Vist 397 gange.
Jeg havde besluttet, at min “premiere” som kvinde skulle foregÃ¥ til TiD‘s generalforsamling den 15. februar i Ã¥r (Ã¥r 2002). I den anledning mÃ¥tte jeg jo ha’ noget tøj at ta’ pÃ¥. Det eneste jeg overhovedet ejer af pigetøj er alt mit undertøj, og det kan jeg trods alt ikke møde op i.
Dette billede blev taget umiddelbart efter, Sophie havde fået lagt makeup.
Derfor skulle jeg pÃ¥ “jagt” uden at sprænge mit budget, og i denne jagt foretrak jeg at gÃ¥ pÃ¥ besøg i nogle af de mange genbrugsbutikker, der findes rundt omkring.
Som sagt så gjort.
Min yngste datter går på skrædderskole i Haslev, så hvad var mere nærliggende endt at forsøge der, når jeg alligevel var i byen for at hente hende.
Mandag eftermiddag gik jeg ind i Røde Kors Genbrugsbutik, Jernbanegade 54 i Haslev, henvendte mig til personalet, der alle var kvinder, og sagde: “Goddag, jeg hedder Søren og Sophie, jeg er transvestit“!
“Jamen velkommen” svarede de, “- hvad kan vi gøre for dig”?
“Jeg vil gerne se pÃ¥ noget tøj, som jeg kan være i. Vil I hjælpe mig med at finde noget, der ogsÃ¥ matcher i farverne? Det er jeg nemlig ikke specielt god til”.
Desværre havde de ikke noget, så jeg måtte gå med uforrettet sag.
Tirsdag eftermiddag, kom jeg så forbi Røde Kors Genbrugsbutik i Greve, beliggende på Greve Strandvej 154 i Greve.
Her gik jeg ogsÃ¥ ind, henvendte mig til personalet, og sagde: “Goddag, jeg hedder Søren og Sophie, jeg er transvestit! Jeg har brug for noget tøj, fordi jeg snart skal have offentlig premiere”.
“Jamen, det er da slet ikke noget problem”, svarede den ene af damerne, der sÃ¥ ud til at være lederen af butikken.
“Joeh, men jeg har ogsÃ¥ brug for hjælp til farvesammensætning, og hvis jeg finder noget, er jeg jo nød til at prøve det”.
“Jamen det er der da slet ikke noget problem i”, sagde damen.
“Er I ikke bange for, at nogle af jeres kunder skal blive forarget over at se en mand rende rundt i dameundertøj, som jeg har pÃ¥ indenunder mit mandetøj, og samtidig prøve diverse andre beklædnings dele. Man kan jo ikke rigtig se, hvordan tingene passer sammen inde i sÃ¥dan et prøverum pÃ¥ to gange to meter”.
“Næeh”, sagde damen, “- hvis der er nogen, der har et problem med dét, sÃ¥ er det dem, der har problemet – ikke os; og tilsyneladende heller ikke dig”, smilede hun.
“Næeh, det er jo rigtigt”, replicerede jeg, og gik i gang med min jagt.
Ved fælles hjælp, lykkedes det at finde:
– en ankellang nederdel, i en slags tern,
– en strikket nederdel, lidt kortere,
– en skjortebluse, der matchede den lange nederdel,
– en bluse af mærket “Jackie en pluspige”, der matchede striknederdelen og
– en dejlig varm og lækker vatteret lys pigefrakke med hætte.
Alt dette fik jeg med hjem for kun 140 kroner.
Alt undtagen frakken var hel rent og nyrenset; frakken skulle lige ha’ en tur i vaskemaskinen.
Da jeg var færdig med at handle og havde betalt, stod vi og sludrede lidt.
Jeg blev spurgt, hvordan jeg fik “mod” til at gøre, som jeg gjorde.
Jeg svarede, at jeg ikke havde noget som helst problem med at være transvestit, sÃ¥ hvorfor i alverden skulle jeg dog “krybe rundt langs panelerne” i butikken? Jeg var jo glad for at være, som jeg var.
Vi snakkede så lidt om, hvor synd det egentlig var, at der ikke var flere, der turde det.
Det var der én af kunderne, der hørte, og hun blandede sig i samtalen og præsenterede sig som psykoterapeut.
Hun fortalte os, hvad jeg jo godt vidste, at det faktisk slet ikke er sundt og gÃ¥ rundt og “undertrykke” sÃ¥dan nogle ting. Der var faktisk flere, der var blevet rigtig dÃ¥rlige – psykisk af det; man kendte ogsÃ¥ til nogen, der havde taget deres liv, fordi de ikke kunne leve med “skammen”.
Til det sagde jeg, at jeg ville ønske, at jeg – trods min ringe erfaring indenfor genren, men meget store menneskekundskab – var i stand til at hjælpe nogen, der gik rundt og havde problemer med sÃ¥dan noget.
Hun (terapeuten) svarede, at hun var overbevist om, at det var der behov for, men at hun ikke rigtig havde styr på, hvordan man kom i gang med det.
Jeg var desværre nød til at afbryde vores samtale, fordi jeg skulle nå til Haslev inden klokken femten.
Men hvor var det dog dejligt at møde så megen tolerance og venlighed to dage i træk.
Det er to dage jeg ikke glemmer.
Kærlig hilsen Sophie.