Spgsm. 464 den 1. februar 2017 om ventetid på kønsskifteoperation. Svar 17. marts 2017.

Vist 178 gange.
Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 1. februar 2017 efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF) spørgsmÃ¥l 464 – Alm. del Samling: 2016-17 – om nedbringelse afventetiden for kønsskifteoperation, til sundhedsminister, Ellen Trane Nørby. PÃ¥ grund af Ellen Thrane Nørbys barsel, blev spørgsmÃ¥let endeligt besvaret af fungerende sundhedsminister Karen Ellemann den 17. marts 2017.

Spørgsmål
Hvad vil ministeren helt konkret gøre for at nedbringe ventetiden for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation, så de ikke skal vente mere end 1 år på en operation?

Forløbigt svar den 8. februar 2017
Jeg vil til brug for min besvarelse af spørgsmålet indhente bidrag fra Danske Regioner og forventer at kunne besvare spørgsmålet endeligt medio marts.

Med venlig hilsen
Ellen Trane Nørby

* * *
Endeligt svar den 17. marts 2017.
Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet bidrag fra Danske Regioner, hvor Region Hovedstaden har skønnet ventetiderne for transkønnede, der ønsker kirurgisk kønsskifte.

Af bidraget fremgår det bl.a., at der gennem de sidste par måneder er opereret en del transkønnede patienter med ønske om kønsskifte fra kvinde til mand, hvor de har ønsket fjernelse af brystet, og at antallet af patienter, der venter på denne operation, således er nedbragt væsentligt. Jeg hæfter mig dog ved, at der er op til 18 måneders ventetid, som spørger også har konstateret i spørgsmålet.

Det glæder mig derfor, at der med Sundhedsstyrelsens nye specialeplan gives mulighed for, at Region Nordjylland kan forestå udredning og opstart på behandling. Det forventes imidlertid ikke at løse hele udfordringen med ventetider på området, og jeg vil derfor gå i dialog med Region Hovedstaden om sagen.

Med venlig hilsen
Karen Ellemann

Bidraget fra Danske Regioner

NOTAT
1. marts 2017.

Bidrag til besvarelse af folketingsspørgsmål nr. 464 vedrørende ventetid for borgere henvist til kønsskifteoperation

Sundheds- og Ældreministeriet har den 9. februar 2017 anmodet Danske Regioner om bidrag til besvarelsen af SUU alm. del – spm. 464 vedrørende ventetid for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation. Spørgsmålet lyder:

Hvad vil ministeren helt konkret gøre for at nedbringe ventetiden for borgere, der er henvist til en kønsskifteoperation, så de ikke skal vente mere end 1 år på en operation?

Danske Regioner har indhentet bidrag fra regionerne, som har oplyst følgende. Borgere, der ønsker kønsmodificerende behandling, skal i henhold til Sundhedsstyrelsens specialevejledning henvises til udredning og behandling af et multidisciplinært team, som bl.a. omfatter speciallæger i psykiatri, gynækologi/obstetrik og plastikkirurgi med særlig viden om transseksuelle. Borgere kan for nuværende kun henvises til udredning og behandling på Rigshospitalet, Region Hovedstaden.

Region Hovedstaden skønner, at ventetiderne for transkønnede, der ønsker kirurgisk kønsskifte, er som følger:

Mastectomi (fjernelse af bryst) 3-6 måneders ventetid
Kastration (fjernelse af vagina, uterus, tubae og ovarier) 6-8 ugers ventetid
Nedre kønsskifte (metoidioplastik) 6-18 måneders ventetid
Falloplastik 6-18 måneders ventetid

Mand til kvinde
Kastration og vaginoplastik (fjernelse af testikler og tildannelse af neovagina) 6-18 måneders ventetid

Når patienter har opnået tilladelse til kirurgisk kønsskifte fra Sundhedsstyrelsen, indgår de i Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandlings daglige prioritering af patientbehandlingen på Rigshospitalet. Patienter med livsturende og førlighedstruende tilstande prioriteres.

Der er gennem de sidste par måneder opereret en del transkønnede patienter med ønske om kønsskifte fra kvinde til mand, hvor de har ønsket fjernelse af brystet. Antallet af patienter, der venter på denne operation, er således nedbragt væsentligt. Der er dog ikke iværksat specielle tiltag ved Klinik for Plastikkirurgi, Brystkirurgi og Brandsårsbehandling på Rigshospitalet for at nedbringe ventetiderne for denne patientgruppe.

Region Nordjylland har en godkendt samarbejdsaftale, som giver mulighed for udførelse af vedligeholdelsesbehandling på Aalborg Universitetshospital. Aftalen er søgt i samarbejde med Rigshospitalet på baggrund af, at de faglige kompetencer er tilstede i Aalborg, og at der have været flere henvendelser fra nordjyske borgere, som har forespurgt muligheden.

Region Nordjylland har desuden ansøgt om tildeling af funktioner relateret til udredning og opstart på behandling – eksklusiv den nedre kønsmodificerede kirurgi og plastikkirurgi – i den kommende specialeplan med henblik på implementering inden for en overskuelig fremtid. Dette kan være med til at nedbringe ventetiden på tværs af landet.

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og det foreløbige svar hos Folketinget i pdf-format.
Spørgsmålet og det endelige svar hos Folketinget i pdf-format.
Notatet fra Danske Regioner hos Folketinget i pdf-format.