Spgsm. 87 den 16. november 2015, om hvilke behandlingstider og antal konsultationer Sexologisk Klinik finder acceptable og velbegrundede. Svar 14. december 2015.

Vist 168 gange.
Sundheds- og Ældreudvalget stillede den 16. november 2015 spørgsmål 87 – SUU Alm. del 2015-16 – om hvilke behandlingstider der – i dag – efter Sexologisk Kliniks opfattelse skønnes acceptable, samt hvor mange konsultationer der findes acceptable og velbegrundede ud fra en lægelig – og menneskelig – betragtning til sundheds- og ældreminister, Sophie Løhde (V), der svarede den 14. december 2015.

Spørgsmål
I en lægefaglig artikel ”Sociodemographic Study of Danish Individuals Diagnosed with Transseksualism” i ”Sexual Medicine” skriver en gruppe af de eksperter, som står for Sexologisk Kliniks arbejde med transkønnede, i en socio-demografisk gennemgang af samtlige sager fra Rigshospitalet i perioden fra 1978 til 2008, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fra visitation til tilladelse til kirurgiske indgreb var 8,1 år for MtF (fjernelse
af penis og testikler) og 5,9 år for FtM (fjernelse af livmoder og bryster). Det fremgår samtidig, at de undersøgte personer i perioden 1978-2008 var igennem gennemsnitligt 34 konsultationer. Forfatterne til artiklen konstaterer, at undersøgelsen ikke umiddelbart kan forklare behandlingstiderne, men nævner, at den kan afspejle forskellige evalueringsformer og kliniske procedurer gennem tiden. Det nævnes endelig, at de aktuelle behandlingstider (for tilladelse til kirurgiske indgreb) søges nedbragt til 1,5 til 2 år. Vil ministeren i forlængelse heraf oplyse, hvilke
behandlingstider der – i dag – efter Sexologisk Kliniks opfattelse skønnes acceptable, samt hvor mange konsultationer der findes acceptable og velbegrundede ud fra en lægelig – og menneskelig – betragtning?

Svar
Til brug for besvarelsen har ministeriet indhentet bidrag fra Region Hovedstaden. Region Hovedstaden oplyser i deres bidrag følgende:
”Der gøres opmærksom på, at i henhold til Sundhedsloven skal Sundhedsstyrelsen godkende kastration som led i kønsskifte, det vil sige fjernelse af æggestokke og livmoder hos kvinder og fjernelse af testikler hos mænd. Vedkommende skal således ansøge Sundhedsstyrelsen om tilladelse, og ovennævnte kirurgiske indgreb må ikke foretages uden Sundhedsstyrelsens skriftlige tilladelse. Sundhedsstyrelsen har i sin retningslinje (Vejledning om udredning og behandling af transkønnede) specificeret, hvilke krav der skal opfyldes, og hvilke udredninger der skal være gennemført, før der kan gives tilladelse fra Sundhedsstyrelsen til kirurgisk indgreb. I retningslinjen angives, at der skal være et minimum 2 års forløb på højt specialiseret enhed, i dette tilfælde Sexologisk Klinik, med regelmæssige samtaler, og bl.a. psykologisk testning, samt psykiatrisk og somatisk vurdering.

Sexologisk Klinik følger ovenstående retningslinjer. Det nye udredningstilbud er et forsøg på at nedbringe disse tider for behandlingstid på Sexologisk Klinik.

Da det nye udredningstilbud er indført i 2013, er det for tidligt at kunne måle den overordnede effekt, men flere af de, der er kommet ind i programmet efter 2013, er godkendt til kirurgisk indgreb. Ovennævnte artikel er således ikke repræsentativ for gældende praksis. Derudover skal nævnes, at der kan forekomme ekstra tid i det opgjorte tal, idet der er ventetid på kirurgisk indgreb, ekspeditionstid i Sundhedsstyrelsen (og tidligere Retslægerådet) for tilladelse til kastration efter den transkønnede har søgt, samt at nogle transkønnede ikke søger, umiddelbart efter tilladelsen er givet fra Sexologisk Klinik, eller aldrig søger Sundhedsstyrelsen.”

Jeg kan henholde mig til ovenstående.

Med venlig hilsen

Sophie Løhde

* * *
Folketingets journal vedrørende spørgsmålet og svaret.
Spørgsmålet og svaret i pdf-format hos Folketinget.