Som transkønnet psykolog må jeg sige, at jeg aldrig har hørt om transmænd, der har fortrudt en brystoperation. Simon Gjerløv den 28. oktober 2011.

Vist 2.753 gange.

Simon Gjerløv er transmand – transkønnet psykolog med 11 års psykologerfaring inden for børne-unge-området. Han er en af de heldige få, der på Sexologisk Klinik har fået diagnosen transseksuel. Han valgte selv at betale 30.000 kr. for at få fjernet sine bryster af en privatpraktiserende plastikkirurg.

* * *
Af Simon Gjerløv en 28. oktober 2011.
Både som fag- og privatperson er det glædeligt, at der via Caspiansagen er kommet fokus på behandlingsmulighederne – eller rettere sagt manglen på samme – af unge og voksne transkønnede i Danmark.

Umiddelbart forstår jeg skepsissen og forargelsen blandt fagfolk, politikere m.fl., når de hører om en 15-årig “pige”, der har fået bortopereret sine bryster.

Men denne reaktion bunder i generaliseringer ud fra gængse køns-, modenheds- og identitetsopfattelser og manglende kendskab til transkønnethed, behandlingssystemet og det konkrete unge menneske.

Sagen drejer sig imidlertid om en ekstraordinært moden, psykisk stabil 15-årig, der hele livet har følt, at han var en dreng.

Som 13-årig indsamlede Caspian viden om navnelovgivningen m.m. og anmodede sine forældre om navneskifte. Han har turdet stå frem over for sine klassekammerater, venner, familie og flere medier.

Caspian opsøgte for et år siden T-gruppen under Landsforeningen af Lesbiske, Bøsser (gay), Biseksuelle og Transpersoner, hvor han – med en moden tænksomhed og grundighed, mange voksne, der udtaler sig om hans situation, kunne lære meget af – opsamlede viden, lyttede til råd og erfaringer. Således var det velovervejet i forhold til risikomomenterne, at han valgte et fuldt kønsskifte fra, men i sommer valgte at få fjernet brysterne.

I alle sociale sammenhænge bliver man i langt højere grad, end de fleste mennesker gør sig bevidst, bedømt og behandlet ud fra sit køn.

Kvindebryster er ekstremt socialt belastende og hæmmende for enhver, der føler sig som en dreng/mand.

Herudover er brysterne for de fleste transmænd (kvinde til mand) en forhindring for kram, mange former for fysisk berøring, fysisk udfoldelse og intim kontakt.

Som transkønnet psykolog med 11 års psykologerfaring inden for børne-unge-området, der via T-gruppen har et personligt godt kendskab til og interessefællesskab med hovedpersonen, er jeg bestemt ikke uvildig. For at kunne udtale sig om sagen må man have sat sig ind i det meget svært tilgængelige, restriktive behandlingssystem for transkønnede, hvorunder der ikke eksisterer behandlingsgarantier, gennemskuelige behandlingsplaner og reelle klage- og ankemuligheder, som det gør sig gældende i det øvrige behandlingssystem.

Sexologisk Klinik Rigshospitalet (SK) har i 25 år via Sundhedsstyrelsen haft statsmonopol på behandlingen af transseksuelle i Danmark.

Danmark er et af de få lande, hvor transseksualitet stadigvæk er en psykiatrisk diagnose, ligesom homoseksualitet indtil 1981 var. Den officielle diagnose “transseksuel” er en dårlig og misvisende oversættelse af den engelske betegnelse “transgender“, der ret beset betyder transkønnet. Det er ikke seksualiteten, men kønsidentiteten, der er det centrale i problematikken.

“Behandlingen” af danske transkønnede foregår stadigvæk ligesom “behandlingen” for homoseksualitet for 30 år siden ud fra en psykiatrisk synsvinkel, hvor man på alle tænkelige, særdeles grænseoverskridende, krænkende, nedværdigende og manipulerende måder forsøger at overbevise personen om, at denne tager fejl – og ikke selv ved, hvad og hvem vedkommende er og føler.

Da behandlingen foregår på Sexologisk Klinik er seksualiteten i centrum.

Ligesom alle andre patienter på klinikken, der til forskel fra de transkønnede kommer til behandling pga. specifikke seksuelle problemer, skal transkønnede inden første visitationssamtale skriftligt svare på et udførligt, særdeles grænseoverskridende og stødende standardskema angående deres seksualitet.

Gamle patient-, skole- og kommunale journaler m.m. indhentes. Disse 2.-, 3.- og x.-hånds oplysninger vægtes højere end patientens egne ord. Uanset i hvilken kontekst disse oplysninger er indhentet, og hvor overfladiske og fejlfulde de end måtte være.

På to forvisiterende samtaler hos to forskellige psykologer eller psykiatere bruges det meste af tiden på at gentage de samme seksuelle, intimiderende og krænkende spørgsmål, man skriftligt har svaret på. Proceduren er den samme uanset alder eller problematik.

Sexologisk Klinik holder så behandlingskonference, hvorfra patienten ikke får journaludskrift og ikke har mulighed for at kende til, eller rette, fejloplysninger. Under en tredje visiterende samtale oplyses patienten om diagnosen, Sexologisk Klinik er kommet frem til, og om der eventuelt kan tilbydes et indledende observationsforløb på mindst et år, før klinikken tilbyder førstedelen af den egentlige behandling.

Som psykiatriske patienter bliver transkønnede betragtet som ustabile mennesker, der i praksis via lovgivningen på mange måder også er umyndiggjorte. Transkønnede må ikke selv bestemme over deres krop, hvad de vil hedde, eller hvilken kønsbetegnelse de bliver tiltalt – og som de i journaler m.m. bliver omtalt med.

Det gør sig gældende i alle forhold i offentligt regi, i kontakter til kommuner, hospitaler, læger, apoteker m.m. Også i forhold til pas, NemID, banker, forsikrings- og teleselskaber samt andre virksomheder, der automatisk indhenter oplysninger i cpr-registeret.

Transkønnethed giver naturligvis voksenindivider seksuelle problemer, men selve problematikken er relateret til kønsopfattelsen, der skal være kontinuerlig siden barndommen for på Sexologisk Klinik at berettige til transseksualismediagnosen F64.0 – jævnfør det officielle internationale diagnosesystem ICD-10. For at “bevise” dette kræves der bl.a. én pårørendesamtale. Helst med patientens forældre. Dette er på mange måder problematisk.

Selv om Sexologisk Klinik har statsmonopol på behandling af transkønnede, og som universitetshospital har forskningsforpligtelser, har klinikken først lige igangsat sit første forskningsprojekt angående transseksualitet.

Behandlingsprocedurerne og -kriterierne afspejler forældede, stereotype kønsrolleforestillinger og et forældet samfundssyn på problematikken.

Til forskel fra andre somatiske eller psykiatriske patienter kan transkønnede på Sexologisk Klinik ikke få oplyst kontakter til patient- eller interessegrupper.

Normal adfærd bliver ofte sygeliggjort.

Patienterne bliver forsøgt overtalt til at se sig som medlemmer af deres biologiske køn.

Alle følelsesmæssige kvaler, som den transkønnede har i forbindelse med transtilstanden, bliver bagatelliseret, ignoreret og ofte slet ikke skrevet ind i journalen, som på senere behandlingskonferencer danner grundlaget for behandlingstiltag.

De fleste 70-80 personer, der årlig konsulterer Sexologisk Klinik pga. kønsidentitetsproblemer, får en anden diagnose end transseksuel – som ofte “kønsidentitetsforstyrrelse uspecifik”, der ikke giver behandlingsmuligheder.

Mange, der på SK får denne og andre diagnoser, opfylder diagnosekriterierne for transseksualitet.

Selv om Sexologisk Klinik er en psykiatrisk afdeling på et offentligt hospital, undlades det systematisk at bruge det officielle internationale diagnosesystem objektivt. Som psykolog inden for børneområdet ville jeg også finde det betænkeligt, hvis en 15-årig “pige” havde fået fjernet brysterne ved en kosmetisk operation. Fjernelse af transmænds bryster er imidlertid ikke primært kosmetiske operationer, da de er identitetsrelaterede.

Transmænd er ikke piger, men mænd med anderledes kroppe.

Det er bespottende og en udtalt mangel på forståelse af problematikken, samt manglende respekt for personen, at kalde en transmand for en pige.

Kirurg og direktør på H.C. Andersen Klinikken i Odense Jens Pilgaard, der udførte Caspians brystoperation, har udført sådanne på voksne transmænd, men ikke tidligere på et barn.

Pilgaard har sikkert kunnet mærke den usædvanlige modenhed og grundige velovervejethed, som alle vi, der kender Caspian, ved, at han sin unge alder i betragtning i stor grad besidder.

Her er ikke tale om uansvarlige forældre, der føjer deres teenager i en ungdomsgrille.

Den eneste hjælp, Caspian har fået af det etablerede behandlingssystem, er tre skabelonagtige, forvisiterende samtaler, der foregik på den beskrevne, særdeles grænseoverskridende, krænkende, unødvendigt seksual– og kønsorganfokuserede måde. Hvorefter Caspian blev afvist, da han er tre år for ung til at kunne blive behandlet.

Burde det ikke være ulovligt at udsætte 15-årige børn for en så ydmygende og uetisk “behandling”?

Sundhedsminister Astrid Krag og overlæge, chef for tilsyn og patientsikkerhed i Sundhedsstyrelsen Anne Mette Dons m.fl. har i medierne udtalt, at det bør undersøges, om Jens Pilgaard ved at operere Caspian har forbrudt sig mod loven om at vise »omhu og samvittighedsfuldhed«. Da Pilgaard “kun” har haft én grundig forvisiterende samtale med Caspian og hans mor, Cecilie.

Pilgaard forvissede sig om, at Caspian var svært belastet af sine bryster, har haft alvorlige, trivselshæmmende kønsidentitetsproblemer hele livet, tilsyneladende ikke har andre psykiske eller sociale vanskeligheder; at Caspian og hans forældre har gennemtænkt, handlet på og overvejet diverse tiltag igennem længere tid, samt i mindst tre år ingen offentlige behandlingsmuligheder har haft.

Jens Pilgaard understreger, at han som læge vurderede, at Caspians livskvalitet, trivsel og videre udvikling i betragtelig grad ville kunne blive forbedret af brystoperationen. I dette lever Jens Pilgaard op til sit lægeløfte. Disse lægelige overvejelser og omsorg, mærker man som patient på Sexologisk Klinik ikke meget til.

Jeg kender ca. 100 transpersoner, der har været til de frygtede og forhadte forvisiterende samtaler på klinikken, og kender mange, som i et eller andet omfang er kommet videre i et behandlingsforløb dér.

Samtlige af disse transpersoner har fundet forløbet, især de visiterende samtaler på Sexologisk Klinik, særdeles krænkende, ydmygende og i et stort omfang irrelevant for problematikken.

Mange transkønnede har efter de visiterende samtaler på klinikken og den næsten obligatoriske afvisning fået det så dårligt, at de har været selvmordstruede, fået depressioner m.m.

Man burde spørge Astrid Krag og Anne Mette Dons m.fl., om de har undersøgt, hvordan transkønnede bliver og føler sig “behandlet” i det statsmonopoliserede behandlingssystem, og om de mener, at Sexologisk Klinik på Rigshospitalet i sin behandling af, og i særdeleshed i sine forvisiterende samtaler med, transkønnede lever op til loven om at vise »omhu og samvittighedsfuldhed«?

Jeg har aldrig hørt om transmænd, der har fortrudt brystoperationen. Nogle har fortrudt, de fik foretaget den på Rigshospitalet, der ofte ikke retter op på beskæmmende fejl og mangler, og hvor ventetiden er nedbrydende lang.

Jeg er en af de heldige få, der på Sexologisk Klinik har fået transseksueldiagnosen.

Jeg er bl.a. berettiget til brystoperation. Jeg valgte selv at betale 30.000 kr. for indgrebet hos en privatpraktiserende plastikkirurg. Det er ubetinget mit livs bedste investering.

Generelt mener jeg ikke, at alle 15-årige transmænd er modne og velovervejede nok til at få fjernet brysterne. Nogle 15-årige som Caspian er, andre voksne transmænd er ikke.

Det er betænkeligt lovmæssigt at fastsætte en aldersgrænse.

I hvert enkelt tilfælde må man lave en grundig, individuel vurdering.

De, der offentligt udtaler sig om, at 15-årige ikke er færdigudviklede, og at det er et irreversibelt indgreb, har på den ene side ret, men tager på den anden side gruelig fejl.

Tænk på alle os danske reelt transkønnede. Vi må alle resten af livet trækkes med store fysiske og psykiske ar og gener, pga. den skade vores biologiske køns pubertet har forvoldt os.

Jeg har selv ar fra armhule til armhule. Har gennemgået en transplantation af brystvortevævet, hvor nervetrådene og følesansen definitivt blev overskåret.

Unge småtbarmede transmænd, som Caspian, har mulighed for at få foretaget den meget mindre omfattende og mindre beskæmmende operation, der kun efterlader små ar, hvor brystvorten løftes, brystvævet fjernes og følesansen bevares. De kommer således ikke resten af livet til at være beskæmmet af arrene efter den uundgåelige, irreversible pubertetsproces, som ikke stemte overens med deres livslange kønsidentitet.

Kønsidentiteten etableres tidligt. Udenlandsk forskning påviser, at de fleste transkønnede teenagere, der led af gender identity disorder som småbørn, forbliver transkønnede resten af livet.

Udenlandske transkønnede børn behandles ofte med pubertetsudsættende medikamenter for at give dem mere tid til at leve i og overveje deres identitetsmæssige køn, inden kønskorrigerende behandling eventuelt iværksættes.

I Danmark burde man også have klinikker, hvor man tog børn i alle aldre i behandling. Forældrene, barnet og dets nærmiljø kunne støttes, rådgives og vejledes, så udvikling af tillægsproblematikker som depression m.m. kunne begrænses eller undgås.

Observationsforløbet ville ofte have stået på i årevis, når barnet blev 18, så en behandling straks kunne sættes i gang. Så transformationen foregik mere harmonisk, udramatisk og mindre problemfyldt uden årelang identitetskrise med manglende accept og forståelse.

I nogle tilfælde er problematikken så tydelig og barnet så afklaret og modent, at hormonelle og kirurgiske behandlingstiltag bør påbegyndes før 18-års alderen.

Her er fokusset på transmænd. Man bør også påtænke fordelene ved en tidlig behandlingsindsats over for transkvinder (mand til kvinde), der ofte livet igennem plages af store afslørende hænder, fødder, dyb stemme og mandehøjde m.m.

Behandlingsklinikker for voksne med et mere lødigt, støttende og oplysende transbehandlingstilbud burde også oprettes i Danmark.

Ud over store menneskelige besparelser ville sådanne klinikker give samfundsøkonomiske gevinster, da mange transpersoner er så belastede af deres biologiske kroppe og manglende behandlingsmuligheder, at de ikke kan arbejde eller studere, er på overførselsindkomster eller belaster behandlingssystemet med depression, social angst og andre belastningsrelaterede lidelser, der ofte letter eller forsvinder, når kroppen kommer til at stemme overens med kønsidentiteten.

Efter brystoperationen er Caspian tydeligvis blevet en meget gladere, mere udadvendt og selvtilfreds ung mand, der på sin egen prisværdige og tænksomme måde har valgt at stå frem og være et forbillede for andre unge transkønnede.

Transmiljøet rummer megen desperation, frustration og mange hårdtprøvede sjæle. Det er svært, når man som Caspian og jeg er tilbageholdende og selektiv i forholdet til, hvem og hvornår man udleverer navne og data på de stadigvæk få, men stigende antal speciallæger, der de seneste år har brudt SK‘s monopol mht. hormonbehandling og brystoperationer.

Det afspejler, at samfundets rummelighed og tolerance har “overhalet” det etablerede behandlingstilbud.

Mange speciallæger har observeret den åbenlyse mistrivsel og de mange tragiske skæbner, manglen på behandling i det etablerede behandlingssystem forårsager blandt transkønnede i Danmark.