Trans-Danmarks skrivelse den 16. oktober 2011 til sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krag om Caspian Drumm. Svar 10. november 2011.

Vist 176 gange.

Trans-Danmark
Trans-Danmark
Foranlediget af den opmærksomhed, der i de forudgående dage havde været i medierne, om at den 15-årige unge transmand, Caspian Drumm havde fået fjernet sine bryster, sendte Irene Haffner den 16. oktober 2011 på vegne af Trans-Danmark den herunder gengivne henvendelse til sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krag, der svarede den 10. november 2011.

Henvendelsen af 16. oktober 2011.

From: haffner26@msn.com
To: sum@sum.dk
Subject: Sagen om Caspian
Date: Sun, 16 Oct 2011 07:56:36 +0000

Kære Astrid Krag

Der har været en meget ophedet debat om den 15 årige Caspian som har fået sine bryster fjernet på et privathospital.
Dækningen har været meget ensidig og jeg tillader mig at sende dig 2 PR-Meddeleser fra henholdsvis Trans-Danmark og LGBT Danmark – samt en artikel af undertegnede.

mvh.
Irene Haffner

Henvendelsen var vedhæftet:
Pressemeddelelse af 14. oktober 2011 fra Trans-Danmark.
Pressemeddelelse af 15. oktober 2011 fra LGBT Danmark.
Læserbrev af 19. oktober 2011 fra Irene Haffner – Den rene trans forvirring! – i Jyllands Posten. [Siden med læserbrevet kan ikke mere vises. 28. juli 2021. Tina Thranesen]

Svaret af 10. november 2011.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse

Dato: 10. november 2011

Enhed: Sygehuspolitik
Sagsbeh.: SUMANI
Sags nr.: 1111436
Dok nr.: 685954

Trans-Danmark
Att.: Irene Haffner
Haffner26@msn.dk

Kære Irene Haffner

Tak for de fremsendte pressemeddelelser fra Trans-Danmark om transseksuelles vilkår i Danmark generelt og om den i medierne omtalte sag om bortoperation af en 15-årigs bryster på baggrund af dennes opfattelse af sin egen kønsidentitet.

Jeg er glad for at læse, at Trans-Danmark bakker op om, at regeringen vil undersøge reglerne om kønskorrigerende behandling, herunder mulighederne for at foretage juridisk kønsskifte uden krav om kirurgiske indgreb.

Det er min opfattelse, at undersøgelsen af de nugældende regler må søge at balancere hensynene til procedurernes særlige karakter, herunder deres uigenkaldelighed og kompleksitet, og at der skal være tilstrækkelig sundhedsfaglige indikation for at påbegynde et forløb, som sigter mod en kønsskifteoperation, samt de behov, som en behandlingssøgende person har, herunder at det kan opleves som en stor personlig belastning at skulle gennemgå et længere udredningsforløb. Endvidere må der tages udgangspunkt i, at udredning i forbindelse med transseksualitet, herunder kønsskiftevurdering, i Sundhedsstyrelsens nugældende vejledning om lands- og landsdelsfunktioner er fastsat som højt specialiseret landsfunktion ved Rigshospitalets Sexologiske Klinik.

Jeg håber, at Trans-Danmark deler min opfattelse af forudsætningerne for de videre overvejelser, og at I vil bidrage konstruktivt til det videre forløb.

I forhold til selve proceduren for tilladelse til kønsskifteoperation kan jeg oplyse, at der pågår overvejelser om, hvorvidt sagsbehandlingen kan lettes og gøres mindre bureaukratisk for ansøgerne. Overvejelserne udspringer bl.a. af, at Sundhedsstyrelsen har oplyst, at Sverige og Danmark skiller sig ud fra Norge, Finland og Storbritannien ved at kræve, at personer, der ønsker kønsskifte, skal ansøge henholdsvis Socialstyrelsen og Sundhedsstyrelsen om tilladelse. Der kan således være mulighed for at afbureaukratisere området, bl.a. med henblik på at sikre en hurtigere sagsbehandling ift. selve afgørelsen.

I forhold til den konkrete sag omtalt i medierne om en 15-årig, der har fået bortopereret sine bryster, har Sundhedsstyrelsen oplyst, at styrelsen vil se på, om indgrebet er overensstemmelse med lægens pligt efter autorisationsloven til at vise omhu og samvittighedsfuldhed. Jeg håber, at Trans-Danmark har forståelse for, at jeg som minister naturligvis ikke kan foregribe resultatet af denne vurdering, og at jeg derfor ikke kan tage stilling til den konkrete sag.

Endnu engang tak for henvendelserne.

Med venlig hilsen

Astrid Krag

* * *

Skrivelsen af 16. oktober 2011 fra Trans-Danmark til sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krag om Caspian Drumm.
Svaret fra Astrid Krag i pdf-format.