Spgsm. 274 fra Retsudvalget den 12. februar 2016 om udbredelse af partnerskabsaftaler til bekæmpelse af hadforbrydelser. Svar 14. marts 2016.

Vist 63 gange.
Retsudvalget stillede den 12. februar 2016 spørgsmål 274 – Samling: 2015-16 – efter ønske fra Pernille Skipper (EL) om justitsminister, Søren Pind vil udbrede de såkaldte partnerskabsaftaler, hvor politiet, kommunen og
de relevante organisationer samarbejder om bekæmpelse af hadforbrydelser, til justitsminister, Søren Pind, der svarede den 14. marts 2016.

Spørgsmål
Vil ministeren tage initiativ til at udbrede Fyns politis såkaldte partnerskabsaftale, hvor politiet, kommunen og de relevante organisationer samarbejder om bekæmpelse af hadforbrydelser?

Svar
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en
udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

”Rigspolitiet kan indledningsvis oplyse, at Rigspolitiets primo 2015 overtog det overordnede ansvar for hadforbrydelser fra Politiets Efterretningstjeneste.

Rigspolitiet har siden overtagelsen iværksat en analyse af kriminalitetsområdet samt foretaget en kortlægning af de enkelte politikredses viden, erfaring og tiltag på hadforbrydelsesområdet, herunder også Fyns Politis.

Erfaringerne fra Fyns Politis lokale projekt ”Partnerskab mod hatecrime” indgår således i Rigspolitiets overvejelser om tilrettelæggelse af mulige nationale tiltag på hadforbrydelsesområdet, herunder hvorvidt såkaldte partnerskabsaftaler bør udbredes nationalt.

Fyns Politi har imidlertid over for Rigspolitiet tilkendegivet, at arbejdet i projektet ”Partnerskab mod hatecrime” ikke har været uden udfordringer. På den baggrund har Rigspolitiet påbegyndt en dialog med en række væsentlige nationale interessenter på hadforbrydelsesområdet, således at disse får lejlighed til at belyse andre mulige metoder til nationalt at samarbejde omkring bekæmpelse af hadforbrydelser. Det første møde i denne dialogindsats er afholdt, og de resterende forventes at blive afholdt i løbet af foråret 2016.

Det bemærkes, at Rigspolitiet – ud over planlægning af en række dialogmøder – endvidere har etableret en egentlig moniteringsordning vedrørende hadforbrydelser (der trådte i kraft i november 2015), ligesom der arbejdes målrettet med at forbedre politiets registrering af disse forbrydelser. Rigspolitiet vil endvidere overveje, hvorvidt der er behov for yderligere uddannelsesmæssige tiltag på området.

De ovenfor beskrevne tiltag skal således ses som en samlet national indsats i forhold til styrkelse af politiets indsats mod hadforbrydelser.”

Der henvises til Justitsministeriets samtidige besvarelse af spørgsmål nr.
273
(Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

* * *
Spørgsmålet skal ses i sammenhæng med Retsudvalgets åbne samråd den 11. februar 2016 om hadforbrydelser med justitsminister, Søren Pind.

* * *
Folketingets journal vedr. spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.