REU alm. del bilag 190. Udkast til lovforslag om ændring af navneloven fremsat den 12. december 2008 af justitsministeren.

Vist 160 gange.
Den 12. december 2008 fremsatte justitsminister, Brian Mikkelsen udkast til lov om ændring af Navneloven – Samling: 2008-09.

I navneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 524 af 24. juni 2005, som ændret ved lov nr. 435 af 14. maj 2007, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven ændres »Ministeren for familie- og forbrugeranliggender« til: »Justitsministeren« og »ministeren for familie- og forbrugeranliggender« til: »justitsministeren«.

2. I § 5 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om samtykke, jf. stk. 1 og 2. Justitsministeren kan, hvor særlige grunde taler herfor, undtage fra kravet om samtykke i stk. 1 og 2.«

3. I § 11, stk. 3, 2. pkt. ændres »nr. 5 og 6« til: »nr. 5-7«.

4. § 13, stk. 2, 2. pkt . ophæves.

5. I § 13 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om, at personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed, ikke er omfattet af forbuddet i stk. 2.«

6. § 31 ophæves.

Loven træder i kraft den 1. oktober 2009.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvist sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

1. Indledning
Formålet med lovforslaget er at indføre en adgang til, at man under visse betingelser kan tage sin afdøde ægtefælles eller samlevers mellem- eller efternavn. Det foreslås desuden at udvide adgangen til at undtage fra lovens krav om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn. Endelig foreslås det at ophæve lovens revisionsbestemmelse.

1.1. Baggrund
Den 1. april 2006 trådte en ny navnelov i kraft (lovbekendtgørelse nr. 524 af 24. juni 2005). Loven ophævede den hidtidige lov om personnavne (lovbekendtgørelse nr. 193 af 29. april 1981 med senere ændringer), der i mange henseender byggede på Danmarks første egentlige navnelov (Lov om Navneforandring fra 1904).

Med den nuværende navnelov blev der foretaget en fuldstændig revision af lovgivningen. Reglerne blev liberaliserede og sagsgangen forenklet. Loven bygger på det princip, at en persons navn i første række er et privat anliggende og kun i anden række et spørgsmål, som samfundet har en interesse i at regulere. Som lovens mest centrale elementer kan nævnes, at efternavne, der bæres af 2.000 personer eller flere, er frie og kan tages af enhver, og at det er muligt at tage sit mellemnavn som efternavn.
Endvidere har ægtefæller fået mulighed for at tage hinandens mellemnavne, ligesom ugifte samlevende kan tage hinandens mellem- og efternavne. Der skelnes ikke længere mellem giftenavne og egne navne.

Fremsættelsen af forslaget til den nuværende navnelov medførte betydelig debat. På denne baggrund blev der under lovforslagets behandling indsat en revisionsbestemmelse. Efter navnelovens § 31 skal der således ske en revision af loven i folketingsåret 2008/09. Baggrunden for bestemmelsen var at give Folketinget mulighed for at vurdere lovens virkning i praksis.

Den nuværende navnelov blev i folketingsåret 2006/07 ændret ved lov nr. 435 af 14. maj 2007 (Gebyr for behandling af ansøgning om navneændring m.v.). Med lovændringen blev der indført et gebyr på 430 kr. for alle navneændringer, dog med undtagelse af navneændringer i forbindelse med vielse og navneændringer for børn under 18 år, der følger af forældrenes navneændringer.

Med dette lovforslag foreslås det at ophæve revisionsbestemmelsen.
Erfaringerne med den nuværende navnelov viser, at lovens samlede muligheder benyttes i vidt omfang. Samtidig kan det konstateres, at de bestemmelser, der var mest omdiskuterede i forbindelse med behandlingen af navneloven, ikke efterfølgende har medført debat eller anvendes i større omfang.

Der er efter Justitsministeriets opfattelse behov for at stille forslag om ændring af loven på enkelte områder. Det foreslås således, at der indføres en bestemmelse, hvorefter der kan fastsættes nærmere regler for under visse betingelser at tage sin afdøde ægtefælles eller samlevers mellem- eller efternavn. Endvidere foreslås det, at den mulighed, der er i loven for at fastsætte regler, der for transseksuelle undtager fra kravet om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn, udvides til også at omfatte personer, der ganske må ligestilles med transseksuelle.

2. Ophævelse af revisionsbestemmelsen
2.1. Statistik og erfaringer med den nye navnelov
Det var forventet, at flere af den nuværende navnelovs nye muligheder ville blive udnyttet i vidt omfang. Dette gælder særligt muligheden for at tage sin ugifte samlevers mellem- og efternavn, muligheden for at bortkaste sit efternavn og tage sit mellemnavn som efternavn, og ægtefællers mulighed for at tage hinandens mellemnavne.

For at kunne følge udviklingen i navnesager efter den gældende lovs ikrafttræden og til brug for overvejelserne om en eventuel revision af loven har personregisterførerne siden lovens ikrafttræden udarbejdet statistik over anvendelsen af de nye muligheder for navneændring.

I alt er der gennemført ca. 252.000 navneændringer siden lovens ikrafttræden (1. april 2006 til 30. september 2008). To typer af navneændringer udgør tilsammen ca. 140.000 navneændringer. Det drejer sig om muligheden for at tage sit mellemnavn som efternavn (ca. 48.000), og muligheden for at tage sin ægtefælles mellem- eller efternavn (ca. 93.000). Ved ca. 4.000 navneændringer har personer valgt et frit efternavn fra listen på Familiestyrelsens hjemmeside over efternavne, der bæres af 2.000 personer eller flere. Ophævelse af sondringen mellem gifte- og eget efternavn har medført, at et såkaldt giftenavn er videregivet til en ny ægtefælle eller samlever i ca. 1.700 tilfælde. Ligestillingen i loven af ugifte personer med gifte personers adgang til at tage hinandens navne er udnyttet ved ca. 7.200 navneændringer.

Ved fremsættelsen af forslaget til den nuværende navnelov blev det skønnet, at det samlede antal navneændringer årligt ville stige fra ca. 44.000 til ca. 61.000. Dette skøn baserede sig dels på de udvidede muligheder for at få en navneændring, dels på at man med loven ophævede det gebyr, som visse navneændringer tidligere var pålagt. Som det fremgår af statistikken, har antallet af navneændringer de første to år efter lovens ikrafttræden langt oversteget denne forventning, idet det dog må antages, at nyhedens interesse og de nye muligheder har forøget antallet af navneændringer straks efter lovens ikrafttræden.

Antallet af navneændringer ser nu ud til at stabilisere sig pÃ¥ et niveau svarende til 50 – 60.000 Ã¥rligt.

2.2. Justitsministeriets overvejelser
Flere af de nye muligheder for navneændring, der blev indført med den gældende navnelov, blev debatteret meget under behandlingen af lovforslaget. Dette gælder navnlig ophævelsen af sondringen mellem eget efternavn og giftenavn, hvilket gav mulighed for at give et navn erhvervet ved ægteskab videre til en ny ægtefælle eller samlever, indførelse af retten til at tage sin ugifte samlevers mellem- og efternavn samt grænsen for, hvor mange bærere af et navn, der skal til, før navnet er et frit efternavn.

Statistikken over navneændringer viser som ovenfor anført, at de nye – mere liberale – muligheder for at skifte navn er benyttet i vidt omfang. Statistikken viser dog ogsÃ¥, at det ikke er de muligheder for at skifte navn, der blev mest omdiskuterede i forbindelse med behandlingen af loven, der har været mest anvendt.

Justitsministeriet (Familiestyrelsen) har siden lovens ikrafttræden i 2006 løbende drøftet lovens praktiske anvendelse med relevante myndigheder og organisationer. På baggrund af disse drøftelser er det Justitsministeriets vurdering, at navneloven i alt væsentlig er hensigtsmæssigt udformet. Der er dog peget på enkelte uhensigtsmæssigheder ved loven, som forsøges imødegået ved dette forslag.

Samtidig kan det konstateres, at den nuværende administrative ordning for behandling af navnesagerne fungerer i praksis. Det kan i den forbindelse nævnes, at administrationen af navnesager med den nuværende ordning blev forenklet sådan, at borgerne kun skal henvende sig ét sted (personregisterføreren), og dermed lettere kan komme i forbindelse med den rette myndighed. Ligeledes kan det konstateres, at ordningen med indbetaling af gebyr for ansøgning om navneændring både er nem at anvende for borgerne og også nem at administrere for personregisterførerne.

Det er på den baggrund samlet Justitsministeriets opfattelse, at der alene er behov for at stille forslag om mindre justeringer af loven samt en ophævelse af revisionsbestemmelsen.

3. Adgang til at tage sin afdøde ægtefælles eller samlevers mellem- eller efternavn (Udeladt her)
3.1. Gældende ret (Udeladt her)
3.2. Justitsministeriets overvejelser (Udeladt her)

4. Adgang til at tage et fornavn, der betegner det modsatte køn
4.1. Gældende ret
Et fornavn må ikke betegne det modsatte køn i forhold til den, der skal bære navnet. Justitsministeren kan dog fastsætte regler, der for transseksuelle personer gør undtagelse fra dette krav. På den baggrund er der i navnebekendtgørelsen (bekendtgørelse nr. 438 af 11. maj 2007) fastsat en bestemmelse om, at der for personer, som ikke har gennemgået et kønsskifte, men som af Rigshospitalets Sexologiske Klinik vurderes at være transseksuelle,
kan gøres undtagelse fra kravet om, at et navn ikke må betegne det modsatte køn. I praksis afgiver Sexologisk Klinik denne vurdering i en skriftlig erklæring til navnemyndighederne.

Efter forarbejderne til navnelovens § 13, stk. 2, (FT 2004-05, 2. samling, tillæg A, s. 769) omfatter bestemmelsen to persongrupper: 1) transseksuelle, der går i observationsforløb på Sexologisk Klinik med henblik på senere at søge tilladelse til kønsskifte, og som er blevet henvist til kønshormonbehandling, og 2) transseksuelle,
der gennem længere tid har levet fuldtids som det andet køn, men ikke ønsker at gennemgå kønsskifte, og ønsket om at leve som det andet køn er stabilt, og ansøgerens livskvalitet skønnes at blive væsentligt forbedret ved et fornavn, der svarer til den kønslige fremtoning.

4.2. Justitsministeriets overvejelser
Som det fremgår af punkt 4.1, er muligheden for at gøre undtagelse fra kravet om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn, i dag forbeholdt personer, der er transseksuelle. Justitsministeriet finder på baggrund af erfaringerne med disse sager, at der bør ske en vis udvidelse af anvendelsesområdet for hjemmelsbestemmelsen i lovens § 13, stk. 2, så også personer, der ganske kan ligestilles med transseksuelle, men som ikke af Sexologisk Klinik kan erklæres
for egentlige transseksuelle, kan få et fornavn, der betegner det modsatte køn.

Rigshospitalets Sexologiske Klinik har således defineret denne persongruppe som personer, der igennem en længere årrække jævnligt har klædt sig som det modsatte køn, og som efter lange overvejelser giver efter for et basalt behov for permanent at klæde sig som og i det hele taget leve som det modsatte køn. De omhandlede personer fremtræder således som transseksuelle, dvs. som det andet køn, såvel over for sig selv som andre, men kan ikke fra Sexologisk
Kliniks side opnÃ¥ en egentlig betegnelse som transseksuel eller tilladelse til en kønsskifteoperation. Et typisk eksempel pÃ¥ en person i denne persongruppe er ifølge Sexologisk Klinik en mand pÃ¥ 50 – 60 Ã¥r, som hele sit voksenliv har haft glæde af at klæde sig i kvindetøj. Vedkommende har i de seneste Ã¥r i stigende omfang givet efter for trangen til at klæde sig som kvinde for til sidst fuldtids at fremtræde som sÃ¥dan over for omverdenen. Dog har personen pÃ¥ det seksuelle plan lejlighedsvis fortsat glæde af sit mandlige kønsorgan. Derfor kan personen ikke i psykiatrisk forstand betegnes som transseksuel,
selv om han over for omverdenen fremtræder som sådan. Den persongruppe, der er omfattet af forslaget, adskiller sig væsentligt fra gruppen af transvestitter, der er kendetegnet ved ønsket om kun lejlighedsvis at iføre sig det modsatte køns tøj for at kunne føle sig som det modsatte køn.

Sexologisk Klinik er af den opfattelse, at muligheden for et navneskifte vil betyde en forbedret livskvalitet for den nævnte persongruppe, der som omtalt ikke kan opnå en betegnelse som egentlig transseksuel. Sexologisk Klinik har således peget på, at der er tale om en gruppe mennesker, der permanent lever som det modsatte køn på baggrund af årelange personlige overvejelser. Ifølge et skøn fra Sexologisk Klinik vil en udvidelse af muligheden for at få et navn, der betegner det
modsatte køn til også at omfatte denne persongruppe, omfatte ca. 10-20 personer årligt. Det må dog antages, at den nævnte persongruppes behov for en navneændring straks efter en udvidelse af ordningen vil medføre et noget større antal ansøgninger.

På denne baggrund finder Justitsministeriet, at anvendelsesområdet for bemyndigelsesbestemmelsen i § 13, stk. 2, bør udvides, således at personer, der ganske kan ligestilles med transseksuelle, kan få et fornavn, der betegner det modsatte køn.

Det er hensigten, at den administrative procedure for navneændring for den nævnte gruppe af personer tilrettelægges således, at proceduren svarer til den procedure, der anvendes i forhold til transseksuelle. Sexologisk Klinik vil derfor i disse tilfælde skulle afgive en erklæring om, at vedkommende ganske kan ligestilles med en transseksuel, idet han eller hun lever som det modsatte køn og har gjort dette gennem længere tid, ligesom det skal være en betingelse, at en navneændring vil kunne forbedre den pågældendes livskvalitet væsentligt.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne hertil.

5. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige
Lovforslaget indebærer ikke økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

6. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet
Lovforslaget indebærer ikke økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet.

7. Administrative konsekvenser for borgere
Lovforslaget indebærer ikke administrative konsekvenser for borgere.

8. Miljømæssige konsekvenser
Lovforslaget har ikke miljømæssige konsekvenser.

9. Forholdet til EU-retten
Forslaget indeholder ikke EU-retlige aspekter.

10. Hørte myndigheder, organisationer m.v.
Lovforslaget er sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.: Foreningen af Familieretsadvokater, Danske Advokater, AdvokatrÃ¥det, Foreningen af Statsforvaltningsdirektører, Foreningen af Statsforvaltningsjurister, Den Danske Præsteforening, Danmarks Kordegneforening, Den romersk-katolske Kirke, Det mosaiske trossamfund, Den reformerte menighed i Fredericia, Den fransk-reformerte menighed i København, Den tysk-reformerte menighed i København, Det metodistiske trossamfund, Baptistkirken i København, Den ortodokse russiske kirkes menighed i København, Den norske menighed ved Kong Haakon kirken i København, Svenska Gustafsförsamlingen i København, Den til St. Alban’s English Church i København hørende menighed, Personregisterførerne i Sønderjylland, Kommunernes Landsforening, Rigshospitalets Sexologiske Klinik, Trans-Danmark og Patientforeningen for Transseksuelle.

11. Samlet vurdering af lovforslagets konsekvenser
(Udeladt her)

(Bemærkningerne til punkterne 1 – 4 udeladt her)

Til nr. 5
Det foreslås, at der i § 13 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter justitsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at personer, der er transseksuelle eller ganske må ligestilles hermed, ikke er omfattet af forbuddet om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn. Det foreslås således, at adgangen til at undtage fra kravet om, at et fornavn ikke må betegne det modsatte køn udvides til også at omfatter personer, der ganske kan ligestilles med transseksuelle.

Den nuværende ordning foreslås alene ændret til også at omfatte personer, der ganske kan ligestilles med transseksuelle. Adgangen til at få et fornavn, der betegner det modsatte køn, er derfor fortsat udelukket for andre, eksempelvis transvestitter. I navnebekendtgørelsen vil der blive fastsat en regel, hvorefter det er en betingelse for navneændringen, at Sexologisk Klinik vurderer, at den pågældende ansøger ganske kan ligestilles med en transseksuel, og at navneændringen må antages væsentligt at forbedre vedkommendes livskvalitet. Tilsvarende vurdering kræves i dag, for at transseksuelle kan få navneændring.

Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 4.

Til nr. 6
Forslaget indebærer en ophævelse af revisionsbestemmelsen i § 31.
Der henvises til de almindelige bemærkninger pkt. 2.

Da der i tilknytning til lovforslaget skal udstedes administrative forskrifter med henblik på at gennemføre lovforslaget, og da der herudover skal foretages en administrativ ændring i kompetencefordelingen af navnesager, foreslås det, at lovforslaget træder i kraft den 1. oktober 2009.

Loven finder anvendelse på ansøgninger om navneændring, der er indgivet til personregisterføreren efter lovens ikrafttræden. Forslaget om at fastsætte regler, der gør det muligt at tage en afdød ægtefælles mellem- eller efternavn, finder også anvendelse i de tilfælde, hvor den ægtefælle, man ønsker at tage navn efter, er afgået ved døden før lovens ikrafttrædelse.

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at loven ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1
Lovforslaget sammenholdt med gældende lov.
(Udeladt her).

* * *
Folketingets journal vedrørende lovforslaget hos Retsudvalget – REU, Alm. del – bilag 190.
Lovforslaget i pdf-format hos Retsudvalget.