Et tilbageblik på året der gik (2008) v/formanden for Trans-Danmark, Karin Astrup.

Vist 171 gange.
Af Karin Astrup, formand for Trans-Danmark
2. januar 2009.

Som formand for Trans-Danmark har jeg også gjort det til en tradition at beskrive det forgangne år set fra min stol, og nu er tiden nået hertil igen.

Trans-Danmark har i 2008 været meget aktiv, som det vil fremgå herunder

Generalforsamlingen var i 2008 den 15. marts, hvor jeg endnu engang blev genvalgt som formand. Jeg vil gerne takke medlemmerne for tilliden.

Den nye bestyrelse kom til at se således ud:
Formand: Karin Astrup (genvalgt)
Næstformand: Tina Vyum
Kasserer: Pia Nielsen
Sekretær: Victoria Nielsen (Ny)
Bestyrelsesmedlem: Ulla Rørvig (genvalgt)
Suppleant: Signe Kruse (genvalgt)
Suppleant: Erwin Jöhnk (Ny)
Revisorer: Jytte Witt og Jan Rasmussen (genvalgt)
Revisorsuppleant: Anna Jonna Armannsdottir (genvalgt)

Generalforsamlingen var præget af en god debat omkring ordlisten, samt diskussionen af vision 2012.

Både formandens beretning og referatet fra generalforsamlingen kan læses på vores hjemmeside.

Desværre trak Erwin og Victoria sig fra bestyrelsen i maj af personlige årsager, hvilket virkelig er at beklage, da begge besidder nogle gode kompetencer. Jeg håber, at de begge på et tidspunkt vælger at komme tilbage.

Det politiske arbejde i Danmark
1. Møde med Familiestyrelsen angående den kommende revision af Straffelov, Navneloven
Karin og Tina var inviteret til møde i Familiestyrelsen den 24. juni 2008, hvor også repræsentanter fra PfT deltog. Fra Familiestyrelsen deltog Malene Vestergaard, Merethe Johansen og Mie Møller.
Familiestyrelsen orienterede om hvad der kan forventes i forbindelse med revisionen af Straffelov, Navneloven i foråret 2009.

Det vil være en mindre revision

Herefter diskuterede vi hvorledes § 13 fungerer i praksis, og sammenlignede den med reglerne i udlandet. Styrelsen er bekendt med de norske regler; da de blev nævnt i Trans-Danmarks høringssvar under behandlingen i 2004. Men de kunne godt tænke sig et bedre vurderingsgrundlag.

Trans-Danmark påtog sig derfor opgaven med at forsyne styrelsen med de gældende regler i andre europæiske lande.

Dette materiale blev sendt til styrelsen den 13.september 2008.

Trans-Danmark vil være høringsberettiget ved revisionen i 2009, og har her den 19. december 2008 modtaget materialet fra Familiestyrelsen, hvor svarfristen til navnelovsudvalget er den 12. januar 2008

Vi er i gang med at forberede svaret.

2. Undersøgelse om forholdende i ældreplejen
Den 1. september udsendte foreningen følgende skrivelse til landets kommuner:

Undersøgelse vedr. transpersoners vilkår på plejecentre
Trans-Danmark, Landsforeningen for Transvestitter og Transseksuelle, har fået et antal henvendelser fra medlemmer, som forudser snart at skulle på plejehjem eller må søge om hjælp, da det begynder at knibe med at kunne klare sig i eget hjem.

Vi har desuden hørt fra nogle, der allerede er inde under hjemmeplejen, at deres livsførelse bliver vanskelig, når de kommer ind under hjemmeplejen eller kommer på plejehjem.
Det er jo naturligt, at folk tænker over, hvordan og i hvilket omfang de kan fortsætte med deres vante livsførelse, når de flytter på plejehjem eller bliver afhængig af hjælp fra kommunens hjemmepleje

Trans-Danmark har derfor besluttet at rette henvendelse til samtlige Socialforvaltninger i landet i håb om, at de vil drage omsorg for, at de rette personer får forelagt disse spørgsmål og besvarer dem.

Vi vil gerne bede om svar på følgende spørgsmål:
  • Har Jeres kommune nogen erfaring med transpersoner i plejen? Hvis ja: Hvorledes fungerer hverdagen?
  • Er personalet forberedt på, at de kan få et ønske om at iklæde en person, det modsatte køns tøj, ordne paryk og lægge makeup?
  • Vil personalet acceptere, at beboeren lever som det modsatte køn?
  • Personalet bør være forberedt på, at der kan komme en beboer, som udadtil efterlader indtrykket af at tilhøre et køn, men fysisk og psykisk tilhører det modsatte køn i større eller mindre grad.

Resultaterne af alle landets socialforvaltningers besvarelser på denne undersøgelse vil blive sammenfattet i en rapport, der vil blive anvendt overfor Folketingets partier.
Vi fik en svarprocent på mere en 70 % og Trans-Danmark er i gang med at lave rapporten.

3. Arbejdsmarkedspolitik
Den 21. juli 2008 henvendte foreningen sig til beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen angående et foretræde for ministeren angående transkønnedes høje arbejdsløshedsprocent; men på trods af to henvendelser så ministeren ikke det fornødent at modtage os.

Derfor kontaktede vi arbejdsmarkedsudvalget i Folketinget angående det samme emne, og her var man mere åben overfor foreningen, idet vi fik foretræde for udvalget den 12. november 2008, hvor Pia og Tina Vyum repræsenterede foreningen under stor mediebevågenhed.

I medierne var det på TV Øst et glimrende indlæg med Pia-Britt Rubjerg, samt indslag på TV Syd, radiointerview på flere radiostationer.

Afledt af Trans-Danmarks foretræde har arbejdsmarkedsudvalget stillet beskæftigelsesministeren nogle spørgsmål.
1. Ministeren bedes sende udvalget en redegørelse for, hvordan lovgivningen i Sverige og Norge er indrettet i forhold til at imødegå diskrimination af transseksuelle m.v. på arbejdsmarkedet. I forlængelse heraf ønskes også oplysninger om lovgivningen i de øvrige europæiske lande, der er længst fremme på dette område.
2. Ministeren bedes oplyse, om der i forbindelse med etableringen af Ligebehandlingsnævnet påtænkes en generel oplysningskampagne rettet mod arbejdsgivere og offentligheden til forebyggelse af diskrimination?

Svarene på spørgsmålene kan ses på foreningens hjemmeside under Christiansborg nyt.

Trans-Danmark ser samtidig med glæde at dagpengeforliget blev taget ud af finanslovsforhandlingerne, idet en forkortelse af dagpengeperioden fra 4 til 2 år ville gå ud over mange af vore medlemmer.

Det er Trans-Danmarks opfattelse, at arbejdsmarkedsforholdene er et af de vigtigste områder for foreningens indsats nu og i den kommende tid, både herhjemme og internationalt gennem TGEU

4. Retspolitik
Den 16. oktober henvendte Trans-Danmark sig til justitsministeren angående pas forhold, cpr-problematikken, hvor vi gjorde ministeren opmærksom på at Danmark ikke på dette område overholder menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Udover at dette understøttes af dommen i B vs. France ved menneskeretsdomstolen i Strasbourg, så kunne man også finde støtte i Retslægerådets beretning for 2006, samt i Kommissæren for menneskerettigheder Thomas Hammarbergs rapporter i de seneste år.

Retslægerådet fandt således samlet, at “kriterierne for kønnet (må) være den subjektive, private opfattelse af kønsidentiteten og den offentlige manifestation af kønsopfattelsen”.

Konklusionen er, at det er en overtrædelse af Menneskerettighedskonventionens artikel 8 ikke at ændre den civilretslige status fra det øjeblik en person ønsker at leve i det modsatte af det biologiske køn.

Kombinerer man dommen fra ECHR med Retslægerådets definition på kønsidentitet i årsberetningen fra 2006 mener Trans-Danmark,
at transkønnede har en menneskeret til at få ændret alle officielle dokumenter, herunder pas og cpr-nummer til den kønsidentitet som vedkommende lever i, samt ret til at antage et kønsspecifikt fornavn.

Transgender Network Europe
Den 2. konference for transpersoner 2. – 4. maj i Berlin
Trans-Danmark deltog i Council i Berlin med 4 repræsentanter; Pia Nielsen, Tina Vyum, Irene Haffner og Karin Astrup, hvor Irene kom med på et afbud fra Victoria og Erwin.

Data omkring konferencen:
  • Der deltog 204 transkønnede fra 38 lande og 81 organisationer
  • De, som havde den længste rejse, kom fra Peru og Japan
  • Der var tre meget spændende plenum diskussioner, en handlede om konferencens tema “Make Human Rights Work” (Få menneskerettighederne til at fungere) med oplæg fra Dennis Van der Veur fra EU Kommissæren for menneskerettigheder, Michael Cashman MEP (medlem af Europaparlamentet), Nicolas Beger, Amnesty International og Julia Ehrt TGEU
  • Stephen Whittle præsenterede hovedlinjerne i EuroStudy; og uddybede dem senere i en workshop; hele undersøgelsen kan hentes på Trans-Danmark.
  • Der blev afholdt 20 workshops
  • Trans-Danmark afholdte en workshop om diskrimination på arbejdsmarkedet ved Pia og i samarbejde med TENI ved Philippa James.
  • Trans-Danmark holdt en Workshop om “Fund raising” ved Karin og i samarbejde med Alex Kymatow fra Kirgisistan, som talte om fonde til Østeuropa.
  • Council blev dokumenteret af et filmhold, dokumentarfilmen ventes færdig i efteråret 2008
  • Der blev valgt et nyt Executive Board (Direktion), hvor Karin blev valgt
  • Der blev valgt en ny Steering Committee (Bestyrelse), der udover Executive Board består af 5 yderligere medlemmer

Den nye Steering Committee:
Executive Board:
Professor Stephen Whittle, OBE, Press for Change, UK Formand
M. Sc. Julia Ehrt; TransInterQueer, Tyskland Næstformand
M. Sc. Jane Thomas, DTGI, Tyskland Sekretær
Cand.merc. Karin Astrup, Trans-Danmark, Danmark Kasserer

Menige medlemmer:
B. Sc. Philippa James, TENI, Irland
Cand.merc. Pia Nielsen, Trans-Danmark, Danmark
M. Sc. eng. Rosanna Viano, Grupo Luna, Italien
B. Econ. Richard Köhler, TransInterQueer, Tyskland
Phd Carla LaGarta, TransGender Network Berlin, Tyskland

For forståelsens skyld var det det andet møde imellem alle de små transforeninger rundt om i Europa, og med deltagelse af observatører fra andre dele af verden.
Alt i alt ca. 200 deltagere fra 38 lande.
Mødet blev afholdt på Schöneberg Rådhus i Berlin fra fredag den 2. maj – søndag den 4. maj.

“Ich bin ein berliner!” – sagde J.F. Kennedy fra balkonen på Schöneberg Rådhus i det tidligere Vestberlin den 26. juni 1963.
45 år senere kunne det have lydt: “Ich bin ein trans!”
Schöneberg er kendt for sin frie og tolerante holdning til minoritetsgrupperne i samfundet, og er bosted for mange homoseksuelle, der har fundet et tolerant fristed i netop den kommune i Berlin.
Det var derfor måske meget naturligt, og i hvert fald meget symbolsk at mødet fandt sted lige netop der.
Det smukke gamle rådhus med dets atmosfære og den smukke byrådssal hvor plenummøderne fandt sted var en perfekt ramme om en virkelighed som trods de fine titler, ikke lod sig skjule:
Det var transpersonernes møde. Alle former for transpersoner! Smukke, anonyme, androgyne, kvindemænd og mandekvinder, transseksuelle og transvestitter. Hele spektret af det vi forstår som trans, og interessant nok var en workshop netop koncentreret om hvad vi kalder denne mangfoldighed.
Og meget bevægende startede hele mødet med, at en portugisisk deltager dedikerede mødet til minde om 2 transseksuelle, som var blevet myrdet i Portugal. I 2006 var det en ung, fattig brasiliansk transseksuel, der måtte ernære sig som sexarbejder for at overleve, der blev tortureret af en gruppe unge katolske teenagere i 3 dage, for derefter at blive smidt i en hule hvor hun døde. Og så i år i februar 2008 skete der et mord mere på en transseksuel i Portugal.

TGEU holdte strategimøde i Vejle den 6-7. September
TGEU nye Steering Committee skulle på deres næste møde i Manchester fra den 1. – 5. oktober have forelagt en strategiplan, som gerne skulle vedtages, således at man kan påbegynde implementeringen af en handlingsplan baseret på foreningens strategi. Strategiplanen er den europæiske version af Trans-Danmarks vision 2012
Derfor blev der nedsat en strategigruppe, som lavede et oplæg til SC og denne gruppe bestod af Pia Nielsen og Karin Astrup fra Trans-Danmark samt Jane Thomas fra DTGI i Tyskland. Gruppen mødtes den 6. og 7. september hos Pia i Vejle.

Siden har dette oplæg været diskuteret både i Manchester og senest i Bruxelles; men den endelige formulering er endnu ikke blevet udarbejdet.
Vi forventer dog at dette vil ske på et af de kommende møder enten i Dublin eller Berlin.

Træningsseminar i Manchester
TGEU afholdt fra den 2. til den 5. oktober et seminar med den officielle titel “Training in Community Work”, hvilket også blev kaldt træning for transaktivister.

Seminaret var betalt af Europakommissionen og viser altså dens velvilje til at støtte vores sag. Vi skulle dog betale nogle af rejseomkostningerne selv.

Formålet var, at oplære transpersoner rundt omkring i hele Europa i at få indflydelse især overfor det politiske system. Jeg deltog i seminaret som repræsentant for Trans-Danmark

Der var 3 deltagere fra Tyskland, 3 fra Holland, 3 fra Spanien, 2 fra Sverige, 2 fra Irland, 2 fra Danmark inkl. mig selv og 1 fra Polen. Hertil kom arrangørerne/foredragsholderne, hvilket var 4 fra England og 1 fra USA.

Undervejs i seminaret fik deltagerne en indføring i grundbegreberne indenfor transverdenen. En interessant oplysning var, at der i EU er ca. 497.000 transseksuelle og i hele Europa ca. 822.000, hvilket er flere end antallet af indbyggere i Luxembourg. Vi er altså ganske mange. For den engelske befolkning gælder det, at 5,6 % har en højere uddannelse, medens det blandt transseksuelle i England er en andel på 21%. Transseksuelle har altså i England (ligesom i Danmark) en betydeligt højere uddannelse end resten af befolkningen.
Desuden fik deltagerne en særlig grundig indføring i de juridiske regler indenfor området.
Det gælder især de engelske regler, som arrangørerne naturligvis kendte særligt godt.

Seminarets hovedtaler var TGEU‘s formand Stephen Whittle, der er OBE (Order of the British Empire – en orden tildelt af den engelske dronning), og professor i jura på Universitetet i Manchester. Han talte både om engelsk lovgivning og meget interessant også om alle afsagte domme ved Menneskerettighedsdomstolen, som Danmark jo må respektere, der har haft transrelaterede spørgsmål involveret. De fleste af dommene overholdes af dansk lovgivning, men ikke alle.
Seminaret havde desuden fået en meget prominent person til at deltage. Det drejer sig om den amerikanske forfatter Jamison Green, der bl.a. har skrevet bogen ”Becoming a Visible Man”. Han har også skrevet en række andre kendte bøger. Han er KtM transseksuel og har ledet den største amerikanske forening for KtM transseksuelle
FTM International gennem adskillige år. Han afløste her Lou Sullivan da han døde i 1991.

I sit indlæg kom Jamison Green langt omkring. Han talte om transkulturens udvikling, om den menneskelige udvikling som transperson, om sit politiske arbejde, om borgerrettigheder, der gælder for alle og om behandlingssystemet, der ofte overtræder blufærdighedsgrænser.
Transpersoner findes i alle samfundslag. Fra forskere, virksomhedsledere, læger, håndværkere, kontorfolk og over til prostituerede, der ikke kan se anden udvej end dette.
Han opfordrede alle til at støtte den fortsatte kamp.
Altså alt i alt et meget interessant indlæg.

Steering Committee møde i Bruxelles.
Dette møde var årets sidste. Det bestod af tre sektioner:
  • Gennemgang af ILGA’s opbygning og historie, hvordan organisationen arbejder med transrelaterede problematikker, hvem er hvem i organisationen, ILGA’s strategier frem til 2011 og flere andre emner omkring ILGA.
    Det var Silvan der holdt foredraget.
  • Seminar om ”advocacy strategies” med Cailin MacKennzie, som var ganske glimrende kursus, hvor man fik megen inspiration. Desværre var hendes kursus kogt ned til 6 timer, normalt varer det 2 dage.

Det skal lige nævnes at der holdes Skype møder i TGEU månedlig; samt fysiske møder hver 3. måned.

SC håber at vi først i det nye år kan offentliggøre hvor det tredje TGEU Council skal afholdes i 2010.

Sociale arrangementer
Ulla og Signe har arrangeret sociale arrangementer, 10 cafemøder, forårsfest i Vejle, sommerfest i Skader og julefrokost på Gl. Hornslet Kro. Alle sammenkomster har været vel besøgt.
Derudover er vi begyndt med tema aftener hvor den første blev holdt på G. Hornslet Kro, hvor vi havde et foredrag af psykoterapeut og socialrådgiver Sarah hvilket virkelig var ganske underholdende og lærerigt.
I 2009 vil der komme flere temaaftener.

Opfordring
I denne forbindelse vil jeg gerne minde Jer om at svare på den mail I fik den 9. november og opfordre de af jer der endnu ikke har svaret at komme med jeres input:

Trans-Danmarks bestyrelse diskuterede emnet på det seneste bestyrelsesmøde den 25.oktober og vores holdning er, at vi gerne vil byde på Council, hvis vore medlemmer også stiller op, for det er en krævende opgave at stille et sådant arrangement på benene, idet der forventes at komme mellem 250 og 300 deltagere fra mere end 40 lande

Nu vil vi gerne høre jeres holdning

Jeg vil gerne her i slutningen af året opfordre til at I bruger foreningen mere. Det kræver at man betaler sit kontingent og at man er aktiv.
Mød op på generalforsamlingen som afholdes den 7. marts 2009 og giv jeres mening til kende.
Hvis man ikke er aktiv, så er det bestyrelsen alene der bestemmer, hvilke områder man skal bruge tid på og ikke medlemmerne.
Vær ikke bange for at give os jeres mening.

Må alle få et godt og lykkebringende 2009

Kærlig hilsen
Karin Astrup

* * *
Tilbageblikket i pdf-format.