Vist 140 gange.
I sagen Sheffield og Horsham v. the United Kingdom – Application No 22985/93 og 23390/94 – som bestÃ¥r af to sager, som blev ført samtidig, frikendte Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol den 30. juli 1998 England.
Sagen blev ført ved Storkammeret – Grand Chamber – i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. I forbindelse med domme udtrykte Domstolen kritik af, at England ikke trods tidligere domme fra Domstolen, havde ændret pÃ¥ sin lovgivning.
Sammendrag
Dom afsagt af Storkammeret – Grand Chamber – afsagde den 30. juli 1998 dom i sagen Sheffield og Horsham v. the United Kingdom. 31-32/1997/815-816/1018-1019
Storbritannien – den sagsøgte stat har en positiv forpligtelse til at anerkende sagsøgernes nye kønsidentiteter ved lovlige formÃ¥l, bÃ¥de mandlige og kvindelige kønsskifteopererede transseksuelle.
I. Artikel 8 i konventionen
Gentagelse af Domstolens retspraksis om rækkevidden af positive forpligtelser i henhold til artikel 8 om at beskytte retten til respekt for privatlivet.
Essensen of sagsøgernes klagepunkter vedrører myndigheders fortsatte insisteren pÃ¥ at bestemme køn efter biologiske kriterier og afvisning af at anmærke eller opdatere oplysninger om kønsskifteopereredes kønsstatus i fødselsregistre – i den henseende ligner disse klager sagerne Rees v. The United Kingdom og Cossey v. the United Kingdom.
Efter Rettens opfattelse er der ikke nogen videnskabelig eller retlig udvikling pÃ¥ omrÃ¥det transseksualitet siden Cossey-dommen, som berettiger til at fravige Rettens beslutninger i ovennævnte sager – den sagsøgte stat pÃ¥berÃ¥ber sig stadig retten til et skøn og forsvarer sin afvisning af at anerkende retligt kønsskifteopererede transseksuelles kønsidentitet – og Retten finder, at transseksualitet fortsat rejser komplekse, videnskabelige, juridiske, moralske og sociale spørgsmÃ¥l, for hvilke der ikke er nogen almindeligt fælles tilgang blandt de kontraherende stater.
Endvidere er de ulemper, som klagerne i visse sammenhænge påføres på grund af deres køn efter kønsskifteoperation, ikke tilstrækkelig alvor til at tilsidesætte den sagsøgte stats skønsbeføjelser.
Retten bemærker, at den sagsøgte stat ikke har taget skridt til passende retlige foranstaltninger på dette område på trods Domstolens synspunkt derom i Rees og Cossey dommene, hvorfor Retten gentager sit synspunkt.
Konklusion: ingen krænkelse (elleve stemmer mod ni).
II. Artikel 12 i konventionen
Gentagelse af principperne i Domstolens Rees dom om rækkevidden og fortolkningen af artikel 12.
Under henvisning til disse principper, begge klagernes manglende mulighed for enten at indgå i et lovformeligt ægteskab i henhold til national lovgivning på grund af myndighedernes i den sagsøgte stat insisteren på biologiske kriterier for fastlæggelse køn med henblik på, kan ikke give anledning til strid med denne artikel. Desuden er Domstolen ikke blevet overbevist om, at anden sagsøgers klage rejser spørgsmål i henhold til denne artikel.
Konklusion: ingen krænkelse (atten stemmer mod to).
III. Artikel 14 i konventionen sammenholdt med artikel 8
Gentagelse af principperne i artikel 14.
Domstolens begrundelse for at afvise sagsøgernes klager i henhold til artikel 8 udgør ogsÃ¥ en “rimelig og objektiv begrundelse” for de pÃ¥stÃ¥ede forskelsbehandlinger, som klagerne som kønsskifteopererede transseksuelle har været udsat for.
Konklusion: ingen overtrædelse (enstemmigt).
IV. Artikel 13 i konventionen
Klagerne tilkendegiver, at de frafalder klagerne.
Konklusion: ikke nødvendigt at undersøge klagerne (enstemmigt).
Den første klager, Kristina Sheffield er en britisk statsborger født i 1946 og aktuelt bosiddende i London.
Ved fødslen blev klageren registreret med mandligt køn. Hun har været gift og har en datter fra dette ægteskab, som nu er opløst.
I 1986 begyndte hun behandling på en kønsidentitetsklinik i London og har gennemgået kønsskifteoperation. Efter denne skiftede hun navn til sit nuværende. Navneskiftet blev indført i et nyt kørekort og et nyt pas.
Da hun var blevet oplyst, at en skilsmisse var nødvendig for at få tilladelse til kønsskifte, blev hun skilt fra sin hustru. Efterfølgende nægtede en dommer at give hende samkvem med sin datter, da denne fandt, at kontakt til en transseksuel ikke var til gave for barnet. Hun har ikke set sit barn i tolv år.
På trods af, at hendes navn blev ændret på kørekortet og i passet, var det ikke muligt at få ændret fødselsattesten og forskellige andre dokumenter så som forsikringspolicer, som derfor indeholder hende oprindelige mandlige navn og mandlig kønsangivelse.
Den anden klager, Rachel Horsham, er en britisk statsborger født i 1946. Hun har boet i Holland siden 1974 og ansøgte i september 1993 om hollandsk statsborgerskab.
Ved fødslen blev klageren registreret med mandligt køn. Hun har fra en meget tidlig alder haft svært ved at identificere sig som værende af hankøn. Siden hun i 1971 som 21 år fuldt ud forstod, at hun var transseksuel, har hun levet som kvinde.
Hun har siden 1990 været i behandling med kønshormoner og gennemgik kønsskifteoperation til kvinde den21. maj 1992 på Free University Hospital i Amsterdam, Holland.
Den 26. juni 1992 ansøgte hun på ny det Britiske konsulat i Amsterdam om at få ændret billede og navn i sit pas. Hun fik oplyst, at det kun kunne efterkommes, hvis hun havde en Hollandsk domstols afgørelse derom.
Den 24. august 1992 fik hun afsagt dom ved Amsterdams byret om, at navnemyndigheden i Haag skulle ændre hendes registrering til hendes nye navn og til, at hun nu var kvinde. Hun fik den 12. november 1992 udstedt nyt registreringsbevis.
Den 11. september 1992 fik hun fra det Britiske konsulat udstedt nyt pas med sit kvindelige navn og kønsangivelsen anført som kvinde.
Den 15. november 1992 ansøgte hun om udstedelse af en ny britisk fødselsattest med sit nye navn og køn, men fik den 20. november 1992 oplyst, at det ikke kunne lade sig gøre.
Hun gør over for retten gældende, at hun er tvunget til at leve i eksil, da Storbritannien ikke vil anerkende hendes køn. Hun har en mandlig partner, som hun har tænkt sig at gifte sig med, og de vil gerne bosætte sig i England.
Hun havde et brev af 4. november 1993 fra de engelske myndigheder, som oplyste, at flyttede hun til England, så ville hendes ægteskab blive betegnet som ulovligt, hvorfor hun fortsat var tvunget til at bo i Holland.
Dommen i sin helhed hos Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.