Søren Brostrøm, direktør for Sundhedsstyrelsen indvalgt i WHO’s regionalkomité. 14. september 2017.

Vist 47 gange. Søren Brostrøm, der er direktør for Sundhedsstyrelsen blev den 14. september 2017 indvalgt i WHO’s Europa-regions bestyrelse. Han vil bl.a. benytte posten til at sætte et særligt dansk fokus på LGBT+-personers sundhed og rettigheder.

* * *
Meddelelsen den 14. september 2017 fra Sundhedsstyrelsen.

Danmark valgt til bestyrelsen for WHO’s Europa-region
Oprettet 14. september 2017.

Ved det netop overståede møde i Budapest i WHO’s regionalkomité for Europa blev Danmark valgt til regionalbestyrelsen. Andre lande, der blev valgt ind, er Ungarn, Litauen og Usbekistan. Danmarks bestyrelsesmedlem er direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, og han er valgt for en 3-årig periode.

Mødet i WHO’s regionalkomité for Europa blev afholdt i Budapest fra d. 11. – 14. september og var det 67. årsmøde i regionalkomitéen. Hendes Kongelige Højhed, Kronprinsesse Mary deltog ved åbningen af regionalkomitémødet i sin egenskab af protektor for WHO’s Europa-region. I sin åbningstale understregede Kronprinsessen bl.a. behovet for et stærkt fokus på kvinder, børn og unges sundhed og rettigheder, og hun fremhævede vigtigheden af vaccinationsprogrammer og bekæmpelse af antibiotikaresistens.

På dagsordenen for regionalkomitémødet var bl.a. drøftelser af arbejdet med opfyldelse af FN’s verdensmål frem mod 2030.

”Jeg vil gerne styrke samarbejdet mellem Danmark og WHO” udtaler Søren Brostrøm, der samtidig peger på en række danske prioriteter, han vil forfølge: ”Vi har fået rigtig god hjælp fra WHO’s europakontor ift. vores udfordringer med at genskabe tilliden til børnevaccinationsprogrammet. Vi kan også trække på WHO’s ressourcer ift. blandt andet forebyggelse og sundhedsberedskab. Men vi skal også bidrage tilbage, og der har vi gode erfaringer med f.eks. vores store nationale handlingsplaner for kræft og demens, som andre lande kan drage nytte af. Vi har også stærke danske positioner ift. arbejdet med antibiotikaresistens, sundhedsberedskab, ibrugtagning af lægemidler og ældreområdet, som vi kan spille ind”.

På regionalkomitémødet deltog også den nyvalgte generaldirektør for WHO, dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, som har inviteret medlemslandene til at give input til arbejdet med at formulere den næste arbejdsplan for WHO.

Med bestyrelsesposten får vi også en platform for at markere danske mærkesager i WHO, som et stærkt fokus på universel sundhedsdækning og universel adgang til seksuelle og reproduktive sundhedstjenester, herunder familieplanlægning. Her vil vi have fokus på at sikre kvinder, børn og unges sundhed og rettigheder, og et særligt dansk fokus vil være på LGBT+-personers sundhed og rettigheder. Vi vil samtidig holde den nye generaldirektør fast på at fortsætte det nødvendige arbejde med reform af WHO’s organisation”, siger Søren Brostrøm.

* * *
Meddelelsen fra Sundhedsstyrelsen.

Udgivet i: Andre danske myndigheder, Søren Brostrøm.
Søgeord: , , , , , , , , .