnede og deres vilkår:

  1. Transkønnede under 18 år og deres adgang til sundhedsydelser.
  2. Transkønnede asylansøgere og deres adgang til sundhedsydelser.

Disse to frasorteringer skyldes en samlede datamængde, der var så stor, at en yderligere afgrænsning var nødvendig. Dette både for at mindske mængden af sider at analysere, men også for at bevare fokus i henhold til min problemformulering, som søger at undersøge transkønnethed som overordnet begreb. Selvom de to udelukkede kategorier er interessante og kunne bidrage med yderligere aspekter om transkønnethed til en analyse, forudsætter de også en endnu mere omfangsrig analyse med flere mulige diskurser. For at være realistisk omkring specialets kapacitet valgte jeg derfor at udelukke dem for at være i stand til at lave en dybdegående analyse ud fra et mindre, dog stadig omfattende, empirisk datasæt. Jeg foretog desuden mindre udelukkelser af tilbagetrukne spørgsmål samt dokumenter, hvor mine søgeord blot var nævnt som del af en gennemgang af en dagsorden eller i andre sammenhænge, hvor ingen reel mening kommer til udtryk. Et overblik over mit empiriske data findes i bilag A, B, C og D til sidst i specialet.

Når der arbejdes med kvalitativ forskning, herunder diskursanalyse, afhænger proceduren for udvælgelse og afgrænsning af det empiriske materiale af den givne problemformulering (Jørgensen og Philips, 1999). Min problemformulering, ”Jeg vil undersøge og diskutere fjernelsen af diagnosen for transkønnethed fra Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS) ud fra en politisk diskursanalyse af folketingsdebatten i perioden 2007-2016” indebærer flere kriterier til empirisk data, for at den er meningsfuld at analysere. For det første ønsker jeg at undersøge fjernelsen af diagnosen for transkønnethed fra SKS og dermed omdefineringen af transkønnethed fra at være en diagnose til ikke at være det. Jeg vælger her at anskue folketinget som beslutningstager for SKS og sundhedsvæsnet generelt set, i og med det er igennem folketinget beslutningen om fjernelsen af transkønnethed fra SKS afstedkom. Derudover anskuer jeg folketinget som i hvert fald tilnærmelsesvist repræsentativ for den brede befolkning og dens diskurser, især ved inddragelsen af det øvrige civilsamfunds henvendelser. Dermed bliver mine analyseresultater et udtryk for en overordnet diskursiv debat om emnet transkønnethed eller i hvert fald en mulig konstruktion af denne debat. Enhver afgræsning af empiri vil altid indebære en eksklusion af mulige fund i analysen. Den ”naturlige” afgrænsning af empirien findes ikke, selvom nogle afgrænsninger naturligvis giver praktisk mening i forhold til andre. Som Foucault pointerer, kan et værk eller et forfatterskab aldrig stå alene. Det hænger altid sammen med andre tekster igennem referencer, forfattere etc., som vil være relevante for den diskurs, hvorigennem værket eller teksten konstitueres (Andersen, 2003). Derfor vil afgrænsningen af empirisk data altid frakoble den fra den kontekst den er en del af. For at vælge en mængde empirisk data, som trods dette kan anvendes til en frugtbar analyse, må man som forsker , ifølge Foucault, vælge data, hvori ”relationer synes tætte og relativt lette at beskrive” (Foucault, 1970:160). Dette forsøger jeg at gøre med især min tidsmæssige afgrænsning af empirien. Tidsrummet 2007-2016 er udvalgt for at kunne arbejde med en tilstrækkelig lang periode til rent faktisk at vise en mulig ændring i debattens diskurs. Det vurderer jeg ni år til at være. Man kunne argumentere for fordelene ved en længere tidsperiode, men 2007 er valgt som første år for det empiriske datasæt, eftersom det første beslutningsforslag, der handlede specifikt om transkønnede, B142, blev fremsat i 2007. Det var altså i dette år, transkønnede bogstavelig talt blev sat på dagsordenen i Folketinget, selvom det givetvis var dukket op før i diskussioner af mere praktisk karakter. Jeg vurderer ikke desto mindre det empiriske datas relationer i henhold til transkønnethed til at blive bemærkelsesværdigt mere tæt og lettere beskriveligt efter denne synliggørelse af emnet i 2007.

[Indholdsfortegnelse] 4.2 Min positionering som forsker
Positioneringen som diskursanalytisk forsker præsenterer hurtigt op til flere paradokser. Heede (2010) beskriver Foucaults ståsted som værende en “udenfor”-position, hvorfra alting deneutraliseres og ses som produkter af kultur og normer. Dette gælder også for naturvidenskaben, som betragtes som en normativ fremfor objektiv størrelse, og som dermed kan problematiseres og diskuteres (Heede, 2010). Når en forsker forsøger at antage en ”udenfor”-position, kan det ses som et forsøg på at opnå netop det, som man selv forsøger at kritisere og undersøge, nemlig objektiviteten. Som forsker bliver man uundgåeligt medproducent af antagelser af en form for objektiv verden og virkelighed (Jørgensen, 2002). Dette kommer sig af den præmis for den poststrukturalistiske tilgang, der er udgjort af en opfattelse af virkeligheden som socialt og kulturelt konstrueret frem for objektiv (Jørgensen og Philips, 1999). De diskurser, der stilles op i min analyse, må derfor forstås som konstruerede og ikke mindst som et produkt af min egen diskursive kontekst, fremfor en objektiv fremstilling af virkeligheden. Dette er ikke noget, jeg som forsker kan ændre på, det er derimod et vilkår i al social konstruktivistisk forskning (Jørgensen, 2002). Anerkendelsen af videnskaben som en konstrueret diskurs, som jeg selv er en del af, gør ikke videnskaben ligegyldig eller invalid, men styrker behovet for transparens og refleksivitet omkring mine metoder og det diskursive ”regelsæt”, jeg benytter mig af. Det betyder konkret, at jeg forklarer mine metodiske og analytiske antagelser og forudindtagelser nøje og eksplicit som grundlag for analysen.

[Indholdsfortegnelse] 4.3 Operationalisering: Udformning af analysespørgsmål
I forlængelse af den allerede nævnte forskningsposition, hvorfra jeg ønsker at undersøge tilstedeværende “objektive” sandheder og naturligheder, må min problemformulering gennemgå en operationalisering, hvori den nedbrydes til konkrete analysespørgsmål, jeg kan tage udgangspunkt i.

Min problemformulering ”Jeg vil undersøge og diskutere fjernelsen af diagnosen for transkønnethed fra Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS) ud fra en politisk diskursanalyse af folketingsdebatten i perioden 2007-2016” udmønter sig i følgende analysespørgsmål:

Eftersom diskursanalysen er en analyse af udsagnet som det fremtræder og ikke en analyse af, hvad meningen bagved udsagnene er, anvender jeg primært “hvordan”-spørgsmål som forsknings- og analysespørgsmål (Andersen, 2003). Spørgsmålene i en diskursanalyse skal være undersøgende over for netop hvordan virkeligheder og subjekter konstitueres, fremfor hvorfor aktører ytrer det de ytrer. Såfremt dette var formålet med analysen, ville den udgøre en såkaldt diskurskommentar, fremfor en ren beskrivelse af diskursive fakta, som ifølge Foucault er pointen med en diskursanalyse (Andersen, 2003).

[Indholdsfortegnelse] 4.4 Analysestrategi
Det tidligere kapitel ”Teoretisk konstekstualisering” var en introduktion til de teoretiske perspektiver, som udgjorde fundamentet for specialets undersøgelse samt det begrebsapparat, med hvilke analysens resultater diskuteres. I dette afsnit fremlægger jeg min analysestrategi, herunder den metodeteoretiske ramme og de begreber, jeg praktisk vil anvende i min analyse af debatten om transkønnethed. Mit hovedafsæt for analysen findes i Michel Foucaults diskursanalyse samt i Laclaus og Mouffes videreudvikling af de diskursanalytiske begreber, herunder subjekt, antagonisme, ækvivalenskæde, momenter, nodalpunkter og flydende betegnere, som jeg benytter mig af i analysen.

[Indholdsfortegnelse] 4.4.1 DISKURSANALYSE SOM METODE
Diskursanalysen har siden 1980’erne udgjort en mangfoldig metode, som fortolkes og udføres på mange forskellige måder, med forskellige formål og med forskellig grad af analytisk stringens (Bom, 2015). Michel Foucault, som af nogle betragtes som diskursanalysens grundlægger, har opfordret til at anse hans teoretiske tekster som ”værktøjskasser”. Som han forklarer i følgende citat, kan man benytte ét eller flere stykker værktøj afhængigt af, hvilken analyse man foretager.

All my books […] are, if you like, little tool boxes. If people want to open them, use them, use a particular sentence, idea, or analysis like a screwdriver or wrench in order to short-circuit, disqualify or break up the systems of power […] well, all the better.” (Foucault, 1989:149).

Diskursanalysen er dermed hverken en entydig, komplet analysemetode, ej heller omfattet af en fast fremgangsmåde eller model. Metoden bygger dog på en række overordnede principper, som har udgangspunkt i det allerede gennemgåede poststrukturalistiske begrebsapparat. Al betydning, mening og viden opfattes i diskursteorien som en social konstruktion uden essens, som er åben for forhandling og forandring (Dyrberg et al., 2001). Rationalitet og fornuft er underlagt historien og kulturen, og intet er som sådan naturgivet eller objektivt sandt, men derimod fast sedimenteret i menneskers kulturelle forståelse af verden. Dette gælder også opfattelsen af menneskets fysiske krop, herunder sygdom og sundhed, hvilket min diskursanalyse i høj grad retter fokus imod. Dyrberg et al. (2001) opstiller, udover denne basale videnskabsteoretiske præmis, fire punkter, som sammenfatter de overordnede principper for diskursanalysen:

  1. Diskurser er ”relationelle betydningstrukturer”. De har ingen fast kerne eller centrum og forbliver derfor dynamiske i deres sammensætning af elementer og forholdet mellem disse.
  2. Diskurser er et produkt af interventioner, som kæder betydningselementerne sammen på en bestemt måde. Disse interventioner kan både kaldes for politik, magt og hegemoni.
  3. Diskurser konstrueres i forhold til udenforstående elementer, der ses som ”fremmede” eller som en trussel mod stabilitet.
  4. Nye begivenheder og udviklinger kan destabilisere diskurser så de til sidst bryder sammen opløses, og nye dermed formes. Således skal diskurser ses som ustabile og kontingente i deres fiksering. Diskurser har dog en vis elasticitet, som gør det muligt at se også nye begivenheder og udviklinger igennem dem, indtil de altså omformes. (Dyrberg et al., 2001: 11-12).

Diskursbegrebet dækker således over en generel form for struktur, som giver en bestemt mening til bestemte begreber og på den måde former menneskers virkelighed, altafhængig af den givne kontekst. Diskurser kan defineres som ”bestemte måder at snakke om bestemte ting på indenfor bestemte domæner” (Aakvaag, 2008 :309) eller som ”et matrix, gennem hvilken vi forstår verden og kan beskrive den” (Vallgårda, 2013:28). Enhver diskurs indeholder regler, koder og regelmæssigheder, som regulerer hvad der må siges af hvem. Der eksisterer ofte flere diskurser på samme tid om samme emne eller felt, om end én af dem ofte vil være den dominerende diskurs, som kan ændres over tid via indpas af andre diskurser og dermed sandhedsopfattelser. Således ændres den sociale virkelighed over tid (Nexø og Koch, 2011).

Går man dybere end disse overordnede principper for hvordan diskursbegrebet skal forstås, eksisterer der en række uenigheder mellem de forskellige teoretikeres tilgange til begrebet. Én central uenighed ligger i, hvordan afgrænsningen af diskurser anskues. Diskurser kan både ses som afgrænsede til bestemte handlinger, eller som integrerede i alle slags handlinger. Dette kommer jeg ind på i følgende afsnit, hvor jeg først gennemgår Foucaults diskurs- og problemdefinitionsbegreb med det formål at knytte dette til de allerede forklarede begreber magt og subjektivering. Dernæst introducerer jeg Laclau og Mouffes diskursbegreb, som danner grundlag for min praktiske udførelse af analysen.

[Indholdsfortegnelse] 4.4.2 FOUCAULTS DISKURSBEGREB
I Foucaults diskursbegreb, anskues talen som social praksis og virkelighedsskabende fremfor blot beskrivende (Nexø og Koch, 2011). Virkeligheden konstitueres gennem sproget og de diskurser der findes i det. Sproget konstituerer ligeledes selvet i en på en gang objektiverende og subjektgørende proces, hvori individer kategoriseres og etiketteres og dermed mærkes med sin egen individualitet og identitet, som man bindes til. Når denne genstandsgøren og subjektivering af selvet finder sted, sker det i kraft af magtmekanismer (Heede, 2010). Forskellige diskurser udgør forskellige sproglige handlerammer med hensyn til, hvad der er acceptabelt og sandt at ytre. Sandhederne er eksempelvis forskellige inden for den kirkelige diskurs og den naturvidenskabelige diskurs (Aakvaag, 2008). Foucault benytter sig i denne sammenhæng af begrebet vidensregimer, som er regimer hvori specifikke sandheder gælder, og hvor nogle ”rigtige” ting kan siges, mens andre ”urigtige” ting ikke kan. I Foucaults diskursanalyse, arbejder han med et monolitisk vidensregimebegreb, hvor der eksisterer ét vidensregime for hver historisk periode, men altså kun et ad gangen (Jørgensen og Philips, 1999). Her adskiller Laclau og Mouffes diskursbegreb sig fra Foucaults, hvilket jeg vender tilbage til i næste afsnit.

Foucaults diskursanalyse har som formål at analysere udsagn. Udsagn skal ikke alene forstås som ord eller sætninger, men som kortvarige virkelighedskonstruerende talehandlinger. Dermed kan diskursanalysen hverken ses som en tekstanalyse eller en litterær analyse, hvor en forfatters forfattersskab analyseres (Andersen, 2003). Ej heller kan diskursanalysen, ifølge Foucault, forstås som en analyse af underliggende strukturer, som en analyse af talehandlingerne kan bruges til at ”afsløre”. Formålet med diskursanalysen er derfor aldrig at blotlægge skjulte intentioner eller en usagt virkelighed bagved udsagnene, eftersom en sådan essentiel virkelighed ikke eksisterer uden for diskurserne. Derimod er formålet med diskursanalysen at analysere udsagnene som de fremtræder, uden reduktion af udsagnet og uden stillen spørgsmål til, hvad udsagnets mening er (Andersen, 2003). Konkret for min analyse betyder dette, at formålet med analysen ikke er at undersøge en skjult og underliggende samfundsstruktur, f.eks. økonomisk, som påvirker transkønnede. Det er heller ikke at afsløre usagte hensigter bagved debatdeltagernes udsagn eller deres ”sande mening” om transkønnede. Formålet med analysen er derimod en granskning af de diskurser omhandlende transkønnethed, som udsagnene i deres umiddelbare fremtræden og frekvens konstituerer, samt hvordan diskurserne subjektiverer transkønnede i og udenfor diagnosekategorien.

[Indholdsfortegnelse] 4.4.3 PROBLEMDEFINITIONER
Jeg vil i dette afsnit redegøre for Foucaults konceptualisering af begrebet problemdefinitioner, som jeg anvender som analytisk redskab. Begrebet inddrages som hjælpemiddel til at afdække diskurserne i debatten om transkønnethed. Med dette menes der, at måden, hvorpå aspekter af transkønnethed eller vilkår for transkønnede gøres til et problem kan hjælpe til at vise både hvordan transkønnethed konstitueres som problem eller løsning samt hvordan transkønnede gøres til subjekter igennem de problemer de menes at være knyttet til.

En central del af politiske diskussioner og beslutningsprocesser udgøres, ifølge Foucault, af måden hvorpå fænomener i samfundet defineres som problemer. Når noget er defineret som et problem som skal løses, giver det anledning til politiske ændringer. Problemdefinitionen skal ses som en fortsat forhandling, som foregår i alle stadier af den politiske beslutningsproces, hvori problemet kan skifte karakter undervejs (Vallgårda, 2013). Løsninger udgør en vigtig del af problemdefinitionen og kan ofte synliggøre et problem, som ellers ikke ville være blevet betragtet således (Vallgårda, 2013). I Foucaults analytiske arbejde betragtes problemdefinitioner (eller problematisering, som han formulerer det) ud fra en forståelse af, at problemer ikke kan ses som direkte konsekvenser af historiske hændelser, men derimod som svar givet af konkrete individer. Over tid kan problemerne defineres ens i et tilpas stort antal tekster af forskellige individer til at gøre det generelt og anonymt (Foucault, 1988). Problemdefinitioner analyseres ifølge Foucault vha. spørgsmål om, hvordan og hvorfor bestemte fænomener, adfærd og processer bliver til problemer. Eksempelvis kan der spørges, hvorfor nogle adfærdsmønstre defineres som ”skøre” eller ”syge”, mens andre lignende adfærdsmønstre ikke gør. Analysen udføres med inddragelse af den relevante historiske kontekst (Foucault, 1988). I problemdefinitioner lægges der vægt på specifikke dele af årsager og løsninger. Dette kan synes uundgåeligt i komplekse problemstillinger, hvor samtlige videnskabeligt viste årsagskomponenter ville være umulige at inddrage i politiske forslag. Fokusset på visse dele medfører imidlertid også en eksklusion af andre dele af problemet og udstiller dermed én bestemt version af den virkelighed, problemet søger at repræsentere (Rochefort og Cobb, 1994). Hvordan problemer og løsninger defineres, afhænger således af, hvem der betragter problemet og hvilket handlerum, der eksisterer for politiske ændringer. Jeg vil inddrage begrebet problemdefinitioner som et nuancerende lag i den diskursive analyse, således at problemer og løsninger betragtes som dele af diskurser.

[Indholdsfortegnelse] 4.4.4 LACLAU OG MOUFFES POLITISKE DISKURSBEGREB
Min diskursanalyse baserer sig, som førn ævnt på Foucaults poststrukturalistiske begrebsapparat og på de grundlæggende principper for forståelsen af virkelighed, som diskursteori overordnet er bygget på. For brug af konkrete diskursanalytiske redskaber vender jeg nu mit blik mod de post-marxistiske teoretikere Ernesto Laclau og Chantal Mouffe og deres politiske diskursanalyse. Dette gør jeg af flere årsager. For det første er formålet med min analyse at undersøge de generelle samfundsmæssige diskurser omkring transkønnethed, hvilket også ligger til grund for mit valg af empiri, som er valgt for tilnærmelsesvist at kunne afspejle en bredere tendens. Netop de overordnede udviklinger i brede samfundsdiskurser er udgangspunktet for Laclau og Mouffes diskursanalyse, der står i kontrast til f.eks. diskurspsykologiske analyser, som orienterer sig mod diskursive hverdagspraksisser og dermed mindre brede diskurser (Jørgensen og Philips, 1999). For det andet, undersøger jeg i min analyse, hvordan en konkret politisk ændring, nemlig beslutningen om, at fjerne diagnosen ”kønsidentitetsforstyrrelser” fra SKS, er kommet i stand som produkt af en konflikt mellem, hvad jeg opstiller som to forskellige diskurser. Her viser Laclaus og Mouffes teori sig brugbar, idet den beror på en pluralistisk model, hvor flere diskurser eksisterer på én gang og konkurrerer med hinanden om at opnå hegemoni. Dette kommer jeg tilbage til i det følgende afsnit, hvor jeg gennemgår Laclau og Mouffes diskursbegreb, herunder begreberne antagonisme, hegemoni, moment, nodalpunkt og flydende betegner, som indgår som begreber i analysen.

Den argentinske filosof og teoretiker Ernesto Laclau har alene og sammen med den belgiske filosof Chantal Mouffe siden 1970’erne haft en markant rolle i den politisk-teoretiske diskussion, isærdeleshed i kraft af hovedværket “Hegemony and Socialist Strategy”, som de sammen udgav i 1985. Laclau og Mouffes diskursanalyse baserer sig på en sammensætning af strømninger, herunder Freuds og Lacans psykoanalyse, Foucaults poststrukturalistiske diskursbegreb samt et post-marxistisk fundament, hvori det marxistiske projekt består, men der brydes med traditionel marxistisk determinisme og essentialisme. Laclaus marxisme skal således forstås som en marxistisk teori, som gør op med essentialistiske og deterministiske dualismer såsom struktur/agens og ideologi/videnskab ved hjælp af inddragelse af poststrukturalistisk teori (Howarth, 2015). I sin forståelse af viden og objektivitet som flydende, kontekstuel og uessentiel, læner Laclau og Mouffe sig op af Foucault og andre poststrukturalistiske og socialkonstruktivistiske tænkere i deres diskursteori. Dog adskiller Laclau og Mouffes diskursteori sig fra Foucaults på flere måder. Laclau og Mouffe bygger videre på Foucaults diskursbegreb ved at udvide rammerne for, hvad der kan forstås som diskurser. Foucaults diskursbegreb forstås primært som noget, der afgrænses til kommunikation, sprog og symbolik (Howarth, 2015). Dette gør Laclau og Mouffe op med, idet de inkluderer ikke-linguistiske elementer i diskurser, da de mener, at praktiske og fysiske handlinger, der foregår uden for den sproglige ramme også har en berettigelse i konstitueringen af diskurser og dermed kollektive sandheder (Howarth, 2015). Derudover har Laclau og Mouffe, som før nævnt, en pluralistisk tilgang til diskursbegrebet. Ifølge dem eksisterer flere diskurser og vidensregimer på samme tid og gør det muligt for tegn at eksistere parallelt, men med forskellige betydninger i forskellige diskurser. Dette fænomen kaldes for flydende betegnere.

Laclau skelner mellem diskursivitet og diskurs. Diskursivitet betegner det vilkår, at alle identiteter eksisterer relationelt, altså i forhold til hinanden. Dog resulterer disse relationelle forhold ikke nødvendigvis i en diskurs, som har en systemisk karakter. Således kan forholdene mellem identiteter være flydende og upræcise i deres placering, hvor selve diskurserne ses som delvist eller næsten fikserede. Diskurser ses af Laclau som strukturer, der etableres når elementer fastlåses som momenter (Jørgensen og Philips, 1999). Elementer ses som tegn, altså ord eller begreber, som kan betyde flere ting og altså endnu ikke har fast betydning. Dette sker når de fastlåses i et moment, som udgør en entydig mening i en specifik diskurs. Diskurser kan altså ses som netværk af momenter med bestemte betydninger gældende for den diskurs. Diskurser opnår aldrig en fuldstændig komplethed eller lukkethed, derfor er fastlåsningen af elementer i momenter heller aldrig fuldstændig (Jørgensen og Philips, 1999). Det er netop dette, som gør diskurser politiske. Man kan argumentere for, at såfremt diskursernes strukturer var komplette og fikserede, ville det politiske ikke eksistere, da det eksisterer i kraft af potentialet for forandring. Samtidigt har strukturens ukomplethed en indvirkning på subjektet; idet strukturen er ukomplet, har subjektet ikke en komplet, fikseret rolle, som det kan forme sig efter, men må selv definere sig i relation til dynamiske strukturer (Andersen, 2003). Diskurser ses som et forsøg på eller en proces mod en partiel fiksering i diskursivitetens flydende relationer, hvilket medfører muligheden for at definere betydningen af begreber eller ting (Laclau, 2015).

At opnå en partiel fiksering, som er mere fuldendt end andre diskursers, betegner Laclau som hegemoni. Hegemoni er det ”herredømme”, en diskurs opnår, når den er næsten komplet fikseret og dermed bliver i stand til at definere den politiske sandhed eller med andre ord, hvad der for den brede befolkning er naturligt og givet. Hegemonien, herredømmet, etableres vha. artikulation, også kaldet italesættelse. Artikulation henviser i denne sammenhæng til at give noget betydning ud fra den meningsramme, det sættes i (Laustsen, 2011). Et begreb som ”Demokrati” kan artikuleres forskelligt afhængigt af, hvilke andre ting og begreber det kædes sammen med i en meningsramme, altså diskurs. Den diskurs, som er partielt fikseret og altså har hegemoni, er den, hvis artikulation af ”demokrati”, der regnes for den ”sande” eller ”rigtige” i samfundet.

Den relativisme, som diskursiviteten udgør, betyder at diskurserne ikke eksisterer i sig selv, men derimod i forhold til hinanden, i kraft af antagonismer (Laclau, 2015). En antagonisme skal forstås som en konflikt mellem to diskurser (Jørgensen og Philips, 1999). En diskurs vil altid eksistere i kraft af modsætninger til andre diskurser. I denne sammenhæng markerer en given diskurs, hvem der er ”insidere”, og hvem der er ”outsidere” eller ”venner” og ”fjender” i forhold til diskursens meningsramme. På den måde kan subjekterne, som stemmer overens med diskursen, etableres over for negative subjekter, som betragtes som fjender. Dette betegnes sociale antagonismer (Howarth, 2015). Som eksempel kan nævnes den konservative diskurs over for homoseksualitet i 80’ernes England, hvor homoseksuelle blev fremstillet som en fjende, der søgte at promovere deres utraditionelle livsstil og dermed underminere de subjekter, som den kernefamilieorienterede, konservative diskurs tilbød (Howarth, 2015). Den konservative identitet og den homoseksuelle identitet udelukker i dette tilfælde hinanden i den forstand at der ville være en diskursiv konflikt i, at have begge diskurser på samme tid. Det er således nødvendigt at undersøge modsætninger, modstillinger og antagonismer til andre grupper og diskurser for at kunne undersøge en diskurs. Antagonismer definerer altså de steder, hvor diskurser støder sammen. Disse bliver opløst igennem det, som kaldes hegemoniske interventioner. Ved en hegemonisk intervention, begrænses muligheden for, hvad der kan menes om noget, der før var uenighed om på tværs af diskurserne, til én diskurs’ definition af det. Således skabes der igennem en hegemonisk intervention hegemoni om et givent emne, hvor én diskurs får lov til at dominere (Jørgensen og Philips, 1999).

I Laclaus terminologi, består en diskurs, som før nævnt, af et netværk af fastlåste momenter, som ses som sammenhængende inden for diskursen. Dette netværk betegnes som en ækvivalenskæde (Jørgensen og Philips, 1999). Laclau betegner priviligerede momenter, som resten af momenterne i diskursen forbindes omkring, nodalpunkter (Bom, 2015). En medicinsk diskurs kan f.eks. vises at være bygget op omkring nodalpunktet ”kroppen” som Jørgensen og Phillips (1999) bruger som eksempel. Dette betyder ikke, at ”kroppen” som moment kan stå alene eller have betydning uden diskursens andre momenter. Den kontekstuelle afhængighed gælder også for nodalpunkter. Nodalpunkter er heller ikke nødvendigvis reserveret til at tilhøre blot én diskurs. Mange nodalpunkter og mange momenter kan forstås som det, Laclau og Mouffe kalder for flydende betegnere. Laclau (2015) bruger elementet ”demokrati” til at eksemplificere, hvad der forstås ved en flydende betegner. ”Demokrati” indgår i mange diskurser men konstitueres nødvendigvis anderledes i en liberal diskurs end den gør i en marxistisk eller en konservativ diskurs. Således kan alle tre diskurser have et moment eller nodalpunkt, som kaldes ”demokrati”, men som gives komplet forskellig mening og kædes sammen med forskellige andre momenter i de tre forskellige diskurser (Laclau, 2015:82). Flydende betegnere kan ifølge Jørgensen og Phillips (1999) udgøre et brugbart redskab til konstruktionen af en diskursorden, altså en gruppe af diskurser, som eksisterer inden for samme sociale område. Diskurserne har som regel både uenigheder og opfattelser til fælles. Flydende betegnere kan hjælpe med at fastsætte, hvori uenighederne eksisterer og omvendt på hvilke områder, diskurserne deles om fælles sandheder eller naturligheder (Jørgensen og Philips, 1999).

Min analyse udføres med brug af begreberne antagonisme, hegemonisk intervention, momenter, nodalpunkter og flydende betegnere. Disse begreber lægger rammen for, hvordan jeg strukturerer diskurserne som transkønnethed. I det følgende afsnit skitserer jeg min praktiske metode, herunder min praktiske læsning og tematisering af det empiriske data.

[Indholdsfortegnelse] 4.5 Overblik over empirien og indledende tematiseringer
Som nævnt i afsnittet ”Indsamling og afgræsning af empiri”, er min analyse baseret på Folketingets debatter om transkønnethed mellem 2007 og 2016. I 2007 blev det første beslutningsforslag fremsat omhandlende transkønnedes rettigheder, og i 2016 udmundede beslutningsforslag B7 i en beslutning om at fjerne transkønnethed fra kategorien over personlighedsforstyrrelser i Sundhedsvæsnets Klassifikations System (SKS). I den niårige periode, hvorfra empirien stammer, blev der fremsat i alt ni lov- og beslutningsforslag, hvor transkønnedes vilkår har fokus eller er nævnt i folketingsbehandlingerne og i selve forslagene. Selvom ikke alle forslagene omhandler transkønnethed som diagnose eller en eventuel redefinering i SKS, anskuer jeg debatten om forskellige aspekter af transkønnethed og transkønnedes vilkår som en sammenhængende proces som er frugtbar at analysere, frem for at nøjes med en analyse af den ene debat, som i 2016 førte til beslutningen om ændringen i SKS, eftersom debatterne ligger i forlængelse af hinanden og som helhed ændrer karakter over tid. Behandlingen af beslutnings- og lovforslagene har jeg analyseret som helheder, dvs. inklusiv 1., 2. og 3. behandlinger, bilag og spørgsmål fra folketinget. Dette materiale, som tilhører beslutnings- og lovforslagsbehandlinger udgør den største del af empirien. Derudover er også inkluderet i analysen henvendelser til ministre eller udvalg i folketinget fra private borgere eller interesseorganisationer eller foreninger. Disse udgør en vigtig del af empirien, eftersom de repræsenterer den ”civile” stemme i folketingets debat.

Rent praktisk indledte jeg analysen med en grundig gennemlæsning af det empiriske data, hvor jeg markerede ord og vendinger, som blev brugt hyppigt eller på anden måde syntes interessante for analysen. Jeg opstillede en liste over disse markerede nøgleord for hvert beslutnings- og lovforslag for at sammenligne dem samt at få en forståelse af den tidmæssige udvikling i sprogbrugen. Disse nøgleord dækker både over praktiske og konkrete problematikker og vilkår for transkønnede samt mere abstrakte og værdibetonede temaer, som bringes i spil, når der tales som transkønnethed i Folketinget. Nøgleordene kan opridses således: navne, cpr-numre og identifikationspapirer, behandlingen på sexologisk klinik, herunder ventetider, transkønnethed som diagnose og sprogbrug om transkønnethed. Nogle af nøgleordene har været deciderede fokuspunkter for beslutningsforslag og lovforslag, såsom forslaget om juridisk kønsskifte og ændringen af diagnoseklassifikationen, mens andre er blevet sat på dagsordenen i forbindelse med spørgsmål stillet til ministeren eller i separate høringer. Jeg lavede dernæst en grafisk model over de fundne temaer, hvor jeg kædede dem sammen i et tematisk netværk inspireret af Attride-Sterling (2001), i hoved- og undertemaer, hvormed deres interne relation til hinanden blev skitseret. Dernæst læste jeg empirien igennem igen, denne gang med et særligt udkig efter antagonismer, altså modsætningsforhold, både mellem aktører, udsagn og holdninger. Dette viste sig frugtbart på den måde, at antagonismer tillod mig at påbegynde en konstruktion af to modstående diskurser, som blev rammen for mine analyseresultater. Disse blev undersøgt igennem en dekonstruktion, altså en opsplitning af diskursernes nodalpunkter og momenter (Andersen, 2003) og udmøntede sig i to grafiske fremstillinger af to modstående diskurser. Disse to diskurser, deres nodalpunkter og momenter beskrives og diskuteres i næste kapitel, som udgøres af specialets analyse.

[Indholdsfortegnelse] 5. ANALYSE
I dette kapitel gennemgår jeg resultaterne af min analyse. Kapitlet starter med en kort gennemgang af debattens aktører og deres positionering over tid samt debattens hovedtemaer og disses udvikling over tid. Herefter fremlægges min egentlige analyse, hvori jeg fremsætter to kæmpende diskurser, Naturens og samfundets orden er uforanderlig og Individets ret til eget liv, hvor jeg anser hegemoniseringen af den sidstnævnte for at være årsag til ændringen af diskursen om transkønnede og hermed redefineringen af diagnosen transseksualitet fra SKS. Dette hovedargument udfoldes i analysen vha. en gennemgang af nodalpunkter, momenter og flydende betegnere samt problematiseringsbegrebet, hvilke jeg anvender til at undersøge transkønnedes subjektivering, kønsbegrebet, samt brugen af diagnoser i debatten.

[Indholdsfortegnelse] 5.1 Debattens hovedaktører og udviklingen over tid
Da empirien hovedsageligt består af folketingsdebatter, er en betydelig andel af udsagnenes aktører medlemmer af Folketinget, som repræsenterer de forskellige partier og skiftende regeringer over årrækken. I den niårige periode har forskellige personer haft embede som Sundhedsminister, som er den mest centrale ministerpost i forhold til debatten om transkønnede. Selvom de forskellige partier og ministre afgjort har forskellige holdninger til sagerne om transkønnede, fokuserer min analyse minimalt på de enkelte aktørers rolle i debatten. Dette gøres ud fra min analysestrategi, som baserer sig på Foucaults magtbegreb. Hos Foucault er magt ikke er en noget, man har i kraft af sin person eller embede, men noget, der eksisterer i kraft af sin udfoldelse, indvævet i debattens sproglige konstruktioner af, hvad der ses som ”sandt”, og hvad der i forhold til denne ”sandhed” er muligt og umuligt at ytre (Foucault, 1976). Jeg beskæftiger mig derfor ikke med partiernes, politikernes eller ministrenes magt som juridisk magt, men derimod med magten som værende det, der former diskurserne og dermed den konstruerede sandhed om transkønnethed. Udover de partipolitiske aktører er der en række aktører, som har været vigtige i den politiske debat om transkønnethed. Disse indbefatter primært interesseorganisationer med det formål at repræsentere transpersoner eller transkønnede og disses interesser på den ene eller anden måde igennem tiden. Deres deltagelse i debatten er primært gennem henvendelser og generel dialog med folketingets udvalg, deltagelse i høringer og ekspertmøder, samt separate kampagner kontakt til pressen. Pressedækningen har ikke været en direkte del af min indsamlede empiri, men har dog optrådt i dens periferi, idet der til tider er blevet refereret til nyhedsartikler og debatindlæg af folketingsmedlemmer. Disse interesseorganisationers eksistens, organisering og positionering er centrale for analysen, dels fordi de har haft en aktiv rolle i, hvordan og hvorvidt den magthavende diskurs om transkønnethed har kunne ændre sig i deres deltagelse i den politiske debat, dels fordi de selv igennem deres egen positionering og selvidentifikation kan vise noget om, hvordan transkønnede er blevet gjort til subjekter. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan de transkønnedes ”stemme” har været fragmenteret og dynamisk skiftende, især i starten af den undersøgte periode. Der har gennemgående været flere organisationer ad gangen, som har repræsenteret gruppen af transkønnede med vekslende deltagelse i debatten. Dette illustreres i følgende tidslinje, som viser aktørerne og deres deltagelse i debatten over tid.

Figur 2: Interesseorganisationer i debatten om transkønnethed 2007-2016

Figur2.

Figur2.

I starten af den undersøgte periode var de primære interesseorganisationer Patientforeningen for Transseksuelle (PfT) og Trans-Danmark. Disse to organisationer adskilte sig til dels ved hvor snæver en gruppe de repræsenterede, idet PfT kun repræsenterede mennesker med den egentlige diagnose transseksualitet og Trans-Danmark med undertitlen Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle altså repræsenterede både transkønnede og Transvestitter. Dette var en uenighed ved flere lejligheder i debatten, hvori PfT gav udtryk for en modvilje over for f.eks. mulighed for juridisk kønsskifte uden stillet diagnose, da de ikke anså Transvestitter som værende sande transkønnede uden diagnosen (SUU alm. Del – bilag 4, 25. september 2007). Således var aktørerne forskellige i deres tilgang til både selve identiteten transkønnet, men også i deres tilgang til diagnose som en fordel eller ulempe, hvilket jeg vender tilbage til senere i analysen. Herudover modtog folketingets udvalg en del henvendelser fra private personer med en holdning eller personlig oplevelse med transkønnethed. I 2010 skiftede Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske navn til Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner (LGBT Danmark) og begyndte hermed specifikt at repræsentere transpersoner foruden homoseksuelle. LGBT Danmark har siden da været en meget aktiv deltager i alle de undersøgte debatter, forhandlinger og høringer. Udover selve interesseorganisationerne, som kun repræsenterer transkønnede, eller LGBT-mennesker, har Amnesty International været en central aktør, især siden 2014, hvor rapporten med den påfaldende Foucaultsk lydende titel ”The State Decides Who I am” blev udsendt i forbindelse med deres store kampagne #SygtSystem for fjernelsen af transseksualitet fra SKS samt forbedret behandling og overordnede vilkår for transkønnede. I 2016 udsendte Amnesty International endnu en rapport, ”Transkønnedes adgang til Sundhed i Danmark” og imens dette speciale blev skrevet, afleverede de 48.613 indsamlede underskrifter til sundhedsministeren med det formål at forbedre transkønnedes muligheder for behandling (Amnesty International, 2017). Denne deltagelse fra en vigtig, velkendt og global menneskerettighedsorganisation har naturligvis haft indflydelse på diskursen om transkønnethed. Ikke mindst idet, at fænomenet gøres til et fælles anliggende, omhandlende universelle rettigheder, som samfundet som helhed opfordres til at tage hånd om. Denne strømning kommer jeg tilbage til senere i analysen.

Udover de aktører, som deltager direkte i den undersøgte debat, findes der en række vigtige, men mere indirekte aktører, som både folketingets og civilsamfundets aktører henviser og refererer til i debattens løb. Dette drejer sig især om internationale aktører. Af disse skal nævnes

Selvom min empiri og analyse er baseret og fokuseret på den danske kontekst og debat, er denne referering til udenforstående, globale aktører relevant for analysen, da den både bidrager til de forskellige diskursive strategier, som er i kamp om herredømmet, men også eftersom Danmarks rolle i det internationale samfund udgør en diskurs i sig selv, som jeg inddrager i analysen. Denne diskurs baseres på en præmis om, at den danske debat ikke eksisterer uden det internationale samfund, hvilket de forskellige parter minder hinanden om mange gange debatten igennem. Det internationale samfund, de globale institutioner og ikke mindst andre nationer er noget, som danske beslutningstagere må forholde sig til, nogle gange som forbilleder, andre gange som konkurrenter. Dette kommer jeg nærmere ind på senere i analysen.

[Indholdsfortegnelse] 5.2 To kæmpende diskurser om transkønnethed
I dette afsnit gennemgår jeg de to hoveddiskurser om transkønnethed, som jeg har fundet i empirien samt deres kontraster og deres udvikling over tid. De to diskurser kalder jeg for 1) Naturens og samfundets orden er uforanderlig og 2) Individets ret til eget liv. Analysen viser en diskursiv udvikling, som bærer præg af en hegemonisk intervention, hvor nogle antagonismer mellem diskurs 1 og diskurs 2 hegemoniseres ud fra diskurs 2’s sandhedsopfattelser. Dette betyder ikke, at diskurs 1 opløses totalt, men at muligheden for bestemte holdninger til og opfattelser af køn og transkønnethed indsnævres i henhold til opfattelserne i diskurs 2. Denne udvikling af hegemonien er sket under indflydelse af sammenhængen med en tredje relevant diskurs, som jeg kalder Danmark som foregangsland. Som første del af min analyse, opstiller jeg et privilegeret nodalpunkt kædet sammen med momenter, som udgør rammen for virkelighedsopfattelsen i diskursen. Derefter diskuterer jeg hvordan transkønnede subjektiveres i de to diskurser samt hvordan kønsbegrebet opfattes forskelligt i dem med inddragelse af Laclau og Mouffes begrebsapparat samt begreber fra kapitlet ”Teoretisk kontekstualisering”. Således vil dette kapitel udgøre en sammensætning af analytiske og diskuterende elementer.

[Indholdsfortegnelse] 5.2.1 DISKURS 1: NATURENS OG SAMFUNDETS ORDEN ER UFORANDERLIG
Diskursen Naturens og samfundets orden er udoforanderlig konstrueres ud fra nodalpunktet kroppen. Dette nodalpunkt fremsætter jeg, da jeg ser dette som værende det privilegerede moment i diskursen, altså et nøglemoment, som andre tegn hægtes til og tilsammen danner den næsten statiske enhed med (Jørgensen og Philips, 1999). Kroppen opstilles som nodalpunkt som omdrejningspunkt for flere pointer i diskursen. Momenter, der opstilles omkring nodalpunktet, kalder jeg Det biologiske og permanente køn, Samfundet som funktionelt og stabilt, Lægen som ekspert, Virkeligheden udgøres af det naturlige, Diagnoser som redskab og Transkønnethed som medicinsk problem. Netværket af momenter rundt om nodalpunktet vises i følgende figur.

3: Diskurs 1: Naturens og samfundets orden er uforanderlig

Figur 3.

Figur 3.

I følgende afsnit argumenterer jeg for eksistensen af de seks inkluderede momenter i diskurs 1 og forklarer dem hver især.

Virkeligheden udgøres af det naturlige
“Virkeligheden” fremstår i diskurs 1 som som noget, der eksisterer objektivt og adskilt fra menneskelig indflydelse, magt og politik. “Virkeligheden” ses i diskursen som noget, man nødvendigvis må forholde sig til og indrette sig efter som menneske og som politiker, eftersom det ikke kan laves om, da det baserer sig på noget naturligt og dermed indiskutabelt. Joachim B. Olsen (LA) (2014) udtrykker diskursens virkelighedsopfattelse i følgende citat, som er taget fra en ordveksling omhandlende vigtigheden af kønsspecifikke cpr-numre og pas som identifikationspapirer:

De kan føle sig og være lige præcis, hvad de har lyst til. Men det har ikke noget at gøre med, at man kan få et dokument, der ikke afspejler virkeligheden. Det har intet at gøre med at være mindre frisindet, at man har det synspunkt.” (1. behandling af L189, 2014).

I citatet konstrueres “virkeligheden” noget man kan “afspejle”, i dette tilfælde med identifikationsdokumenter. Således bliver samfundsstrukturerne i denne diskurs en afspejling og ordning af en allerede eksisterende virkelighed, som de intet kan stille op i mod.

Det biologiske og permanente køn
I sammenhæng med denne faste virkelighedsopfattelse ses kønnet som noget biologisk og binært af definition, hvilket pointeres flere gange i løbet af debatten, som f.eks. når Charlotte Dyremose fra Konservative Folkeparti (2014) forholder sig kritisk til ændringen af Sundhedsloven i forbindelse med indførelse af juridisk kønsskifte:

Men det har vi netop også gjort, ved at de personer f.eks. kan få lov til at skifte navn og dermed også leve med en anden navnemæssig identitet. Men uanset hvad, ændrer det faktum, at man er transkønnet, jo ikke på, at man har et fysisk køn. Og det fysiske køn har bl.a. konsekvenser for, hvad man har brug for af tilbud i sundhedssektoren. Altså, så må vi tale om at ophæve køn, og det mener jeg bare ikke vi skal. Jeg mener ikke, det er hensigtsmæssigt, og jeg har heller ikke lyst til det. Jeg har ikke lyst til, at vi ikke længere kan definere os som mænd og kvinder. Og så kunne man overveje at definere sådan et tredje køn, men det er jeg heller ikke sikker på at der er nogen der er interesseret i. Derfor må vi bare forholde os til, at der er en virkelighed, hvor vi, uanset om vi er glade for det eller ej, er født med et fysisk køn” (1. behandling af L189, 2014).

Her opfattes kønnet som naturligt, neutralt eksisterende, men også som en funktion I samfundet, specielt i sundhedssektoren. Det, der refereres til som ”virkeligheden” dækker således både over en antaget biologisk virkelighed samt en samfundsmæssig virkelighed, hvor det binære køn optræder som funktionel kategori, som er en del af samfundets fungerende praktik. Diskursen kan på den måde ses i en sammenhæng med det vidensregime, man kan kalde det naturvidenskabelige vidensregime hvor den grundlæggende naturvidenskabelige logik ikke er til diskussion. Denne opfattelse af kønnet som objektivt binært artikuleres flere gange i eksplicit modsætning til den anden diskurs, hvormed diskurs 1 konstitueres gennem sin modsætning til den forskellige kønsopfattelse, som opridses i følgende citat af Anita Christensen (DF) (2008):

Enhedslisten nævner, at det kønsmærkede cpr-nummer er med til at opretholde ideen om køn som noget naturligt og medfødt. Lad mig sige, at jeg betragter køn som noget overordnet, naturligt, medfødt, ikke som en social konstruktion, som Enhedslisten synes at mene. Det medfødte køn må altså være udgangspunktet, og har man store problemer med det, er der jo, som jeg har nævnt, mulighed for at få hjælp til at skifte køn.” (1. behandling af B6, 2008)

Den antagonisme, som opstilles her, kan siges både at være tilhørende diskurs 1 samt en generel antagonisme mellem de to diskurser. Med dette mener jeg, at diskurs 1 her definerer sig ud fra diskurs 2’s mere flydende kønsopfattelse som en “fjende”. Dette er med til at afgrænse diskurs 1, ved at gøre det klart, hvad der ikke er mulighed for at ytre i denne diskurs, altså at køn er en social konstruktion.

Lægen som ekspert
Accentuationen af det naturvidenskabelige danner også grundlag for vigtigheden af lægevidenskaben i diskursen samt det eftertryk, der lægges på lægers og Sundhedsstyrelsens kompetencer og ekspertise når det kommer til transkønnethed og behandlingen af transkønnede. I følgende citat kommer den autoritet, som sundhedsvæsnet repræsenterer i diskursen til udtryk:

Forslagsstillerne foreslår også, at myndige personer selv skal kunne vælge at gennemgå en kønsskifteoperation i offentligt regi uden om Sundhedsstyrelsen. I dag er det, som ministeren også sagde, sådan, at vedkommende, som ønsker en kønsskifteoperation, har været igennem et observationsforløb sammen med Sundhedsstyrelsen, så parterne er sikre på, at operation er det helt rigtige at gøre. I denne forbindelse nyder patienten gavn af Sundhedsstyrelsens erfaring og ekspertise på området, en erfaring, som patienten naturligvis på ingen måde selv kan have. Derfor mener Venstre, det er uforsvarligt at tillade, at disse beslutninger træffes uden om Sundhedsstyrelsen.” (Marion Pedersen (V), 1. behandling af B142, 2007).

Kønsmodificerende behandling artikuleres generelt igennem debatten som en meget stor og risikofyldt proces at gå ind i. I dette citat diskuteres det, hvorvidt personer selv skal kunne bestemme om de vil gå i gang med denne proces. Dette fremstilles som en “uforsvarlig” ide, idet individet mangler den ekspertise, som sundhedsvæsnet kan bidrage med. Sundhedsvæsenet bliver her et nærmest beskyttende organ, som fungerer som en kollektiv erfaring for de patienter, der kommer med et ønske om kønsmodificerende behandling. Ordet patient er desuden bemærkelsesværdigt, eftersom en patient som regel kan sidestilles med en person som er syg eller i hvert fald har et medicinsk problem, som skal løses. Dette handler det næste moment i modellen om.

Transkønnethed som medicinsk problem
Transkønnethed ses i diskurs 1 primært som en tilstand (sjældent omtalt som egentlig sygdom), der skal behandles og afhjælpes så patienten kan få det bedre. Transkønnedes rettigheder har således en plads inden for diskursen, men rettigheder og forbedringer forstås i denne sammenhæng som patientrettigheder og forbedringer i sundhedsvæsenet og i den medicinske behandling af transkønnede, fremfor eksempelvis sproglige, retoriske eller symbolske ændringer, som udgør momenter i diskurs 2, hvilket jeg vender tilbage til. Dette kommer til udtryk i følgende citat, hvor Jane Heitmannn (V) (2015) forholder sig til forslaget óm, at fjerne transkønnethed fra den danske sygdomsliste, fremfor at vente på WHO’s omklassifikation i den kommende udgave af ICD-systemet:

Så vil jeg sige, at det, der er rigtig vigtigt for mig, er, at vi sikrer, at der også er patientsikkerhed, at der også er tryghed omkring behandlingen, når man er transseksuel. Og jeg mener faktisk, at man sætter nogle ting over styr ved at, hvad skal man sige, forfølge den model, som jeg tror at forslagsstillerne lægger op til med det beslutningsforslag her.” (1. behandling af B7, 2016).

Her fokuseres der som sagt på rettigheder og beskyttelse, man har krav på som patient. På den måde holdes transkønnethed i en medicinsk sfære, hvor det er “medicinske spilleregler” der gælder.

Diagnoser som redskab
I forlængelse af dette konstrueres diagnosebegrebet som en “grundpille” i sundhedsvæsnets praksis, hvormed den praktiske funktion af diagnoser understreges som i følgende citat af sundhedsminister Sophie Løhde (V) (2016):

Men når en person henvender sig til sygehusvæsenet og søger behandling, sker der det, at lægerne stilleren diagnose. I sundhedsvæsenet er en diagnose nemlig en helt almindelig forudsætning for og led i behandlingen af patienter. En diagnose omfatter nemlig resultatet af de faglige vurderinger og overvejelser, som de sundhedsfaglige personer har haft i forhold til behandlingen. En diagnose er derfor grundpillen i den behandling, der tilbydes, og garantien for, at behandlingen bliver tilbudt på et forsvarligt grundlag.” (1. behandling af B7, 2016).

Diagnosen konstrueres som noget “nødvendigt” for funktionen af sundhedsvæsenet, hvis tilknytning til ord som “faglighed” og “forsvarlighed” igen understreges. Transkønnethed bliver i denne diskurs passet ind i en fast ramme, som udgøres af standardprocedurerne i sundhedsvæsnet med henvisninger til hvordan en “almindelig” behandling af patienter opbygges. Dette syn på transkønnethed og dets plads i sundhedsvæsnet, hænger sammen med det følgende, og sidste, moment.

Samfundet som funktionelt og stabilt
Dette moment udgøres af en generel forståelse, af, at samfundet fungerer godt som det er og at stabilitet er værd at bevare. Dette hænger i diskursen til dels sammen med de førnævnte naturvidenskabelige fakta og “naturligheder”, som danner grundlaget for det binære køn, som både udgør et faktum og en ordensfunktion i og med den, at den holder stabilitet i samfundet. Den kategori, som kønnet udgør er, ifølge diskurs 1, ikke kun relevant for det enkelte individ, men har derimod implikationer for det kollektive samfund. Dette udtrykkes i følgende citat af Charlotte Dyremose (KF) (2014), hvori det kritiseres af ændringen af sundhedsloven ville føre til en omformulering af ordet “kvinde” til “person” i nogle sammenhænge:

Derfor finder vi det direkte problematisk, at loven nu skal ændres, så sundhedsloven fremadrettet ikke længere må indeholde ordet kvinde i en række bestemmelser, men at det nu skal erstattes af ordet person. Vi er ikke tilhængere af et multikønsligt samfund med mange kønslige kategorier. For os er man enten kvinde eller mand, og derfor vender vi os imod, at ordet kvinde nu erstattes af »person med livmoder«, mens ordet mand erstattes af »person med mindst en testikel«. Altså, undskyld, men jeg vil ikke karakteriseres som en person med livmoder. Jeg vil gerne karakteriseres som kvinde. Og man kunne fristes til at tilføje, at det jo lige præcis også er det, der er tilfældet for transpersoner, så hvem er det egentlig, man glæder ved at udviske det her begreb fuldstændig? Og hvad med de kvinder, der har fået fjernet livmoderen på grund af cancer eller andre sygdomme? Ja, de har jo så ikke den identifikation, hverken som kvinde eller som person med livmoder. Og får de så heller ikke længere indkaldelser til lægeundersøgelser, altså dvs. sådan i virkeligheden?” (1. behandling af L189, 2014).

Her understreges det fokus, som diskurs 1 har, på de samfundsmæssige implikationer, som mere flydende kategorier ville kunne have. Hvis kategorierne bliver sat ude af kraft, får dette, ifølge Dyremose, konsekvenser for hende selv som subjektet kvinde. Derudover defineres transpersoner også her som nogen, der er enige med det binære kønssystem, idet, de også ønsker at være enten det ene køn eller det andet. Til sidst inddrages sundhedsvæsnets funktionalitet, som ifølge citatet ville blive svækket af en opløsning af kategorier på et mere praktisk plan. Denne måde at argumentere på er hyppig igennem det empiriske materiale og viser en opfattelse af kategorierne som værende både naturlige og rationelle i forhold til deres funktionalitet.

Denne rationalitet og funktionalitet, som diskurs 1 tillægger kønskategorien er baseret på et udgangspunkt i menneskekroppen i og med at kategorierne forstås som værende en afspejling af den objektive krop. På den måde overføres kroppens naturlighed til de sociale kategorier, som kan hægtes op på kroppen. Kroppen udgør som nodalpunkt ikke kun det ovennævnte fokus på den biologiske krop, men skal også ses som en metafor for funktionaliteten i samfundet. Med dette mener jeg, at samfundet i diskurs 1 konstitueres som et slags økosystem eller en krop, hvor de enkelte enheder må kende deres plads i systemet for at det kan blive ved med at fungere.

[Indholdsfortegnelse] 5.2.2 DISKURS 2: INDIVIDETS RET TIL EGET LIV
Diskursen Individets ret til eget liv konstrueres med afsæt i nodalpunktet Individet. Inden for denne diskurs fremsættes momenterne Subjektive identiteter, Historien som fælles erfaring, Frihed og Transkønnede som minoritet som værende sammenhængende og meningsgivende for hinanden, kædet sammen i det netværk, der tilsammen danner diskursen, illustreret i følgende figur. I figuren ses også et andet nodalpunkt som jeg kalder Danmark som foregangsland og som i min analyse skal ses som et nodalpunkt i en separat diskurs, som danner rammen for, hvordan Danmark som land bliver identificeret. Den stiblede linje i figur 1 indikerer, at diskursen Individets ret til eget liv læner sig op ad denne tredje diskurs, hvilket jeg kommer nærmere ind på senere hen i analysen.

Figur 4: Diskurs 2: Individets ret til eget liv

Figur 4.

Figur 4.

Diskurs 2 kan siges at være en udfordrende diskurs på den måde, at det generelt set er igennem den, at forandringer artikuleres og sat på debattens dagsordenen. Det gælder for alle folketingsforslag, at de primære argumenter for både forandringer behandlingsområdet, på det juridiske plan og mht. fjernelsen af diagnosen, at argumenterne kredser om klassisk humanistiske værdier såsom individuel frihed, tolerance og respekt for minoriteter. Jeg vil i følgende afsnit forklare diskurs 2’s momenter.

Frihed
Frihed er et noget uspecificeret begreb, der hyppigt bringes på banen igennem debatten om transkønnethed, specielt i diskussionen om det, at kunne definere sit eget køn, både juridisk og kropsligt igennem kønsmodificerende behandlinger, som er tilfældet i dette citat fra en henvendelse fra Trans-Danmark i forbindelse med beslutningsforslag B168 (2010):

En transkønnet, der lever fuldtids som det modsatte køn i forhold til det køn, pågældende blev født som og dermed i overensstemmelse med sin indre kønsidentitet, udsættes gentagne gange for ubehagelige situationer grænsende til diskrimination fordi pågældende ikke kan må have et fornavn, der svarer til pågældendes fysiske fremtoning. Det burde ikke være tilfældet. Det enkelte menneskes frihed til at forme sit liv og herunder hører friheden til at vælge sit fornavn, må gå forud for et stift, ensrettende og umyndiggørende system. Den transkønnede er selv bedst til at vide, hvad der er bedst for pågældende.” (Karin Astrup, formand for Trans-Danmark, B168:bilag 2, 2010).

Her artikuleres den personlige frihed som en værdi, der er vigtigere end de samfundsregler, der artikuleres som “et stift, ensrettende og umyndiggørende system”. Således bliver individets frihed sat i en kontrast til den struktur, som de regler og love, der begrænser denne frihed, bliver gjort til i diskursen. Sådan understreges diskursens fokus på forandring idet det tilstedeværende system anføres som “fjende” af friheden. Det fremgår i debatten, at frihed er en vigtig værdi, som der hersker en bred konsensus om, hos alle partierne i folketinget. Frihedsværdien bruges i derfor som noget, det er muligt at stille hinanden til ansvar for i debatten, som eksempelvis i dette citat, hvor daværende indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bliver kritiseret af Per Clausen (EL) (2007) for ikke at leve op til liberale principper i sin opfattelse af, hvordan køn er en biologisk given kategori:

Kan ministeren ikke godt forstå, at nogen kan opfatte det synspunkt som værende i strid med Venstres grundlæggende frihedsbegreber, hvor enhver ligesom er herre over sit eget liv, og de liberale grundprincipper, der også plejer at præge Venstre, i hvert fald når man holder festtaler på grundlovsdag?” (1. behandling af B142, 2007).

Frihed indgår således i debatten som et begreb, der kan artikuleres forskelligt og ses som værende relevant for forskellige aspekter. Frihed fastlåses som moment i diskurs 2, hvor den det, “at være herre over sit eget liv”, indgår som relevant for behandlingen af og regelsæt omkring det at have et køn. Selvvalgt navneskifte hænger i diskurs 2 sammen med liberale værdier og personlig frihed i stedet for at handle om køn. På denne måde, artikuleres transkønnethed som noget, der primært hænger sammen med tolerance, mangfoldighed, frisind og personlig frihed, frem for egentlig at være et spørgsmål om køn eller biologiske vilkår, sundhed eller sygdom. På den måde er momentet Frihed tæt relateret til momentet Subjektive identiteter, som jeg forklarer i følgende afsnit.

Subjektive identiteter
Diskurs 2 konstrueres med Individet som nodalpunkt og den personlige frihed i højsædet. En del af denne frihed er netop retten til at definere sin egen identitet og leve efter den. Denne opfattelse af identitet som noget subjektivt, frem for noget, der afspejler “det naturlige”, står i kontrast til diskurs 1, hvor identitet i højere grad konstrueres som noget, der netop afspejler den naturlige krop. Som det ses i følgende citat spiller konflikten mellem de to diskurser omkring subjektive identiteter en rolle i diskussionen om transkønnethed som diagnose:

[…]så findes der ingen eksakt objektiv lægefaglig viden eller lægefaglig diagnostik vedrørende transseksualitet –det kan man simpelthen aldrig opnå –alene af den grund at transkønnethed i definitionen af begrebet er et subjektivt fænomen, som man dermed ikke kan diagnosticere sig frem til. Og derfor mener vi, at kriterierne for at kunne få adgang til behandling burde være, at man opfatter sig selv som transkønnet, altså at man lever op til det her subjektive kriterie, at det er et vedholdende ønske, og at der ikke er nogen kontraindikationer for behandlingen […]” (Stine Brix (EL), 1. behandling af L189, 2014).

I dette citat defineres transkønnethed som værende subjektivt i sig selv og derfor som et ikke diagnosticerbart fænomen. Her forsøges transkønnethed trukket ud af den lægefaglige kontekst, som det igennem debatten som oftest diskuteres i, i og med, at beslutninger omhandlende emnet ligger under Sundhedsministeriets ressortområde. I følgende citat fokuserer daværende økonomi- og indenrigsminister Magrethe Vestager (RV) (2014) også på menneskets subjektive identitet og retten til denne i behandlingen af sit eget fremsatte lovforslag vedrørende det såkaldte juridiske kønsskifte:

Forslaget er udtryk for en tillid til og en alvor i forhold til den enkeltes identitet, og det synes vi bør stå stærkt og uantastet. Og det er måske det egentlige nybrud, nemlig den anerkendelse, der ligger i, at din kønsidentitet ikke er et spørgsmål om at være syg eller ikke være syg, men et spørgsmål om din egen identitet og dermed også din oplevelse af, hvem du er som menneske.” (1. behandling af L182, 2014).

Igen understreges den personlige identitet og muligheden for at udfolde den som det centrale i diskursen. Denne mulighed bør ifølge citatet stå “uantastet”, altså som første prioritet. Igen kommer transkønnethed i diskurs 2 til at handle om denne ret til subjektiv individualitet frem for at handle om køn eller biologi, sundhed eller sygdom. Dette leder mig hen på næste moment “Transkønnede som minoritet” hvori den transkønnede konstitueres som en minoritet, frem for en nærmere specificeret diagnosticeret krop, som er tilfældet i diskurs 1.

Transkønnede som minoritet
Dette moment forbindes med de andre momenter i diskurs 2 ved at kæde den transkønnede sammen med individuel subjektivitet og frihed eller mangel på samme og konstituerer den transkønnede i en minoritetsfortælling med historiske referencer, hvilket jeg vender tilbage til. Følgende citat viser, hvordan de transkønnede, i diskurs 2’s artikulation af dem som minoritet, får en specifik social rolle i sammenspil med resten af samfundet, som hverken er udgjort af deres køn eller krop, men af deres sociale position:

Det er jo altså sådan, som det mange gange er blevet sagt, at det ofte er på det niveau, som netop minoritetsgruppernes rettigheder ligger på, at man for alvor kan måle et lands mangfoldighed og tolerance, og jeg vil endda gå så langt som til at sige et lands og demokratiets dybde og bundklang. De små minoritetsgrupper er ofte så små, at de ikke kan kæmpe sagen alene, og derfor er der altså et behov for en særlig grad af beskyttelse og opmærksomhed fra det omgivende samfunds side, og små minoriteter kræver altså en særlig politisk opmærksomhed.” (Flemming Møller Mortensen (S), 1. behandling af B168, 2010).

Dermed italesættes transkønnede i kraft af deres mindretal og forskellighed fra andre bliver en kategori som majoritetssamfundet bør have tolerance over for. I citatet anskues behandlingen af minoriteter som et parameter for kvaliteten af et lands demokrati. Det at kunne eksistere som transkønnethed ses således som et eksempel på at kunne udfolde sig selv frit uden at blive direkte dømt af andre. Den transkønnede gruppe artikuleres desuden som “lille” med krav på “en særlig politisk opmærksomhed”, hvilket konstruerer et magtforhold mellem det brede samfund og de transkønnede, hvori det brede samfund har et ansvar over for den lille gruppe. Idet minoriteten ikke er magtfuld nok til at tale sin egen sag i tilstrækkelig grad, må flertallet tage et ekstra hensyn og med dette bevise sine egne principper. Minoritetsfortællingen og konstitueringen af transkønnede som minoritet læner sig i høj grad op af momentet Historien som fælles erfaring, som spiller en stor rolle i diskurs 1.

Historien som fælles erfaring
I forlængelse af forrige moment Transkønnede som minoritet inddrages historiske begivenheder, især homoseksuelles historie hyppigt i diskurs 2. Denne historie hænger stærkt sammen med minoritetsbegrebet, det de to grupper sidestilles, netop fordi de begge ses som historisk undertrykte minoritetsgrupper, som det fremgår af følgende citat, hvori Stine Brix (EL) (2013) forklarer de opfattede ligheder mellem grupperne:

Der er både ligheder og forskelle mellem homoseksualitet og transkønnethed. Det anerkender jeg. Lighederne er jo, at både homoseksuelle og transpersoner historisk set har oplevet at blive kriminaliseret, sygeliggjort og diskrimineret meget voldsomt, og derfor synes jeg, det er ret vigtigt at tage opråbet fra transpersonerne alvorligt, når de opfatter det som en voldsom diskrimination, at de er opført på listen over psykiske lidelser” (1. behandling af B168, 2013).

Her defineres de to grupper ud fra den diskrimination fra resten af samfundet, som de begge er gået igennem historisk. Historien om den homoseksuelle gruppe bruges dermed til at definere transkønnede som gruppe, men også til at definere Danmark som nation ud fra, som ses i følgende citat:

I Danmark bryster vi os ofte af frisind og tolerance, og gennem årtier har vi vist vejen. Tænk bare på fjernelsen af homoseksualitet fra listen over psykiatriske lidelser i 1981, 10 år før WHO gjorde det. Anno 2013 må man igen spørge sig selv, om tolerance og frisind stadig går hånd i hånd. Vi mennesker er forskellige. Hvem vi elsker, eller om vi klæder os som mænd eller kvinder hænger i høj grad sammen med den personlige frihed. Jeg vil nødig gøre mig til dommer over, om den ene livsstil er mere korrekt end den anden eller bidrage til at fastholde stigmatiseringer af bestemte minoritetsgrupper alene på grund af køn eller seksuel orientering.” (Jane Heitmann (V), 1. behandling af B116, 2013).

Jane Heitmann (V) refererer her til den tidligere diagnose for homoseksualitet, som afskaffedes i Danmark i 1981, 10 år inden den afskaffedes fra WHO’s ICD-system. Afskaffelsen af homoseksualitet fra diagnoselisten nævnes mange gange i debattens løb som et eksempel på hvordan Danmark beviste sig selv som fremsynet og tolerant. Fra dette drages en parallel til nutidens spørgsmål om transkønnethed. Historien inddrages i debatten som noget, der forpligter i kraft af at danne grundlag for en dansk selvforståelse, hvor frisind, tolerance og mangfoldighed er i højsædet. Denne danske selvforståelse giver jeg sit eget nodalpunkt, som jeg forklarer i følgende afsnit.

Danmark som foregangsland
Dette nodalpunkt konstrueres som en separat diskurs’ nodalpunkt i stedet for moment, fordi jeg anser denne danske selvforståelse som en hegemonisk diskurs i sig selv. Forskellen på diskurs 1 og diskurs 2 ligger her i tilgangen til denne tredje diskurs, eftersom diskurs 2 lægger sig som en forlængelse af den og bruger dens hegemoni til at artikulere hvad transkønnethed bør handle om.

Dette sker ved, at det internationale samfund fungerer som referenceramme, både på konkrete og abstrakte planer i debatten. Andre landes erfaringer, statistikker og juridiske rammer trækkes f.eks. ind i debatten, når praktiske løsninger i forhold til behandling og love diskuteres. Samtidig sammenlignes der med andre lande på et mere abstrakt eller principielt plan især med hensyn til momenterne “frihed” og “Historien som fælles erfaring”, som Flemming Møller Mortensen (S) (2010) gør det i følgende citat:

Danmark har vi på flere fronter rent historisk været et foregangsland inden for nytænkning og banebrydende rettighedslovgivning, men vores ry mangler altså efterhånden fornyet næring. Den lovgivning, vi i dag kigger på her, synes bestemt at kunne være med til at rette op på nogle af de fronter, hvor vi er ved at sakke bagefter. Og vender vi blikket mod europæiske lande, kan vi se, at det altså er europæiske lande, der efterhånden har overhalet Danmark indenom.” (1. behandling af B168, 2010).

Her, opstår et konkurrenceelement, hvor det synes vigtigt for den nationale identitet, at Danmark ligger i toppen af diverse målinger. Her har de internationale civilsamfundsorganisationer, specielt Amnesty International, været præget af og konstruerende af diskursen i kraft af sin transnationale stemme og især rapporten ”The State Decides Who I am” (2014), som konkret sammenligner en række lande i Europa ud fra deres behandling af transkønnede i et menneskerettighedsperspektiv (Amnesty International, 2014). Amnesty International’s kritik af landene foregår i henhold til deres eget selvbillede som progressive nationer, hvilket f.eks. vises i følgende citat, hvor processen for kønsmodificerende behandling kritiseres:

In many countries, even those with a reputation for championing equality and human rights such as Belgium, Denmark and Norway, as well as about 20 other countries in Europe2, transgender people have to undergo surgeries to remove their reproductive organs, resulting in irreversible sterilization. If they decide not to undergo such surgeries, they must continue to bear documents indicating the gender on the basis of the sex they were assigned at birth – even if that contradicts their appearance and identity.” (Amnesty International, 2014:7).

Debatten præges således konstant af den identitet, som Danmark som nation har mulighed for at konstruere udadtil og om hvorvidt den kan leve op til identiteten som ”foregangsland”. Denne identitet kan siges at blive en støtte eller et grundlag for diskurs 2, hvis progressive idealer stemmer overens med den måde, Danmark konstrueres som progressiv.

I de foregående afsnit har jeg opridset mine to diskurser samt deres nodalpunkter og momenter. Jeg vil i de følgende afsnit diskutere forskellene på de to diskurser med inddragelse af teoretiske begreber fra mine tidligere kapitler ”Teoretisk konceptualisering” og ”Metode”. Jeg begynder diskussionen med en undersøgelse af, hvordan kønnet konstrueres forskellige i de to diskurser.

[Indholdsfortegnelse] 5.3 Kønnet: En flydende betegner
Kønnet er et centralt omdrejningspunkt i analysen og i specialet som helhed, eftersom genstandsfeltet transkønnethed præsenterer en udfordring eller ligefrem opgør med det binære kønssystem, der, som nævnt i begrebsafklaringen, både kan anskues som social institution og som en matrix, vi som samfund og individer oplever og ordner vores verden igennem. Dermed kan køn betegnes som en flydende betegner, altså som et moment, der eksisterer på et forskelligt grundlag i de to diskurser og som de kæmper om at få lov til at definere.

Overordnet set har køn som tema en kompleks og meget dynamisk rolle igennem debatten. Ordet køn bruges forskelligt i forskellige sammenhænge og argumentation. Dette ekspliciteres flere gange undervejs; eksempelvis når der tales om ”juridisk kønsskifte”, som værende et skift af det ”juridiske køn”, som altså udgør noget mere specifikt end bare ”køn”. På den måde eksisterer der i mange positioner i debatten en idé om, at kønnet eksisterer i flere domæner. Det juridiske køn eksisterer i kraft af CPR-nummer og navn, og et juridisk kønsskifte indebærer at man har mulighed for juridisk at stemme kønsligt overens med det køn man performer udadtil og identificerer sig med indadtil. Herudover fremgår det af debattens parter at kønnet forstås som eksisterende i en individuel sfære, som den subjektive opfattelse af kønsidentitet, samt i den biologiske sfære. Denne opdeling af den juridiske, personlige og biologiske sfære er dog langt fra konsekvent og vikles ind i hinanden i løbet af debatten. Spørgsmålet er, hvordan disse kønsopfattelser ses i forhold til hinanden og hvorvidt én opfattes som mere sand end de andre i hhv. diskurs 1 og 2.

Som jeg allerede har været inde på i min gennemgang af diskurs 1, er denne diskurs bygget op omkring kroppens fysik og således også delvist omkring det fysisk biologiske køn, både som sandhedsmarkør og som en funktionel del af sundhedsvæsnet. Det opfattes som et uforanderligt og universelt faktum at der eksisterer to køn; mand og kvinde. Samtidigt, opfattes i denne diskurs som en kategori, der ordner samfundet og som er nødvendig for dets praksis, hvilket vises i følgende citat af den daværende Sundheds- og forebyggelsesminister Jakob Axel Nielsen (KF) (2008):

Men en ordning, hvor man selv skal vælge, hvilket køn man ønsker at angive i personnummeret, stemmer ikke overens med kravene om, at personnummeret skal indeholde korrekte grunddata, og det duer ikke. Personnummeret udgør nemlig i mange tilfælde grundlaget for offentlig myndighedsudøvelse, så det er ikke muligt at udelade kønsangivelsen fra personnummeret. Kønsangivelse har betydning ved f.eks. indkaldelse til værnepligt, da det som bekendt kun er mænd, der efter lovgivningen har værnepligt. Passet skal fungere som et identifikationsbevis, og kønsangivelsen i passet, der angives med »F« eller »M«, skal være i overensstemmelse med det biologiske køn og med personnummeret, ellers kan det give problemer ved paskontrollen. Enhedslistens forslag hænger altså ikke sammen med den praktiske virkelighed.” (1. Behandling af B65, 2008)

Kønnet artikuleres her som en kategori, der skal fungere i den ”praktiske virkelighed” og som samtidigt er en afspejling af ”det biologiske køn” som ikke kan forhandles. Her opfattes det juridiske køn som et redskab, vi som samfund har brug for til en kollektiv overvågning af det biologiske køn. I dette ligger også en form for forpligtelse til at være offentlig omkring sit køn – det er noget man nødvendigvis må oplyse staten og det kollektive samfund. Set i et Foucaultsk biomagtsperspektiv, kan dette ses som en regulering, hvori mennesker pålægges ”det binære køn.” Denne magtudøvelse kan siges at foregå på et praktisk plan, på den måde, at det simpelthen er praktisk umuligt at eksistere som borger uden et binært kønsspecifikt cpr-nummer. Men magtudøvelsen foregår også på et mere abstrakt plan, idet at selve det konstruerede naturvidenskabelige ”faktum”, der ifølge diskurs 1 udgør det binære køn er en magtudøvelse, idet vi som mennesker må kategorisere os i henhold til konstruerede fakta for at kunne eksistere som subjekter.

I diskurs 2 vises en mere subjektiv kønsforståelse. I løbet af debatten, bliver begrebet kønsidentitet anvendt i højere og højere grad og anerkendes som noget, der skal tages højde for. Som anført tidligere i specialet, er kønsidentitet en kompleks størrelse i kraft af sin på én gang subjektive og objektive kvalitet, hvilket fremgår af debatten. Ligesom Brubaker (2016) skriver, bliver kønsidentitet konstrueret som et moment i diskursen som på én gang er ude for individets kontrol, men samtidigt kun kan kendes af individet (Brubaker, 2016). I forlængelse af denne kønsforståelse ligger narrativet om at være fanget, født eller havnet i ”en forkert krop”, som også skrives ind i diskurs 2. Det, at det overhovedet er muligt at være ”født i en forkert krop”, understreger et menneske- og kønssyn, hvor det er det essentielle i mennesket, der afgør hvem vi er, fremfor vores kroppes ydre. Således handler kønnet om andet og mere end blot fysiologiske karakteristika, nemlig om identitet og retten til at bestemme selv, her eksemplificeret af daværende Økonomi- og indenrigsminister Magrethe Vestager (RV) (2014) under forhandlingerne af lovforslaget, som ledte til indførelsen af juridisk kønsskifte:

Forslaget er udtryk for en tillid til og en alvor i forhold til den enkeltes identitet, og det synes vi bør stå stærkt og uantastet. Og det er måske det egentlige nybrud, nemlig den anerkendelse, der ligger i, at din kønsidentitet ikke er et spørgsmål om at være syg eller ikke være syg, men et spørgsmål om din egen identitet og dermed også din oplevelse af, hvem du er som menneske.” (1. behandling af L182, 2014).

Under forhandlingen af loven om juridisk kønsskifte, opstilledes der en tydelig kamp mellem de to diskurser om kønnet, eksemplificeret af uenigheden om, hvorvidt det juridiske køn skulle afspejle det tildelte køn eller kønsidentiteten hos en person. Det juridiske køn kan anskues som en operationalisering af ”det sande køn”, her værende kønsidentiteten og i den anden diskurs det biologiske køn. Med ordet operationalisering menes jeg i denne sammenhæng en praktiskgørelse af det abstrakte begreb kønnet. Denne praktiskgørelse sker igennem juridiske retningslinjer eller love, som i sagens natur er det, som Folketinget er i stand til at producere inden for den juridiske ramme hvori det eksistere.

Selvom de to opfattelser af ”det sande køn” er modsvarende, kan det biologiske og binære køn siges at have en central rolle i begge diskurser, dog mere indirekte i diskursen individets ret til eget liv. Den essentielle kønsidentitetsopfattelse er forskellig fra den biologiske i den forstand, at kønsidentiteten kan eksistere uafhængigt af hvordan kroppen fysiologisk ser ud, men refererer dog stadigt tilbage til et binært biologisk køn, hvor man enten kan være mand eller kvinde, men ikke begge dele eller ingen af delene. Nogle få steder i debatten bliver diskussionen om et mere kønsneutralt samfund taget op, men de ideer udmønter sig aldrig i noget konkret.

Der kan siges at være en bred konsensus omkring ”det binære køns” validitet hele vejen igennem debatten og køn (biologisk eller subjektivt) regnes for noget grundlæggende permanent, uforanderligt og markerende for en persons identitet. Dette kommer til udtryk i den generelle debat om kønsskifte og transkønnethed som diagnose, hvor det at skifte køn mange gange italesættes som noget grundlæggende og en omfattende beslutning med store konsekvenser. Dette er et gennemgående argument, for at have en diagnosticerende læge tilknyttet beslutningen om især kirurgisk kønsskifte. Opfattelsen af kønnet som noget permanent og ”ægte” kommer dog også i høj grad til udtryk i debatten om juridisk kønsskifte, hvori der diskuteres muligheden for at kunne skifte køn som man ønsker uden at være oprigtig eller at ”mene det”, som f.eks i følgende citat:

Da modellen ikke involverer sundhedsmyndigheder eller andre faglige eksperter, er det ikke muligt at foretage en egentlig efterprøvelse af, om ansøgningen vitterlig er begrundet i en oplevelse af at tilhøre det modsatte køn. Det synes jeg er ærgerligt, for man kan så også godt sidde med en psykisk lidelse, som ikke er opdaget eller man ikke ved man har. Eller man kan i princippet i dag, efter det bliver vedtaget, gøre det uden at have drøftet det med nogen. Det kan jo godt lade sig gøre. Det er ikke, fordi jeg tror, at der er nogen, der gør det, for det tror jeg ikke. Jeg tror, det er svært nok, og at det er en svær beslutning.” (Fatma Øktem (V),1. behandling af L182, 2014).

Citatet beskriver en bekymring for, at den beslutning, der træffes i forbindelse med et juridisk kønsskifte ikke har grund i en ”sand” oplevelse af, at tilhøre det modsatte køn. Selve formuleringen ”det modsatte køn” baserer sig på en binær forståelse i den forstand at de to køn er de eneste og modstiller sig hinanden.

Det er samme bekymring for en falsk, syg eller uoprigtig opfattelse af sit eget køn i forbindelse med juridisk kønsskifte som danner grundlag for formuleringer som ”[…]en ladeport, der skal åbnes, uden at der står en portner” (Fatma Øktem (V),1. behandling af L182, 2014) og ”[…]et juridisk tag selv bord[…]”, som ifølge nogle medlemmer af Etisk Råd ville have konsekvenser for samfundets øvrige medlemmer (Høringssvar fra Etisk Råd om L182,27. marts, 2014). På et praktisk niveau, indførtes det juridiske kønsskifte med mulighed for at retsforfølge mennesker, som skifter juridisk køn ”for sjov”, som aktivistisk handling eller, for at opnå fordele eller for ”at sløre sin identitet” (Rapport fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte, Justitsministeriet, 27. februar, 2014). Der eksisterer en overordnet enighed om, at det vigtigt, at kønsskifte kun sker én gang og at ansøgeren er oprigtig i sit tilhørsforhold til det køn, der skiftes til, både når dette tilhørsforhold altså defineres individuelt og subjektivt samt socialt og objektivt. Selv inden for den individorienterede diskurs, er performance langt fra nok til at definere ens køn, der lægges der vægt på en permanent, essentiel kerne som ”bevis” på det sande køn.

De to diskurser har således både ligheder og antagonismer i forhold til kønsbegrebet. I det følgende afsnit, indsnævrer jeg min analytiske diskussion til at handle om diskursernes konstruktion af og subjektivering af transkønnede.

[Indholdsfortegnelse] 5.4 Transkønnede som subjekter: Syge kroppe eller tolerancesymboler?
I dette afsnit diskuterer jeg hvordan debattens diskurser hver især subjektiverer transkønnede og deres kroppe. Dette gøres for at undersøge nærmere, hvordan transkønnede defineres med og uden inddragelsen af en medicinsk diagnose.

Diskurser former subjekter, altså de roller eller identiteter selvet har mulighed for at konstitueres igennem. Ligesom mennesker subjektiveres i kraft af andre kategorier, f.eks køn, gøres den transkønnede til subjekt, både i forhold til det omkringliggende samfunds blik og i forhold til individets egen selvopfattelse og det handlerum der tilbydes i den givne rolle (Foucault, 1976).

Judith Butler skriver om subjektiveringens dobbelthed:

[…]to become subject to a regulation is also to become subjectivated by it, that is, to be brought into being as a subject precisely through being regulated.” (2004:41).

Subjektivering er altså den proces, hvori regulering eller styring, som følge af politiske diskurser, former mennesker og gør dem til subjekter. Subjektivering sker på forskellige måder i løbet af debatten og bærer præg af den forhandling om hvad transkønnethed egentlig er, som forsat foregår i samfundet, i modsætning til f.eks subjekterne ”kvinde” og ”mand”, som har eksisteret længe. Som tidligere nævnt kan der vises en uenighed om hvordan transkønnethed og transkønnede defineres, hvilket ses både i hvordan de tales om af andre, f.eks folketingspartierne samt hvordan grupperne, der ønsker at repræsentere de transkønnede taler om dem selv som transkønnede. Variationen af rollerne, som de transkønnede pålægges, viser sig hurtigt, når man empirien læses igennem; gruppen omtales udover de specifikke begreber transkønnede og transseksuelle, som en række andre tegn. Af de forskellige tegn, eller momenter, når de ses som fastlåst i en diskurs, vil jeg fokusere på ”patient” og ”minoritet”, som jeg sammenkæder med hhv. diskurs 1 og 2.

Tegnet patient henleder umiddelbart til en person, som er i behandling. Således konstrueres den transkønnede som en syg, der skal behandles. Denne subjektivering sker som en del af diskurs 1. Her bruges det ikke kun direkte om transkønnede personer, men skal nærmere ses som et moment, der optræder mange steder omkring nodalpunktet, især når det allerede eksisterende sundhedssystem diskuteres. Der tales om Patientklagenævnet, Landspatientregistret, patientrettigheder mm, som er velkendte og hyppigt brugte ord og instanser i sundhedsvæsnet. Disse hænger stærkt sammen med begreber som sygdom, diagnoser og behandling. På den måde konstitueres de transkønnede som syge i et etableret diskursivt netværk, baseret på det naturvidenskabelige vidensregime og kroppen som nodalpunkt. Subjektet patienten knyttet sig ikke kun til det naturvidenskabelige eller objektive vidensregime, men også til et andet vidensregime, det juridiske regime. Med det juridiske regime, mener jeg de juridiske love rammer som strukturerer den offentlige praksis I samfundet, herunder sundhedsvæsnet. Syge patienter har særlige juridiske rettigheder, ventetidsgarantier, klageinstanser og interesseorganisationer, med hvilke de opnår et bestemt handlerum og beskyttelse. Således kan det ses, at subjektet patient langt fra kun udmønter sig i en sygeliggørelse af transkønnede, men også konstituerer en taleposition, hvorfra de har mulighed for at komme til orde samt et handlerum, hvori de har mulighed for at modtage behandling.

Omtalen af transkønnede som minoritet stiller sig som en modsætning til patientsubjektet på flere måder og skriver og skrives ind i diskurs 2. Fremfor at sidestilles med syge mennesker, der behandles på lige fod i sundhedsvæsnet, sættes transkønnede her ind i en historisk kontekst, hvor de sidestilles med andre minoriteter og grupper som har været udsat for undertrykkelse eller stigmatisering. Som tidligere nævnt, bliver minoriteten transkønnet en lille gruppe, som flertallet må tage vare på og bevise sin tolerance over for. Som følgende citat viser, indebærer minoritetssubjektet eksisterende eller historisk forsømmelse af personernes rettigheder fra samfundet.

Det, der er afgørende for os, er, at vi slår fast, at en persons kønsidentitet lige så lidt som en persons seksuelle orientering hverken er en psykisk eller en medicinsk sygdom. Det er et krav, som er rejst utallige gange af LGBT Danmark og af Amnesty International og i øvrigt også er rejst i udlandet af lang række organisationer, som repræsenterer seksuelle minoriteter og minoriteter med en anden kønsidentitet. Begge organisationer i Danmark betragter den nuværende situation som diskrimination, og de gør faktisk også opmærksom på, at det ikke bare er en symbolsk krænkelse, men også en helt konkret krænkelse, som giver sig udslag i f.eks. en sag, der kører p.t., med en transperson, som på grund af det diagnosesystem, vi har, nægtes at få tegnet en forsikring – altså med henvisning til, at koden hedder F6 og dermed dækker en personlighedsforstyrrelse, vil man ikke tilbyde en forsikring.” (Stine Brix (EL) 1. Behandling af B7, 2016).

Her fokuseres der på den samfundets aktive og direkte diskrimination af gruppen i form af f.eks ikke at kunne få tegnet en forsikring, fordi man har diagnosekoden for transseksualitet. Denne forståelse af diskrimination står i stærk kontrast til diskurs 1, idet samfundets sundhedssystems strukturer her ses som noget aktivt krænkende fremfor en virkelighed med dertilhørende vilkår. Citatet viser desuden, hvordan transkønnedes stemme er blevet mobiliseret og har vundet indpas i den politiske debat, hvor de både bruges som aktivister og eksperter, der refereres til.
Subjektiveringen af transkønnede som minoritet og til dels også en aktivistisk gruppe, som kæmper for retfærdighed har ydermere konsekvenser for måden, det bliver muligt at anskue transkønnedes menneskers køn på. Eftersom selve minoritetsopfattelsen bygger på forskellighed, er subjekterne i denne diskurs nødvendigvis konstitueret igennem det at være kønsmæssigt anderledes end resten af befolkningen. Dette pålægger dem kategorien transkønnede, fremfor bare at være mænd eller kvinder ”fødte i den forkerte krop”. Det er ikke det kropslige køn, men uoverensstemmelsen mellem det og kønsidentiteten, der adskiller dem fra majoritetssamfundet og udgør deres subjektivering og taleposition som minoritet og aktivister. Dette står i kontrast til diskurs 1, idet transkønnede dér kan opfattes som mænd eller kvinder med en lidelse, som skal behandles medicinsk. I diskurs 2 skaber subjektet ”transkønnet” som minoritet handlerum til at give transkønnede en stemme som minoritet, men fordrer samtidigt at denne stemme har en kategori, som rækker ud over det binære kønssystem. Denne kategori kan ses som et udtryk for ”undertrykkende tolerance”, idet den udenforstående kategori bibeholder de transkønnede i et fremmedgjort subjekt, som nødvendiggør ”tolerance” fra de brede befolkning for at kunne blive inkluderet i samfundet. På den måde fortsætter de subjektiverende magtmekanismer, på trods af, at subjektet er forandret.

Det er ikke kun de transkønnedes subjekter, som påvirkes af subjektiveringen af dem. I et tidligere anvendt citat af Charlotte Dyremose (KF) (2014):

Altså, undskyld, men jeg vil ikke karakteriseres som en person med livmoder. Jeg vil gerne karakteriseres som kvinde.” (1. behandling af L189, 2014).

Heri opstilles som led af diskurs 1 en social antagonisme, hvor subjektet ”transkønnet” og subjektet ”kvinde” ikke kan sameksistere. Dermed eksisterer transkønnede i diskurs 1 mindre som selvstændig kategori og i højere grad som patienter, som falder inden for det binære køn, men som blot har brug for hjælp til at få sin krop ændret. Dermed stemmer opfattelsen af transkønnede overens med det førnævnte transseksuelle narrativ samt Brubakers begreb ”trans of migration”, som begge baserer sig på det binære køn.

For at undersøge fællesskabets og individets rolle yderligere i debatten fokuserer jeg i mit næste afsnit på diskursernes problemdefinitioner.

[Indholdsfortegnelse] 5.5 Problemdefinitioner: Hvordan konstrueres transkønnethed som problem?
Som det allerede fremgår af analysen ligger forskellen på de to diskurser om transkønnethed i høj grad i konflikten mellem det individuelle og det sociale eller kollektive. I diskurs 1 lægges der vægt på køn som noget biologisk, hvor der i diskurs 2 anlægges en individuel og subjektiv, og samtidig essentiel kønsopfattelse. Dog kan de to diskursers konstruktion af transkønnethed foldes yderligere ud ved en undersøgelse af hvordan transkønnethed og problematiseres i den politiske debat, hvilket jeg gør i følgende afsnit.

Selvom der inden for diskurs 2 lægges vægt på dette essentielle køn må det nødvendigvis bekræftes af individets performance i det sociale rum. Idet diskurs 2 pålægger transkønnede subjektet transkønnet og minoritet, kan denne performance ses som at være af dette, netop transkønnet, fremfor en egentlig performance af det modsatte binære køn. Identiteten som transkønnethed ses dog i ligeså høj grad som noget permanent og essentielt. I diskurs 1 lægges der højere vægt på den kropslige lidelse, som mennesker med uoverensstemmelse mellem det tildelte køn og oplevede køn har. Diagnosen fungerer som et lægeligt vurderet bevis på, at den transkønnede rent faktisk er transkønnet og derfor er berettiget behandling og hjælp fra samfundet. Her bliver den individuelle lidelse vigtig, den transkønnede må mistrives i sin krop og leve op til de standardiserede symptomer. Det kan siges, at transkønnethed inden for diskurs 1 problematiseres på individuelt plan, idet denne mistrivsel ses som en individuelt og til dels kropsligt problem, som kan løses individuelt. Inden for diskurs 2 problematiseres transkønnedes situation og lidelser som et kollektivt problem, som samfundet må løse i fællesskab ved at tage ekstra hensyn til gruppen. På den måde opstår en central antagonisme mellem de to diskurser om hvorvidt problemerne og dermed også løsningerne ligger ved individet eller det omkringliggende samfund. I diskurs 2 ses samfundet som værende i stand til at gøre noget ved at ændre sig strukturelt og dermed skabe et rum for de transkønnede, i og med samfundet også bærer ansvaret for tidligere diskrimination og eksklusion. I denne forbindelse bliver sproget også relevant. Som før nævnt ses der i debatten en forøget sproglig årvågenhed, som baserer sig på en holdning til, at vi selv er med til at skabe vores virkelighed (i hvert fald til nogen grad), som i følgende citat:

”[…]som Grundtvig sagde, at sproget skaber det, det nævner.” (Camilla Hersom (RV), 1. behandling af B116, 2013).

Her antager debatten en nærmest socialkonstruktivistisk tone, hvormed det accepteres at sproget har indflydelse på vores virkelighed. Denne opfattelse udgør på sin vis også et hovedargument for fjernelsen af diagnosen fra SKS. Det er det krænkende i, at blive kategorisk og sprogligt sidestillet med psykiatrisk patient, som man forsøger at undgå ved fjernelsen. Selve den ”praktiske virkelighed”, som diskurs 1 er optaget af, planlægges at forblive den samme, hvorfor det kan synes ligegyldigt at foretage ændringen, hvis sprogets magt ikke findes.

[Indholdsfortegnelse] 5.6 Opsummering af analysens resultater
Mine analytiske resultater har igennem konstruktionen af de to kæmpende diskurser 1) Naturens og samfundets orden er uforanderlig og 2) Individets ret til eget liv vist en række antagonismer og forskellige politiske perspektiver på transkønnethed med udgangspunkt i Folketingets debat 2007-2016. Diskurs 1 har Kroppen som nodalpunkt, hvilket både er en henvisning til den biologiske krops centrering i diskursen samt en metafor for, hvordan samfundets funktionalitet virker som en naturlig krop, der ikke så let forandres. I diskursen ses køn som en afspejling af et biologisk faktum, som man er forpligtet til at repræsentere for at understøtte det kollektive samfund. Den transkønnede konstrueres dermed som patient, der skal afhjælpes sit medicinske problem, men som må leve op til rollen som syg. I Diskurs 2 konstrueres nodalpunktet Individet som danner en meget anden ramme for, hvordan transkønnethed kan forstås, hvor det biologiske køn spiller en lille rolle, selvom det stadig bibeholdes som en referenceramme for kønsidentitetsbegrebet. Diskursen konstruerer transkønnede i deres egen kategori, som fungerer som en slags målestok for tolerance for resten af samfundet. Det kollektive samfund ses i højere grad som ansvarlige over for den transkønnede med hensyn til sproglige handlinger og symboler, men drejer sig primært om individet og den personlige frihed og identitet.

Diskurs 2, som kan siges delvist at repræsentere ”Den transkønnede model” etableres stærkere og stærkere i debatten igennem årene og udfordrer diskurs 1, som delvist kan ses som et udtryk for ”den transseksuelle model”, hvilket i 2016 skaber en diskursiv mulighed for fjernelsen af diagnosen Transeksualisme fra SKS. Denne udvikling præges især af den tredje diskurs Danmark som foregangsland, som muliggør en konstruktion af fjernelsen af diagnosen som et bevis på Danmarks stadige identitet som en moderne og frisindet nation.

[Indholdsfortegnelse] 6. KONKLUSION
Formålet med dette speciale var at besvare problemformuleringen: Jeg vil undersøge og diskutere fjernelsen af diagnosen for transkønnethed fra Sundhedsvæsenets Klassifikations System (SKS) ud fra en politisk diskursanalyse af folketingsdebatten i perioden 2007-2016.

Undersøgelsen begyndte med en afklaring og redegørelse af begreberne køn, transkønnethed og diagnose, som jeg konceptualiserede ud fra et poststrukturalistisk perspektiv, hvori begreberne anskues som historiske og kulturelle ”naturliggjorte” konstruktioner. Jeg gennemgik herefter de danske regler og rammer for transkønnede i henhold til modificering af det tildelte eller juridiske køn for at blive klogere på diagnosens anvendelse i praksis. I min teoretiske kontekstualisering af transkønnethed etablerede jeg et poststrukturalistiske og socialkonstruktivistiske begrebsapparat med det formål at være i stand til at sætte mine analyseresultater ind i en teoretisk kontekst. Jeg inddrog Brubakers begreb ”den nye objektivisme”, som skal forstås som en ”naturliggørelse” af transkønnethed. Dernæst forklarede jeg fænomenet transkønnethed som et produkt af den medikalisering og institutionalisering i den medicinske videnskab og senere i det brede samfund. De to modeller ”den transseksuelle model” og ”den transkønnede model” bidrager med to måder, hvorpå transkønnethed kan forstås. ”den transseksuelle model” har rødder i lægen Harry Benjamins etablering af ”transseksualisme” som medicinsk begreb og bygger på det medicinske vidensregime. ”Den transkønnede model” skal forstås som en strømning, der opstod som et modsvar til den medikaliseringen af transkønnethed. I denne model, er kønnet individuelt og flydende, frem for betinget af biologien. Begrebet “den undertrykkende tolerance” bidrog til den teoretiske kontekstualisering med forståelse af, hvordan en ny og ikke-medicinsk opfattelse af den transkønnede identitet stadigvæk kan ses som en subjektiverende magtudøvelse. Min analysestrategi baserede sig på Foucaults magtteoretiske analyseapparat samt Laclau og Mouffes diskursanalyse, hvis begreber jeg anvendte i analysen. Analysens resultater og svaret på problemformuleringen kan opsummeres som følger:

I perioden 2007-2016 kan der siges at eksistere to kæmpende diskurser i den politiske debat om transkønnethed og fænomenets klassifikation som diagnose. Den første diskurs, kaldet Naturens og samfundets orden er uforanderlig konstrueres omkring nodalpunktet Kroppen, som både skal forstås som en læggen vægt på kroppen som afspejlingen af det ”naturlige”, men også som en metafor for samfundets funktionalitet, der ligeledes anskues som en naturlighed, man som individ må bidrage til at holde orden i. Dermed subjektiveres transkønnede i denne diskurs som patienter med udgangspunkt i den krop, som potentielt skal ændres medicinsk for igen at kunne passe ind i samfundet. Diskurs 2, kaldet Individet i centrum konstrueres omkring nodalpunktet Individet og artikulerer transkønnethed som noget, der handler om personlig frihed og samfundets evne til at tilbyde individet dette. I denne diskurs subjektiveres transkønnede som minoriteter og repræsentanter for tolerance og mangfoldighed. På den måde institutionaliseres transkønnethed i diskurs 2 som en afvigende kategori i sig selv, hvilket begrænser muligheden for at passe ind i det binære kønssystem som transkønnet. Fjernelsen af diagnosen for transkønnethed fra SKS kan anskues som en hegemonisk intervention, hvor diskurs 2 vinder det diskursive herredømme. Dette betyder, at diskursens definition af transkønnethed som et spørgsmål om tolerance over for individet frem for et spørgsmål om kroppens funktionalitet bliver den dominerende definition i forhold til denne debat. Denne hegemoniske intervention kan ses i sammenhæng med diskurs 2’s tilknytning til en tredje diskurs, kaldet Danmark som foregangsland. Denne diskurs konstruerer Danmarks identitet som moderne foregangsland i en international kontekst. Således afgrænses diskursen om transkønnethed ikke ved transkønnede eller ciskønnede identiteter, men kommer ydermere til at omhandle nationens identitet som foregangsland. Diskurs 2 konstruerer igennem artikulation af denne sammenhæng, en modsætning mellem transkønnethed som diagnose og Danmark som foregangsland. Således viser min analyse den politiske diskursive praksis, der afgrænser mulighedsrummet for det transkønnede subjekt samt hvordan naturliggjorte kategorier såsom diagnoser formes og ændres gennem historien afhængigt af den hegemoniske diskurs.

[Indholdsfortegnelse] 7. LITTERATUR
[Indholdsfortegnelse] Publicerede artikler og bøger
Aakvaag, G.C., 2008. Moderne Sosiologisk Teori. Abstrakt forlag AS, Oslo.

Amnesty International, 2016. Transordbog.

Amnesty International, 2014. The State Decides Who I am. London.

Anders Fogh Jensen, 2005. Mellem ting: Foucaults filosofi. Det Lille Forlag, Frederiksberg.

Andersen, N.Å., 2003. Discursive analytical strategies: Understanding Foucault, Koselleck, Laclau, Luhmann. The Policy Press, Bristol.

Attride-Sterling, J., 2001. Thematic networks: an analytical tool for qualitative research. Qualitative Research 1, 385–405.

Beek, T.F., Cohen-Kettenis, P.T., Kreukels, B.P.C., 2016. Gender incongruence/gender dysphoria and its classification history. International Review of Psychiatry, 28, 5–12.

Benjamin, H., 1966. The Transsexual Phenomenon. Julian, New York.

Bom, A.K., 2015. Diskursanalytisk metode, Kort og præcist om medier og kommunikation. Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Brubaker, R., 2016. Trans. Princeton University Press, Princeton.

Butler, J., 2004. Undoing Gender. Routledge, New York.

Butler, J., 1990. Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity. Routledge, New York.

Daston, L., 1995. The Moral Economy of Science. Osiris 10, 2–24.

Daston, L., 1992. Objectivity and the Escape From Perspective. Social Studies of Science 22, 597–618.

Denny, D., 2004. Changing Models of Transsexualism. Changing Models of Transsexualism, Journal of Gay & Lesbian Psychotherapy 8, 25–40.

Dyrberg, T.B., Hansen, A.D., Torfing, J., 2001. Diskursteorien på arbejde, in: Dyrberg, T.B., Hansen, A.D., Torfing, J. (Eds.), Diskursteorien På Arbejde. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg, pp. 7–19.

Ejsing, J., 28.9.2011. Transseksuelle sætter kryds i passet. Berlingske Tidende.

Fausto-Sterling, A., 2000. Sexing the Body: Gender politics and the Construction of Sexuality. Basic Books, New York.

Foucault, M., 2002. The Birth of Social Medicine, in: The Essential Works of Michel Foucault 1954-1984 – Volume 3: Power. The New Press, New York.

Foucault, M., 1989. Foucault Live: Collected Interviews, 1961-1984. Semiotext(e), South Pasadena.

Foucault, M., 1988. On Problematization. History of the Present 4, 16–17.

Foucault, M., 1976. Viljen til viden; seksualitetens historie 1 1. Det Lille Forlag, København.

Foucault, M., 1975. Overvågning og straf: Fængslets fødsel. Det Lille Forlag, København.

Foucault, M., 1970. Diskurs og diskontinuitet, in: Madsen, P. (Ed.), Strukturalisme. Rhodos, København, pp. 145–162.

Goldie, T., 2014. The Man Who Invented Gender: Engaging the Ideas of John Money, Sexuality Studies Series. UBC Press, Vancouver.

Gressgård, R., 2010. When trans translates into tolerance – or was it monstrous? Transsexual and transgender identity in liberal humanist discourse. Sexualities 13, 539–561.

Heede, D., 2010. Det Tomme Menneske, 2. ed. Museum Tusculanums Forlag, København.

Hermann, S., 2011. Michel Foucalt. Sociologisk Leksikon.

Holst, H.K., 12.5.2016. Nu skal transkønnede fjernes fra listen over psykiske sygdomme. Berlingske.

Howarth, D., 2015. Discourse, hegemony and populism: Ernesto Laclau’s political theory, in: Howarth, D. (Ed.), Routledge, Abingdon & New York, pp. 1–20.

Irving, D., 2013. Normalized Transgressions: Legitimizing the Transsexual Body as Productive, in: Stryker, S., Aizura, A.Z. (Eds.), The Transgender Studies Reader 2. Routledge, New York.

Jørgensen, M.W., 2002. Refleksivitet og Kritik. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.

Jørgensen, M.W., Philips, L., 1999. Diskursanalyse: som teori og metode. Roskilde Universitetsforlag, Frederiksberg.

Justitsministeriet, 2014. Rapport fra arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte. København.

Laclau, E., 2015. Post-marxism, populism, and critique, Routledge Innovators in Political Theory. Routledge, Abingdon & New York.

Laustsen, C.B., 2011. Artikulation. Sociologisk Leksikon.

Lev, A.I., 2005. Disordering Gender Identity: Gender Identity in the DSM-IV-TR. Journal of Psychology & Human Sexuality 17, 35–69.

Lorber, J., 1994. Paradoxes of Gender. Yale University Press.

Marcuse, H., 1965. Repressive Tolerance.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, 2014. vejledningen om udredning og behandling af transkønnede.

Nexø, S.A., Koch, L., 2011. Diskursanalyse, in: Vallgårda, S., Koch, L. (Eds.), Forskningsmetoder I Folkesundhedsvidenkab. Munksgaard Danmark, København.

Nielsen, H.K., 2011. Performativitet. Sociologisk Leksikon.

Programa Nacional de Salud Sexual y Procreación Responsable, 2015. Atención de la Salud Integral de Personas Trans: Guía para equipos de salud. Ministerio de Salud, Buenos Aires.

Rochefort, D.A., Cobb, R.W., 1994. Problem definition: An Emerging Perspective, in: Rochefort, D.A., Cobb, R.W. (Eds.), The Politics of Problem Definition: Shaping the Policy Agenda. University Press of Kansas, Kansas.

Rose, N., 2015. Hvad er diagnoser til for? in: Brinkmann, S., Petersen, A. (Eds.), Diagnoser: Perspektiver, Kritik Og Diskussion. Forlaget Klim, Aarhus, pp. 17–36.

Sørensen, T., Hertoft, P., 1982. Male and Female Transsexualism: The Danish Experience with 37 Patients. Archives of Sexual Behavior 11, 133–155.

Stone, S., 2006. The “Empire” Strikes Back: A Posttranssexual anifesto, in: Stryker, S., Whittle, S. (Eds.), The Transgender Studies Reader. Routledge, New York, pp. 221–35.

Stormhøj, C., 2011a. Kønsidentitet. Sociologisk Leksikon.

Stormhøj, C., 2011b. Poststrukturalisme. Sociologisk Leksikon.

Stormhøj, C., 2006. Poststrukturalismer: videnskabsteori, analysestrategi, kritik. Samfundslitteratur, Frederiksberg.

Stryker, S., 2008. Transgender History. Seal Press, Berkeley.

Stryker, S., Currah, P., Moore, L.J., 2008. Introduction: Trans-, Trans, or Transgender? Women’s Studies Quarterly 36, 11–22.

Sundhedsstyrelsen, 2000. Fællesindhold for basisregistrering af sygehuspatienter 2001.

Vallgårda, S., 2013. Sundhedspolitik: Teorier og analyser. Munksgaard, København.

Weismantel, M., 2013. Towards A Transgender Archaeology: A Queer Rampage Through Prehistory, in: Stryker, S., Aizura, A.Z. (Eds.), The Transgender Studies Reader 2. Routledge, New York.

[Indholdsfortegnelse] Love
Lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister, 2014. URL:
https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=162383

Navneloven, 2005. URL: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=31494

Navneloven, 2014. URL: https://www.retsinformation.dk/forms/r0710.aspx?id=173271

[Indholdsfortegnelse] Hjemmesider
http://amnesty.dk/nyhedsliste/2016/danskerne-transkoennede-er-ikke-psykisk-syge (6.20.17).

http://denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Sundhedsvidenskab/Sundhedsvidenskabernes_terminologi/diagnose (6.22.17)

ICD-10, 2016. URL: http://apps.who.int/classifications/icd10/browse/2016/en#/F64.0 (6.19.17)

http://lgbt.dk/om-os/historie/ (6.21.17)

http://lgbt.dk/ordbog/transseksuel/ (4.4.17)

http://www.medinfo.dk/sks/ (6.20.17)

https://www.psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/Psykiatriske-centre/Psykiatrisk-Center-Koebenhavn/Undersoegelse-og-behandling/Sexologisk-Klinik/Sider/ (6.23.17)

https://www.rigshospitalet.dk/afdelinger-og-klinikker/julianemarie/gynaekologisk-klinik/undersoegelse-og-behandling/sygdomme/Sider/transseksualitet-og-koensidentitet.dk (6.19.17)

www.rigshospitalet.dk:Transkønnethed og kønsidentitetsproblematik, URL: http://psykiatri-regionh.dk/centre-og-social-tilbud/Psykiatriske-centre/Psykiatrisk-Center-http://Koebenhavn/Undersoegelse-og-behandling/Sexologisk-Klinik (5.26.17)

http://techland.time.com/2014/02/14/a-comprehensive-guide-to-facebooks-new-options-for-gender-identity/ A Comprehensive Guide to Facebook’s New Options for Gender Identity (4.6.2017)

TV2, 2015. 25 år siden, at homoseksualitet blev fjernet som psykisk lidelse. nyheder.tv2.dk. URL: http://nyheder.tv2.dk/samfund/2015-05-17-25-aar-siden-at-homoseksualitet-blev-fjernet-som-psykisk-lidelse (5.26.17)

http://www.who.int/classifications/icd/en/ (4.20.17)

[Indholdsfortegnelse] BILAG: OVERBLIK OVER EMPIRISK DATA
[Indholdsfortegnelse] Bilag A: Skema over lov- og beslutningsforslag

Forslag Indhold af forslag Proces og afgørelse Forslagets bilag
Fremsat 30. marts 2007: B142 Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder. Fremsat af Enhedslisten (EL).

Antal spørgsmål stillet som del af behandlingen af forslaget: 42

  • Myndige selv bestemme navn
  • Myndige selv bestemme pas og cpr
  • Myndige selv bestemme om de vil have operation, som samfundet tilbyder
  • At alle uanset køn og seksualitet kan adoptere
Henvist til Sundhedsudvalget efter 1. behandling. Herefter bortfaldet.
Fremsat 26. februar 2008: B65 Forslag til folketingsbeslutning om transseksuelles/transkønnedes rettigheder. Fremsat af Enhedslisten (EL).

Antal spørgsmål stillet som del af behandlingen af forslaget: 5

  • Myndige selv bestemme navn
  • Myndige selv bestemme pas og cpr
  • Myndige selv bestemme om de vil have operation, som samfundet tilbyder
Henvist til Sundhedsudvalget efter 1. behandling. Selvom selve forslaget kun nåede til 1. behandling, medførte det alligevel at det kønsneutrale X som kategori i danske pas blev muliggjort.
Fremsat 26. marts 2010: B168 Forslag til folketingsbeslutning om forbedring af transkønnedes rettigheder. Fremsat af Socialistisk Folkeparti (SF), Socialdemokratiet (S), Enhedslisten (EL), Radikale Venstre (RV).

Antal spørgsmål stillet som del af behandlingen af forslaget: 4

  • Fjernelse af kravet om overensstemmelse mellem civilretsligt køn og fornavn
  • Mulighed for transkønnede for at dokumentere deres identitet med særligt identifikationskort (så den fysiske tilstand ingen rolle ville spille)
  • Foretagelse af revision af betingelserne for at få ændret den civilretslige kønsstatus samt mulighed for dispensation på grund af alder, helbred eller særlige forhold
  • Foretagelse af revision af retningslinjer for behandlingsforløb på Sexologisk Klinik (herunder ventetider) med henblik på permanent kønsskifte samt indførelse af klagemulighed
Henvist til Sundhedsudvalget efter 1. behandling. Herefter bortfaldet.
Fremsat 10. april 2013: B116 Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af transkønnede fra sygdomslisten over psykiske lidelser. Fremsat af Enhedslisten (EL).

Antal spørgsmål stillet som del af behandlingen af forslaget: 7

Efter 1. behandling blev et ændringsforslag i B 7. 1. beh. torsdag den 25. februar 2016. Folketingets referat og videooptagelse af debatten. om at opfordre WHO til at klassificere transkønnethed, så det ikke længere ville befinde sig under overskriften ”forstyrrelser” i ICD. Der var enighed om ændringsforslaget blandt partierne undtagen Enhedslisten, som ønskede den yderligere ændring, at regeringen skulle arbejde aktivt for at få diagnosen fjernet fra WHO’s sygdomsliste. Dette fik ikke opbakning. Derfor trak Enhedslisten forslaget tilbage ved 2. behandling.
Fremsat 30. april 2014: L182 Forslag til lov om ændring af lov om Det Centrale Personregister (Tildeling af nye personnummer til personer, der oplever sig som tilhørende det andet køn). Fremsat af Økonomi- og Udenrigsminister Magrethe Vestager fra Radikale Venstre (RV).
Vedtaget 11. juni 2014.

Antal spørgsmål stillet som del af behandlingen af forslaget: 22

Forslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i ligestillingsudvalget, under hvilken det blev sendt i høring. Ved tredje behandling blev forslaget vedtaget med stemmer fra Regeringspartierne Socialdemokratiet (S) og Radikale venstre (RV) samt støttepartierne Socialistisk Folkeparti (SF) og Enhedslisten (EL). Imod stemte Venstre (V), Dansk Folkeparti (DF), Liberal Alliance (LA) og Det Konservative Folkeparti (KF).
Fremsat 30. april 2014: L189 Forslag til lov om ændring af Sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. Fremsat af minister for sundheds og forebyggelse Nick Hækkerup fra Socialdemokratiet (S).
Vedtaget 3. juni 2014.

Antal spørgsmål stillet som del af behandlingen af forslaget: 23

  • Konsekvensændringer som følge af L 182, bl.a. sproglige ændringer (hvor ordet ”kvinde” f.eks. ændres til ”gravid”).
  • Mindstealderen for tilladelse til kastration med henblik på kønsskiftekirurgi ændres fra 21 til 18 år.
Efter 1. behandling, blev forslaget behandlet i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget og sendt til høring. Der blev derudover afholdt et lukket ekspertmøde om transkønnedes vilkår Forslaget blev vedtaget med stemmer fra regeringspartierne Socialdemokratiet (S) og Radikale Venstre (RV), støttepartierne Socialistisk Folkeparti (SF) og Enhedslisten (EL) samt Liberal Alliance. Imod stemte Venstre (V), Dansk Folkeparti (DF) og Det Konservative Folkeparti (KF).
  1. Høringssvar og høringsnotat, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
  2. Program for Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets lukkede ekspertmøde om transkønnedes vilkår i Danmark
  3. Præsentationer fra Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets lukkede ekspertmøde den 15. maj 2014[1] om transkønnedes vilkår i Danmark
  4. Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
  5. Henvendelse af 27/5-14 fra LGBT Danmark
  6. Ændringsforslag fra ministeren for sundhed og forebyggelse
  7. Udkast til betænkning
  8. Høringsmateriale fra Sundhedsstyrelsen vedrørende udkast til vejledning om udredning og behandling af transkønnede, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
  9. 2. udkast til betænkning
  10. Betænkning afgivet den 3. juni 2014
Fremsat 5. februar 2015: B69 Forslag om fjernelse af transseksualisme fra sygdomslister. Fremsat af Uffe Elbæk (som løsgænger).
Bortfaldet inden 1. behandling.
Fremsat 8. oktober 2015: B7 Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste. Fremsat af Alternativet (ALT) og Enhedslisten (EL). Beretning afgivet 26. maj 2016.

Antal spørgsmål stillet som del af behandlingen af forslaget: 17

Forslaget blev 1. behandlet og derefter sendt videre til behandling i Sundheds- og Ældreudvalget. Der blev afholdt to lukkede ekspertmøder, med hhv. LGBT Danmark og Sexologisk Klinik. Forslaget blev imødekommet af udvalget, der besluttede at ændre diagnosekoderne 1. Januar 2017, såfremt kodeændringer ikke inden blev vedtaget i WHO’s nye ICD-11, som var under udarbejdning.
  1. Henvendelse af 25/10-15 fra LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner
  2. Henvendelse af 20/2-16 fra LGBT Danmark
  3. Tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
  4. Udkast til revideret tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
  5. Materiale fra lukket ekspertmøde med LGBT Danmark den 12. april 2016
  6. Udkast til revideret tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
  7. Revideret tidsplan for udvalgets behandling af beslutningsforslaget
  8. Præsentation fra lukket ekspertmøde med Sexologisk Klinik den 26. april 2016
  9. Udkast til beretning
  10. Beretning afgivet den 26. maj 2016

[Indholdsfortegnelse] Bilag B: Skema over §20-spørgsmål

Dato Spørgsmål og spørger
6. februar 2007 S2618: Om ændring af transseksuelles sygesikringsbevis og pas. Af Lone Møller (S)
23. februar 2007 S3121: Om transseksuelles fornav. Per Clausen (EL)
13. april 2007 S4140: Om homoseksuelle, transseksuelle og Transvestitter. Jørgen Arbo-Bæhr (EL)
25. marts 2008 S1014: Om dispensation i ægteskabslovgivningen for transseksuelle. Mogens Jensen (S)
18. maj 2009 S2242: Om transkønnethed. Per Clausen (EL)
27. maj 2009 S2295: Om det at være transkønnet. Mogens Jensen (S)
4. juni 2009 S2378: Om transkønnede. Per Clausen (EL)
20. juli 2009 S2666: Om en presserapport fra Midt- og Vestsjællands Politi. Per Clausen (EL)
22. februar 2011 S 1213: Om kønsskifte. Kamal Qureshi (SF)
17. oktober 2011 S259: Om bortoperation af en ung piges bryster. Af Liselott Blixt (DF)
31. oktober 2012 S358: Om hormon- og kirurgisk behandling af transkønnede. Jane Heitmann (V)
14. november 2012 S464: Om beslutning om transkønnethed. Stine Brix (EL)
14. november 2012 S462: Om transkønnede personer. Af Stine Brix (EL)
29. april 2013 S1764: Om sundhedsydelser til EU-studerende. Liselott Blixt (DF).
10. oktober 2014 S87: Om pjecen fra LGBT Danmark om behandlingen af transkønnede. Stine Brix (EL)
31. august 2015 S98: Om transkønnede. Liselott Blixt (DF)
31. august 2015 S97: Om ensartet behandling for transkønnede. Liselott Blixt (DF)
31. august 2015 S96: Om retningslinjer for transkønnede. Liselott Blixt (DF)

[Indholdsfortegnelse] Bilag C: Skema over udvalgsspørgsmål

Dato Spørgsmål Spørger
2. april 2007 Spm. 285 om ministrene vil overveje, hvad man kan gøre for at lette transseksuelles muligheder for at få en nemmere tilværelse, til justitsministeren og sundhedsministeren Retsudvalg
14. februar 2008 Spm. 225 om, hvorfor der i Danmark kun blev givet 29 tilladelser til kønsskifteoperationer i Danmark i perioden 1996-2005, mens der i Sverige blev givet 240 tilladelser i samme periode m.v., til ministeren for sundhed og forebyggelse Per Clausen (EL)
14. februar 2008 Spm. 224 om, hvorfor Sexologisk Klinik på Rigshospitalet ikke anvender den internationalt anerkendte Standards of Care i sin behandling af transseksuelle, til ministeren for sundhed og forebyggelse Per Clausen (EL)
14. februar 2008 Spm. 223 om ministeren vil fremlægge en samlet oversigt over den publicerede videnskabelige produktion om transseksualisme udarbejdet af psykologer eller læger tilknyttet sexologisk Klinik siden denne blev oprettet i 1986, til ministeren for sundhed og forebyggelse Per Clausen (EL)
14. februar 2008 Spm. 226 om ministeren kan bekræfte, at ACAO-reglerne giver mulighed for, at kønsbetegnelsen i et pas kan være X (unspecified) m.v., til ministeren for sundhed og forebyggelse Per Clausen (EL)
16. april 2008 Spm. 2 om kommentar til henvendelse af 14/4-08 fra Trans-Danmark, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundhedsudvalg
22. april 2008 Spm. 3 om kommentar til henvendelse af 16/4-08 fra Freja Nordam, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundhedsudvalg
19. maj 2008 Spm. 4 om kommentar til henvendelse af 15/5-08 fra Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundhedsudvalg
13. juni 2008 Spm. 5 om kommentar til henvendelse af 11/6-08 fra Trans-Danmark, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundhedsudvalg
14. juli 2008 Spm. 486 om ministeren kan redegøre for, hvilke konkrete initiativer, ministeren vil tage for at følge det ønske et enigt Sundhedsudvalg fremsatte i beretningen over beslutningsforslag B 65 m.v., til justitsministeren Per Clausen (EL)
12. november 2008 Spm. 26 om der i forbindelse med etableringen af Ligebehandlingsnævnet påtænkes en generel oplysningskampagne rettet mod arbejdsgivere og offentligheden til forebyggelse af diskrimination, til beskæftigelsesministeren Arbejdsmarkedsudvalg
12. november 2008 Spm. 25 om en redegørelse for, hvordan lovgivningen i Sverige og Norge er indrettet i forhold til at imødegå diskrimination af transseksuelle m.v. på arbejdsmarkedet, til beskæftigelsesministeren Arbejdsmarkedsudvalg
26. februar 2009 Spm. 8 om, hvor meget det forventes, at ordningen via sexologisk klinik kommer til at koste, til justitsministeren Retsudvalg
26. februar 2009 Spm.7 om muligheden for, at en lægeerklæring via egen læge kan erstatte en undersøgelse på sexologisk klink, til justitsministeren Retsudvalg
26. februar 2009 Spm. 6 om konsekvensen af at frigive retten for myndige personer til at tage det modsatte køns navn, til justitsministeren Retsudvalg
26. februar 2009 Spm. 5 om begrundelsen for, at transseksuelle eller andre der ønsker at tage et fornavn, der betegner det modsatte køn, skal via sexologisk klinik for at kunne gøre det, til justitsministeren Retsudvalg
4. juni 2009 Spm. 859 om Sexologisk Klinik (SK) i forhold til transseksuelle, til sundhedsministeren Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
4. juni 2009 Spm. 858 om Sexologisk Klinik (SK) i forhold til transseksuelle, til sundhedsministeren Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
4. juni 2009 Spm. 857 om Sexologisk Klinik (SK) i forhold til transseksuelle, til sundhedsministeren Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
15. juni 2009 MFU spm. 568 om, hvis en person har fået diagnosen F-64.0 Transseksualitet iht. WHO’s klassifikation efter ICD 10, hos en privatpraktiserende speciallæge i psykiatri, vil RHSK (Sexologisk Klinik) så godtage denne diagnosticering, til ministeren for sundhed og forebyggelse Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
21. januar 2010 MFU spm. 295 om at oplyse, hvor mange transseksuelle, der i et behandlingsforløb hos Sexologisk Klinik har fået journalindsigt, får sidenhen godkendelse til kønsskifteoperation, til ministeren for sundhed og forebyggelse Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
10. august 2010 Spm. 1395 om mulighed for kønsneutrale cpr-numre til transkønnede, til indenrigs- og sundhedsministeren. Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)
19. august 2010 Spm. om kommentar til henvendelse af 16/8-10 fra LGBT Danmark, jf. SUU alm. del – bilag 466, til indenrigs- og sundhedsministeren Per Clausen (EL)
3. december 2010 Spm. 241 om selvmordsforebyggende tiltag og viden i folkeskolen og ungdomssuddannelser i forhold til LGBT-personer, til indenrigs- og sundhedsministeren Jonas Dahl (SF)
3. januar 2012 Spm. 178 om kommentar til henvendelse af 19/12-11 fra Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vedrørende transkønnede, til sundhedsministeren. Stine Brix (EL)
10. april 2012 Spm. 453 om kommentar til henvendelsen af 22/3-12 fra LGBT Danmark– Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vedr. kategoriseringen af transkønnedes behandling, herunder svar på. om sygdomsklassifikation vil indgå i regeringens arbejdsgruppe vedrørende transpersoner, til ministeren for sundhed og forebyggelse
transkønnede
Stine Brix (EL)
10. august 2012 Spm. 784 om den arbejdsgruppe der er nedsat omkring juridisk kønsskifte som ministeren tidligere har henvist til, til minsiteren for sundhed og forebyggelse Stine Brix (EL)
28. august 2012 Spm. 851 om at nedsætte en tværministeriel arbejdsgruppe vedrørende transseksuelle, til ministeren for sundhed og forebyggelse Stine Brix (EL)
5. oktober 2012 Spm. 3 om en lov, som vil forbyde ytringer om støtte til LGBT-rettigheder (rettigheder for bøsser, lesbiske, biseksuelle og personer), til europaministeren Nikolaj Villumsen (EL)
15. november 2012 Spm. 119 om, hvis transpersoner fra hele landet skal til Rigshospitalet hver gang de skal have udskrevet hormoner, til ministeren for sundhed og forebyggelse
transkønnede
Stine Brix (EL)
15. november 2012 Spm. 118 om der foregår en dialog med Sexologisk Klinik i forhold til internationale Standards of Care, til ministeren for sundhed og forebyggelse
transkønnede
Stine Brix (EL)
15. november 2012 Spm. 117 om når praktiserende læger og speciallæger, som tidligere har behandlet transpersoner, ophører med at udskrive hormoner til transpersoner, til ministeren for sundhed og forebyggelse
transkønnede
Stine Brix (EL)
26. november 2012 Spm. 155 om, hvor mange penge Sexologisk Klinik får i refusion for deres opgaver i forhold til transkønnede fra hver Region, til ministeren for sundhed og forebyggelse
Sexologisk Klinik, transkønnede
Sundheds- og forebyggelsesudvalg
26. november 2012 Spm. 154 om, hvilke opgaver Sexologisk Klinik har i forhold til transkønnede, til ministeren for sundhed og forebyggelse
Sexologisk Klinik, transkønnede
Sundheds- og forebyggelsesudvalg
18. december 2012 Spm. 199 om ansattes opførsel overfor på Sexologisk Klinik, til ministeren for sundhed og forebyggelse
transkønnede
Sundheds- og forebyggelsesudvalg
18. december 2012 Spm. 198 om, hvor mange henvender sig årligt vedrørende transkønnethed der får afslag på behandling, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundheds- og forebyggelsesudvalg
18. december 2012 Spm. 197 om, hvordan Sexologisk Klinik forsker i transseksualitet, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundheds- og forebyggelsesudvalg
18. december 2012 Spm. 196 om, hvilken højt specialiseret viden Sundhedsstyrelsen mener, at der skal til for at behandle transkønnede, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundheds- og forebyggelsesudvalg
15. marts 2013 Spm. 665 om kommentar til den svenske domstol Kammarrättens afgørelse af 19. december 2012 om, at sterilisation som betingelse for kønsskifte strider imod Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, til justitsministeren Pernille Skipper (EL)
26. august 2013 Spm. 858 om, hvor mange kønsskifteoperationer der er givet tilladelse til årligt de seneste 10 år, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundheds- og forebyggelsesudvalg
14. oktober 2013 Spm. 23 om det er korrekt, at Rigspolitiet modtager og opbevarer Sexologisk Kliniks vurderinger af transkønnede, som har ønsket et X i deres pas i stedet for et F eller et M, til justitsministeren Pernille Skipper (EL)
30. oktober 2013 MFU spm. 98 om, hvor mange, der har et x i sit pas, som angiver at man er transkønnet, til justitsministeren Louise Schack Elholm (V)
30. oktober 2013 MFU spm. 97 om at redegøre for kriterierne for, at transkønnede kan få ændret cpr-nummer, til økonomi- og indenrigsministeren Louise Schack Elholm (V)
30. oktober 2013 MFU spm. 96 om at redegøre for antallet af ansøgere til kønsskifteoperationer, til ministeren for sundhed og forebyggelse Louise Schack Elholm (V)
30. oktober 2013 MFU spm. 95 om, hvilke kriterier andre nordiske lande bruger ved tildeling af kønsskifteoperation, til ministeren for sundhed og forebyggelse Louise Schack Elholm (V)
28. november 2013 Spm. 5 om, at redegøre for status for arbejdet i Arbejdsgruppen om juridisk kønsskifte, til justitsministeren Ligestillingsudvalg
28. februar 2014 Spm. 534 om redegørelse for WHOs arbejde vedrørende transkønnede og diagnoser, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundheds- og forebyggelsesudvalg
28. februar 2014 Spm. 535 om status for Sundhedsstyrelsens arbejde med krav til udredning og behandling af transseksuelle, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundheds- og forebyggelsesudvalg
15. maj 2014 Spm. 791 om oversendelse af udkast til vejledning om udredning og behandling for kønsidentitetsproblemer og tilladelse til kønsskifte, til ministeren for sundhed og forebyggelse Sundheds- og forebyggelsesudvalg
9. oktober 2014 Spm. 8 om kommentar til henvendelsen af 5/10-14 fra Niels Jansen vedr. Sundhedsstyrelsens udkast til vejledning om udredning og behandling af transkønnede, til ministeren for sundhed og forebyggelse Stine Brix (EL)
10. oktober 2014 MFU spm. 30 om ministerens holdning til, at den nye praksis for behandling af transkønnede vil øge ventetiden betragteligt for en patientgruppe, som i forvejen er tilfreds med den behandling de får hos de praktiserende læger, til ministeren for sundhed og forebyggelse Uffe Elbæk (UFG)
10. oktober 2014 MFU spm. 29 om, hvordan ministeren forholder sig til LGBT Danmarks kritik af, at transkønnede vil opleve en øget umyndiggørelse som følge af Sundhedsstyrelsens nye vejledning om udredning og behandling af transkønnede, til ministeren for sundhed og forebyggelse Uffe Elbæk (UFG)
22. oktober 2014 Samrådsspm. A om præsters pligt til at vie homoseksuelle og transseksuelle par, til kirkeministeren Christian Langballe (DF).
18. november 2014 Spm. 204 om, hvordan ministeren vil sikre, at transkønnede i hormonbehandling ikke risikerer at få deres behandling afbrudt på grund af ventetider, til ministeren for sundhed og forebyggelse Özlem Sara Cekic (SF).
5. maj 2015 MFU spm. 231 om at sikre, at personer, der har fået et juridisk kønsskifte og har fået nyt cpr-nummer, uden problem kan få udstedt nye eksamensdokumenter i overensstemmelse med det nye cpr-nummer, til uddannelses- og forskningsministeren Stine Brix (EL)
1. september 2015 Spm. 98 om ministeren mener at det er ”lighed i sundhed” samt at sikre borgerne en ensartet behandling når transkønnede kun kan få behandling i hovedstaden, til sundheds- og ældreministeren Liselott Blixt (DF).
1. september 2015 Spm. 97 om ministerens holdning til at Sundhedsstyrelsens nye retningslinjer for transkønnede har medført lange ventetider til behandling og derved kaster borgerne ud i risikable selvmedicineringer, til sundheds- og ældreministeren Liselott Blixt (DF)
16. november 2015 Spm. 88 om begrundelsen for en 2-års grænse i forhold til en 12- eller 18-måneders grænse ved behandlingen af transkønnede, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- ældreudvalg
16. november 2015 Spm. 85 om, hvor mange sager vedr. transkønnede der er afsluttet med tilladelse til kirurgiske indgreb i 2013, 2014 og 2015, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
16. november 2015 Spm. 84 om den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i de sager vedr. transkønnede, som fortsat verserer hos Sexologisk Klinik, og hvor observanden endnu ikke har fået tilladelse til hormonbehandling, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
16. november 2015 Spm. 83 om, i hvor mange sager der blev truffet afgørelse om at påbegynde/give afslag på hormonbehandling af transkønnede i henholdsvis 2013, 2014 og 2015, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
16. november 2015 Spm. 82 om længden af den gennemsnitlige behandlingstid for transkønnede fra den indledende visitation til påbegyndelse af hormonbehandling i sager, hvor Sexologisk Klinik har truffet beslutning om at ordinere hormonbehandling af den transkønnede i henholdsvis 2013, 2014 og 2015, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
22. februar 2016 Samrådsspm. om redegørelse for processerne i WHO vedr. omklassificering af transseksualisme, til sundheds- og ældreministeren Flemming Møller Mortensen (S).
24. februar 2016 Spm. 5 om, hvor mange der i dag har henholdsvis diagnoserne ‘DF640 transseksualisme’ og ‘DF651 transvestitisk fetichisme’, til sundheds- og ældreministeren Stine Brix (EL).
4. marts 2016 Spm. 402 om kommentar til artiklen ”Gynækolog: Jeg bryder mit lægeløfte ved at afvise transkønnede” bragt i Berlingske Tidende den 1. marts 2016, til sundheds- og ældreministeren Stine Brix (EL)
22. marts 2016 Spm. 442 om redegørelse for udmøntningen af L 189 om kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af juridisk kønsskifte m.v. (folketingsåret 2013-14), til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
22. marts 2016 Spm. 441 om ministeren kan bekræfte, at de meget personlige oplysninger, som fremgår af de spørgeskemaer Sexologisk Klinik benytter ift. transseksuelle, anvendes til forskning, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
18. april 2016 Spm. 16 om Sexologisk Klinik anvender nationalt tilpassede koder for f.eks. transseksualisme, som skal ”oversættes” til de internationale koder, hvis de skal anvendes internationalt, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
18. april 2016 Spm. 495 om oversendelse af vejledninger fra Malta, Sverige og Frankrig om behandling af transkønnede, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
18. april 2016 Spm. 494 om der er overvejelser om at ændre procedurerne, så transkønnede ikke behøver at skulle via Sexologisk Klinik for at få adgang til hormonbehandling ”lokalt”, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
18. april 2016 Spm. 493 om status for etablering af udrednings- og behandlingstilbud til transkønnede udenfor Region Hovedstaden, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
18. april 2016 Spm. 492 om, hvilke overvejelser ministeren har om evaluering af vejledningen om udredning og behandling af transkønnede, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
18. april 2016 Spm. 491 om, hvordan ministeren vil reducere den udbredte selvmedicinering, der finder sted blandt transkønnede, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
18. april 2016 Spm. 490 om, hvilket fagligt belæg der ligger til grund for vejledningen om udredning og behandling af transkønnede, til sundheds- og ældreministeren Sundheds- og ældreudvalg
16. juni 2016 Spm. 700 om, hvad grundlaget og formålet er for Sundhedsstyrelsens revidering af den faglige vejledning for behandling af transkønnede, til sundheds- og ældreministeren Peder Hvelplund (EL).

[Indholdsfortegnelse] Bilag D: Skema over udvalgsbilag

Dato Bilag Udvalg
25. september 2007 Henvendelse af 25/9-07 fra Trans-Danmark vedr. transseksuelles rettigheder Sundhedsudvalg
4. oktober 2007 Supplerende henvendelse af 4/10-07 fra Trans-Danmark vedr. transseksuelles rettigheder Sundhedsudvalg
10. oktober 2007 Henvendelse af 10/10-07 fra Sascha Natascha Bosse vedr. bemærkninger til henvendelse fra Trans-Danmark om transseksuelles rettigheder Sundhedsudvalg
7. februar 2008 Henvendelse af 7/2-08 fra Trans-Danmark vedr. tidligere beslutningsforslag om transseksuelles rettigheder Sundhedsudvalg
3. marts 2008 Henvendelse af 3/3-08 fra Betina Hvejsel, Århus C, vedr. ægteskabsloven Retsudvalg
24. september 2008 Henvendelse af 24. september 2008 fra Trans-Danmark vedrørende transseksuelle/transkønnedes rettigheder Sundhedsudvalg
9. oktober 2008 Henvendelse af 9/10-08 fra Trans-Danmark vedr. foretræde Arbejdsmarkedetsudvalg
29. januar 2010 Henvendelse af 29. januar 2010 fra Betina Hvejsel vedr. transsekuelles rettigheder Sundhedsudvalg
15. juni 2010 Henvendelse af 15/6-10 fra Trans-Danmark vedr. ændring af pasbekendtgørelsen Retsudvalg
16. august 2010 Henvendelse af 16/8-2010 fra LGBT Danmark vedr. ligestillingsproblemer for transseksuelle. Sundhedsudvalg
15. februar 2011 Invitation til en hørring af 15/2-11, fra LGBT og Trans-Danmark, vedrørende transkønnede Sundhedsudvalg
19. december 2011 Henvendelse af 19/12-11 fra Landforening for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner m.fl. vedrørende transkønnede Sundhedsudvalg
22. marts 2012 Henvendelse af 22/3-12 fra LGBT Danmark – Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner vedr. kategoriseringen af transkønnedes behandling Sundhedsudvalg
30. maj 2012 Henvendelse af 30/5-2012, fra Vibe Jensen fra LGBT Danmark vedr. klassificeringen af transkønnede Sundhedsudvalg
13. august 2012 Henvendelse af 13/8-2012 fra Lisa Andersen vedr. transkønnede og den debat der er opstået på denne baggrund Sundhedsudvalg
11. september 2012 Henvendelse af 11/9-12 fra Foreningen Af Transkønnede I Danmark vedr. høring om kønsidentitet og seksuel orientering i et LGBT-perspektiv Sundhedsudvalg
28. november 2012 Henvendelse af 28/11-12 fra LGBT Danmark vedr. brugeroplevet kvalitet i behandlingen af transkønnede Sundhedsudvalg
2. januar 2013 Henvendelse af 2/1-13 fra Foreningen Af Transkønnede I Danmark vedr. kønsskifte Retsudvalg
11. januar 2013 Henvendelse af 11/1-13 fra Foreningen Af Transkønnede I Danmark vedr. menneskerettigheder Sundhedsudvalg
7. marts 2013 Henvendelse af 7/3-12 fra Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner om transpolitik Europaudvalget
7. juli 2013 Henvendelse af 7/7-13 fra Mana Weindel vedr. behandlingsforslag for transkønnede i Danmark Sundhedsudvalg
15. september 2013 Henvendelse af 15/9-13 om tilladelse til kastration, herunder med henblik på kønsskifte Sundhedsudvalg
16. september 2013 Henvendelse af 16/9-13 fra Foreningen AF Transkønnede I Danmark vedr. procedure omkring x i pas Retsudvalg
20. september 2013 Henvendelse af 20/9-13 vedr. antal kønsskifteoperationer foretaget i udlandet Sundhedsudvalg
28. november 2013 Henvendelse af 28/11-13 fra Lisa Andersen vedr. transseksuelle Sundhedsudvalg
17. december 2013 Brev af 13. december 2013 fra Europarådets nye rapporteur for bøssers, lesbiskes, bi- og transkønnedes rettigheder Ligestillingsudvalg
3. februar 2014 Henvendelse af 3/2-14 fra Amnesty International vedr. rapport om transkønnede og reglerne for kønsskifte i Danmark og en række andre Europæiske Lande Sundhedsudvalg
3. marts 2014 Udkast til forslag til Lov om ændring af sundhedsloven og lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Ændrede kriterier for kastration og justeringer som følge af indførelse af jurdisk kønsskifte m.v.), fra ministeren for sundhed og forebyggelse Sundhedsudvalg
2. juni 2014 Høringsmateriale fra Sundhedsstyrelsen vedrørende udkast til vejledning om udredning og behandling af transkønnede, fra ministeren for sundhed og forebyggelse Sundhedsudvalg
18. juni 2014 Præsentationer vist ved den tekniske gennemgang af den nye vejledning om transkønnede ved ministeren for sundhed og forebyggelse og Sundhedsstyrelsen den 17. juni 2014 Sundhedsudvalg
1. juli 2014 Henvendelse af 1/7-14 fra Lisa Andersen vedr. Sundhedsstyrelsens udkast til vejledning om udredning og behandling af transkønnede Sundhedsudvalg
9. august 2014 Henvendelse af 9/8-14 fra LGBT Danmark vedr. Sundhedsstyrelsens udkast til Vejledning om behandling af transkønnede Sundhedsudvalg
24. august 2014 Henvendelse af 24/8-14 fra LGBT Danmark, vedrørende proceduren ved juridisk kønsskifte Retsudvalg
24. august 2014 Henvendelse af 24/8-14 fra LGBT Danmark, vedrørende proceduren ved juridisk kønsskifte Ligestillingsudvalg
26. august 2014 Henvendelse af 26/8-14 fra LGBT Danmark, vedrørende CPR-kontorets vejledning om og ansøgningsformular til juridisk kønsskifte Ligestillingsudvalg
3. oktober 2014 Henvendelse af 3/10-14 fra Tonny Pomiklo vedr. Sexologisk Kliniks behandling af transkønnede borgere Sundhedsudvalg
5. oktober 2014 Henvendelse af 5/10-14 fra Niels Jansen vedr. Sundhedsstyrelsens udkast til vejledning om udredning og behandling af transkønnede Sundhedsudvalg
29. oktober 2014 Henvendelse af 29/10-14 fra Tonny Pomiklo vedr. Sundhedsstyrelsens anvendelse af tvang i udredningsprocessen om kønsskifte for transkønnede Sundhedsudvalg
6. januar 2015 Henvendelse af 6/1-15 fra LGBT Danmark vedr. udredningsgaranti for transkønnede Sundhedsudvalg
10. april 2015 Invitation til deltagelse i LGBT-festivallen Bucharest Pride i Bukarest den 21. – 24. maj 2015 Udenrigsudvalg
Ligestillingsudvalg
Retsudvalg
7. oktober 2015 Henvendelse af 7/10-15 fra Amnesty International vedr. Rigshospitalets monopol på behandling af transkønnede Sundhedsudvalg
1. marts 2016 Henvendelse af 1/3-16 fra Borgerrretsbevægelsen vedr. forskelsbehandling mellem transseksuelle og fysisk syge Sundhedsudvalg
3. marts 2016 Henvendelse af 3/3-16 fra Amnesty International vedr. rapport om diskrimination af transkønnede Sundhedsudvalg
9. juni 2016 Henvendelse af 9/6-16 fra Lisa Andersen vedr. behandling af transkønnede Sundhedsudvalg
18. august 2016 Henvendelse af 18/8-16 fra Foreningen Af Transkønnede I Danmark vedr. hormonbehandling af transkønnede Sundhedsudvalg
21. december 2016 Opfølgning på besvarelse af spørgsmål 13 til B 7 om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste (folketingsåret 2015-16), fra sundhedsministeren Sundhedsudvalg

* * *
Noter af Tina Thranesen.
  1. [Retur] Præsentationer fra Sundheds- og Forebyggelsesudvalgets lukkede ekspertmøde den 15. maj 2014.
    Der var følgende præsentationer:
    1. L 189. Bilag 3. Præsentation fra John Erik Pedersen, Sundheds- og Forebyggelsesministeriet på ekspertmødet den 15. maj 2014.
    2. L 189. Bilag 3. Præsentation fra Annamaria Giraldi og psykolog, lektor Jørgen Bech-Jessen, Sexologisk Klinik på ekspertmødet den 15. maj 2014.
    3. L 189. Bilag 3. Præsentation fra Vibe Grevsen, LGBT Danmark på ekspertmødet den 15. maj 2014.

* * *
Specialet i pdf-format.