Vist 570 gange.
Jeg identificerer mig som lesbisk og feminist og jeg vil i denne artikel fortælle lidt om hvordan den mere radikale del af feminismen typisk har set og delvist stadigvæk ser på transkvinder. Jeg må nok hellere også indledningsvis understrege, at jeg ikke identificer mig som radikalfeminist, selvom andre sommetider af en eller anden grund kalder mig for en radikalfeminist. Jeg synes imidlertid at radikalfeminismen, med alle de begrænsninger den nu har, er spændende og ufordrende at beskæftige sig med. Men der skal heller ikke være nogen tvivl om, at jeg mener, at radikalfeminismen har haft og forsat har en række meget problematiske holdninger til transkvinder.
Det forholder sig nemlig desværre sÃ¥dan, at en række lesbiske radikalfeminister i tidens løb har givet udtryk for holdninger, der næppe kan kaldes for andet end transfobiske. Den “milde” version af den radikalfeministiske transfobi kan man f.eks. finde hos Sheila Jeffreys, der konsekvent omtaler transkvinder som mænd og transmænd som kvinder. Den virkeligt slemme version finder vi hos radikalfeminister som Mary Daly og ikke mindst Janice Raymond. Sidstnævnte er kendt for bogen “The Transsexual Empire: the making of the she-male” hvis hovedbudskab er, at patriarkatet har opfundet og udsendt transkvinderne for vha. dem at kunne infiltrere og hermed underminere kvindebevægelsen.
At transkvinder skulle gennemgå alle transitionens kvaler blot for at kunne infiltrere kvindebevægelsen er en så absurd påstand, at man umiddelbart mest af alt har lyst til at afvise den som det rene vrøvl. Og det er jo noget vrøvl, hvis man vil tage udsagnet bogstaveligt. Men jeg tror, at påstanden skal ses, ikke som et rationelt udsagn om transseksualitetens årsager, men i stedet som det, som man indenfor religionsvidenskaben vil kalde for en myte. Myter er kendetegnede ved ikke at være rationelle, for de handler om det, som et folk, en religion, en ideolog mfl. ser som essentielle sandheder om verden, tilværelsen eller hvad man nu ellers opfatter som væsentligt. Sådanne påstande når man ikke frem til via rationel tankegang, derfor argumenterer man ikke for sandhederne, men postulerer dem i stedet. Dvs. det er ikke logikken, det kommer an på, men i stedet understregningen af, at man beskriver sandheden.
Jeg ser med andre ord den radikalfeministiske påstand om at transkvinder kun er til for at infiltrere kvindebevægelsen som et forsøg på at udtrykke, at man ser transkvinderne som en dødelig trussel mod kvindebevægelsen. Hvorfor det skulle være sådan siges der ikke noget om direkte, men det fremgår indirekte af de mange udfald mod transkvinder som er typisk for radikalfeminismen, såsom f.eks. påstanden om at de er kunstige kvinder, der degraderer de rigtige kvinder ved deres blotte eksistens. Eksistensen af transkvinder rejser nemlig spørgsmålet: hvad det vil sige, at være kvinde? Og på den måde udgør transkvinderne et seriøst problem for radikalfeminismen, for det spørgsmål kan radikalfeminismen nemlig ikke svare så let på.
Radikalfeminismen er dybt præget af den forestilling, at kønsrollerne ikke er medfødte men i stedet skabt af samfundet. Det er ekstremt vigtigt for radikalfeminismen, at fremhæve, at de kønsroller, der pålægger kvinder en masse opgaver og forbyder dem andre, ikke bygger på biologien og dermed er uforanderlige men i stedet bygger på samfundsbeslutninger og normer, som man kan ændre. Samtidigt hermed har radikalfeminismen imidlertid også en tendens til at se kvinder som de fødte ofre og mænd som de fødte forbrydere. Disse to indfaldsvinkler passer jo ikke ligefrem som fod i hose, og det er her, at transkvinderne kommer ind og, ofte helt uden at ville det, kommer til at afsløre radikalfeminismens dilemma. Hvis køn nemlig er skabt af samfundet og ikke af biologien, så kan biologiske mænd naturligvis også være kvinder, hvis de ellers har en identitet som sådanne. Men hvis køn er skæbne og vores adfærd er bundet af vores biologiske køn, ja så er transkvinderne ud fra et radikalfeministisk perspektiv repræsentanter for det onde køn og dermed kvindernes eksistentielle og reelle fjender. Transfobi hos en række radikalfeminister afslører med andre ord, at de reelt set har svært ved at acceptere, at konsekvensen af det såkaldte socialkonstruktivistiske syn på køn må være, at kønnet ikke er noget medfødt.
Det radikalfeministiske had til transkvinder hænger altsÃ¥ sammen med, at de har svært ved at acceptere deres egen socialkonstruktivistiske kønsteori og i stedet ser enhver biologisk mand som en dødelig fjende. Og dette had kan til tider slÃ¥ om i direkte vold. I svenske sammenhænge tales der f.eks. om “The big Bang”, der er en lidt vittig betegnelsen for en heftig konflikt der opstod i forbindelse med et arrangement i Stockholms kvindehus den 18. oktober 2002. Kvindehuset, hvor kun kvinder mÃ¥tte komme, havde indbudt til en debataften om queer-teorierne og feminismen. En transkvinde ved navn Erica var blevet indbudt til dette møde og havde vovet, at møde op til arrangementet. Da hun efter opfordring ikke ville forlade det lokale, hvor arrangementet fandt sted, kom det til et hÃ¥ndgemæng, der igen uløste en sÃ¥ heftig debat, at Stockholms kommune endte med at inddrage sin støtte til kvindehuset, der derfor mÃ¥tte lukke. “The big Bang” er med andre ord en sørgelig historie om hvor underminerende transfobien er for kvindebevægelsen.
For mig at se må enhver, der tager det socialkonstruktivistiske syn på køn alvorligt, acceptere, at det at være mand hhv. at være kvinde ikke er noget, der er bundet til biologien. At afvise transkvinder som kvinder med henvisning til, at de er blevet født med mandlige kønsorganer, er derfor helt uacceptabelt.
Derimod så synes jeg, at radikalfeminismen har en pointe som desværre ofte bliver glemt i dag: Man fødes ikke som kvinde, men gøres til kvinde. Lige siden vi kom ud af vores mor og vores kønsorganer kunne vurderes bliver vi, bevidst og, ikke mindst, ubevidst præget af de forventninger som samfundet har til dem, der er født med den samme slags kønsorganer. Denne prægning ligger dybt i den enkelte om end den unægtelig kan give sig udslag på mange forskellige måder, for vi lykkes langt fra alle mht. at spille rollen som hhv. mand eller kvinde i henhold til samfundets mange skrevne og uskrevne regler for kønnene. Dertil kommer, at vi løbende præges af de erfaringer vi har som følge af det køn som vi tilskrives. For kvinder består opdragelsen til at være kvinde og livet som kvinde ofte i en række indsnævrende regler samt erfaringer med forskelsbehandling, nedgørelse, udnyttelse og vold. Jeg mener, at radikalfeminismen grundlæggende set har ret i, at kvinder undertrykkes, udnyttes og udbyttes i vores samfund, og det uanset hvilken socialklasse samt etniske og religiøse baggrund man så måtte have som kvinde. Feminisme består for mig i at turde se denne undertrykkelse i øjnene og sætte egne personlige erfaringer som kvinde ind i denne større sammenhæng. Feminisme tager for mig udgangspunkt i frustrationen og vreden over alt det man skal og bliver udsat for og alt det man ikke må og kan fordi man er kvinde. Hvis transkvinders erfaringer med at være kvinde derimod kredser om frustrationen og vreden over ikke at få lov til at leve og blive set som kvinde, ja så er der en erfaringsmæssig grøft mellem biologiske kvinder og transkvinder. Men da transkvinder, der passerer som kvinder, har rigelig med mulighed for at opleve kvindeundertrykkelsen i dens mange facetter er det muligt at bygge en bro over denne kløft. Og det mener jeg så absolut at feministisk orienterede biologiske såvel som transkvinder burde gøre.
Stafetten er givet videre til Elizabeth Japsen.
Karen M. Larsen.
http://www.karenmlarsen.dk/
* * *
Oversigt over stafetartikler.